(Sukker-)Lykken Er…

For ikke så lang tid siden kom min fantastiske søster forbi for at lære mig at bage marengs. Jeg er ikke sikker på om der i virkeligheden er noget jeg bedre kan lide end marengs med flødskum, og en lille smule bær som alibi, men jeg er ikke helt lykkes med at bage dem før. Anne-Sophie lærte mig at en af hemmelighederne er at varme sukkeret op i ovnen inden man rører æggehvider og sukker sammen. Og Viola eller hvad det nu er det hedder: Det lykkes.

Noget af det fineste ved at bage marengs (vi brugte pasteuriserede æg), er at smage undervejs. Det lokkede også Sofus til og jeg måtte nærmest vriste sprøjteposen, skålen og bagepladen ud af hænderne på ham. Han var meget begejstret, og jeg ved at mange ikke tror på sukker-high, og det gør jeg sådan set heller ikke, men jeg tror helt ærligt at sukker kan gøre en en lille bitte smule lykkelig et særligt sted i hjernen ind i mellem. Sofus og jeg var i hvert fald i en himmel lavet af hvid sukkermasse.

Og det var vanvittigt hyggeligt at stå der og være helt fedtet sammen med ham. Nogle gange bliver det hele så seriøst og så planlagt og det skal være så fint og pænt. Men hele fornemmelsen af at være fedtet ind i sukker og have en fest sammen, var virkelig fin. Og vi gør det igen, er vi blevet enige om.