Godmorgen, og glædelig fredag, derude. Solen skinner, det er bestemt blevet sommer, og jeg håber du nyder den. Herhjemme er der stille – Johan er på Grøn Koncert, begge drenge er hos deres fantastiske Bedste Karen (og jeg har endnu ikke hørt, hvordan det er gået i nat), og jeg går på arbejde. Det vil sige, når jeg ikke lige tømmer loftsrum for ting og sager, som jeg gjorde hele eftermiddagen i går. Har ryddet så hårdt op, at mine arme i går aftes ikke kunne løftes uden at ryste lidt. Ellers er der også lidt stille omkring mig; denne uge var ugen, hvor niårsdagen for min mors død passerede. Ni år. Det forstår jeg ikke. Jeg forstår ikke at det er så længe siden jeg sidst har grinet med hende – og grinet, det er ikke bare ni år siden, det er endnu længere siden. Hun hadede liljer, som dem på billedet, og gule tulipaner, og jeg elsker begge dele, så det er ikke fordi hun og jeg altid mødtes i midten eller i mindeligheden. Men hun lærte mig at være selvstændig, at træffe egne valg og at stå ved – selv når de ting jeg gjorde i hendes øjne var dybt tåbelige. Hold nu op hvor jeg savner hende. Det går aldrig over. Det gør det ikke.
Godmorgen til dig, Julia! Og enig – savner også stadig min far her 13 år efter hans død. Kh Dorte
Kære Julia.
Jeg sidder her på mit job med høj vand i øjnene. Det er smukt skrevet og jeg kan sagtens forstå, at du savner hende.
Jeg er af den overbevisning, at dem som ikke er hos os mere ved, hvordan vi har det – så at hun er savnet må føre hendes sjæl glad. For hun lever jo stadig i dig 🙂
Mange hilsner fra Dianna
Hej Julia!
Dejligt at “følge” din blog ! Jeg er en kvinde på 65 ( og glad hver gang jeg fylder år det var værre hvis jeg ikke gjorde) mistet min mand i år 1 marts , meget pludseligt så forstår dig til fulde! Man tænker på de gode ting der var og kommer videre men glemmer ikke!!! Ha’ en rigtig god dag, til alle
Det er en nydelig bukett i en skjønn vase du har der. Jeg elsker også liljer.
Så trist med savnet av din mor. Jeg har ikke mistet noen så nære enda, jeg har jo også min bestemor/mormor i live, og var foressten sammen med henne her om dagen. Da var vi fire generasjoner sammen.
Dessuten traff jeg min tippoldefar da jeg var liten pige, og husker det. Det er fine minner.
Du er flink til å rydde opp. Neste uke starter jeg på min ferie, og da skal et rom pusses opp, har jeg bestemt.
Din mor blir jo aldri glemt, for du tenker på henne hver gang du ser en lilje. Det er fint, synes jeg. Så er hun med deg alikevel.
Ha en fin helg.
Kære Julia,
Får lige lidt vand i øjenkrogene her .. Nej, det går aldrig over. Heldigvis! Jeg savner også min mor stadigvæk, og jeg kan ikke fatte, at det til januar er 15 ( f e m t e n ! ) år siden, at jeg sidst holdt hendes hånd. Jeg husker tydeligt min mors hænder, helt ned til farven, skønhedspletten på håndfladen, de fine rynker og pæne korte negle.
Knus & tanker til dig på dine stille dag 🙂
Sender varme tanker til dig og giver lige min lille datter et stort knus. Hvor skal vi nyde hinandens selskab og kærlighed, mens vi har dem. Men er også sikker på at dem, som ikke mere er her på jorden, er et andet sted, hvor de har det godt og følger med i vores liv.
Nej, det går aldrig over. Jeg er på alder med dig, og mistede min mor for 13 år siden til jul. Jeg husker hende meget tydeligt, hendes smil og varme og jeg savner hende hver dag, til tider helt frygteligt. Jeg fortæller min datter, at bedstemor både er i himlen og i mit/andres hjerte, for i hjertet er alle dem, vi elsker, både de levende og de døde. Men tænk, at man kan være ked af det og være i en slags evig sorg, tilsyneladende resten af livet, parallelt med en normal, funktionel og lykkelig tilværelse ellers. Sådan er det ihvert fald for mig;-)
En betingelse for livet er døden, og de to går så at sige hånd i hånd igennem tilværelsen. Jo ældre vi bliver, jo mere klart står det faktum, i hvert fald for mig.
For mig er Det Evige Liv lige præcis det, at min forældre, der nu begge er døde, netop har evigt liv, fordi de er med mig meget af tiden.
For tiden, når jeg ser på den ene af mine voksne sønner, kan jeg tydeligt se hans morfar, min far, som jeg mistede da jeg selv stod på tærsklen til at blive voksen og altså en del år inden der overhovedet var tænkt på min førstefødte, som altså ligner ham på flere områder. Er det ikke fantastisk?
Og når jeg nu ser mig selv i spejlet, ja så kommer jeg tiere og tiere til at tænke på min mor, for hold nu op hvor jeg kommer til at ligne hende – mere og mere som tiden går – og det gør ikke spor 🙂
Gode tanker til dig i dag Julia – mærkedage og højtider er altid svære synes jeg. Når man først én gang har mistet er man forandret for altid og sorgen bliver en følgesvend i livet, noget man må bære med sig og lære at leve med. Men sorgen og savnet er jo samtidig et bevis på at man har elsket, at det menneske, der ikke er her mere, betød meget for én.
Jeg har selv mistet en del familie. Sidst var det min højtelskede faster der døde af KOL d 8. januar i år, hun blev kun 60 år gammel. I sidste uge var det allerede et halvt år siden. På en sær måde går livet videre, for det skal det jo – men sorgen er et parameter, en integreret del af én som er med til at forme éns personlighed, de værdier man har osv. Sådan er det i hvert fald for mig.
Det er også 9 år siden, at jeg mistede min moster. Man kan vel kalde hende min Reserve Bedste.
I sidste uge ville hun være fyldt 70, og vi holdt hendes fødselsdag på en bakketop med havudsigt og champagne til.
Gode tanker til dig midt i al stilheden.