I går læste jeg denne artikel i Politiken. Den er skrevet af en kvinde, der fik et kejsersnit på Rigshospitalet, hvorefter hun bliver lagt på den klassiske firesengsstue, hvor faderen ikke må være om natten. Det var et gigantisk chok for hende, og hun beskriver meget hjertegribende, hvordan det at have fået et kejsersnit forhindrer hende i selv at tage sit barn op, at hun har brug for hjælp, som hun ikke kan få. Personalet er simpelthen underdrejet, og skønt de gerne vil, er der ikke ressourcer til at give den nybagte mor og hendes barn, den støtte der er behov for. Og igen: Faderen sendes hjem.
Jeg undres til stadighed over de forhold vi tilbyder de fødende kvinder. (Altså hvis man ikke er kongelig…) Jeg forstår ikke at der ikke bliver gjort noget, at VI ikke gør noget – at vi ikke slår i bordet og siger stop. At det er netop her, sparekniven skal ned igen og igen. Jytte Hilden sagde en gang til mig for mange år siden, at vi bliver for optaget af vores eget – at hvis vi virkeligt ville forandringen, så ville vi kæmpe for den. At vi har så mange undskyldninger, og så mange personlige issues at vores indignation slet ikke udmynter sig i handling. Jeg er bange for at hun har ret. Og jeg er holdt helt op med at forstå rimeligheden i at nye liv begynder i stress og jag. Og så er det lige meget om du eller jeg har haft en fin oplevelse med hospitalsvæsenet, jordmoderen eller fødslen, for hvis der står andre kvinder i en situation, hvor de overlades til sig selv på den måde, så kan vi snakke op og ned ad stolper om hvor godt det virkede for os, men faktum er bare at der ligger kvinder på fødegangene, i deres livs mest sårbare situation, hvor de ikke kan få den hjælp de har brug for.
Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: Vi har brug for søstersolidaritet og i det mindste én enkelt politiker, der har fattet at der er stemmer i os. At vi betyder noget, og at vores børns begyndelse i livet og familiedannelsen er alfa og omega for hvordan vi alle sammen kan deltage i samfundet.
ENIG !!!! 🙂
Jeg er så enig! Desværre går der alt for ofte polemik i den, hvis man blander sig i debatten netop om emner, der er ømtåelige for nye familie. “Du kan jo bare lade være med at få børn”, “Tør øjnene” eller “De får altså også børn i Afrika, så hvor svært kan det lige være?”. Og så er det nemmere at klappe i og lukke sig om sig selv. Selvom jeg har været beriget med to gode fødselsoplevelser, har jeg også mødt et system, der ikke lytter til hverken moderens intution eller hendes krops signaler. Vi er et nummer i rækken, som de fortravlede jordemødre og sygeplejersker skal holde styr på. Og når man er hjemme igen, dikke-dikker og barnet ammer, glemmer man lige hvor bange og fortabt man OGSÅ føler sig undervejs – selv i en ‘normal’ fødsel. Jeg er med på at råbe højt! – Også selvom der ofte følger et par skældsord og dask over snuden med…
Åh, jeg får simpelthen så ondt i maven og hjertet, når jeg læser den slags.
Jeg var en af de “heldige” med god fødsel, og derved gode forhold på patienthotel (Hvidovre), men jeg kender til flere som har haft fødsler med overraskelser, som har resulteret i at de har skullet på flermandsstuer – den ene enda på en stue med tre terminale ældre, der havde ondt og larmede hele natten. Det er jo ikke værdigt, for nogen.
Længe efter deres fødsler, har de haft brug for at tale oplevelserne igennem, igen og igen. Det er synd, for en fødsel kan være en så fantastisk oplevele, hvis der bliver taget hånd om den fødende både før, under og efter.
Min søster sagde sit sygeplejerskejob op, fordi hun konstant havde dårlig samvittighed over ikke at have tid nok (hun skrev bla. denne kronik i Politiken http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE248320/patient-har-det-ikke-godt/ ).
