Prisen For Det Hele – Og Hvorfor Det Er Fint At Betale

Jeg er på farten de næste dage. Jeg er ikke bare på farten, jeg er hjemmefra. Resten af denne uge og noget af weekenden med, og jeg kommer kun lige hjem og kysser unger torsdag aften. I børnefamilien giver det ikke kun lidt udfordring på planlægningssiden, og i koordineringdelen, det udfordrer også mig. På mor-delen. Jeg får hudsult når jeg er væk fra ungerne i flere dage. Sådan en længsel efter dem, der ikke bare sidder i toppen af bevidstheden, men helt ind i bunden af knoglerne.

Det har flyttet sig – fra den dårlige samvittighed overfor dem, til den dårlige samvittighed overfor mig selv. Jeg synes ikke det er synd for ungerne når jeg er væk! Det er jo ikke dem, der er må undvære: Det er jo mig! I går sad vi for eksempel ved spisebordet og Elias sang alfabetsangen. Helt højt og klart og flot. Så gik der et minut, og så sang Sofus den. Lige så højt og klart og flot. Og med en efterfølgende opfordring til at vi klappede af ham. Hvilket vi gjorde. Og det er jo ting, som disse, disse vidunderlige små bitte, luksuriøse hverdagsting, jeg så ikke får med, når jeg er væk. I denne uge.

Og det er derfor, jeg ved, jeg bruger min tid på det rigtige: Fordi jeg er på farten med ting, jeg holder af, og fordi det koster at være det. Og fordi prisen er høj, men jeg stadig gerne vil betale. Og det er ikke synd for mig. Det er det faktisk sjældent. I hele diskussionen om kvinder, moderskab, karriere og arbejdsliv, taler vi ofte om at det ikke må koste noget: Vi vil have det hele: Nærvær 24/7, udfordrende jobs, en dejlig familie, passion og et liv ved siden af det hele, et liv, der kun er vores. Et voksenliv. Vi vi have det hele, uden at måtte undvære. Faktum er bare at man MÅ undvære. Det hele koster. Og prisen kan være, at man er så heldig gerne at ville være alle steder samtidig.

11 kommentarer

  1. Det er livets udfordring at balancere imellem pligter og lyster. Vores egne og børnenes. Det var det også for vores formødre. Min mormor knoklede som landarbejder og som torvekone på Københavns grønttorv. Stod op kl.4 om morgenen. Hjemme kl.10. Så skulle der skæres grønt til næste dag og laves regnskaber. Morfar var døde. Hun var alene med to børn. Vasketøj blev kogt i grukedel . Alt mad lavet fra bunden på brændekomfur. Tændtes op i huset i brændeovnen. Hun døde nedslidt som 62 årig. Der var ikke så mange valg. Det var måske nemmere. Men ellers tror jeg nok forholdene er bedre for alle i dag. Bare lidt historisk perspektiv.

  2. Kære Susanne – det er måske det vigtigste af alle perspektiver. Især når vi slår hinanden i hovedet med at alt var bedre i gamle dage… Kh J

  3. Den vigtigste pointe og så fint opsummeret! Vi skal holde op med at sige “undskyld” og i stedet sige “tak”. Tænk at have et liv, hvor vi ikke bare er nyttige i en sammenhæng men decideret uundværlige i flere. Og så skal vi altid huske, at vi ikke bare er vores børns krammebamser – vi skal også være deres forbilleder!

    God arbejdslyst,

    KH Sine

  4. Dine linier & tanker ramte lige rigtigt ned på mig, på vej hjem og skal hente ungerne om lidt. -savner dem
    Også

  5. Mange fine overvejelser. Jeg køber dog ikke den med, at børnene ikke må undvære, men at det kun er dig. Det er ikke for at sige, at det er forkert, at de må undvære dig. Men jeg synes, at det er vigigt at anerkende, at de selvfølgelig også betaler en pris – både hvis du greb alle karrieremuligheder, og hvis du modsat blev hjemmegående og kvalte dit drive. Det er ikke for at pege fingre af det ene eller det andet valg – og alle mellemvejene – men ligesom man for sig selv må opveje, hvad det koster og hvad det giver, så må man også lave en lignende analyse fra børnenes – og sin mands – perspektiv. Det regnestykke skal jeg ikke gøre mig klog på for jer. Men selvfølgelig koster ens valg også børnene noget!
    Jeg er all in på søsterskab og plads til forskellige måder at være familie på, så det er i den ånd, dette er skrevet. For søsterskabet handler både om at rumme hinandens forskellige valg og holdninger men også udfordre hinanden, så vi alle bliver klogere og skarpere på vores egne valg. God uge!

  6. Jeg synes den der balance er så svær (og foreløbig skubber jeg den foran mig mens jeg stadig er på barsel). Hvad skal man gøre, hvis man har et behov for selvrealisering som koster samvær med børnene? Og skylder man ikke også sine børn at stå ved sig selv? Hvordan kan de stå ved sig selv og egne behov, hvis mor ikke gør det?

  7. Balance er så vigtig. Her hjemme kører vi med mig-tid, os-tid, familie-tid, og tid med hvert enkelt barn. Det hele bliver sat i kalenderen. Tror på at hele familien er gladest på den måde.

    Vores efterårsferie blev f.eks holdt forskudt. Min mand startede tirsdag, med en alene dag. Børnene fulgte onsdag, med to dage med ham. Fredag startede min ferie, så vi havde alle 4 dage (forlænget weekend) sammen.

    Efterfølgende tirsdag og onsdag var jeg sammen med børnene alene og torsdag var mig-dag. På den måde fik hele familien opfyldt deres ønsker.

    Ungerne fik, hvad der føltes som 2 ugers ferie, vi fik familietid, og alene tid.

  8. Kære Randi, Det lyder så rigtigt. Og jeg tror så meget på modet til at finde ud af, hvad der er rigtigt for en selv, og ikke mindst for den familie man er del af som helhed.

    Kære Malene, TAK fordi du læser med!

    Kære Cecilie – det er også det Sine siger: At vi også er forbilleder. Jeg tror vi skal give slip på den evige angst og dårlige samvittighed (så godt vi kan), og være dem vi ER. MED ungerne.

    Kære Mia – jeg er så enig. Og for mig er søstersolidaritet ikke at vi er et hylekor, der mener det samme. Tværtimod. Og det er del af min pointe, at det koster – at det også koster børnene noget, er jeg sikker på. Jeg er bare ikke sikker på at det eneste der gør mine børn lykkelige er at jeg er på dem nonstop. Samtidig så savner vi heldigvis hinanden, når vi ikke er sammen – men min pointe er at det ikke er gratis. Vi kan ikke have et arbejdsliv uden at være væk fra ungerne. Sådan er det bare, og det må vi tage ind. Vi kan ikke det hele samtidig.

    Kære Tina – jeg er altid nervøs for om jeg gør det rigtigt, og om jeg tager de rigtige valg. Men jeg ejer de valg, hvis du forstår. hvis jeg gør noget forkert er det ikke andres skyld, det er mit ansvar. Vi lever de liv, vi selv har skabt, og jeg tror på, at det kan kombineres – men det koster bare. Det er ikke gratis.

    Kære Trine – håber I havde en god eftermiddag sammen.

    Kære Sine – det er præcis sådan jeg også har det. Jeg oplever det som ekstremt vigtigt at kunne mestre flere sfærer. Og at være mig selv i dem alle.

    Tusind tak for jeres kommentarer!
    Kærligst
    J

  9. Og så vælger og bestemmer man i virkeligheden ikke så meget som man selv tror. Sporene er lagt ud og det kræver meget at hoppe af.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.