Om Målrettethed – Og Karaktergennemsnit (Og Om at Kysse Den Forkerte)

I går var der en masse studerende landet over, der fik at vide, at de er kommet ind på deres drømmestudier. Der var desværre også mange, der gik det modsatte at vide.

For noget der nærmer sig 20 år siden, begyndte jeg at læse. Det var dengang man kunne være 3 år om at skrive sit speciale, og den gang, da det ikke var noget problem med sabbatår. Jeg havde taget et enkelt inden jeg begyndte at læse, men nogen af dem, jeg havde læst sammen med havde taget 4.

I dag skal de studerende for det første være målrettede. Helt fra gymnasietiden, for at få de karakterer de har brug for. Kvote 2 findes, men er så vidt jeg kan forstå ikke en redning for mange. Så skal de tidligt i gang med at læse. Jo før jo bedre, og de skal give den gas på studierne, mange har ikke tid til et job ved siden af.

Med fare for at lyde som den ældste dame i verden, så vil jeg tillade mig at sige, at jeg synes skruen er strammet for hårdt. Jeg mener: Hvem vil ligge på briksen hos en 23årig psykolog, der har aldrig har haft en svinkeærinde i livet, men til gengæld gode karakterer? Hvem kan ansætte en på samme alder, der er udannet indenfor management og ledelse, til at gøre netop det, hvis vedkommende eksempelvis aldrig har haft et job selv? Hvis studierne har været alt?

Jeg synes det er et problem at de studerende i dag ikke må vælge forkert, at de ikke må ombestemme sig, at de ikke kan få lov til at kysse på den forkerte og flytte med ham til Italien et halvt år uden at deres fremtid lider under det. Jeg er ikke sikker på, hvem vi uddanner til hvad, men så længe vi bliver ved med at stramme skruen skal vi ikke undre os, hvis det bliver svært at finde et job på den anden side af uddannelsen.

21 kommentarer

  1. Well said! Det er jo helt hen i vejret at en uddannelse kan have et snit over 12 for at komme ind. Så skørt og forkert.

  2. Jeg holder altså også, at det er vigtig med sabbatår!
    Mange af dem, der droppede ud, da jeg læste, havde ikke haft det.
    Selv havde jeg 2 år. Det første år læste jeg fransk på VUC og arbejdede. Jeg kunne nemlig ikke få det rigtige niveau i gymnasiet. Andet år fik jeg muligheden for at komme til Belgien og arbejde. Her lærte jeg rigtigt at tale fransk. De 2 år var vigtige for mig. De gav mig en masse – både personligt og fagligt. Jeg fik noget livserfaring med i bagagen, men jeg forberedte mig også på min uddannelse, hvilket gjorde mig mere motiveret.
    I dag står jeg med en uddannelse i hånden, godt nok uden job, men det skyldes jo ikke mine sabbatår. Det skyldes udbud og efterspørgsel og manglende netværk.

  3. Det starter jo allerede i folkeskolen, hvor de unge sammen med UU vejlederen skal lægge en handlingsplan for deres fremtidige studieliv. Vi snakker 8 klasse! Jeg kender til flere unge der har følt sig presset, angst for afgangsprøven og bange for om de nu er gode nok, og hvad nu hvis de får valgt forkert. Det er trist. Det er min overbevisning at viden og at dygtiggør sig giver flere muligheder. Men det er altid muligt at vælge om og gå nye veje.

  4. Jeg opfordrer ALLE mine elever til lige at tage en pause, inden de læser videre. Kald det sabbatår, erfarings generering eller bare at få “et break” til at mærke det virkelige liv – for SÅ sjovt er det jo ikke at arbejde fuldtids i Netto, og det giver faktisk god mening, fordi de så bliver mere målrettede i deres uddannelsesvalg. Det er måske ikke helt i regeringens ånd, men jeg synes, at de skal unde sig selv en pause efter gymnasiet. 🙂

  5. Enig!! Og de stakkels gymnasieelever, der ikke ved om de skal gå til højre eller venstre, og allerede i 2.g går nedenom og hjem med stress, fordi de kan se at det de gerne vil læse kræver 12 i gennemsnit. Hvilket resulterer i alt for mange psykologtimer senere hen, for få solopgange med varm øl i hånden og ham den dejlige ved sin side, og følelsen af at skulle være perfekt fra starten, ellers lever man ikke sit liv rigtigt…

