Der sker ting og sager på Politikens debatsider for tiden. Sine har skrevet sine kommentarer til det, blandt andet her, men sagen er at der igen er øretæver i luften til kvinder, der vælger at leve deres liv, som de vil. Det er nemlig IGEN det store spørgsmål om, hvordan vi gør – eller ikke gør – skade på vores børn ved at vælge at gå på arbejde.
Karrierekvinden, karrieremoderen, og hende der bare går på arbejde, lægges ind i mellem for had. Gerne af andre kvinder, der vælger at gå hjemme. Det at have sine børn tæt på sig 24-7, er igennem tiden blevet idealiseret som det eneste rigtige at gøre; som det en rigtig kvinde, en god mor, gør. Vi der går på arbejde, og måske endda kan lide det, bør tænke os om, og ind i mellem er der en der råber “ravnemor” eller en der råber “burde du overhovedet have fået børn”. Som Sine siger, så er faderen skrevet ud af det billede. Han findes ikke. Barnet har brug for sin mor, hedder det. Det vil jeg ikke anfægte, ligesom det heller aldrig er faldet mig ind at stille det mindste spørgsmål til om mine børn havde brug for deres far. Det har de.
Det, der er så hamrende frustrerende ved denne diskussion (eller én af tingene) er, at vi kvinder synes vi med vold og magt skal presse vores liv ned over andre. Vi har så travlt med at værne os selv mod kritik fra andre eller dårlig samvittighed fra os selv, at vi trækker skyttegrave hårdt op, og bare råber op om at de andre gør det forkert. Når så ligestillingsministeren foreslår at vi holder op med at gå til yoga og stopper med at bage speltboller for at få mere rum i vores liv, ja, så ved jeg snart ikke hvor jeg skal se hen.
Jeg tror ikke på at vi er egofikserede ravnemødre, hekse eller ondskabens akse inkarneret, hvis vi begår den dobbelte forbrydelse at gå på arbejde og kunne lide det. Jeg tror heller ikke på at kvinder der går hjemme altid har en fest, eller at det ikke er hamrende hårdt ind i mellem. Jeg tror bare ikke at vi vinder noget som helst ved at skulle have ret i en bestemt livsførelse for at turde leve den.
At vi som forældre har ret til livslykke, at børnene har ret til at have deres egne liv og egne sociale kontakter, at vi i Danmark og Skandinavien har nogle af de vildeste barselsordninger i verden, og at der også kommer mennesker ud af andre former for socialisering end dem vi arbejder indenfor i Danmark, det tænker vi slet ikke på. Hver især har vi mere ret end de andre, for hvis vi ikke har, så er det os der gør noget forkert.
Jeg synes det er fattigt. Usolidarisk. Og tomt for visioner.
Måske har man så travlt med at forsøge at krænge sin egen version ned over andre for derigennem at bekræfte over for sig selv, at man har truffet det rigtige valg og gør det “rigtige”? Blot en tanke…
Sandheden er, at der ingen sandhed er. Hvad der er rigtigt for mig, er ikke nødvendigvis rigtig for nogen som helst andre.
Min holdning er, at man skal “blive hjemme på sin egen måtte” og lade vær med at dømme andres valg. Vi kender nemlig ikke bevæggrundene for deres valg og handlinger.
Jeg forstår slet ikke hele den diskussion. Hvem siger dog, at det er godt for børn at gå hjemme hos mor hele tiden? Det er bare et default valg, som åbenbart ikke kræver nogen argumenter. Men jeg ser det altså fra en lidt anden vinkel end de fleste:
Jeg er barn af en hjemmegående mor (i 1980’erne!) og nu går mine egne børn (selvfølgelig) i institution. Jeg vil ikke byde dem det andet. Jeg bruger langt mere tid på at lege med mine børn hver dag (om morgenen og efter arbejde) end min mor brugte på mig og mine søskende, og i børnehaven oplever de samvær med de andre børn og kreative lege som jeg kun kunne drømme om som barn.
Jeg var som barn i legestue et par gange om ugen, men de der få timer der kan slet slet ikke gøre det op for den socialisering man lærer i børnehaver/vuggestuer/dagpleje. Dette lærte jeg på den hårde måde, da jeg startede i skole og overhovedet ikke kunne finde ud af at omgås de andre børn, hvilket førte til at mine 10 år i folkeskolen var et helvede af mobning, mangel på venner og frustrationer over at være markant anderledes end de andre børn uden at kunne finde ud af, hvordan jeg skulle ændre det. Jeg er efterhånden som voksen bleven rimelig i stand til at omgås andre mennesker, men må nok erkende at jeg aldrig kommer til at få venner så let som andre eller kunne passe helt ind i sociale sammenkomster.
Bare ærgerligt, fordi min mor havde et behov for at vise hele verdenen, at hun skam var en rigtig mor, der prioriterede sine børn.
