Noget Om Nærighed & Flydende Guld

Det vigtigste på det her skilt er ikke åbningstiderne. Det er wifi-en.

Sent i går aftes kom jeg hjem fra regnfulde, våde, kolde – og alligevel smukke Paris, og landede på verdens bedste adresse til sovende børn. Jeg læste for nyligt, at hjem er der hvor din iphone automatisk kobler sig på wifi-en og jeg må give det kloge menneske, der har skudt den sætning ud i verden, ret. I perioder rejser jeg ret meget. Jeg sidder på togstationer, på hoteller, på bænke, i lufthavne og alle mulige andre steder, og skal uendelige tilmeldingsblanketter og formularer igennem for at få adgang til nettet.

Nej, jeg har ikke lyst til at være koblet af. jeg har lyst til at være på. Det stresser mig IKKE at være på; det er nærmere omvendt. Jeg vil have kontakt med dem derhjemme, når jeg er ude og arbejde – jeg vil ikke være afskåret fra hverken min familie, mine kollegaer eller mine venner. Og når så Charles de Gaule lufthavn er så nærige at de kun vil give 15 minutters gratis wifi, så bliver jeg så træt. For seriøst – det er ikke flydende guld, det net. Ikke mere. Det handler om den verden vi lever i, og dem vi gerne vil have kontakt med. Og måske er der nogen, der vil mene at det er sundt og godt ikke altid at være på… Jeg er enig når jeg ligger på en strand i Thailand (ok, den ene gang i mit liv det er sket), men når jeg skal hjem til mine unger, vil jeg gerne bede om noget af det der net…

Og det sjove er; jeg er heldigvis ikke alene. De andre jeg var på arbejde med, havde det på samme måde – der er forskel på at være ude på sjov og ude på arbejde.