Det er mandag, og jeg har været på arbejde lørdag og søndag. Jeg er heldig. Mit job er ikke en tur i saltminerne, noget jeg ikke interesserer mig for, eller noget jeg skal holde ud. Jeg elsker mit arbejde. Men det koster også. Der er forsider og bagsider.Jeg tror vi er mange kvinder, som kæmper med de dele: Med at få livet til at hænge sammen. Med at få et job, som er, som vi ønsker det skal være, og med at få familien til at hænge sammen rundt om det. Deltid eller fuldtid, eller hjemme eller ude – alt har konsekvenser.
Jeg har modtaget en mail fra en kvinde, der læser med her. Det gør jeg heldigvis tit, og jeg har fået lov til at dele noget af den med jer. Lad os forresten kalde læseren for Louise:
“Jeg er snart færdig på universitetet, har en lille datter på snart 2, læser humaniora og er 29 år gammel. Jeg ved jeg vil have flere børn, og at jeg vil være der for dem. Jeg har taget barsel og givet mig tid til den, og det vil jeg gerne blive ved med. Jeg har ikke arbejdet ved siden af læsningen da jeg gerne ville give min datter og min mand og mig de optimale betingelser for at have en god hverdag. Nu hvor jeg bliver færdig vil jeg gerne høre, hvordan jeg får et job som dit. Jeg vil gerne rejse meget, skrive og arbejde med kommunikation. Jeg foretrækker dog at arbejde deltid, nok gerne helt op til 30 timer, men helst ikke mere, af hensyn til min familie og min datter.Hvad er dine gode råd?”
Jeg har mailet en del frem og tilbage med Louise, fordi hun blev lidt chokeret da jeg sagde at det havde jeg absolut ingen gode råd til at opnå. Så da Louise igen spurgte, hvad jeg mente hun skulle gøre, var jeg ærlig, og meget kort fortalt, svarede jeg nogenlunde sådan her (her i en forkortet udgave)
Jeg aner det ikke. Hvis du vil arbejde deltid, og ikke har haft studiejobs, kan jeg på ingen måde regne ud hvordan du får gang i den type liv. Jeg arbejder de fleste weekender. Jeg arbejder hver aften. Min arbejdsuge overskrider langt de 30 timer, og langt de 40 og langt de 50. Jeg rejser. Ikke på første klasse, og ikke på de lette afgange, hvor jeg altid kan nå hjem og putte ungerne. Jeg har arbejdet hele min studietid. Både i betalte jobs, og i job, der gav erfaringer men ingen løn. Jeg har glade børn, som jeg ser meget. Jeg er hjemme – når jeg er i København – ca kl 16, er med dem til de sover ca kl 21 og arbejder så.
Louise skrev tilbage at det chokkerede hende. At hun slet ikke havde regnet med at man skulle arbejde så meget. Mit svar lød noget i retning af følgende:
Det er ikke sikkert MAN skal. Men jeg har skullet og skal stadig.
Hele denne lange korrespondance fik mig til at tænke… For gøres det gode liv op i timer? Er man kun glad hvis man kan være på deltid? Er man kun glad, hvis man arbejder fuld tid? Og hvorfor mener vi at vi selv måles i tid? Vi skal være på arbejdsmarkedet til vi er 70 i min generation. Vi kommer ikke til at gå på efterløn, og der er plads til at starte forfra mange gange – men nej, der er heller ikke mere nogen, der får noget serveret på et sølvfad; hverken det gode job eller den gode karriere, eller det gode liv. Men lykken ligger i hverdagen, og hvordan den fungerer bedst må være op til den enkelte – faktum er bare at jeg for mit vedkommende ikke kan trække et godt arbejdsliv i en automat; og jeg tror at lige gyldigt hvad man vil, er det noget man må arbejde hårdt for.
word Julia !
Og så længe man ar det godt med sine valg i livet, så er det der man skal være. Uanset antal timer, uanset rejsedage, uanset hentetider – bare man har valgt med hjertet, så er jeg drønsikker på at familielivet, manden, børnene, og alt det andet også trives og har det godt.
Du er så sej i dine valg og din ‘ståen ved’, jeg er stolt af at kende dig.
KH Maria.
