Blomsterne her er fra kolonihaven – hvor jeg elsker at være. Mest fordi jeg er helt tæt med dem jeg elsker, Johan, Elias & Sofus, og fordi ingen behøver at have behov eller ærinder, der flytter os fra hinanden.
I weekenden (agurketid…) kom der en undersøgelse frem om, at vi kvinder elsker vore børn mest, mens mændene elsker os mest. Som én psykolog sagde: Det kan føre til gnidninger i parforholdet. Ja, det tror da pokker, det kan.
I et andet medie (tror det var P1), blev det kommenteret, at der er så stort fokus på børn som identitetsskabende faktor hos os kvinder at vi SKAL elske dem højest. At vi er dårlige mødre, hvis vi ikke gør. Jeg mener grundlæggende, det er et problematisk spørgsmål at stille; hvem man elsker højest. For er kærlighed ikke forskellig? Den kærlighed jeg føler til Johan handler om venskab, partnerskab, tillid, sex og lidenskab, fortrolighed, fremtidsønsker og alt muligt andet godt, men den handler også om at jeg på ingen måde bestemmer noget som helst over ham. Han overlever nok uden mig, og jeg uden ham – ikke uden sår på sjælen og dybe hak i hjertet, men jeg har ikke ansvar for hans overlevelse. Jeg er hamrende forelsket i Johan og har været det så længe, så den følelse er en del af den jeg er.
Men jeg er ikke forelsket i mine børn. Og jeg VED det er meget almindeligt blandt kvinder at sige at vi er forelskede i vores børn. Jeg synes det knirker lidt, når man siger det. Forelskelse er en følelse, der ligesom fører til lir, og sådan har jeg det ikke med mine unger. Dem er jeg betaget af. Jeg elsker dem højere end ord kan beskrive, og jeg føler stor omsorg og ansvar for hvordan deres liv bliver. Lejlighedsvist er jeg ør af kærlighed til dem, og andre gange har jeg lyst til slå mig selv i hovedet over, hvor hårdt det er at vejlede dem til at blive mennesker, der kan holde sig selv ud og som andre – andre end Johan og jeg – ikke kan lade være med at elske. (For eksempel når jeg siger nej til Sofus og han råber AAAAAN-GIIIIIIIIIIIB og kaster sin krop i mod mig. Der ved jeg ikke om jeg skal grine, græde eller kapitulere.)
Kærligheden er det største. Det er den eneste følelse, der overskrider døden. Den eneste følelse, der lægger verden ned og får noget godt ud af det. Men den er mangeartet, den er forskellig, den er vidunderlig og kan flytte bjerge. Men skal vi virkeligt skalere den? Kan man sige på en skala fra 1-5 elsker jeg dig en 3-er? Så er det vel ikke kærlighed? Hvis man elsker nogen, elsker man dem for den de er; skal man så virkeligt sammenligne og niveau-inddele det? Jeg tror det altså ikke.
Så rammende og smukt et indlæg – der lige fik tårerne frem i øjnene. Jeg talte engang med mine veninder om vi elskede en af vores børn højere end de andre – egentlig et ret stort tabu, men vi havde også fået lidt at drikke- vi blev meget hurtigt enige om at det gjorde vi ikke, men at vi elsker dem på forskellige måder, fordide er forskellige personer. Der var en der sagde at hendes kærlighed til hendes børn var som forskellige farver – det synes jeg var en rigtig fin ting at sige.
jeg er forelskede i min mand .. men jeg elsker mine børn og jeg elsker også min mor ,men det er ikke helt de samme følelser .. tit har mine børn spurgt mig … Mor , hvem elsker du mest af os børn .. suk den er svær at svar på eller de kunne spørge … mor, hvis vi var på vandet og faldt i hvem ville du redde !!! den er endnu svære , jeg kan da ikke redde alle 5, men da de ikke er lige gamle, så håber jeg, de kunne hjælpe hinanden … jeg kan ikke vælge i mellem dem og jeg elsker dem alle højt bare på forskellige planer
Lige præcis den undersøgelse sad vi og talte om herhjemme i går. Det er virkelig en dårlig undersøgelse. For præcis som du skriver, så kan man ikke sammenligne de to kærligheder. Den til din partner og dine børn.
Kærligheden til din partner er selvvalgt, de skal plejes og holdes ved lige. Den er fundamentet for (i hvert fald vores) familien.
Kærligheden til dine børn er en helt anden. Den er biologisk, beskyttende og givet – et langt stykke hen af vejen.
Det er to forskellige kærligheder, og kan ikke sammenlignes. I vores verden.