Ja, hvis man spørger børnene, så vil de sikkert sige at de gerne vil gå derhjemme sammen med forældrene. Det er hyggeligt at gå hjemme hos mor på samme måde som det er hyggeligt at spise lagkage til morgenmad HVER dag eller McDonalds HVER aften. Men vi voksne må jo tage de hårde og ansvarlige valg og insistere på at der skal børstes tænder eller at poderne bliver nødt til at lære at omgås andre mennesker uden at holde mor i hånden hele vejen.
Det virker som om at disse her mødre (min egen inklusiv) bruger deres børns “behov” som skjold imod verdenen. Så man kan dunke andre mennesker oven i hovedet med ens egen moralske overlegenhed..
PS. Jeg forstår overhovedet ikke det der behov mange gå-der-hjemme mødre har for at fortælle at DE bliver angrebet, det er jo stik modsat i medierne i dag.
Hej Betina – ja, måske er det det. Jeg vil altid gerne debattere og lære noget af andre, men jeg bliver grundtræt når det virker som om at vi kun kan være gode hvis de andre er dumme / dårlige. Det rimer bare ikke. KH J
Kære Rebecca; det er virkeligt interessant. For det her er første gang jeg nogensinde har hørt “barnet” udtale sig om konsekvenserne. Der er jo masser af voksne, der mener at deres forældre aldrig har haft tid til dem, og masser der gerne vil dæmonisere kvinder, der går på arbejde. Du har virkelig gjort indtryk på mig her, og tak fordi du deler med alle os andre. KH J
Så enig:) begge mine børn er født i England og med den første havde jeg 3 måneders barsel. Det passede os fint men jeg måtte høre meget for det fra mine danske veninder/venner (måske jeg så ikke skulle kalde dem det) Nå, men min datter er okay og tog ikke skade….. Danske kvinder har meget travlt med at være bedrevidne! Denne her snak havde jeg ikke med mine engelske veninder.
Nu er jeg så blevet handikappet og går hjemme men mine børn har været ude alligevel – jeg har så bare flere af legeaftalerne herhjemme end, hvis jeg ikke var hjemme og det nyder de. Men jeg tror ikke de ville nyde at være hos mig hele tiden. Rebecca har helt ret. Mac D og lagkage hverdag er der ingen der gider;)
TAK Julia for dit fantastiske indlæg! Er selv ved at kaste op over de “hellige” kvinder som antyder, at man er en dårlig mor hvis man lader sine børn passe i institution! Dejligt at dem der har lyst til at gå hjemme med deres børn gør det – og lad så os andre om at gøre det vi finder rigtigt.
Det er så interessant et emne. Og det er så trist, at kvinder altid bliver kvinder værs,t når dette emne dukker op. Jeg har ikke det rigtige svar, men jeg vil til hver en tid argumentere for, at vi muligvis alle er kvinder, men at vi også har forskellige behov, ikke mindst for at realisere sig selv. For det er vel det, det handler om?
At være hjemmegående mor er vel ligeså meget et statement, som det at være karrieremor? Det signalerer jo overskud på alle fronter, ikke mindst den økonomiske. Det at være karrieremor signalerer også en form for overskud, da det unægtelig betyder at man ofte hænger i en elastik. Jeg tror derfor vores valg, om vi er hjemmegående eller ej, mere handler om os selv, end om vores børn. Og hatten af for det. Jeg vil ikke retfærdiggøre at jeg arbejder og er mor, og jeg forventer ikke at en hjemmegående skal gøre det overfor mig.
Der hvor jeg bliver ederspændt rasende er, nå jeg får skudt i skoen, at mit valg som arbejdende mor betyder, at jeg bliver en dårligere mor end andre – for det gør det ikke. Kan vi ikke starte med at respektere hinandens valg og blive enige om at ALLE mødre gør deres bedste for, at sikre sine børn/barn? Og at ingen jo reelt ved hvad der er bedst? og at vi derfor hver især må tage det på gefülle og mærke efter hvad der gør os lykkelige?
TAK for (endnu et)godt indlæg! Du skriver godt og inspirerende – og helt uden at dømme – jeg er FAN. Hvad dette indlæg angår, så er jeg også helt enig og rigtig ærgerlig over at der er så mange kvinder, der har behov for at angribe os andre fordi vi arbejder, som vi gør (og ovei købet kan lide det). Jeg er slet ikke i tvivl om at mine børn elsker at være hjemme – men de elsker bestemt også at være i institution(!) – fx må jeg hver lørdag og søndag fortælle min store pige (snart 4 år), at hun ikke skal i børnehave… Hun er så småt ved at acceptere, at der er noget der hedder ferie og weekend – men det der med at børnehaven har LUKKET?! Dét forstår hun slet. slet ikke 🙂 I starten blev vi afkrævet et “hvad skal vi SÅ lave” – nu har hun ligesom accepteret situationen… Med det mener jeg bare, at der i denne diskusion desværre ikke altid bliver taget højde for barnets ønsker/udvikling, men nærmere for, hvilket billede man projekterer som DEN GODE MOR, ved at sige, at man går hjemme.