Tak for din tilgang, din synsvinkel, fordi du deler. Tak for realismen, for igen og igen at bryde med den flotte facade som mange bloggeren ofte opretholder, for at stå ved de mange timer du arbejder. Tak for din arbejdsglæde, for din evige tro på den gode hverdag og for et indirekte opgør med den (forkælede) tro at alting vil blive os serveret på et sølvfad: Det gør nemlig ikke nogen lykkelig.
Hilsen en trofast læser
Jeg har ikke selv børn, er slet ikke så langt, så jeg har ikke gjort mig så mange tanker i den retning. Dog er jeg overbevist om, at man ikke tager noget fra sine børn ved at arbejde fuldtid eller mere. Så længe man finder balancen og er til stede, når man er sammen med sine børn. Jeg har i hvert fald aldrig selv manglet noget.
Min mor har altid arbejdet fuldtid. Hun var børnehavepædagog, så selvom arbejdsugen lød på 37 timer, så var hendes arbejdsdage ret skæve med åbne- og lukkevagter (før og efter 8 og 16) og aftenmøder. Vi har selv gået til og fra skole, selv stået op og selv lavet aftensmad. Det har aldrig været negativt i min verden, for hun formåede altid at være der, når det galt. Og jeg er overbevist om, ar det har gjort min søster og jeg mere selvstændige i en tidligere alder, fordi vi ikke er blevet holdt i hånden gennem hele vores barndom.
Med to små børn på 1og 3 år, så forstår jeg godt Louises tanker og ønsker. Og jeg forstår ligeså meget det svar, du har givet hende. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg ikke kun er lykkelig, hvis jeg arbejder deltid. Men at jeg har valgt at arbejde deltid i en periode, hvor børnene er små… 30 timer om ugen. 8.30 til 14.30 hver dag. Med mulighed for at tilrettelægge egen arbejdstid, og flekse ind og ud som det passer. Og jeg arbejder med noget jeg brænder for, så på mange måder føler jeg mig heldig. Indimellem ser jeg da jobannoncer, der ser super spændende ud, og hvor jeg ser mulighed for større faglig udvikling end i mit nuværende job… og jeg drømmer lidt. Men det bliver ved drømmen, for jeg kan mærke i maven, at jeg ikke har nok lyst, til at give det, der kræves. Ikke så længe børnene endnu er så små. Og desuden så har jeg ikke overskuddet til det. Når ungerne er faldet i søvn om aftenen, så jeg er helt færdig og tanken om, at jeg på dette tidspunkt skulle sætte mig til at arbejde, er helt uden for rækkevidde. Og faktisk er det ikke et dilemma for mig, for jeg kan så tydeligt mærke, hvad der er mest rigtigt for mig. Med begge børn gik jeg hjemme til de var 1 ½ år, og heller ikke det var et svært valg (det var til gengæld mega hårdt) for jeg kunne mærke, at der ikke var andre muligheder. Og Julia, jeg synes helt oprigtigt du er så fantastisk sej, med alt det du kaster dig ud i og overkommer. Og for dig er det vel heller ikke et dilemma vel? Du laver det du brænder for, og som du kan mærke er det rigtige for dig? Vi kvinder skal støtte hinanden i at træffe de valg, der er rigtige for den enkelte. Den gode hverdag findes i mange udgaver.
Kære Julia
Jeg tror du har fat i noget med at vi hele tiden snakker timeantal. For mig at se handler det om med hvilke øjne vi ser på det at arbejde. Er det et nødvendigt onde for at vi kan få smør på bordet, venter vi bare på weekend, ferier og pensionen eller vil vi gerne gøre en forskel for os selv, og verdenen?
Vi har hørt flere eksperter fortælle os, hvor simpelt det er at få en arbejdsdag hvor vi faktisk ikke rører en finger og hvor pengene ruller ind på kontoen. ha ha løgn med løgn på!
Jeg har ikke mødt nogen – endnu – der ikke har knoklet for deres succes.