Der er noget helt galt med vores sundhedssystem og de prioriteringer der bliver lavet.
Godt brølt løve! Jeg har ikke selv børn, men kan sagtens se at rationaliseringen simpelthen er drevet for vidt.
Jeg havde selv en helt forfærdelig oplevelse på Hvidovre med planlagt kejsersnit og indlæggelse af min dreng på neonathal. Alt endte godt, men det var 9 ganske skrækkelige døgn, som ikke indeholdt NOGET af det jeg havde regnet med/håbet på. Jeg skal have mit andet barn på Skejby til oktober, og har heldigvis hørt at det hele er meget bedre der. Og, lidt ironisk, fordi første gang var så forfærdelig, så får man overraskende meget opmærksomhed anden gang;-)
Godt, og vigtigt indlæg Julia!!
Men HVORDAN gør vi noget?? Jeg synes, det er så svært at finde ud af at gøre noget konkret. Du havde på et tidspunkt et blogindlæg, hvor du via Amnesty skrev et brev til en kvinde i Sydamerika (tror jeg det var..) og opfordrede folk til at gøre det samme. Og det var fantastisk, for man kunne gøre det med det samme og følte, at man sendte håb og mental støtte hen et sted, hvor der var brug for det.
Men jeg må ind på jordemødrenes hjemmeside og se om der er måder at give sin stemme kraft 🙂
Og i øvrigt, til de, der negligerer dét at få børn eller mener, at man bare kan lade være; det er de børn, der fødes nu, som skal sørge for at holde samfundet kørende, når vi alle bliver gamle. Det er da et bidrag til vores fælles samfund, der er til at tage og føle på…
Så rigtigt skrevet:-)
Kære Alle,
Jeg har en brændende lyst til at gøre noget, men er også virkeligt meget i tvivl om hvordan. Nu har jeg skrevet til Sundhedsministerens pressemedarbejder – det har jeg prøvet før uden at få svar (det var vist et andet ministerium), men nu prøver jeg igen. Og så handler det vel om selv at råbe op? Og måske skulle man sætte noget større i gang?
KH
J
Yes, Julia, spot on. Vi finder os i det. Tror sgu vi er blevet så vant til at agere som mænd, at vi er bange for at “pylre” når vi så står i en situation, hvor vi aldeles kvindespecifikt har brug for omsorg. Tror desværre også der er et andet indbygget problem i det. Børnefødsler, barsel og små børn fylder en ret kort årrække i vores liv. Når ungerne når skolealderen er vi ude over de hårde fødselsoplevelser, de søvnløse nætter og sygdommene, og så svinder solidariteten med næste generation ind. Småbørnslivet kommer simpelt hen på afstand. Der må gang i ligestillingsdebatten……. hvad er det der gør, at vi finder os i at blive behandlet lavstatus-agigt?
Jeg fik akut kejsersnit 22.30, blev dårlig så der gik 1 time inden jeg endelig fik min datter i armene, derefter lå jeg en time cirka, tror jeg, et sted hvor min mand var ved mig. Kl. 01.10 blev jeg lagt på en 25mands stue med kun et gardin mellem os og min mand blev sendt hjem. Det var en anelse stressende og sovet fik jeg ikke. Det var på The Whittington Hospital i London. Inden havde jeg været indlagt i 2 uger på enestue og havde fået meget fin behandling. Jeg troede egentlig bare det var sådan når man fødte i England så brokkede mig ikke. Fødte samme sted 2 år senere, et planlagt kejsersnit og fik enerum lige bagefter men der havde jeg så også fået sclerose så måske det var derfor. Det planlagte kejsersnit var så godt og jeg fik min lille dreng op på maven med det samme:) Trods det akutte kejsersnit og lidt stressende 25sengstue bagefter så har jeg ikke noget traume over det. Alle var søde og gjorde deres bedste:) Vi besøgte hospitalet sidste sommer så ungerne kunne se, hvor de er født. Det var en dejlig oplevelse og lægesekretæren kunne huske mig. Måske jeg lige var den eneste lyshårede dansker der lige var indlagt der.
http://hvisvindenvender.blogspot.dk/2013/07/der-blev-i-fdt.html
Enig Mette!