Endnu en gang tak for en inspirerende blog! Og god (arbejds)dag :o)
Jeg er ikke mor endnu, har den første i maven, så måske er det derfor, jeg ikke har bidt særligt mærke i den der shaming af arbejdende mødre – som jeg nu finder helt grotesk. Til gengæld mærker jeg allerede så småt den der bedrevidenhed i forhold til, hvor meget kaffe jeg drikker, om der er parfume i min shampoo og om hvilken type mor, jeg har tænkt mig at være… Alle har så travlt med hinanden og jeg forstår det ikke.
Omkring de arbejdende mødre og fædre, så tænker jeg 2 ting:
1) Hvis forældre har det bedst med at arbejde og de og deres børn trives bedst sådan, hvem filan er jeg eller andre så at komme og fortælle dem, at det er forkert?
2) Jeg har bidt mærke i debatten om de hårdtspændte børnefamilier og jeg synes det er sørgeligt, at mange er frataget valget pga samfundsopbygningen. Når nogle forældre gerne ville gå længere hjemme ved deres børn eller gå på deltid, og det så ikke er muligt, fordi en børnefamilieøkonomi bare er alt for tight til den slags. Jeg bliver trist, når der bliver trukket på skuldrene og sagt, at det bare handler om prioritering. Når Manu Sareen siger, at det bare et spørgsmål om at spare på yogaen og spelten. Eller når Anne Grethe Rasmussen skriver, at så er det bare ikke det år, man får nyt tag på sommerhuset, så er det så meget ude af trit med virkeligheden i så mange familier, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal starte.
Som Lortemor skrev forleden, så er det i mange familier ikke et spørgsmål om vin og spelt, men et spørgsmål om el-regning og a-kasse-kontigent. “Kan vi ikke gøre det lidt bedre,” som Nyrup sagde, og jo, det er præcis, hvad jeg tænker. Jeg har ikke lyst til at proppe nogen som helst hverdag ned over nogen, men jeg ville sådan ønske, at de valg vi træffer handler mere om lyst end om tvang, og at når forældre sender deres børn i institution, så er det fordi, at det vil de gerne – ikke fordi at alting braser sammen, hvis de ikke gør.
De indlæg, som har gjort indtryk på mig i denne uge fra blogland er disse:
Lortemor: http://lortemor.com/2014/05/12/man-bliver-sgu-sa-traet-af-sig-selv-ikke/
Fyrsten og fruen: http://fyrstenogfruen.blogspot.dk/search?updated-max=2014-03-06T11:01:00-08:00&max-results=7&start=21&by-date=false
http://fyrstenogfruen.blogspot.dk/2014/05/hold-mig-tttere-endnu.html
De bedste hilsener
Sofie
Skal vi lige være enige om at naturen har indrettet det således at mænd desværre ikke kan give fødsel? Skal vi også være enige om at mænd som udgangspunkt fra naturens hånd desværre heller ikke kan amme? Er det forkert at sige at man ikke umiddelbart har lyst til at lade andre (heriblandt pædagoger og deslige) amme sit barn heller? Statistisk set forholder det sig også sådan at pga den hormonbalance af østrogener der nu engang befinder sig i kvindens krop, så har mange (se jeg vover ikke engang at sige de fleste, selvom det er det jeg mener) kvinder et større behov for at passe og pleje deres afkom end mænd, eller vil I også betvivle dette?
Jeg siger ikke at I ikke er rigtige kvinder fordi I hellere vil passe jeres ego’er, lave karriere, tage på self awareness kurser osv end at tilbringe kvalitetstid med jeres børn, inden de bliver så store at de ikke selv gider jer. Jeg påstår heller ikke at mange af de kvinder som ‘går hjemme’ gør det mere af lyst end af økonomisk overskud (her en af disse kvinder selv). Vælger så nærværet frem for økologisk havregrød og spa ophold med veninderne.
Jeg påstår ingenting andet end at respekt kræver respekt og den måde I omtaler kvinder som har det anderledes end jer selv, er en skændsel for jeres eget køn!
Kære ‘Tag en slapper’
Jeg bliver virkelig træt, når jeg læser dit indlæg. Der er meget lidt respekt i at slå andre mennesker oven i hovedet med egne argumenter og pege fingre.
Du antager, at jeg udover, at jeg prioriterer alt før mit barn – det gør jeg ikke. Men jeg er fandens nærværende med mit barn når jeg er sammen med ham og det er jeg altså ofte. Så prøv lige at tage en slapper selv og lad være med, at disrespekte andre. For det er det du gør. Du peger fingre af mig, og det på så grov en måde at jeg bliver træt. Jeg arbejde javel. Men jeg tager hverken på spa ophold eller suser rundt og lader som om jeg ikke har et barn. Jeg prioriterer tid med mit barn meget højt. Og jeg går ind for kvalitet og ikke kvantitet. Og jeg respekterer at dit livssyn er et andet end mit, så venligt respekter mit og lad være med at fordømme mig. Tak.
Jeg respekterer dig, men er du ikke også sød at respektere mig?
Kan vi ikke begynde at se problematikken fra børnenes perspektiv i stedet for at pege fingre af kvinder/mænd det prioriterer deres karriere?