Jeg mener det er vigtigt, at vi træffer et bevidst valg om hvordan vi vil skrue vores arbejdsliv og familieliv sammen. Det er simpelhen ikke fysisk muligt at være tilstede alle steder på samme tid. Endnu! Spørgsmålet og udfordringen ligger jo i at turde tage og stå ved de valg vi vælger. Det er jo den moderne kvindes paradoks – vi vil have det hele på den halve tid, og vi vil ikke gå glip af noget. Det ene valg er ikke bedre end det andet. Men hvis vi ikke bevidst træffer det, så vil følelsen af utilstrækkelighed og stress overmande os. Altså det er lidt svært at koge en langt over 50 timer arbejdsuge ned til max 30 timer.
Det blev et langt svar. Men det er et emne der optager mig meget. For Louise er jo ikke den eneste kvinde der står med den problematik.
Tak for at du tager det op , tak for at du deler hvordan dit arbejdsliv i virkeligheden ser ud.
Jeg arbejder deltid og har gjort det i de 8 år jeg har haft min datter. Vi flyttede til udkants DK, da hun blev født og jeg har ikke kunne finde fuldtidsbeskæftigelse. Jeg har elsket de lange eftermiddage og vil altid tænke tilbage med glæde på tiden vi har haft nok af. I perioder har jeg vikartimer på en større virksomhed med andre i mit fagområde, til daglig er jeg kun mig. I de perioder jeg er heldig at have vikartimer arbejder jeg ofte fuldtid+, men er meget gladere, for det er sjovere at være et sted hvor man er ønsket end en nødvendighed. Min erfaring er at timer betyder oftest noget, når man ikke trives 100%.
Tak Maria – og jeg tror bare vi er nødt til at tale om at det hele koster – at alle valg koster noget.
Kære Lisbeth – tak fordi du læser med. Vi har ingen glæde af facader, og ingen brug for dem – de skærper bare den der lille følelse af utrilstrækkelighed,
Kære Baysen – jeg tror ikke altid det handler om børn eller ej, men om hvordan man prioriterer i sit liv. Nogle vil gerne arbejde mindre for at have tid til at læse arkæologi – men ja, jeg er totalt enig. I vores generation (din og min) blev der stillet flere krav til os om selvstændighed end vi har en tendens til at stille til vore unger. Og det tror jeg vi kunne lære lidt af. At familien er en enhed og et fællesskab; og at man gerne må involvere ungerne i det.
Kære Birgitte HJ . jeg synes du er sej – og sej at du prioriterer. Og nej – jeg har ikke noget dilemma. Det er sådan mit liv er, og jeg er på ingen måde offer i det.
Kære Maria C – jeg kender dig jo lidt og ved at du selv er en slider, og jeg synes faktisk det kunne være meget dejligt hvis vi måtte tale om flid som noget godt. At det med at arbejde meget for at opnå et eller andet ikke er dårligt, men faktisk lidt prisværdigt. Og ja – jeg orker heller ikke høre flere fortælle mig om hvordan de bliver rige på at arbejde 11 timer om ugen…
KH
J
Denne morgen. Dit indlæg. Dén sad…
Det ville da være helt fantastisk for Louise – og alle andre, der drømmer om den tilværelse man kan læse om hos bloggere, i blade, på instagram og andre medier – hvis man kunne sætte time-antal, flids-kvoter eller andre “logiske” parametre på “det fede liv”. Men det kan man ikke. Og vi ved det jo godt.
Men har du tænkt på, hvorfor det mon er, at hver gang vi vil ytre os i blog-land, på insta eller facebook så er det især når noget er smukt, lækkert, attraktivt, misundelsesværdigt og i en happy-go-lucky-tone? Bevares – jeg gider da heller ikke, at læse en blog der udelukkende består af hverdags-opkast… – med mindre den er MEGA velskrevet, og den har jeg ikke fundet endnu. Men jeg gad godt, hvis flere som dig OGSÅ gad at skrive om de mudrede flyverdragter, om aflyste kæreste-ture osv. Så tak for det. Og bliv ved. Og sig til dine kolleger at det er der også brug for.
Siden jeg læste dit indlæg hen over morgenkaffen tidligt i morges, har jeg tænkt og tænkt. For du rammer spot ned i noget, som jeg synes er ret væsentligt. Forleden skrev jeg selv et indlæg netop om børnefamilierne anno 2014 og al den ynk, jeg synes, der kommer fra “os”.