  6. Fuldstændig enig!
    Har en søn, der lige har afsluttet 9.kl. Han skal på idrætsefterskole kommende skoleår og glæder sig vildt. Herefter vil han gerne på gymnasiet. Min søn vidste allerede da han gik i 4.kl, at han bare ville på efterskole og vi skrev ham op allerede i 5.kl. Han har fået en rigtig flot afgangsprøve, er omgivet af venner med ligeså flotte prøver, der begynder på gym lige efter 9.kl. Min søn oplever stor forundring fra sine venners side over, at han citat “vil spilde et år på at fjolle rundt..” De unge positionerer sig i den grad ift. hinandens præstationer og kommer til at stå på mål for deres valg så tidligt i livet. Jeg er så glad for, at han har lyst til at udvikle mange sider af sig selv, modnes endnu mere og få en helt fantastisk oplevelse sammen med de andre unge.
    Jeg er lærer og opfordrer altid elever til at tage sabbatår. Jeg havde selv to sabbatår efter min gymnasietid, som blev brugt på at arbejde med børn, rejse rundt i verden og arbejde i udlandet. Fantastisk tid!
    12-tals tyranniet og hurtig studiestart skal fortsat have et modspil. Unge skal have mulighed for at kunne stoppe op og have tid til at leve livet og finde sig selv og deres vej frem.
    Der er som bekendt aldrig nogle, der er kommet for sent i skole, kun for tidligt..
    TAK for meget inspirerende blog.

  7. Kære Alle, tak for kommentarer! Jeg bliver ærligt talt helt nervøs på Elias og Sofus vegne – hvis tyranniet er så hårdt, at børnene også tager konsekvent målrettethed (uden lidt halløj ind i mellem) for givet, som Charlotte beskriver det, så er det svært, synes jeg. Og svært for dem, der måske også gerne vil gå udenfor stregerne ind i mellem…
    KH
    J

  8. Amen! Jeg har været ude af mange sideveje inden jeg fandt mig tilrette på pædagogstudiet som 25-årig! Jeg når så at blive knap 29 inden jeg er færdig, og det er sgu egentligt meget rart. Jeg er SÅ meget mere fokuseret på mit studie, og meget mere selvsikker i mit arbejde nu, end jeg ville have været som 20-årig.

  9. Så enig! Alt hvad jeg har haft af svinkeærinder og jobs store som små, har bragt mig dertil hvor jeg er i dag. Og det er ikke mine (ellers pæne) eksamenspapirer.

  10. 21000 unge mennesker fik ikke en studieplads – og så må de jo så spørge sig selv – hvad nu? hvad så med mig?
    Min datter er én af dem der ikke fik en plads – heldigvis har hun et arbejde, så hun ikke står på med håret i postkassen.
    Jeg har jo fulgt hendes vej siden at den velmenende UU vejleder troppede op, i 6 klasse første gang, siden i 7, så i 8. og hver gang med en smule mere pres bag “du skal vælge” “du skal orienterer dig i forhold til hvad du vil…”
    Jeg synes faktisk at det er voldsomme krav der stilles og jeg kan da ikke lade være med at tænke på om presset på de unge har en del af ansvaret for det store frafald der er på alle landets uddannelser???

    Jeg tror ikke man sikre en højere gennemførelsesprocent ved at øge karaktergennemsnittet og ved at presse de unge – jeg tror man øger gennemførelsesprocenten ved at sikre at dem der kommer ind har tænk, har valgt og er motiverede…

    KH
    Rikke

  11. Godt skrevet, Julia. Har selv gennemført en uddannelse, hvor snittet for at komme ind var højt. Dette betød at der var flere (kvote 1 ansøgere) som følte sig presset til at søge ind nu indenfor den periode hvor de kan gange deres snit op, fordi de er kommer hurtigt i gang med en uddannelsen. Desværre betød de også et massivt frafald på uddannelsen. Desværre. Der bliver mere og mere pres på de unge. Og at skulle have et snit på over 12 for at læse videre, det er jo fuldstændigt galemathias!

  12. Helt enig med alle jer andre! Min kæreste er gymnasielærer på landet og taler om mange af sine elever, som på ingen måde er bogligt interesserede, men føler sig presset til at gymnasiet og universitetet er den vej man skal gå. Jeg kan ikke forstå hvorfor der lige pludselig ikke er så mange der vil ind på de tekniske skoler. For mig at se, så er der et stort problem i at det i de sidste mange år har været normen at unge mennesker helst skulle højt uddannes på kortest mulige tid. Hvis de unge mennesker blev hjulpet derhen hvor deres kompetencer og interesse rent faktisk lå, så tror jeg at frafaldet ville se helt anderledes ud. Og hvem fanden ved hvad de vil i 8. klasse?? Jeg er matematisk student og endte alligevel med at tage en humanistisk uddannelse i litteraturhistorie på universitetet, så jeg vidste det bestemt ikke.