Det er jo vidt forskellig slags kærlighed. Mine børn har spurgt hvem jeg elsker mest, dem eller far. Og hvem jeg ville redde først i en ulykke
Det er fuldstændig rigtigt at kærlighed ikke på den måde kan sammenlignes. Hverken mellem ens børn, mand, kone, forældre og venner. Men måske vi alligevel skal hæfte os ved det faktum at kvinderne alligevel sender et signal med deres svar. Det er uden belæg for noget som helst men jeg tænker alligevel, at det giver stof til eftertanke. For ser jeg rundt i min vennekreds, prioriterer vi kvinder kærligheden til vores børn højere end den til manden. Det er trist og i sidste ende ødelæggende. For mig at se betyder kærligheden til manden ikke nær så meget som den til børnene. Måske jeg tolker, men for mig er der alarmklokker der bimler og bamler…..
@Janne – det er så smukt med farver…
@ Helle – det er det store hypotetiske spørgsmål, som man håber aldrig bliver nødvendigt at svare på… Men ja, vi elsker forskelligt.
@ Finurligt – lige præcis – jeg er så enig. Og det er så svært at forstå at man skal stille det op på den måde. Det er hele spørgsmålet, den er gal med.
@Anne – det er nemlig forskelligt.
@Anja, ja, det er nemlig foruroligende. Og jeg ser desværre det samme. Og hører også klokkerne.
Kærligst
J
Er det måske også en forventning fra andre kvinder og samfundet at man skal elske sine børn højest? Er lige kommet i tanke om at min mor ( meget selvtilfreds) for 11 år siden, da jeg ventede mit første barn sagde at når jeg først havde født ville kærligheden til mit barn aldrig kunne måle sig med kærligheden til min mand.
Jeg er aldrig i tvivl om at jeg absolut altid kom på førstepladsen foran min far og gerne skulle gøre min mor lykkelig – og det er altså ikke en særlig rar rolle og ansvar at få som barn.
Jeg skal også huske at passe kærligheden til min mand og nogle gange må børnene altså vente, når mor og far har behov for at være kærester, hvilket vi kalder os overfor børnene, for at fortælle dem at vi er sammen, fordi vi elsker hinanden.
Kærlighed er forskellig og jeg elsker min søn på en måde, min datter på en anden måde og min mand på en tredje måde. For de er tre forskellige mennesker og kærligheden er lige stærk til dem alle tre men den er meget forskellige.
Sikke en åndssvag undersøgelse for hvad skal vi med den ?? Andet end, at forvirre de følelsesforvirrede mennesker. Eller det mener jeg:)
Kærlighed kan ikke måles i kg eller højde. Det kan ikke måles i en skala fra et til ti nej. Som du selv nævner, er kærlighed sådan en stor ting, at den har mange mærkater og facader. Kærligeheden har forskellige veje og snoninger, som ikke er ens. Men med en kærlighed, især til vores børn, følger der, i mine tanker ihvertfald, også modsatte følelser med og andre tanker. Kærligheden er stor ja. Men lige præcis den kærlighed til vores børn, er en af de største kærligheder i livet, men er nok også en af de hårdeste. Vi elsker dem betingelsesløst. Man kontrasterne til kærligheden er også at mærke og føle. Bekymringerne, den store ansvarsfølelse, ens kompromis med sig selv, fravalg. Men uanset hvad ville vi andre undvære dem, alligevel er det netop også de kærligheder der kan gøre os mest tossede i hovederne.(for det tror jeg alle mødre også kan blive)
Kærligheden til blomsterne, solskinnet, maden, ens arbejde er andre kærligheder..
Kære Julia,
Tak for et berigende indlæg! Agurketid eller ej: undersøgelsen, emnet og dit indlæg rammer hovedet på sømmet i forhold til nogle, for mig, nye og anderledes (voksne, måske?) tanker.
Opmærksomheden omkring emnet kærlighed i relation til parforhold og moderskab fylder enormt meget i mit 27-årige liv – og det på trods af, at jeg hverken er i parforhold eller har børn. Det lyder måske tosset og uigenkendeligt, for jeg ved godt, at 27 år ikke er nogen alder, men faktum er, at størstedelen (som i understreget! Jeg har kun et par veninder, hvor det ikke forholder sig sådan) af mine veninder, er “satte” i parforhold og mange har fået deres første barn, nogle deres andet. Andre er gravide eller er meget fokuserede omkring, at et barn er det næste store skridt for dem.