Vi er nødt til at erkende, at alle valg medfører fravalg. Og har man aldrig haft studiejob, og ønsker man kun at arbejde 30 timer pr. uge i sit første job, jamen så er det jo et tilvalg af en ting og et fravalg af noget andet. Nøjagtig som livsstilen med 50+ arbejdstimer er et tilvalg af det og et fravalg af noget andet. Ingen af os har mere end 24 timer i døgnet, og vi kan ikke være 100 procent tilstede på alle fronter hele tiden. Vi må træffe valg for at opnå den balance, som er rigtig for os. Her handler det om at turde være ærlig over for sig selv – hvad er det mest rigtige for mig?
Jeg knoklede selv som en gal, da jeg studerede, for med to uddannelser (ja, ja jeg kunne ikke vælge) var der sat stop for SU-udbetalingerne. Og så måtte jeg slide. Men det var fedt. Jeg lavede ugeavis og jeg serverede mad i Bilkas cafeteria. Begge dele gav mig point til det arbejdsliv, som begyndte at tage form, da studiet var overstået. På femte år er jeg selvstændig. Og jeg tæller ikke mine arbejdstimer. Det gjorde jeg heller ikke sådan for alvor, da jeg var lønmodtager – udover, jeg var tvunget til det af hensyn til lønudbetalingen.
Lad os hver især finde den løsning, som er rigtig for os – det må være svaret på, hvad det gode arbejdsliv er. Når det er sagt: Jeg tror faktisk på, man kan skabe en karriere uden at arbejde 50-70 timer pr. uge. Men det er nok svært at finde et job med mange rejsedage, som også byder på deltid …
For mig har de sjove opgaver altid kostet tid, eller rettere taget tid. For når man sidder med dem, tæller man ikke timer. Og hvis man ved, at man først kommer til de sjove opgaver, når man har arbejdet sig frem til dem, tæller man heller ikke timerne der. Det betyder, at vi herhjemme (dog uden børn) lige har brugt endnu en weekend overfor hinanden ved hvert vores arbejdsbord – og det er præcis lige så hyggeligt, som hvis den ene havde set tv og den anden havde læst en bog:-)
Men spørgsmålet er hvad der tæller for en, eller i det her tilfælde for “Louise”, er det at arbejde med sjove opgaver og arbejde sig frem til dem? Og for at få det til at lykkes, at skabe en god hverdag, der giver plads til det?
Eller er det at “fylde arbejdstiden på max. 30 timer ud” med noget, der passer til en bestemt selvopfattelse af det gode liv med mand, børn, hjem – formentlig med hang til en damebladsudgave af alle parametre?
Tak fordi, du ikke lige havde en færdig løsning til “Louise”, for jeg har fornemmelsen af, at det vil gøre hende godt at tænke sig lidt om på egen hånd og sammen med hendes mand om hvilken fremtid de ønsker.
Tak, Julia for dit indlæg. Jeg er på barsel med mit barn nummer to. Han bliver seks måneder i morgen og om en måned skal jeg tilbage på arbejde og far tager over herhjemme. Og jeg GLÆDER mig.
Jeg oplever desværre rigtig mange, sikkert velmendende, suk fra min mødregruppe, pædagoerne i børnehaven m.fl. De kan slet ikke forstå at jeg gerne vil tilbage på arbejde og de kan slet ikke forstå at jeg kan hente mit barn som det sidste i institution.
Jeg bliver så træt af kvinders evige snak om ligestilling og ligeløn og samtidig tro at det kommer samtidig med meget lang barsel og arbejde på halv tid. Jeg er træt af, at jeg skal føle mig som en dårlig mor når jeg siger at jeg gerne vil på arbejde!
Dit indlæg minder mig om at det er mig og min familie der træffer de valg der er bedst for os og at jeg ikke er en dårlig mor af den grund. Tak
Kære Mette – det er klogt sagt, det med at timerne først betyder noget når man ikke trives helt.
Kære Berit K – den pæne overflade er uinteressant – i hvert fald når man ikke har andet. Når der ikke er noget under, og når der ikke er nogle mellemregninger. Så tak! Tak fordi du også gider mudderet her.
Kære Monica – dejligt at høre at du stadig (også) er glad for det selvstændige. Ja, man må slide for det – men det må man vist for alt hvad der er værd at have.