Er sikker på det er sådan det er – at vi – når vi kommer ud på den anden side og burde have overskud til at tale om det – ikke skænker det en tanke igen. KH J
Så meget enig!
Og tak for at du prikker lidt til emnet.
Julia – jeg tænkte nøjagtig det samme, som du skriver i din kommentar – hvordan gør vi noget?
Som det er nu, håber vi på det bedste, og for mange går det godt. Dem det går skidt for orker ikke at råbe op.
Jeg havde selv en god oplevelse, da jeg fødte min søn, men det er 5 år siden, og siden da er der blevet skåret, spinket, sparet og minimeret … resultatet er beskæmmende: flere og flere spædbørn genindlægges, og både børn og mødre får den ondeste start på det smukkeste i livet …
Jeg tænker lidt … der findes jo Jordemoderforeningen og Foreningen Forældre & Fødsel. Særligt F&F, for de skriver på deres hjemmeside, at de taler nybagte forældres sag … http://www.fogf.dk/HvemErVi.php
Jeg tænker, at de måske skal vækkes til live ?
Gitte K *er med og går lige i tænkeboks*
Jeg er ked af det; men jeg er ikke enig.
Jeg har født fire børn.
Forskellige fødsler – forskellige behov for sundhedsvæsnet.
Vi kan kun bruge pengene én gang – også dem der er betalt over skattebilletten. Skal de virkelig bruges, når sunde børn kommer til verden?
Jeg har født på stuer på størrelse med mit hus. Fået mad på sengen. Hjælp til at bade baby. Hørt ligestillede brokke sig over manglende tv!!!
På trods af at både mor og barn har været raske. Det, synes jeg faktisk ikke, er ok.
Lad os bruge pengene der, hvor behovet for hjælp er størst – nemlig hos de syge. Så kan vi andre nok klare at undvære far om natten – eller selv tage ansvar for raske børn.
Jeg har hørt flere gange at en graviditet og fødsel ikke er en sygdom?!
Og at de i Holland primært føder hjemme . Det er en holdning som er ved at slå igennem herhjemme. Først var det slut med at blive på barselsgangen, og det sidste nye er at man selv skal have mad og dyne med til baby.
Jeg synes det er grotesk hvis det handler om kroner og øre og ikke menneskelig omsorg. Jeg ville nødig have født hjemme eller været sendt hjem i taxi lige så snart sønnen var ude.
Det er skåret alt for meget ned og ind til benet, ikke kun på føde og barselsgangen.
Der bliver drevet rovdrift på sundhedspersonalet. Vi ender ud i privat fødeklinikker for dem der har penge og forsikring. Og ja dem der ingen har, de må tage til takke med trætte jordemødre og risiko for at noget går galt…
Desværre skal hele sygehusvæsent igennem sparerunder næsten hvert år – så det bliver nok ikke bedre uanset hvad vi siger 🙁
Tak til modige Signe for at dele sin historie! J
Uhh, det er bare så trist – en fødsel bør bare være en glædelig begivenhed på alle områder.
Jeg fødte i juni 13 en datter, 6 uger for tidligt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Har kun ufattelig gode oplevelser fra mor/barn afdelingen her. Selvom der var travlt har personalet tid til en, og de prøver så vidt muligt at mødre og deres børn ligger på enestue. Fædrene har lov til at overnatte på stuen med deres nye familie, samt mulighed for at spise med. Helt fantastisk på et sygehus, der ikke altid har det bedste ry.