Er det virkelig godt nok det vi tilbyder vores børn? Er det ok at stuve så mange børn sammen på så lidt plads nogle steder? Kunne der ikke være lidt færre børn pr voksne i institutionerne så alle får voksenkontakt? Bør de helt små børn være længe i institution når forskning viser at de måske kun kan rumme 5 timer? Kunne man fordele måske et ekstra års barselsorlov ud over de første institutionsår (for både mor og far)?
Det må da være i BÅDE mors og fars interesse og samfundet at børnene får en god start. Og det er da meget vigtigere end at pege fingre af hinanden
Det vigtigste må vel være at man er sig bevidst om at ETHVERT valg medfører fravalg, og at ALT man vælger at gøre eller IKKE at gøre medfører konsekvenser. Hvis det man gør, fungerer for én selv, kan man efter min mening være flintrende ligeglad med hvad andre mener.
Jeg er ikke selv mor, og derfor er det sikkert meget nemt for mig at gøre mig klog på hvordan jeg synes det skal være – det vil jeg undlade og i stedet fortælle at jeg, der er en årgang 1974 ,voksede op med nogle (selv dengang) unge forældre, de var 19 år da jeg blev født og to år senere kom min lillebror til verden. Mine forældre var meget røde og socialistisk bevidste, vi blev slæbt med til 1. Maj i Fælledparken, “BØRNEMAGT” var et af de første ord jeg lærte, vi var med til fester hos mine forældres kollektivvenner og hvis vi var trætte fik vi en madras og en dyne så vi kunne sove – i det samme rum som der blev festet, drukket og sikkert røget det ene og det andet i… Senere gik vi på en socialistisk lilleskole…
I dag er både min bror og jeg normalt begavede, ikke kriminelle, velfungerende samfundsborgere der – ganske mirakuløst – overlevede vores barndom selvom den ikke var fyldt med hjemmebagte, økologiske speltboller, økonomi der gjorde at vi havde råd til dyre ting og rejser osv osv. Så min opfordring er at man ikke skal dømme andre og andres måde at leve på, ganske enkelt!
Kære Julia
Du får et hjerte for dette indlæg.
Jeg havde håbet, at debatten på bl.a. Politiken ville udvikle sig til en snak om arbejdsmarkedets muligheder og begrænser og om institutionernes kvalitet. Og dermed en diskussion om, hvad vi ønsker os af fremtiden. Kun ét eneste debatindlæg har formået at hæve niveauet en smule op på samfundsniveau. I stedet bliver det til sådan noget navlepilleri. Øv. Vi kommer ikke videre foreløbigt, så længe vi, du som så rigtigt påpeger, fører skyttegravskrige om at være den bedste mor.
Kære Julia og alle i andre småbørns mødre. Den ovennævnte diskussion stopper ALDRIG. Det er lige som om, at en fødsel medfører en basal usikkerhed udi moderskabets rolle. I øvrigt en rolle, som ALLE må ytre deres mening om når det passer dem. Man føler sig ofte observeret og vurderet og har et kæmpe behov for, altid at forsvare og forklare sig. Desværre er det ikke som man skulle tro, mændene som spidder og kritiserer, næ de er tvært i mod ofte fulde af beundring for kvinders arbejde og moderskab. Nææææ det er desværre som ofte kvinder som kritiserer kvinder. Vi vil vel alle gøre vores bedste, og det tror jeg da bestemt at de fleste gør, men vores bedste er ikke ensbetydende med DET bedste eller det eneste der dur. Moderskab og for den sags skyld faderskab og sammenfattende, forældreskab har mange ansigter. Vi gør alle hvad vi tror på, hvad vi evner, har råd til, lyst til og mulighed til og alt sammen i den bedste mening og i de fleste tilfælde med henblik på netop det enkelte barns behov. Vi henter og bringer som vi kan og får passet når og hvor vi har behov. Så kære yngre medsøstre. Debatten har altid været der og vil helt sikkert fortsætte så længe der findes forældrer. Læs og hør hvad andre siger og skriver. Somme tider er der noget brugbart imellem og smid resten ud og drop skyldfølelsen.
Den gode gamle diskussion om pædagogers gøren og laden er også tudse gammel. Ofte fordi mange ikke aner hvad en pædagog i virkeligheden er uddannet til og kender ikke til forskellen på en skiftet ble hos den sorte dagpleje og den pædagogisk skiftede ble i inst. JA, jeg er selvfølgelig uddannet pædagog. Oven i købet Soc. Pæd som ser alt det som næsten i gen andre end Gud ser
Jøsses. Enten det her eller også væmmelsen ved offentlig amning. Hvordan kan det være, at vi kvinder hele tiden skal være efter hinanden? Sådan ser vi sjældent mænd opføre sig. Hele tiden skal der peges fingre. Det er trættende.