Kære Liselotte – tak for din kommentar – ja, jeg mener jo også at arbejde er dejligt. At hvis man er så heldig at lave noget man faktisk kan lide, så er der ingen grund til ikke at dyrke det. også i weekenden. Det må jo godt være sjovt!
Kære Anne – TILLYKKE med den lille! Og tillykke med endt barsel – tillykke med at du i morgen kan drikke kaffe uden at blive afbrudt, og at du kan tisse uden en baby på skødet! Tillykke med voksenkontakt og fis over frokosten og tillykke med at du er SÅ SEJ at du står i mod sukkene…
KRAM
og kærlige hilsener,
Julia
Det er sjovt, det her. At tænke over hvorfor vi vælger (så forskelligt) som vi gør. Og så længe man ikke sovende fortsætter i et job, så kan alle valg jo være gode. Det kommer jo an på vores prioriteringer.
Jeg er lærer på deltid, jeg elsker det og jeg får lov til det, jeg har lyst til lige nu. Om nogle år kan det jo sagtens være, at min verden ser anderledes ud og at jeg får lyst til mere tidskrævende stillinger. Vi skal arbejde i SÅ mange år! Jeg er sikker på, at jeg nok skal nå det hele og jeg har bevidst valgt, at det vigtigste for mig er en god arbejdsplads med spændende opgaver, hvor jeg ikke behøver at lægge al min tid!
Dette emne er godt fordi vi tvinges til at tage stilling til vores valg. Det kan jeg godt lide!
Og jeg håber for Louise, at hun finder ud af, hvad hun vil prioritere og finder et job, der matcher!
Dejligt med fokus på dette emne. Som en anden skrev her så har jeg også erfaret at man ikke tæller timer når man elsker sit liv, work-life-balance og alt det der. Men at ligeså snart jeg tager de valg der ikke er rigtige for mig i privaten eller via mit arbejde, så føles tiden lang og jeg begynder at sammenligne mig med andre og deres arbejdstid.
Det er min erfaring at man skal knokle for sin succes, og jeg ville ikke have det på nogen anden måde. Hvis man vitterligt arbejder med noget man elsker hvorfor skulle man så kun gide arbejde på det 4 timer om ugen?
Jeg tæller timer. Og jeg er glad for mit arbejde. Og jeg trives og har de sødeste kolleger man kan tænke sig. For mig er der ikke modsatrettet at være top engageret og samtidig tælle timer. Jeg arbejder 30 timer om ugen, så jeg kan hente ungerne kl. 15.00. Skulle jeg arbejde 37 timer om ugen blev det snarere 16.30, har jeg talt mig frem til. Jeg tæller ret meget for at kabalen skal gå op.
Jeg tæller også ind i mellem timer, når jeg er sammen med mine 2 skønne unger. Fx hvor mange timer der er til jeg kan (forsøge at) putte dem, så jeg har lidt tid til mig selv. Og nogle aftenener tæller jeg hvor mange times søvn, jeg kan nå at få, hvis jeg også skal se Paradis Hotel.
Og nogle nætter tæller jeg får…
Der var en klog person ,der engang sagde til mig, at der er sammenhæng mellem trivsel og effektivitet. Hvis man trives, er man effektiv, og hvis man er effektiv, er det ofte også, fordi man trives! Det forsøger jeg, at sætte øverst i min hverdag!! Jeg tror, vi skal lade være med at tælle timer, men derimod se på det, vi putter i timerne, så vi er tilstede de steder, hvor vi faktisk befinder os, og ikke sidde og have fokus på alt det andet, vi mener, vi skal nå.
Sidder selv med de tanker. Jeg prøver at effektivisere, jeg prøver at gøre det så godt, jeg kan. Jeg arbejder i mine frokostpauser, om aftenen, tjekker lige op på noget forberedelse, hvis eleverne er i gang med selvstændig opgave, arbejder i weekenderne, svarer på mails 24/7 – og alligevel når jeg ikke det hele. Føler, at jeg ikke er der nok for mit arbejde, mine børn, min mand – og slet ikke mig selv. Nogle gange tænker jeg, at hvis jeg bare kunne arbejde 37 timer i ugen, så kunne jeg holde fri en hel dag i forhold til nu, hvor jeg arbejder 43-45 timer de fleste uger. Det er samtidig også mig, der primært henter og bringer.