Kære Julia.
Det er mig, der har skrevet indlægget i Politiken. Tak fordi du sætter fokus på det – opmærksomhed er det første skridt på vejen til forandring. Jeg har selv prøvet at sende det til diverse politikere…nu må vi se. I hvert fald har indlægget fået opmærksomhed. Og jeg er indkaldt til ‘dialogsamtale’ på Riget, efter jeg også sendte indlægget som en klage dertil. Og så har jeg opdaget, at der er vildt mange kvinder, som har haft præcis samme oplevelse som mig; men det taler vi nok kun om i mødregruppen.
Faktisk er det sjovt, for jeg læste din bog ‘Hvor lagde jeg babyen’ i de første uger efter fødslen og fandt meget trøst og genkendelse i den. Jeg var så lettet over, at der var nogen, der havde det lige som mig. Så tak for det.
Mange hilsner
Signe
Kære Julia og nu også kære Signe.
Tak fordi I sætter spot på noget, der virkelig påvirker mange kvinders første dage som mor. Jeg har selv fået planlagt kejsersnit pga. barn i underkropsstilling og lå herefter på to-sengsstue i fire dage. Jeg tror, at bare tallet fra to til fire gør en verden til forskel. Jeg havde heldigvis en positiv oplevelse. Måske fordi jeg havde fantastisk kemi med min med-mor på stuen, som jeg lå med de første to dage. Jeg kunne dog selv tage mit barn op. Måske fordi jeg fik den besked, at det skulle jeg. Jeg kom dog også til at ligge med en anden kvinde efter de par dage. Hun havde det forfærdeligt. Og jeg fik det forfærdeligt på hendes vegne. Jeg savnede min mand. Men han savnede nok os mere. Det er da så forfærdeligt for en nybagt far at skulle cykle hjem til sine kolde stuer, mens hans kone og nyfødte barn er et andet sted. Jeg havde dog alt i alt i fantastisk oplevelse med personalet og oplevede ikke den travlhed, som jeg ved, at der er. Hatten af for dem. Men der skal klart gøres noget. Det er den mest sårbare tid. Og så bliver jeg i øvrigt så harm, når (uvidende) primært mænd i kommentarerne til kronik siger, at kejsersnit er en luksusløsning, “så fød dog naturligt”, man belaster systemet og så den gode med tudekiksen. Igen, tak fordi I begge råber op på vores alles vegne.
Mit hjerte græder og jeg får ondt i maven over den historie…. Skal selv have nr. 2 til efteråret og er noget bange for hvis det ender i kejsersnit efter sådan en historie….
Så enig!!!
Kære Signe Lund Christensen – tak for dit indlæg – og tak fordi du giver os andre grund til at blande os. Spændende med det møde. Jeg håber at nogen reagerer på dine henvendelser, og at vi kan ændre på nogle ting.
Og til jer andre – jeg synes vores egne oplevelser – gode som dårlige – betyder mindre, når forholdene konstant forringes. Som Gitte K går jeg også i tænkeboks og prøver at regne ud hvordan vi sammen gør forholdene bedre, eller i hvert fald viser at vi ikke glemmer netop den del af kvindelivet, så snart vi selv har fået de børn vi ønsker os.
Kærligst
J
Flot opråb! Og stort ‘go til videre tanker og handlinger herfra – for at forbedre forholdene for gravide, fødende og babyer! Det er min klare opfattelse, at der er skåret med den alt for store hækkesaks efterhånden, så det nu pibler frem med alt fra unødigt traumatiserede kvinder/mødre (og mænd) og underernærede babyer mm! Jeg er selv mod til fire herunder en hjemmefødt (for ½ år siden).