Åh altså…… jeg ved heller ikke hvor det kommer fra, det at vi har så travlt med at frelse hinanden. Vi kan jo pr definition ikke udtale os om andre kvinders valg, for vi har aldrig gået i deres sko. Men kvinde, søster, veninde, efter min mening er DU den vigtigste person i dit liv, og hvis du ikke indser det, ender du i en offerrolle. Og når du tager dig selv og dine behov alvorligt, så får du virkelig noget at.give videre, bl.a. til dine børn. Ens behov kan i parantes bemærket også være at være hjemmegående. Og jeg kunne blive ved, men jeg skal desværre ud af døren. Jeg overlader mine børn til deres far og går til kor. Jeg visner, hvis jeg ikke synger mindst en gang om ugen. Hvor ville det overordnet set være fantastisk, hvis vi kunne fejre hinandens valg. Kunne vi ikke det? God onsdag aften:-):-)
Overordnet set må vi jo alle respektere at vi hver især er forskellige, og lever vores liv forskelligt. De fleste som orker at deltage i denne debat er jo dybest set nok ‘gode nok’ forældre, for vi er engagerede!
Når det gang på gang bliver nævnt at de hjemmegående mødre gør livet surt for os som arbejder, så forstår jeg det ikke? Hvor er det de er, alle de hjemmegående mødre? De bor ikke i mit nabolag ihvertfald. Sku man nu ikke lade være med at gøre en meget meget lille procentdel af mødrene i Danmark til talerør, og patenthavere af sandheden, for os alle? Her tænker jeg egentlig både på de über-biodynamiske speltmødre og über-boss-jeg-er-aldrig-hjemme mødrene. De fleste af os ligger jo et sted derimellem.
Problemet er jo at vi alle render rundt og undskylder/ forsvarer os selv hele tiden, lad os nu droppe det og træffe de valg som er bedst for vores familie.
Jeg køber ikke den med at vi børnefamilier klynker, no way José! Det er sgu hårdt og ja vi har selv valgt at få de der børn, men vi er først for alvor på den hvis der ikke bliver født nogen børn. Så børn er bare også samfundets ansvar.
Omvendt så forstår jeg heller ikke når folk(mest kvinder) går på krigsstien over div artikler i politikken, fordi artiklerne gang på konstaterer (med forskning som back up) at det ikke er barnets tarv at være for længe i institution, skulle flytte mellem mor og far i 7/7 ordninger eller spille på iPad 24/7.
Jeg forstår hvis man føler sig ramt (det gør jeg også) men at man ‘lissom ikke har brug for mere dårlig samvittighed’ eller lignende, finder jeg mærkeligt.
Hvornår har det forskningens opgave at dulme vores samvittighed? Bare fordi ‘sandheden’ er ilde hørt, skal man så bare tie stille?
Argumentet om at man ikke har råd til at gå ned i tid/gå hjemme er jo validt for rigtigt mange mennesker. Man må jo bare konstatere at de økonomiske valg man træffer allerede som ung trækker spor langt ind i voksenlivet.
Vi bor i dejlige Danmark og har så meget at være taknemmelige for, så klap dig selv på skulderen mor. Du er god nok:-)
Kære Alle, Tak for jeres kommentarer.
Jeg mener hvad jeg siger når jeg er fuldstændig ligeglad med hvad andre gør, om de går hjemme eller arbejder ude. Jeg er ikke ligeglad med grunden, men prøver at lytte og lære af andres erfaringer. Måske kan en anden livsstil end min egen vise mig noget eller lære mig noget, og skulle jeg så (igen) få bekræftet at mit eget liv passer fint til mig, er det kun godt. Jeg har Absolut ingenting til overs for objektive sandheder. Jeg tror ikke på dem. Jeg tror ikke på at alle børn er ens, eller at alle liv er det, og jeg tror slet ikke på vi skal det samme, for at have det godt. Men jeg tror på muligheder for selv at vælge – og når nogen skriger af mig – enten her på bloggen, i mails, eller som det nu og da sker på gaden – at jeg og andre kvinder er dårligere mødre fordi de TROR det eneste vi vil er: “passe jeres ego’er, lave karriere, tage på self awareness kurser osv” FREMFOR ” at tilbringe kvalitetstid med jeres børn”, så ved jeg ikke om jeg skal skrige af grin eller frygt.
er vi ikke nået længere? Er vi kvinder nødt til KUN at være en ting? Tror vi virkeligt om andre kvinder, at de er ONDE hvis de kan stave til mascara eller skal vi give dem dårlig samvittighed hvis de går til kor en aften om ugen?
Hvor søren kom det fra?
Er vi selv blevet de nye kvindeundertrykkere?
Og tror vi virkeligt om hinanden at der er to valg for en kvinde:
1. Gå hjemme og elsk hvert et sekund af det.
2. Gør karriere og anbring dine børn i institution fra de åbner til de lukker sammen med pædagoger, der ikke aner hvad de gør?
Og her er det vist også passende at indskyde at jeg er meget taknemmelig overfor de voksne mænd og kvinder, der ikke er mig eller Johan, men som i kommunale institutioner har lært vores børn ting, vi ikke ved noget om.
Jeg ved IKKE alt. Jeg kan ikke alt. Jeg har ikke altid ret, men jeg er klog nok til at vide hvor jeg skal lære noget. For eksempel af folk med uddannelser, erfaringer og liv der ikke ligner mit.
