Igen og igen læser og hører jeg om kvinder, der slås med nogle idealer for dem selv, som de har svært ved at opnå. Det er som om, der løber en strøm af forventede fælles idealer under os alle; en strøm af ideer, normer og idealer, som vi tror alle andre forventer at vi skal leve op til, men som ingen helt tydeligt italesætter. Det er ikke nødvendigvis det at vi SKAL have et job, SKAL have et hjem, SKAL have en familie (hvad det så end betyder af konstellationer), og heller ikke nødvendigvis det at vi SKAL se ud. Det der for alvor ser ud til at presse os, er måden det hele skal foregå på.
For SELVFØLGELIGT skal vi få mest muligt ud af livet, nu da vi er her, selvfølgeligt skal vi give den maksimalt gas på alle de fronter, vi har lyst til, og naturligvis skal vi elske, spise, drikke, arbejde, bruge og lade os bruge som vi ønsker det (og uden at såre andre for meget undervejs). Selvfølgeligt!
Men måden?
Måden? Jeg tror det er måden, vi går i banjo over. For hvorfor skal man ligne en milliard imens man opdrager børn på livet løs? Hvorfor SKAL man have hvide vægge mens man har små børn? Hvorfor SKAL man tabe fem kg inden sommer, når man elsker pasta? Jeg tror det er den måde hvorpå vi ser ned i floden, der løber under os, brusende af idealer, krav og normer, vi tror andre lever op til, der slår os i gulvet.
Og mens vi så ligger der på gulvet i selvmedlidende kramper over ikke at kunne leve op til, hvad vi tror vi skal, så har vi så ikke tid til at feste, elske, kæmpe, kysse, og leve.
Og så er der, der andre kvinder. For når jeg ind i mellem får en biografi i hænderne, eller hører om særlige mennesker, så er fællesnævneren for dem ofte det kompromisløse liv – det liv, hvor man tør, gør og tror. Suzanne Brøgger spurgte ikke om lov, og levede på ingen måde op til de idealer, der omgav hende. Til gengæld blev hun selv ét. Hillary Clinton har heller ikke bagt de småkager andre kvinder opfordrede hende til at koncentrere sig om (iflg hendes selvbiografi), til gengæld har hun haft indflydelse og en holdeplads for sine holdninger. Jeg tror det hele har kostet, for kvinder som dem. Og jeg tror det har været dyrt. Men jeg tror også at vi må holde op med at tro, at det hele skal være gratis. At intet koster noget, og ikke mindst, er mange af os nødt til at holde op med at have behov for at alle skal kunne lide os, og forstår vore valg. Det kan de ikke. De kigger ned i floden af holdninger, normer og forventninger, og venter på at redningsplanken kommer forbi.
Så velskrevet! God weekend til dig!
Kære Julia
Fantastisk iagttagelse, lige spot on!!!!
Om jeg føler mig ramt, også i den grad… Men jeg forsøger virkeligt, at bevæge mig væk fra det ræs du beskriver, og komme nærmere mig selv, og de værdier, der virkeligt betyder noget for mig…
God weekend…
Kh Vibeke
Tak Nina, og i lige måde! Kh J
Kære Vibeke – jeg tror det er måden, vi passer bedst på os selv, Rigtig god weekend, Kh J
Kære Julia
Hvor siger du mange vigtige ting i den sidste halvdel af dette indlæg… “ikke tid til at feste, elske, kæmpe, kysse, og leve” Vigtig og uhyggelig sætning.
Jeg synes, at en meget uheldig bivirkning er, at det gør os ensomme. Jeg har talt med to kvinder indenfor de sidste par dage som begge sagde, at de ikke havde lyst til at invitere nogen,, hvis deres hjem ikke var i orden. Det bliver uoverskueligt at invitere nogen, når alting skal skinne først. Sådan har jeg det også selv. Det er jo ofte kvinderne, der er primus motor socialt i familien, så børnene leger også mest med de samme børn, fordi mødrene bedst kan overskue, at barnet bliver hentet af en mor som allerede har set deres hjem 🙂
Hvor er det skørt og du har ret: Mod er nødvendigt, men det må virkelig give et bedre liv!
Tak for et godt indlæg
KH Lisbet
Godt indlæg om alt de MAN skal. Meget godt i tråd med dette FB opslag https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=10152817738539837&id=689404836, som jeg har kommenteret og nok ikke bliver populær på, da min pointe er, at man som forældrer jo også selv bestemmer hvad man vil og ikke vil og måske kunne man også prøve, at give barndommen tilbage til børnene som sagtens magter opgaverne selv, hvis vi lader dem vente med de forskellige ting til de reelt har alderen til diverse.
Alle de krav og forventninger du også skriver om, kan jeg glæde dig og dine lige sindede med, at det er typisk for en periode i livet. Senere opdager i, at alke de krav og forventninger til nåde sig selv og andre, var komplet lige gyldige og meget af det spild af god tiv og dejligt liv. Ingen ser alligevel lidt skidt i krogene hvis teen er varm, vinen rigelig eller mens legen leges. Jeg har sjældent set andres skidt eller rod end min egen, så drop det, smæk benene op, inviter vennerne inden for i hverdags rodet og nyd livet. Om få år vil i give mig ret. JO I VIL.
Jeg tror det er på tide, at jeg ikke længere kigger ned i den flod, som du beskriver, Men i min egen retning. Godt og tankevækkende indlæg 🙂
Spot on smukke! Som altid 🙂
Hvor er det fint skrevet, Julia! Godt at du fanger os! Jeg er mand og kan se både min kone og jeg selv falde i den fælde gang på gang… øv!
Forleden var der et par stykker, der skrev om en lille pige med leukæmi, som du sidste år havde et indlæg om. hende kan jeg også godt huske – hun gjorde stort indtryk på mig, og der var én, der spurgte til hende. Jeg er meget overbevist om, at der var et klip med hende i lørdagens store Knæk Cancer liveshow…
Super skrevet!
Nogen gange kan man hurtigt glemme de valg vi, som enkelt individer, har..
Man bliver hurtigt fanget i norm og ideal rollerne, istedet for at mærke sig selv 😉