Interview: Signe Wenneberg og svaret på hvorfor jeg elsker kolonihaven….

Dette er Signes blomster. Efter jeg forelskede mig i kolonihavelivet, begyndte jeg at tænke ret meget over, hvad det egentligt er, der i den grad er røget under huden på mig ved hele det plante og jord-show. Jeg mener: Jeg der aldrig holder en fridag midt på ugen brugte i går en halv af slagsen på at fælde træer? Hvordan kan jeg, der hylder storbyen for alt det den er, og ikke på den måde lige trænger til at hike hen over noget natur, blive SÅ berørt af en have? Det er svært at forstå, så derfor bad jeg haveekspert, forkvinde for burhønsenes befrielsesfront og ikke mindst: Medlem af Etisk Råd om at forklare mig, hvorfor jeg længes derud på min lille plet. Her kommer Signes kloge svar:

1. Hvorfor bliver jeg så (uventet) lykkelig af at være i haven og af at gå og rode i jord og planter, jeg ikke er helt sikker på hvad er?

Det er haveterapi! Det er skønt at være udendørs – fordi det taler til at alle vores sanser, dufte, røre, smage, vind på kinden, regn i håret og sol i øjnene… Men der er mere i det end det, har man fundet ud af. Det er jo sådan, at man siden 2.verdenskrig har brugt haveterapi som rehabilitering af soldater med krigstraumer i USA og man har også brugt haveterapi til at nå ind til børn, som er ofre for traumer og evt. bor på krisecentre. Mange steder i verden har man gode erfaringer med haveterapi og vi er heldigvis også begyndt at tage det meget seriøst i Danmark, bl.a. med den første videnskabeligt baserede terapihave Aboretet i Hørsholm – et samarbejde mellem Landbohøjskolen og Rigshospitaltet. Men tilbage til spørgsmålet: Du får det bedre, fordi du bl.a. får serotonin til hjernen og du får nogle af de stoffer fra jorden, som også findes i lykkepiller. Desuden bliver man glad af at lave det, man som menneske er “designet” til. Vi er jo bønder i vores DNA og det gør os godt at grave og se resultatet af en dags arbejde i noget, der kan spises og noget der kan ses. Sådan er det jo ikke altid, når man arbejder ved en skærm, det er ikke altid ligeså meningsfuldt. Det her fandt jeg ud af, da jeg skrev en bog om haveterapi for et par år siden, hvor jeg netop hele vejen igennem stillede spørgsmålet: Hvorfor får vi det bedre af at være udendørs.

2. Hvad er det vigtigste, vi kan få ud af vore haver?

Det vigtigste er, at vi selv kan få det bedre – få ro på og få et lille helle væk fra skærme og smartphones. Sørg derfor altid for at få mudder på hænderne som det første, når du kommer ud i haven, så du ikke kan røre en touch-screen Det haven kan give vores børn er ikke mindre vigtigt. Det er simpelthen i haverne børnene kan lære essentielle “life skills”: Som handler om at skabe mad, så et frø, passe en plante, vande, klatre, finde balancen, save, tænde et bål, samle regnvand, finde ud af at regnorme er vildt gode fordi de omdanner skrald til muld henne i komposten, passe dyr som kaniner og høns, finde ud af at madaffald kan blive til æg dagen efter og dermed er en ressource… Alt det, som mennesker har kunnet i hele menneskehedens historie men som på to generationer forsvandt, fordi det ikke længere blev tillagt værdi. Jeg tror på, at det har stor værdi. Jeg tror på, at vi forstår os selv bedre, at vi er bedre i balance, at vi er bedre som kreative på vores arbejde og tænker bedre – og ja, læser litteratur bedre – hvis vi har fået alle disse erfaringer på plads i barndommen. Hvis vi ved hvordan man klarer sig, sådan helt ned på det primitive plan hvor man kan dyrke sin egen mad og tænde et bål, man kan tilberede mad på. Det kan godt være vores børn ikke får brug for det hver dag på de jobs, de kommer til at bestride, men de har brug for begrebsapparatet og jeg mener, at det mangler hos mange børn og voksne. Jeg kan se det, når jeg får besøg i haven – eller er ude hos nogen med nye haver. Jeg møder mennesker, der ikke ved, hvad de ikke ved, at de ikke ved om helt basale ting. Om elementerne. Om ild, jord, luft, vand. Om dyr – som at høns ikke kan få børn uden haner. Eller at rabarber skal trækkes op ikke skæres over med en kniv. Eller at tomatplanter ikke kan tåle frost. Eller at planter skal have noget at leve af ligesom mennesker, de skal have både vand og næring og kan ikke lide gammel udpint pottejord i krukkerne og bryder sig heller ikke om blæst på altaner. Alt sådan noget… Jeg synes det er synd og skam, når jeg møder børn og voksne, der slet ikke kender til bier og blomster og planter og glæden ved at dyrke. For det er noget af det mest livsbekræftende man overhovedet kan foretage sig. Og de kan spare mange timer i terapi og hos psykolog, for man bliver simpelthen så glad af at se noget gro. Man føler jo, at man er med til at skabe!
Her har jeg også lyst til at pege på, at det “u-vigtigste” man kan få ud af sin have, det er anerkendelse fra naboer og forbipasserende. Altså, at man har en have, hvor ikke et græsstrå står forkert, fordi man gerne vil have, at naboerne skal synes det hele er så fint. Her bliver haven bare endnu et sted, vi skal præstere. Og med mindre man virkelig har det som hobby, at klippe græs med en saks, hvilket jo kan være lige så fint som at samle på frimærker og alt mulig andet, der giver ro i sjælen, så synes jeg det er tosset. Haven skal være en glæde og en nydelse og den skal ikke være endnu en ting på to-do-listen. Min egen have ser også ud derefter. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor ukrudt ikke må være der – og hvorfor selv kendte havemænd i tv bruger gift på at udrydde blomster, der ikke må være der. Det giver jo ikke MENING i den store sammenhæng. Den store sammenhæng er vel, at vi skal efterlade jorden og grundvandet i en bedre forfatning til vores børn end vi overtog det. Og gift – også små mængder – går i grundvandet og det ødelægger jorden. Så nej, jeg er ikke ordens-aktivist i haven, jeg er fortaler for, at blomster er dejlige, også når de blomster hedder ukrudt.