  13. Tilslutter mig helt og holdent koret af klappere – det er både velskrevet og helt rigtigt!

    Jeg har hørt til dem, der altid har været fuldstændig målrettet. Fik supergode karakterer, vidste hvad jeg ville, havde en plan. Til gengæld var jeg også overbevist om, at hvis jeg ikke tog et år væk fra skolen, ville jeg droppe ud af hvilket som helst studie, jeg søgte ind på. Så jeg tog et år fri til at arbejde og til at finde ud af, hvad et arbejdsliv er, et par gode rejser og så ellers bare arbejde for resten af pengene så at sige.
    14 dage inden KOT’s udløb hørte jeg om HA.jur’en fra en anden vikar i den børnehave, hvor jeg arbejdede. Syntes at kombinationen af jura og økonomi lød spændende, selvom jeg aldrig havde hørt om den før. Valget af både sabbatår og studie viste sig at være ret godt for mig, for nu har jeg som bekendt valgt at gå hele vejen på uni 🙂

  14. Syntes du har fuldstændig ret. Det er ikke hastigheden hvormed folk får en uddannelse der gør om de får succes, men derimod holdningen. Jeg kender ikke ret mange der i dag arbejder som det de egentlig startede med at uddanne sig som. Det tager tid at finde den rette hylde her i livet 🙂

  15. Jeg får lyst til at komme med min synsvinkel i koret af røster. Jeg er mor til to piger, der begge er i gang med videregående uddannelse. Den ene datter har haft et sabbatår og den anden ikke. Begge dele er lige ok, for det eneste, der i det lange løb tæller, er at man er motiveret for det studie, som man går i gang med.
    Det er også muligt, at man ændrer mening undervejs, eller at studiet ikke er det rigtige i den sidste ende.
    Men uanset om man gør det ene eller det andet, så skal man gøre sig umage, og det skader ikke, at det i perioder er lidt hårdt med studie og et evt. arbejde ved siden af.
    Jeg synes at for mange klynker og har ondt af sig selv, og jeg synes, det er ok at presse unge til at komme i gang med en eller anden form for uddannelse. Den eneste form for råstof, vi har her i landet, er vores unge mennesker.
    Vi er meget priviligerede her i landet med næsten gratis uddannelse i forhold til mange andre steder i verden, og det glemmer vi alt for tit.

  16. Tak, Julia. Du har netop sat ord på den frustration jeg er brændt inde med.
    Da jeg i 2006 blev student, havde jeg ingen idé om hvad jeg ville med mit liv. Én ting var helt sikkert; jeg skulle ikke på universitetet. Jeg tog derfor på højskole lige efter gymnasiet, for at få rykket ved nogle grænser og blive udfordret på min sociale intelligens. Da jeg efter et halvt år hjemvendte, fandt jeg et sundt job som medhjælper på et hjem for multihandicappede børn. Her tjente jeg penge til min opsparing, og jeg fik rejst verden tynd fordelt hen over et års tid.
    I 2009 modtog jeg et brev fra den daværende Regering, der mindede mig om, at jeg ikke var startet på en uddannelse endnu. Heldigvis for mig, pressede mine forældre mig ikke ud i noget jeg ikke ville – havde det været tilfældet, var jeg endt på en intetsigende uddannelse, som jeg helt sikkert var droppet ud af igen før eller siden (hvilket heller ikke gavner samfundet). Herefter ville jeg være slået tilbage til start, dog bare med et nederlag i bagagen.
    Jeg har nu 8 års joberfaring på bagen, jeg har arbejdet mig op i hierarkiet, som Customer Experience Manager, helt uden at tage en uddannelse. Efteruddannelse kan komme på tale, men kun fordi jeg har fundet min rette hylde.
    Dem der kalder sabbatår for fjumreår bør skamme sig. De år hvor jeg – i nogles øjne – burde have taget en uddannelse, brugte jeg til at arbejde, og har derigennem bidraget til skattefar på lige fod med andre.
    Det er ikke alle ting man kan studere sig til – learning by doing kan være mindst lige så effektivt.
    Jeg er derfor ikke helt enig med dig, Mette Marie, i at de unge skal presses. Nogle lærer ved at læse i bøger, og andre lærer ved at have fingrene i bolledejen – og dette gør ingen til hverken dovne eller sløve mennesker.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *