Den Yndige Kvinde, Den Pæne Pige & Diana Vreeland

De fleste kvinder og piger bruger temmelig meget tid på deres udseende; om ikke på at skabe det , så på at tænke over det. Fra vi er helt små får piger at vide at de er søde og yndige, og små piger står på gulvet ved spejlet og ser op på deres mødre, beklage sig over 14 gram for meget i knæhasen på højre ben. Yndighed og skønhed og vores udseende kommer fra begyndelsen til at have en værdi, en synlighed og ikke mindst en del af vores bevidsthed.

Jeg synes ikke der er noget forkert i at bruge tid på sit udseende og på sit look. Vi må bare aldrig forveksle det med noget. At være yndig, at være pæn, er ikke en genvej til noget som helst. Og som Diana Vreeland siger ovenfor, så er det at være en pæn og yndig kvinde, ikke noget vi skylder nogen. Vi behøver ikke være smukke, kønne eller pæne.

I 1960-erne og 1970-erne arbejdede Vreeland sig op gennem rækkerne på såvel Harpers Bazar som Vogue, og blev chefredaktør. Hun var hverken pæn, mild eller yndig. Hun brugte makeup, var et stilikon, en stærk kvinde, som satte ikke bare et aftryk på kvindehistorien, men faktisk en del af en dagsorden. Hun var sig selv, hun udtrykte sig gennem hår, mode og makeup, og brugte svimlende summer på det – men yndig og pæn; det var hun aldrig. Hverken i sit look eller i sine forventninger til sig selv. Tilgengæld nåede hun langt. Hun nåede at arbejde sammen med et andet ikon indenfor mode- og livsstilmedierne, nemlig Helen Gurley Brown, som jeg nåede at kende, og som var grundlægger af Cosmpolitan. Hun sagde nogenlunde samtidig, som Vreeland sagde ovenstående:

Good Girls Go To Heaven; Bad Girls Go Everywhere.

Vi skylder ikke nogen at være pæne; vi skylder os selv, vore børn, og dem vi holder af, at være os selv. At rumme, favne og bare være os selv. Klædt i glimmer og guld og høje hæle, eller det modsatte.