Jeg håber, at næste år bliver bedre, når jeg kommer lidt ned i tid, og det nærmere bliver en 40 timers arbejdsuge.
Selvfølgelig skal man gøre det, der gør én glad, og der er konsekvenser og fravalg ved alle de valg, man foretager. Jeg synes bare ikke altid, at de valg er så nemme at tage – eller overhovedet er en mulighed. På min arbejdsplads kan vi for eksempel ikke sige nej til pålagt overarbejde, og eleverne skal jo have læseferie, så der kan jeg jo ikke undervise.
Vi kan ikke få det hele, ville bare til tider ønske, at min arbejdsbelastning var spredt mere ud.
kære Maiken – det er bare så vigtigt at vi vælger – både med hjertet og med hovedet.
Kære Anja – fed måde du vender den om. Jeg er totalt enig.
Kære Bigitte HJ – jeg synes du er sej. Og fedt at det kan lade sig gøre for jer.
Kære Bitten – det forstår jeg så godt! Og forskellen er jo at du bliver ting PÅLAGT – jeg tænker at det må være en stor belastning. Det er der ikke meget elastik i…
KH
J
Livet lærer en, at man bare ikke kan få det hele; man er nødt til at gøre op med sig selv, hvilken “pris” man vil betale for de valg, man gør sig. Jeg tror, det er meget, meget svært om overhovedet muligt at have en decideret karriere (fx. som din Julia) på ugentligt 30 timer og derunder. I dag har jeg gjort op med mig selv, at det for mig er langt mere vigtigt at have tid og overskud til andet end arbejde. Mine børn er store, og jeg undrer mig over, hvorfor jeg havde så pokkers travlt med at arbejde og tjene penge, da de var små. Til hvad, for hvad? I dag har jeg truffet mit valg: Jeg arbejder 30 timer om ugen; tjener lige penge nok til det, der er vigtigt for mig og nyder tiden og overskuddet til at være der for mine børn (selv om de er store, har de sandelig også brug for, man er der) og til at gøre andre ting for mig selv. Det er benhård prioritering, og der skal meget til, før jeg i dag bliver “misundelig” på en karriere fx. som din Julia. Kort og godt går jeg på arbejde for at tjene penge; det er ikke en karriere eller voldsomt udfordrerende; det er et arbejde, og det er fint. Man må selv finde sin vej i livet og gøre sig de erfaringer, der skal til for at finde rette vej. Jeg tror ikke på, der er en smutvej…
Spændende emne i øvrigt; og sjovt nok er der åbenbart ikke meget, der har ændret sig de sidste 15-20 år: Karriere vs. børn.
Kærligst
Betina
Hej Betina; der er noget absurd i at vi synes vi bør gøre det hele samtidig. Og dejligt at du har fundet en vej, der er god for dig at gå ad. Jeg tror afklaring er nøgleordet, og ind i mellem er jeg selv snublet ind i ting uden at tænke nok over dem. Det virker så ikke. KH J
Tak for et godt indlæg 🙂 Og igen endnu et, hvor der er fokus på, hvordan man rent faktisk godt kan forene et godt og udviklende arbejdsliv med det at være en god en god mor – og hvor brok og ynk ikke fylder det hele!
Er nemlig dødtræt af debatter og læserindlæg, der handler om “hvor for dårligt det er”, at arbejdsmarkedet er indrettet som det er – og hvor forfærdeligt det er, at der er så mange forventninger til både børn og voksne. Livet handler om valg. Valg vi kun selv kan træffe – om det så er at arbejde meget eller at være meget hjemme ved børnene – eller noget helt andet. I bund og grund mener jeg det er simpelt: Trives vi forældre med det, vi laver og arbejder med, smitter det af på vores børn. De lærer, at det at arbejde kan være både sjovt og berigende. Og at det betaler sig at yde en indsats. Og med planlægning og samarbejde er jeg sikker på, at de fleste familier kan få det til at gå op – hvis det altså er det, som er vigtigt i familien.