Og DET var genialt! På alle måder! Måske kunne det være en vej at gå – at overveje fødsler helt uden for sygehusets efterhånden slet ikke trygge murer og hjem i vente omgivelser? Ikke alle fødsler/kvinder, naturligvis – men flere end de knap 1% som føder hjemme i dag? Uanset hvad: I Region Sjælland har de et enestående tilbud, der gav mig mod på at føde igen, og gjorde det muligt for vores lille søn at svømme ud i verden, i et fødekar foran brændeovnen derhjemme, på aller fineste vis! Hvilket gav mig en klar erfaring af, hvor meget netop ro og tryghed betyder for fødende kvinder!
Enig! Inden jeg fødte på naturlig vis, var jeg meget nervøs for, at der skulle ske noget, så jeg ville ende på barselsgangen – med tre andre mødre, babyer og uden min kæreste til at hjælpe om natten.
Jeg forstår slet ikke, hvorfor der ikke gøres noget – heller ikke, når man tænker på, at en god opstart af amning kræver ro. Det kan være stressende nok med en sulten baby og ømme bryster på størrelse med håndbolde. Jeg kan på ingen måde forestille mig, at en stue fyldt med adskillige fremmede, gråd, snak osv. vil fremme hverken amning eller tilknytning.
Jeg har også været der. På samme barselsgang. Og jeg måtte også selv tage mig af min søn om natten. Det resulterede i at mit ar sprang op igen, fordi jeg overanstrengte mig for meget. Blev også glemt i en lænestol i et tilstødende lokale en af nætterne. Sygeplejersken mente jeg bedre kunne amme der. Desværre kom hun ikke igen, så efter 1.5 time i stolen, en del kalden efter hjælp og kolde tæer, måtte jeg til sidst ligge min nyfødte søn på gulvet og selv krumme mig ud af stolen. En noget nær umulig opgave et par dage efter et kejsersnit.
Jeg kom igennem to nætter derinde, og flygtede derefter hjem, med et nyfødt barn, hvor amningen overhovedet ikke fungerede. Men den del lykkedes heldigvis hjemme i ro og mag. Har ikke rigtig haft nogen reaktion på min indlæggelse (udover chok over at systemet fungerer så ringe), men nu to år efter, hvor jeg atter er gravid, kom der endelig en reaktion. Græder hver gang jeg tænker på det, græder når jeg taler med min jordemor og med min læge om det, og er faktisk bange for at ende på barselsgangen igen!
Tak fordi du delte dine oplevelser Signe! Jeg ville ønske jeg også fik taget mig sammen og klaget dengang, men som sagt er det først nu reaktionen for alvor kommer.
Også mig. To gange på Riget – første gang en meget kompliceret fødsel med en såkaldt sphincterruptur til følge og anden gang ved planlagt kejsersnit – begge gange med efterfølgende ophold på 4-sengs stuer uden mand.
Det forekommer mig så paradoksalt, at de fødende kvinder med de mest dramatiske fødsler ikke har mulighed for at deres mand/partner kan hjælpe og støtte dem om natten.
Kære Alle – ministerens presseansvarlige svarer således på en mail, hvori jeg bad om en kommentar, så damer, jeg tror vi skal finde på noget…
Kære Julia
Tak for din mail.
Det er desværre ikke muligt at få et svar fra ministeren.
Bh Katrine
Jeg bliver så harm! Det er bare ikke okay, hverken at situationen på hospitalerne er sådan som de bliver beskrevet eller det svar du fik fra ministeriet.
Jeg har selv født på Skejby, frygtelig fødsel men skøn baby:-) vi var indlagt i 5 dage, pga mit blodtab, vi havde ene stue med seng til min mand. Jeg havde det indtryk at de nærmest forventede at fædrene blev og sov. De sagde at det tidligere havde været som det bliver beskrevet fra andre hospitaler, nemlig at fædrene blev sendt hjem. Men som en sygeplejerske sagde, så giver det ingen mening at de skal gøre det arbejde som fædrene kan.
Min fødsel er fra 2008, så jeg kan ikke sige hvordan det er på Skejby i dag. Men mon ikke det var muligt at hospitalerne kunne lave sparring omkring hvad der virker?