Punktum..
jeg vælger, ikke at lade mig provokere af udtalelser ,som dem der vil ha kvinder tilbage til det 1800 århundrede .. min mening er ,at ingen tager skade af et social liv store som små ,bare man har nogle (far eller mor ) der holder af en og gør sit bedste 🙂
Åh jeg bliver så træt af at vi kvinder hele tiden dømmer og peger fingre af hinanden. Hvor blev rummelighed og respekt af? Jeg kræver min ret til at leve mit liv som jeg vil! Uden fordømmende kommentarer. Og ja, det hænder at mine børn får sukker i hverdagen! So shoot me!
Kære Julia,
Hvor er jeg glad for du tager emnet op. Debatten om arbejdende kontra hjemmegående er hårdt trukket op i disse måneder – måske fordi de hjemmegående mødre omsider er blevet en del af mediebilledet og offentlighedens bevidsthed, efter i mange år at have levet en hengemt, usynlig og tabulagt tilværelse.
Jeg har enormt stor respekt for dig, Julia – og for alle andre kvinder og mænd, der effektivt og kærligt får hverdagen til at hænge sammen på en måde, hvor børnene trives i deres institutioner, og mor/far begge trives med deres arbejdsliv.
Selv fravalgte jeg for snart seks år siden en længe ønsket ph.d.-stilling for at kunne koncentrere mig om vores familie og børn og passe vores børn hjemme.
Har nu tre af slagsen – på 0, 3 og 5 år. Vores ældste startede i BH på deltid, da han fyldte 5, og er nu netop startet i forårs-SFO – med stor succes og masser af ros fra pædagogerne vedrørende hans ‘gode sociale kompetencer, stærke indre ro og formidable evne til at fordybe sig’.
Fælles for vores børn er, at de hver især trives og har det godt – trods fravalget af kommunal pasning op til 5-års-alderen. De fungerer godt socialt, har mange dybe venskaber med jævnaldrende og en vidunderlig fantasi.
Når jeg skriver det her, er det ikke for at prale, men for at mane en virkelig dum fordom i jorden: Nemlig fordommen om at kommunal pasning har patent på at ‘stimulere’ børn, og at udepasning er nødvendigt for at børn kan lære at begå sig socialt. Børnehaver blev – trods alt – ikke opfundet for børnenes skyld…
Pædagoger er professionelle omsorgspersoner, og jeg kender mange dygtige af slagsen (inklusive min egen mor), men de er ikke nødvendigvis ‘bedre’ end en mor eller far, når det handler om at forberede et barn til livet.
Jeg har tidligere beskrevet vores hverdag her http://www.b.dk/kommentarer/en-speltmors-bekendelser – og i næste nummer af Eurowoman fortæller jeg, hvorfor jeg synes, det er sindssygt vigtigt, at feminismen gør plads til os, der faktisk gerne vil give den max gas med moderskabet i nogle år.
Jeg bliver så træt, når debatten kommer til at handle om, hvad der er ‘bedst’ for børn, eller hvornår man er en ‘ravnemor’. Det centrale for mig er at skabe plads til valgfrihed og give opbakning til hinandens valg.
Jeg føler ikke, at jeg er mere ‘mor’ end jer, der får jeres børn passet ude. Jeg føler ikke, at mit valg er bedre end jeres, eller at min glorie skinner ekstra pænt. Men mit valg om at passe vores børn hjemme, mens de er små, gør mig lykkelig. Hver dag. LYKKELIG. Det er sådan set derfor, jeg gør det – ikke for at kunne pege fingre af andre.
Og når sidste skud på stammen er skoleklar, så glæder jeg mig bestemt til at vende tilbage til et mere aktivt arbejdsliv.
Nogle kvinder er f…… nogle hyæner. Det er så svært og fantastisk, det her liv, og vi arbejder allesammen hårdt på at knække koden til den tilværelse, som vi ønsker os. Hvordan skulle det kunne være one size fits all? Jeg kunne f.eks. aldrig være minister, for jeg ville konstant hulke af savn efter mine børn, men jeg er godt nok glad for at der er nogle der vil. Man skal gøre det, man ikke kan lade være med. Også – og måske navnlig – mødre. Vi har en stor opgave som rollemodeller.
@Mette Dunn – du har så evig ret. Også i det med at være rollemodeller – ligesom de fædre vores børn er begavede med bør tænke sådan. Måske er det, jeg slet ikke at rumme, at det KUN ER OS, der tager denne diskussion? Hvor er den maskuline identitet i faderskabet? Og hvorfor er det os kvinder, der synes det er en mulighed at gå hjemme? Hvorfor så få mænd? Og jeg køber seriøst ikke den med biologien.
@Jane – tak for dit indlæg her. Jeg er meget glad på dine vegne over at du og dine unger trives med jeres livsvalg. Der ligger en stor styrke i at turde vælge fra, og jeg synes det er så sejt, at du kan, tør og gør. Men savner du ikke din faglige identitet?