Jeg har netop sagt ja til et fast job (igen) efter at have været selvstændig i to år. Håber det er et skridt på vejen mod den karriere, jeg gerne vil have. For efter to år med masser af eftermiddage med hjemmebagte boller, er jeg klar til at rykke lidt igen 🙂
Jeg tror meget på den her: livet går i forskellige faser og man skal huske at mærke efter i maven ifht de valg man tager. Mine børn er ved at være flyvefærdig og min karriere har bølget op og ned i blandede vagter weekender og ren nattevagt, fuldtidjob med studie ved siden af i flere omgange, leder job, deltid job og husmor på fuldtid. Børnene er altid blevet højt prioriteret i, men det er også vigtig at man forfølger sine egne drømme. Der er ikke noget let svar, hvordan det kan lade sig gøre og mavefornemmelsen er godt parameter at følge. Har man valgt familie skal det jo prioriteres, gode jobs hænger ikke på træerne og skal også plejes, lige nu kræver det det 50 timer om ugen, og så er det andre ting som fravælges. Uanset hvilke valg man gør kan man jo vælge, at samle på “gyldne øjeblikke” der hvor det hele går op i højere enhed og alt ånder lykke i et kort eller længere stykke tid. Det er dem der gør det hele værd både ifht børnene kærligheden og jobbet.
Julia: jeg simpelthen elsker og glæder mig til at læse med i dit liv, og det er rart at se at man ikke var alene om at snuble igennem ind i mellem. Jeg tror det er livet på godt og ondt.
fortsat god dag.
Wow, kan se hvad du mener Julia. Og synes ” Louise” lyder lidt naiv. Men så alligevel. Fordi for mig er Louises ønske lykkedes. Godt nok havde jeg studiejobs, men bortset fra det. 30 timers arbejdsuge i et spændende og udfordrende job med HR og kommunikation. Og god løn og vilkår. Og de seneste to år også med rejser indimellem, men ikke ofte. Nogle gange med sene dage eller aftener men ikke hver uge. Jeg har to små børn og mit drømmejob.
Hvorfor jeg fortæller det? For at sige at det godt kan lade sig gøre i nogle tilfælde. Men jeg kender ingen andre der har samme fantastiske cocktail som mig. Det skyldes både mit held og dygtighed og vilje og evne til at forhandle med min arbejdsgiver på de rigtige tidspunkter over otte års karriere i samme virksomhed. Jeg har selv været med til at forme mit job over årene. Som var et skod job de første år. Men som nu er helt enestående ift mine ønsker til et drømmejob. Jeg føler mig heldig og priviligeret og taknemmelig med to små børn og en hverdag med job og familie lige præcist som jeg ønsker det.
Hej Julia
Tak for dit vigtige indlæg og gode svar til Louise. Jeg er selv på barsel med min datter på 4 måneder og er meget spændt på hvordan det bliver at skulle tilbage til mit elskede job om et par måneder (hvor far overtager på hjemmebane frem til baby er et år). Spændt på hvordan vi får hverdagen til at hænge sammen, men også spændt på hvordan jeg vil ha’ det med at “skulle” gå hjem kl. 16, efter at altid været hende der gik sidst hjem. Som mange andre, tror jeg det handler om valg og fravalg. Vi har bl.a. valgt at flytte hjem til Norge (og væk fra København hvor vi har levet et dejligt DINK-liv i 12 år) for at kunne få hjælp fra besteforældre og anden familie. Vi har valgt at bo i lejlighed i Oslo, så vi begrænser den tid der skal bruges på hus, have og transport. Vi har valgt at få børn relativt sent, så vi nu har etablerede karrierer og måske lidt mere ‘cred’ end hvis vi gik på barsel efter et år på arbejdsmarkedet. Og vi har valgt at kun få et barn (her kan der jo ske ændringer, men det er planen ;-). Og med tanke på hvor meget jeg skriver ‘vi’ i den her kommentar er det vist også noget med at vælge en god mand. 🙂 Nu bliver det spænende at se om det har været gode og rigtige valg – måske læser jeg dette svar om et halvt år og griner af hvor naiv jeg har været.
PS Læste ‘Hvor lagde jeg babyen’ tidlig i min barsel og vil bare sige at den var ‘spot on’. 🙂
Har intet kvalificeret at sige til dit indlæg – dertil er jeg ikke nået til i forhold til at fordøje det. Til gengæld vil jeg rigtig gerne sige, at en stor del af fornøjelsen ved at læse med hos dig også ligger i de kommentarer, der kommer på dine indlæg. Dine ode til dine læsere, som du postede forleden, vil jeg så gerne tilslutte mig. Mangen til nuancerede og reflekterende kvinder skal man vist kigge langt efter.