Jeg vil bakke 100% op om et initiativ til at ændre forholdene! Nu må vi altså stå sammen. Som du så godt formulerede det, det handler ikke om din og min fødsel, det handler om alles fødsler.
Mvh Karen
Nu har ministeren også fået en mail fra mig:-)
Det der kan hjælpe er vel at de fødende boycottet at deres fødsel skal foregå på Rigshospitalet. Eller en masse klager både fra de barslende mødre og fædre! Udfordringen er vel især at når man lige har født og er blevet en familie, kan det være meget svært at mobilisere de krafter der skal til for at klage!
Hej Julia
Fik selv akutkejsersnit for 6 mdr siden, dog på Hillerød, fødegangen var perfekt… Men barselsgangen var rædselsfuld, der var ikke taget højde for os med kejsersnit, ikke engang en simpel toiletforhøjer var at finde, skulle hilse og sige at der er ret langt ned og op når man er skåret over. Alt var ude for rækkevidde for en overskåret. Selv sengen kunne ikke ikke køre op og ned. Sødt personale, men kun 2 på arbejde til en hel gang. Som sygeplejersken sagde: jeg vil rigtig gerne gøre mere for jer, men jeg har bare helt vildt travlt…
Så ja lad os blande os.. Gerne lidt højlydt
hej Malene og i andre – er med på at blande os – er en underskriftsindsamling for bedre forhold for old school? Og så noget debat? KH J
Hej Julia
Det er så vigtigt at forholdene bliver ændret!
Jeg har selv haft to komplicerede fødsler i Odense.
Efter første fødsel blev jeg “anbragt” på en tremandsstue og min mand blev sendt hjem. Jeg kunne ikke komme ud af sengen selv og de medfødenes børn græd (naturligt nok) på skift hver nat. Jeg fik stort set ingen søvn de tre nætter.
Efter anden fødsel kom jeg på enestue (blodtab og var ikke i stand til at sidde eller stå) og REGLERNE VAR LAVET OM siden sidst!! Nu måtte min mand være hos mig – også om natten! Jeg kan ikke understrege nok hvor stor forskellen er!!
Som I andre skriver, så kunne min mand klare de fleste af sygeplejerskernes opgaver – så hvorfor skulle han ikke være der. Jeg og min nr to fik en fantastisk start sammen!!
En lille sidebemærkning – min mand fik en reaktion på at blive sendt hjem efter første fødsel. En fødsel som kunne være gået helt galt!! Der SKAL være plads til fædrene!!!
Jeg synes at en underskriftindsamling kunne være et fint sted at starte
Uheldigvis er det ikke kun de fødende der har så dårlige vilkår på hospitalerne, det kan jeg skrive under på med de gange jeg har været så uheldig at have brug for sundhedsvæsenet. Der er skåret så meget at det hele går hen og bliver uværdigt når vi skal forestille os at være et velfærdsland.
Jeg ved at der findes Facebookgrupper/foreninger omkring hele polemikken med de stakkels mennesker på sygedagpenge/kontanthjælp, hvor de efterhånden har fået hul til medierne – som virker til at være den vej man skal gå hvis man skal presse politikerne til noget. Måske det var en idé at dem som vil gøre noget ved det her aspekt af det skrantende sundhedsvæsen (sygdomsvæsen?) gør det samme?
Er så enig. Det er kun tre måneder siden jeg fødte min datter, og jeg synes det var forfærdeligt at være på barselsgangen bagefter, men turde ikke sige fra og tage min datter med hjem selvom der ingen problemer var med hende. Det fortryder jeg, for vi kunne have et en meget mere rolig start i stedet for at jeg skulle bruge flere uger på at stresse ned og bure mig inde med min baby.
Så jeg er med på at kæmpe for bedre vilkår.
Mange hilsner
Ditte