Her går Sofus lige så fredeligt med Bedste Karen i hånden. Han har ikke været helt så fredelig på hele turen til Odense, hvor vi nu er hjemmefra. Han vil virkelig gerne have sin vilje, og hans vilje går ind i mellem ud over Elias. Jeg kan godt synes det er en svær tråd at gå på, den med at fordele afslag og tilsagn lige mens jeg bevarer noget der bare minder om retfærdighed. Elias er den sødeste storebror jeg kan komme i tanke om, men ind i mellem buldrer drilleriet op i øjnene, og må ud gennem kroppen. Sofus er en lille børste ind i mellem, så når konstellationen ikke er helt rigtig, bryder kampen ud. Ikke noget fysisk – når de er fysiske sammen handler det mest om kram og kil og kys – men mere noget med råb og skrig.
Så stemningen var bestemt ikke til at jeg sneg mig ud for at drikke kaffe med min skønne gymnasieveninde, jeg kun ser en gang hvert andet år. Til gengæld ville skæbnen, at jeg mødte to gamle venner. Hvert møde var ved siden af en sandkasse.
På en af Odenses fine legepladser, en lille en i Eventyrhaven, mødte Sofus og jeg nogle ænder, da vi stod der alene et kvarters tid mens Elias og Bedste Karen ordnede noget. Ænderne var håndtamme. Og forelskede i Sofus. De fulgte efter ham. Helt op på den lille rutchebane. Han blev bange og vi jog dem væk. Da det var sket, proklamerede han, at han ville fange dem. Og stillede sig sådan op:
Jeg spurgte hvad han lavede: Mig fange ænder, moar. Mig Spiderman, lød svaret.
Det er da børnelogik!
Hvem der bare var spiderman. Så havde jeg fanget mig et par nye sko 🙂
Håber I har haft en dejlig påske, Julia.