De bedste hilsner fra Marina, der lige om lidt – også – sætter sig til at arbejde.
Igen og igen minder jeg mig selv om, at et inspirerende arbejdsliv kommer gennem flid, målrettethed, valg og vedholdenhed. Og ikke flyvende af sig selv (inkl.høj løn og frugtordning).
Hold nu kæft, det lyder kedeligt at sige. Men jeg bliver alligevel ved med at glemme, at det (ihvertfald i forhold til mine jobdrømme) er sådan virkeligheden er.
Og ja, jeg vil nok også altid vil have en lille Louise eller GYPSY med grønt græs og unicorn on top indeni, der ville ønske at et fedt job kom lettere…
Huffington Post skriver om det her:
http://m.huffpost.com/us/entry/3930620/
Kære Julia
Tak for endnu et tankevækkende indlæg! Jeg kan se, at min personlige vinkel på tingene i høj grad af dækket af andre kvinders gode formuleringer ovenfor.
Så jeg vil bare – i relation til de skrevne ord om værdien af flid – tilføje et lille citat fra min far (faktisk nogle ord, der står særligt klart fra min barndom – måske de tidligere teenageår):
“Det er ikke nødvendigvis negativt at være stræber.”
At dømme efter hans egen måde at stræbe på, betyder det:
Man må gerne være dygtig, og endda så dygtig at man stikker ud; man må gerne glædes ved at gøre sig meget umage; og man kan godt på samme tid være både kærlig, hjælpsom, betænksom og omsorgsfuld over for andre (det er jo også noget, man kan gøre sig umage med).
Det tager tid, passion og dedikation at opbygge en kariere, men det gør det også at have børn, man må ikke bilde nogen noget andet ind. Derfor er det også vigtigt at nyden vejen dertil (og ikke blot målet), udnytte de muligheder man får, og nogle gange skabe dem selv.
Ja, vi skal tale mere om passion, flid og lyst til at kæmpe for det man brænder for (herunder også for vores børn). Det er dejligt at du på bloggen her skriver om det uperfekte. For det uperfekte er smukt, særligt hvis vi står ved det, og ikke prøver at skjule det (en sandhed jeg arbejder hårdt på at lære). Det er noget andet vi skal tale om: behovet for at udvikle os. Turde at stå ved os selv, men udfordre det som ikke er som ikke er godt. Være mere ærlige.
Marina har ret, dine indlæg bliver endnu bedre med læsernes kommentarer – her bliver pointen netop endnu tydeligere. Det er kun os selv, der kan tage de gode og rigtige valg for os. Vi skal leve vores eget liv og ikke andres. Men vi kan ikke alt, og Birgitte HJ er tydelig: vi skal støtte hinanden, også selvom vi selv ville tage andre valg.
Kære Maria Aaholm – jeg kunne ikke være mere enig. For der er jo ikke meget vi på den måde er tvunget til, så længe at vi accepterer at alting har konsekvenser. Altså: Nej vi kan ikke droppe ud af arbejdsmarkedet og bo i en 250 km2 lejlighed i kbh K, hvis der ikke kommer penge ind et andet sted fra. Og hvis vi ikke vil droppe 2 uger i thailand om vinteren er det også begrænset hvor meget jeg fx kan gå ned i tid.
Kære Birgit – livet ER faser – det tror jeg også på. Og nej, jeg snubler ofte. Har lært af min kloge mand at det handler om at fejle fremad…
Kære Rikke – SÅ SEJT! Virkeligt! TILLYKKE – også med at du ahr arbejdet for det…
Kære Trine – det lyder da så klogt det hele. Håber du vil fortælle, hvordan det så går…
Kære Marina – haha – håber du fik lavet noget…
Kære Mette – TAK for det fedeste link! Så god en artikel!
Kære Mette B – din far har efter min mening så meget fat i den lange ende.
Kære Camilla – ja, vi er ikke bedre end vores læsere gør os.
Tak for dejlige, kloge og lærerige kommentarer,
KH
J