
Nogle gange synes jeg det er svært at have to børn. Ikke fordi to er cirka 18 gange så mange som én, men fordi mine unger har forskellige behov. Den ene bliver tre om lidt, den anden er seks et halvt. Jeg synes vi er blevet gode til at skille dem ad ind i mellem, og at lave forskellige ting med dem, men jeg vil hellere være endnu bedre til at være sammen alle fire og lave noget, der kan tilgodese hele familiens forskellige muligheder for at være med.
Det lykkedes faktisk i den forgangne weekend, hvor jeg – som jeg vist er kommet til at sige rigtigt mange gange nu – virkeligt fik tanket op i kærlighedsboblen, og et af eksemplerne på hvor godt det lykkedes, det med at være sammen alle sammen om den samme aktivitet, var, da vi bagte kager sammen. Elias ville have lyse muffins, Sofus kager skulle smage af chokolade. Og der var dømt kaos undervejs. Virkeligt klistret kaos med chokolade i to farver, æg, fedtede fingre, gulv, vægge og skåle, men det var SÅ hyggeligt, så nemt og så rart, og ikke mindst kunne begge unger sidde sammen, med den samme aktivitet og blive hørt og set samtidig. Og bonussen ved det var jo så også at de to kom helt i sync, og kunne være sammen om det de lavede – sammen.

Det ser hyggeligt ud. Noget, som begge mine børn elsker at lave sammen (trods at være pige på 8 og dreng på 4,5) er modelervoks. De kan hygge med det længe på hvert deres niveau. Der bliver lavet butik, restaurant, serveret og snakket og æltet.
Men måske skulle man også bage et eller andet i weekenden – sammen. Eller lave mad som familie – en kæmpe gryderet eller pizzaer eller………
Glæder mig allerede, selv om det kun er tirsdag.
Nååååhhhh, dejligt med hyggetid med de små:-)
Herhjemme er udfordringen også at finde en fællesaktivitet. Med en dreng på 7 og en pige på 3. Jeg kan også tilslutte mig modelervoks. Puslespil af forskellig sværhedsgrad er også noget vi kan sidde sammen med ved bordet. Og så er dyr hjemme hos os et hit, derfor er zoo årskortet er ofte i brug 🙂
Ej, modellervoks er sådan en god idé @ Grith & Bitten!
Og Grith – vi er også flittige gæster i zoo. Dyr er the shit!
@Tina – nemlig – det var så hyggeligt,
Kærligst
J
Hatten af for dig. Jeg synes, at det bage med begge unger (drenge på 6 og 9 år) er en aktivitet der altid ender i desperation og skænderier. Det udvikler sig til en lang mægling i en kamp om hvem der får lov at lave det SJOVESTE. Hvorfor må HAN hakke chokolade, hvorfor må JEG ikke røre, hvorfor har HAN fået den største skål, ske, det bedste forklæde, whatever… Det er til gengæld enormt hyggeligt at bage med dem hver for sig.