@Julia – jo, gu savner jeg min faglige identitet. Jeg blev jo høj af adrenalin, dengang jeg som journalist leverede forsidehistorier, speakede radio og afslørede politikere i fusk… eller skrev interessante, mediesociologiske opgaver om Niklas Luhmann og dit & dat. Og skrev de indledende sider til en ph.d.-afhandling om medieledelse. Jeg elskede at være journalist og medieforsker in spe. Det var så sjovt, og jeg kan sagtens savne den der fornemmelse af, at det fanme er fedt at arbejde!
Men. Og det er et stort men. Mit arbejde gjorde mig stolt, glad og til tider høj af spænding og adrenalin. Men det gjorde mig ikke lykkelig. Den der helt-ind-i-sjælen lykkefølelse finder jeg, når jeg er sammen med vores børn. Og jeg ved, at tiden er kort. Derfor maksimerer jeg tiden med vores børn lige nu. Uret tikker, om lidt er de allesammen i skole, og så vender jeg tilbage til suset som journalist, velvidende at jeg har nydt, nydt, nydt hvert eneste sekund af vores børns spæde barndom, og at jeg har præget dem, lært dem, undervist dem og givet dem så meget som muligt af ‘mig’ med i rygsækken.
I øvrigt, så har det jo vist sig, at jeg sagtens kan foretage mig noget fagligt interessant, selvom jeg passer børnene hjemme. Niks, jeg leverer ikke forsidehistorier til aviserne, jeg vælter ingen ministre, og jeg laver ikke banebrydende forskning om ledelse. Til gengæld er jeg engageret i samfundsdebatten, jeg har skrevet en bog http://www.arnoldbusck.dk/boeger/paedagogik-boern-foraeldre/en-blid-start-dig-og-dit-barn, jeg driver en onlineklub og to websites, holder foredrag osv. Det er altsammen noget, der giver mig en faglig tilfredsstillelse – og som kan laves sideløbende med, jeg passer børnene hjemme. Det er den rigtige kombi for mig – lige nu.
Shit, hvor er jeg glad for, jeg fik nosset mig sammen til at droppe den ph.d.-stilling. Valget om at blive hjemmegående er nok det bedste valg, jeg har truffet – ever. Og jeg ved, at jeg aldrig nogensinde vil fortryde. Jeg kan få 40 intensive, spændingsfyldte og udfordrende år på arbejdsmarkedet. Men jeg får ikke mere end 5-8 år som mor til småbørn. Dem vil jeg nyde maksimalt – så dyrker jeg fagligheden bagefter.
Julia.
Jeg tilslutter mig de ‘uperfektes klub’! De der tror de har patent på sandheden og som mener at vide hvad der er det bedste for deres medsøstre og ikke mindst for medsøstrenes børn og familier, de gør det godt nok svært for os andre! Hvorfor er det, at kvinder skal pege så uendelig meget fingre af hinanden? Vi har det da svært nok i forvejen i et samfund, hvor ligestillingskampen absolut ikke er død! Nej, jeg arbejder helt garanteret for tit og for meget, springer over hvor gærdet er lavest med Amo melblandingen, og alt mulig andet, men jeg er en fantastisk mor alligevel som både klatrer i træer, slår prutter og spiller luftguitar – jeg har dælme svært ved at tro, at man kan have det særlig sjovt når man er sur, fordømmende og bedrevidende…
Jeg køber i en eller anden udstrækning den med biologien. Vi er forskellige, og jeg mener at vi kommer til forældreskabet fra to forskellige steder. Jeg skulle bruge rigtig meget plads og tid hvis jeg skulle kloge i præcis hvordan jeg mener vi er forskellige, men relevansen her er ang. det du skriver, Julia. Jeg tror grunden til at mændene ikke er med i denne debat, er at deres pis ikke kommer lige så nemt i kog som kvinders. De har ikke nær så travlt med at dømme hinanden, og de har meget nemmere ved at trække på skulderen over kritik. MEGET genereliserende, men dog hvad jeg i store træk oplever.
Min datter er født i Schweiz og fordi jeg var hjemmegående, kunne hun ikke få en institutionsplads. Der er mangel på de pladser og selvfølgelig skal de gå til børn af udearbejdende mødre, det synes jeg er helt rimeligt.
Men da min datter havde rundet de 2 1/2 år, var det bare ikke nok for hende at komme i legestue, legeaftaler og lege med mig. Så vi valgte simpelthen at flytte tilbage til DK, hvor hun nu går i den mest fantastiske, kreative børnehave, lærer sociale spilleregler, at knytte bånd til andre børn og blive klar til skolestart næste år. Noget jeg bare ikke havde kunnet give hende med mit eget selskab (eller hendes far for den sags skyld).
Jeg er stadig hjemmegående – og kan give min datter korte dage hvis det er det hun har mest brug for – og hente senere, når hun selv synes hun har lyst til mere tid til at lege med vennerne i. Super priviligeret og jeg er vildt glad for at have den mulighed.
Når/ hvis jeg begynder at arbejde igen, vænner hun sig sikkert hurtigt til den situation og skal ikke i gang med en helt 100% ny verden.
