Vi talte i dette indlæg lidt om alt det, man må balancere i det privilegerede liv det er både at have et job, man holder af, og en familie man elsker. Jeg kan mærke at jeg har et rimeligt stort behov for at hive problemet ud af ligningen (ikke at det ikke findes) – men for at se lyst på det, og for, for alvor at tage ind, hvor mange vi er, der har så meget at være taknemmelige for, at det ind i mellem kræver at man sætter sig det for: At føle sig taknemmelig. Jeg ved jeg er heldig: Mine drenge, min mand, mit arbejde og mine venner. Det hele gør mig lykkelig. At jeg så ind i mellem ville ønske at døgnet havde 28 timer er en anden sag, men det gør mig jo ikke mindre privilegeret. Så når jeg sidder her, helt alene med hjemve på et hotelværelse og knokler igennem, så er det særligt lækkert lige at se tilbage på den fine uge, der er gået:
Jeg brugte en aften på at fortælle historier, tale om branding og kommunikation her på Restaurant il Buco. Det er et rigtigt lækkert sted, og lærte jeg; en restaurant, som man kan booke til forskellige formål. Se mere her. Jeg er også begyndt at holde foredrag igen – stille og roligt, og jeg er virkelig vild med det; og det er noget andet denne gang, fordi det ikke er Hvor Lagde Jeg Babyen, jeg holder foredrag om, men nye ting, som også interesserer mig påny. Se mere her.
Så var det ugen, hvor Sofus opdagede at man kunne lege en særlig leg, i den store kurv, min far har haft med hjem fra Afrika til os. Sofus leger stilleleg i den, og han er heldigvis endnu ikke større end at jeg kan bære ham rundt om spisebordet i den, til hans store, store fryd.
I weekenden var Johan, Elias, Sofus, min far og jeg på Zoologisk Museum. Der har jeg måske været 637 gange siden Elias lærte at sige “dyr”, og jeg føler at jeg kender det så godt, at jeg snart ikke kan holde ud at komme der mere. Men… De har lavet en helt fantastisk udstilling med skatte fra kældrene. Her taler vi udstoppede hvaler, henkogte tentakler fra kæmpeblæksprutter og et enorm hvalskelet – en af de strandede hvaler fra Henne Strand. Og ja, den store nye Diplodokus er også udstillet. Og det hele ganske æstetisk og virkeligt velkommunikeret, så både børn og voksne får noget ud af det. Men be warned: Hvalskelettet lugter. Som i: Det stinker. Læs mere her.
Så har vi fået taget billeder af de fleste af mine dejlige, dygtige kollegaer på kontoret. Alle lignende sig selv efter at have været i hænderne på Christina Wedel – sig selv, bare på den seriøst hotte måde. Jeg glæder mig til at vise jer billederne.
Søndag holdt Elias bedste ven Alfreds forældre halloweenfest – en hyggelig én, bare for os. Vi drak blod (saftevand) og spiste overdreven god mad, og ungerne legede, og det VAR en fest.
I den forgangne uge har jeg også oplevet at være dagens allerførste gæst på Restaurant LeCoq som ligger i Graven i Aarhus. Det var virkelig en hyggelig restaurant med lækker franskinspireret mad, og det tidlige tidspunkt skyldtes at jeg skulle mødes med en ikke helt så nybagt mor. Men vi var ude. Uden børn!
Ja, nogen gange har taknemmeligheden brug for at blive italesat (eller nedskrevet), for at man fokuserer på den midt i en travl uge – eller et travlt år. Jeg er selv taknemmelig for min skønne familie som rummer kæreste og to børn (2 og 5 år), mit snart færdige BA studie og mine venner – både de tætte og dem længere ude. Så når jeg er frustreret over at skulle tackle studie, børn, sygdom i familien og hundehår på stuegulvet, ja så forsøger jeg, at tænke på alt det gode. Jeg har mulighed for at hente mine børn tidligt, jeg får lov til at fordybe mig i min opgave og jeg kan trække den friske efterårsluft i haven helt ned i lungerne, når jeg holder pause fra opgaveskrivningen.
Nøj, hvor vil jeg gerne høre dig fortælle om Kvinder, Stress & Perfektionisme!
Det lyder som en rigtig dejlig uge, du har haft. Håber du får en lige så god weekend.
Kh. Marina