3. Hvad er det der bliver ved med at fascinere dig ved haver, og er det korrekt forstået at du er på en slags mission? 

Jeg bliver hele tiden mere begejstret for haver. Jeg synes hvert eneste forår er mere magisk end det forrige. Jeg bliver ved med at synes, at i år må være det absolut mest fantastisk syren-år… Eller jeg tænker, at så flot har staudebedet i Kongens Have vist aldrig nogensinde været før. Det med haver er magisk. Man er udendørs og man kan være sig selv i haver… Jeg er et udendørs-menneske, der får spat af at være indendørs, fx i et stormagasin eller i en sportshal og jeg bryder mig ikke meget om at være sammen med mange mennesker. I haven kan man finde ro og følge de langsomme herligheder, der gør, at man kan få sjælen med. Alt går så hurtigt nu, vi skal hele tiden følge med og være online og være på og have gang i den… Men i haven kan vi bare være os selv og finde ro. Det tror jeg er vanvittig vigtigt. Du spørger til min mission og det er jeg sindssygt glad for. Jeg har netop en mission med det jeg laver. Forsøger faktisk at ændre verden en lille smule ved at blive ved med at råbe op om bæredygtighed, økologisk balance og at vi får det bedre af haveterapi. Sidste år vandt jeg en pris for min bog “Spis din have – klimakrisen set fra køkkenhaven” og den bog var en kombination af en kogebog, havebog og debatbog om klima, jeg mener noget med det her havevæsen. Jeg er død ligeglad med om folk har lyserøde blomster eller blomstrede vattæpper – som er det, jeg bliver beskyldt for at have meninger om, af folk, der ikke læser mine bøger – jeg har derimod meget stærke meninger om hvad vi gør ved vores jordklode, hvad vi spiser – og at vi kan dyrke bare en smule af det vi spiser selv – og jeg ved, fordi jeg har arbejdet med det i så mange år, at mennesker får det bedre af at være udendørs. De finder ro i sjælden – og det gælder også mennesker med svær stress eller somatiske sygdomme. Det, at arbejde med have-terapi, som også indbefatter dyr og dyrkning, det gør os godt. Det vil jeg gerne videreformidle. Jeg kommer lige inde fra et foredrag, jeg har holdt på Rigshospitalet om det her og det giver simpelthen så meget mening, at tale med både patienter og personale om hvordan vi kan bruge det meget glædesfyldte udendørs liv til at få det bedre.

4. Hvem mener du i særlig grad har behov for og glæde af en have? Og du må ikke sige “alle”…

Det kan jeg svare meget kort på. Børn. Jeg holder tit sådan nogle workshops om have, frøbomber og planter for børn og det er helt fantastisk at se deres glæde! Børn har brug for at kravle før de kan gå, men de har også brug for at få et begrebsapparat på plads. Hvor kommer maden fra? Hvordan gror kartofler? Hvor kommer æggene fra? Hvordan fungerer tyngdekraften? Hvorfor er regnen rigtig god for haven? Hvordan kan vi skabe vores egne mad ud af ingenting – fra frø til plante og fra jord til bord… alt sådan noget synes jeg er vildt vigtigt. Men selvfølgelig har alle andre grupper også brug for en have. Og jeg siger ikke, at det skal være en EGEN have. Det kan sagtens være fælles gårdhaver, taghaver, fælleshaver i dele af parker osv. Glæden er den samme.

Besøg Signes sommerhusprojekt her,

Og Signes blog her.