Jeg selv er et helt andet sted. I slutspurten af min specialeskrivning, aleneboende, single og slet ikke i nærheden af at få børn, for at være helt præcis. Og det er her, spørgsmålet om kærlighed, om værd og om værdi melder sig – for mig.
I mine venindegrupper fornemmer jeg nemlig helt tydeligt, at der er sket noget i forhold til det med kærlighed: Der er ligesom opstået en konsensus eller en indforståethed omkring, at kærligheden til sin partner – og især til sine børn, er den største form for kærlighed, der kan overgå et menneske. Det ved jeg ikke, om det er, men når jeg sidder “uden for” i den slags selskaber (og det værende hos mine tætteste veninder), tales det lidt implicit frem, at dét, de oplever med deres mænd og børn, ligesom betyder lidt mere. Som om det er lidt mere værdifuldt. F.eks. er der langt større opmærksomhed på begivenheder som bryllup og barnets første rokketand, end der er på min kandidatafhandling (som er noget af det største, jeg oplever, kan jeg vist roligt sige ovenpå en vanvittig speciale-periode). Det er blot et eksempel, og jeg kan ikke gennemskue, om jeg i virkeligheden bare skal “komme over mig selv”, spise en tude-kiks og tage mig sammen.
Dit indlæg handler om kærlighed i parforhold og kærlighed mellem forældre og børn, og måske har du samme holdning, som den, der er uudtalt, men synes gældende blandt mine veninder: “Du har ikke elsket, sådan virkelig elsket-elsket, før du får børn – og når du får børn, kan vi tale om de virkelig værdifulde ting i tilværelsen.”
Det virker på en eller anden måde rationelt: selvfølgelig er der ikke noget “større” end at få børn – og jeg ønsker mig også børn – en dag, men når jeg får børn, har jeg ikke lyst til at glemme, at det, der er størst for mig, i mit liv, nødvendigvis ikke kan måles med det, der er størst for andre i deres liv. Kærlighedsmæssigt og alt-muligt-mæssigt. Det blev en længere smøre, og egentlig ville jeg bare udtrykke min værdsættelse over, at du lige satte nogle ord på kærlighed, som jeg havde brug for. Ord, som på sin vis legitimerer, at der findes forskellige kærligheder, og at de ikke behøver at italesættes komparativt eller ifølge et point-lignende værdisystem. Måske er min kommentar noget sludder, og mærket af midlertidig speciale-sindssyge, men det gav lige mening for mig, så TAK!
Kh. H
Kære H – det er rent ud sagt noget værre fis, at man synes man kan tillade sig at bestemme at man selv er med i en særlig klub for særligt ophøjede væsener, fordi man mener at have præsteret kærligheden. Det ærgrer mig på dine vegne. Noget andet er også at det en fastholdelse af kvinder / hinanden i et 50-eragtigt mønster, hvor vi som kvinder først rigtigt fejrer hinanden når vi har scoret en mand eller bevist at vi er fødedygtige. Der er brug for at fejre alt -. især det man har knoklet for. Så ja, de skal fejre dig, og nej, jeg mener ikke at man kan bestemme hvilken kærlighed er den mest rigtige. Jeg elsker for eksempel også mit job, selvom det er “forkert” og i manges øjne får mig til at være en dårligere mor, end dem, der bliver lykkelige af at være hjemme klokken 15. Det gør mig ked af det, når vi stadig i 2014 synes vi hver især har patent på det gode og det rigtige liv.
KH
J
Kære Pernille, ja, vi bliver (heldigvis) tossede af den. Uanset, hvad det er vi elsker. Det er ret skønt.
Kærligst
J
Kære Mette!
Enig – råber den kærlighedstossede dame i sofaen!
KH
J
Kære Janne F,
Det er satme en vild og god pointe, du har der! Det har jeg slet ikke tænkt på – men du har så evig ret – man lægger jo alt for meget over på sine unger, hvis de skal være livets største kærlighed.
tak!
KH
J
Lige mine ord – punktum 🙂
Jeg boede i USA, da det her essay udkom: http://www.nytimes.com/2005/03/27/fashion/27love.html?_r=0 og hold da op, en debat det satte i gang. Moedre i tusindvis gik i spaaner over, at Melissas kaerlighed til sine boern ikke var stor, stoerre, stoerst. Hvorfor man skal sammenligne saa forskellige ting, forstaar jeg stadig ikke…
(se i oevrigt ogsaa kommentarerne her: http://www.huffingtonpost.com/2013/02/28/giuliana-rancic-marriage-first-child-second_n_2780694.html# )
Det her er et af de mest velskrevne og velfunderede indlæg jeg har læst i lang tid. Virkelig smukt!