Fordi et barn kan opfylde det voksnes behov, kan en voksen ikke nødvendigvis opfylde et barns…IMO
Jeg er ret overbevist om ( måske er jeg naiv) at baggrunden for denne debat; altså kvinder der har travlt med at pege fingre af hinanden, kun foregår i blog og klumme land, og at der er meget få af dem: altså kvinder der peger fingre af andre – de fylder bare meget og råber meget højt. Jeg kender i hvertfald ikke nogen fra den virkelige verden der opfører sig sådan.
Jeg er også overbevist om, at hvis man har travlt med at retfærdiggøre sine egne valg, og nedgøre andres, så er det et udtryk for usikkerhed.
Og en sidste ting. Så er jeg virkelig træt af at læse, at hvis man har et job og har nogle børn; så er man pr automatik virkelig egocentreret, dyrker yoga, drikker enormt meget latte med veninderne, bruger sin iPhone i alle døgnets vågne timer og i øvrigt lader sine børn blive i inst. i minimum 10 timer hver dag. Det er som om at den gylden middelvej ikke eksisterer. Og hvorfor skal det at have et job, være lig med at “realiserer sig selv”. Altså hallo?? Vi bor i et land, hvor man skal arbejde hvis man kan. Og der er jo ligsom regninger der skal betales. Vor herre bevares.
Hm… jeg tror jeg er lidt med Line B her. Jeg kan heller ikke genkende den noget skingre debat fra mit eget småbørnsliv. Der er ellers dem alle sammen. Fra karrierekvinder til hjemmebørn. Men når jeg støder på debatten bliver jeg lidt træt. Og lidt bekymret.
Der må være noget ligestilling og frit-valg-noget der er fuldstændig uforløst når noget så personligt som det rigtige for dig og dine børn skal sovses ind i halvreligiøs pseudovidenskab.
Ville ønske, jeg kunne skrive ‘interessant diskussion’, men den er jo egentlig mest af alt trist. Fordi den er der. Men ok, indrømmet, der kommer altid et par interessante pointer igennem undervejs 😉 Og heldigvis for det. Jeg synes, du formulerer det super godt:
“Jeg tror ikke på at vi er egofikserede ravnemødre, hekse eller ondskabens akse inkarneret, hvis vi begår den dobbelte forbrydelse at gå på arbejde og kunne lide det. Jeg tror heller ikke på at kvinder der går hjemme altid har en fest, eller at det ikke er hamrende hårdt ind i mellem. Jeg tror bare ikke at vi vinder noget som helst ved at skulle have ret i en bestemt livsførelse for at turde leve den.”….SÅ enig. Lad os dog for pokker hver især tage de valg, som vi hver især føler er de rigtige for os – og give plads til nuancerne og forskellene – så bliver det hele meget sjovere, for alle!
Uanset hvad vi vælger, uanset hvad incitamentet for det er, uanset hvor vi ender: så er én ting sikkert: Vi fejler alle sammen. En gang imellem. Vi KAN ikke ramme det objektivt perfekte. For det findes ikke. Vi kan ramme det, der er det rigtige (og derved tætteste på perfekte) for OS. Og ja, vi har sgu da alle sammen dage, (eller jeg har), hvor vi i et svagt øjeblik tænker “måske er jeg verdens værste mor?! Har alle de andre ret?”……Men de fleste, heldigvis, de gør det jo godt nok. En klog læser skrev på min blog forleden:
“Og så er det, man må minde sig selv om, at “The good enough mother” ikke er det værste, man kan være. Man stræber efter det perfekte, og lander altid i stedet på the good enough – og det er faktisk bedre end godt, tror jeg.”
Det var ret fint skrevet, for hvis vi da for pokker bare kunne få banket dét ind i knolden på os selv, så havde vi måske også mindre travlt med at jagte urealistiske idealer om total-balance (uanset hvad den så består i for den enkelte) og holde op med at banke os selv og hinanden i hovedet med valg og fravalg.
Jeg havde et mindre melt-down forleden og skrev derfor et indlæg om det. Jeg havde kørt for hårdt på og arbejdet lidt vel rigeligt, prisen kommer altid, især når man har børn, og som altid, når man panikker, så mister man nuancerne. Derfor så jeg også kun min egen utilstrækkelighed. Jeg så en travl mor og en lille pige med stort behov for nærvær. Men jeg glemte, hvorfor jeg så det. Hvorfor jeg i første instans overhovedet stoppede op og igen igen igen bankede mig selv i hovedet:
“Det er kun i et liv fyldt af mening og kærlighed, at man overhovedet opdager, at man ikke er nærværende nok. ” skrev en anden af mine kloge læsere. Og hvor har hun ret.
Dybest set er der ingen af dem, der deltager i eller fører diskussionen, om alt det ovenstående, der har nogen reelt grund til at gøre det. Vi er alle for priviligerede og forkælede til at kunne pege fingre af nogen som helst, inkl. os selv. ! Vi kunne bruge energien så meget bedre andetsteds 🙂
Jeg tror det kommer an på hvilke børn man har, om den ene eller anden model er den mest rigtige. Men jeg tror at alle børn har brug for kontakt med andre børn og voksne. Men det er i princippet kun ens børn der kan fortælle en om man valgte rigtigt, når de er voksne engang. Og til den tid har man nok lavet andet der er galt:)