Kaffe: Ny Trend (?) Eller Er Det Mig, Der Er For Sent Ude?

IMG_6404

Jeg elsker kaffe. Jeg har for nogle år siden forsøgt at gå en uge uden kaffe, og det gik ikke. Jeg kan ikke lide al slags kaffe, nogle kopper kaffe er spild af tid, vand og bønner, mens andre kan forsøde ens tilværelse. Jeg kommer aldrig til at være sådan en der sparer 20 kg sammen til en særlig espressomaskine, men jeg sætter virkelig stor pris på kvalitetskaffe og følger sådan nogenlunde med i hvad der er på vej. Men jeg havde misset at filterkaffen er på vej tilbage!

I New York for snart nogle uger siden, smuttede vi ind på en lille kaffebar, mens vi skulle vente på at komme ind back stage til et show. Det var koldt, og kaffen duftede fantastisk. Den lille kaffebar, brugte ikke espressomaskiner, men lavede filterkaffe. Da jeg spurgte hvorfor fik jeg en lang forklaring om bitterhed i kaffe, og hvordan kaffefilteret fjerner den uden at fjerne sødmen fra bønnerne. Først hældte barristaen kogende vand i filtrene, så kom bønnerne oveni, og så lod hun vandet løbe uendeligt langsomt igennem. Det smagte latterligt godt.

Så måske er tiden løbet fra cappucinoer, latter, og alt det andet der kræver en halv liter mælk og den der lidt fede fornemmelse af at have drukket 100000 varme kalorier? Måske skal vi tilbage til den lille skarpe sorte?

IMG_6417

22 kommentarer

  1. Tak!! Altså egentlig bare tak for dejlige og meget new york’ske New York-billeder og lækker tekst om kaffe på sådan en tarvelig mandag. Selv er jeg nok mest en “Al kaffe er god kaffe”-kinda girl (jep, inkl. det der beske stads man får i bussen på vej til Berlin), men derfor er det jo stadigvæk en langt større nydelse, når der er lagt omtanke og gode bønner i.

  2. HAHA Pernille; jeg drikker også alt – i manglen af bedre – selv DSBs tjære. Som dog er blevet en kende bedre på det sidste, but still… KH J

  3. Hej Julia.
    Du skal da kigge forbi Coffee Collective i fx Torvehallerne. Der laver de også filterkaffe på den måde. Det er også nået til Århus (many years ago) på fx Sigfreds Kaffebar. Det er lidt lækkert og også lidt prætentiøst – på den ok måde. Det gør det lidt mere lækkert at drikke filterkaffe – og betale en del for det.
    Vh Solrun

  4. Hov de gør det også på Democratic Coffee på hovedbiblioteket. I hvert fald sidst jeg var der.. i 2012. Jeg syntes det virkede ualmindeligt pjattet, så rimelig lækkert at få en forklaring på det.

  5. @Solrun! TAK – jeg fornemmede nok at jeg var for sent ude – men dejligt, jeg vil kigge forbi begge steder ved lejlighed.

    @Eva – sejt; jeg elsker virkeligt hovedbiblioteket, men kommer der seriøst for sjældent når jeg ikke ved, man kan få kaffe der. Så tak for dobbetlækker info. KH J

  6. Drikker ikke selv kaffe, kan simpelthen ikke med smagen, men jeg ELSKER duften! Filterkaffe står for mig som noget der stinker af fedtede ristede løg og som bliver spruttet igennem en plastikmaskine i hjørnet af køkkenet. Ved ikke hvad det er der frembringer den lugt-reference hos mig, men det er ikke rart.
    Men nu har Kähler lavet det smukkeste udstyr til Kaffe Til Én: http://www.kahlerdesign.com/new/baristo og så sent som i dag er der kommet en guide på Politiken.dk om hvor man finder god filterkaffe i Kbh: http://politiken.dk/ibyen/guider/ECE2224175/drik-en-noerdet-kop-filterkaffe/ – så mon ikke manden min snart kan slippe for de mange latter når vi er ude i gaderne og få den kop sorte kaffe, som han egentlig helst vil ha’…

  7. Jeg er en sucker for kaffe! Dagen starter altid med en kop af den varme gudedrik (også selvom hvis jeg kommer for sent op. Så hellere springe badet over). Jeg drikker næsten altid filterkaffe hjemme – Jeg er så glad for min Moccamaster 🙂
    Jeg kan lide det meste og putter gerne mælk i den, så den også kan drikkes, når den ikke er rygende varm. Så er den ikke så bitter. Hurra for dovenskaben 😀
    Jeg læste om et tip for nogle måneder siden. At fugte kaffefiltret inden bønnerne puttes i, gør smagen mere rund. Det virkede, synes jeg, men jeg ved ærlig talt ikke om andre også lagde mærke til det.

  8. bedre sent end aldrig. Jeg er også først lige blevet glad ved manuel filterbrygget kaffe. Har prøvet det fornyligt i Stockholm….

  9. Filterkaffe er det bedste! Og har været fremme et stykke tid 😉 De bitterstoffer, der bliver sorteret fra/hænger fast i filteret, er samtidig mange af de lidt skadelige stoffer, der ellers er i kaffe. Så udover blød rund kaffe, er den altså også en snas sundere 😉 Dog er den også mere koffeinholdig end f.eks. espresso, da vandet er længere tid om at passere ned gennem kaffen. Og koffein er vandopløseligt.
    @ Louise FB: tak for tip til Kähler kaffebrygger! Jeg står hver morgen og balancerer den grimmeste plastiktragt på min ellers så fine kaffekop, så der er rum til forbedring…

  10. Husbonden og jeg blev præsenteret for v60-kaffebrygningsmetoden for halvandet år siden i Paris. Efterfølgende har vi købt de pæne porcelænstragter (hedder det det? Vi er nede med syge børn igen, og jeg kan ikke huske, hvordan man tænker) i forskellige størrelser, filtre samt kedel – og kilovis af gode kaffebønner. Jeg synes også, det er en god kaffe, man får ud af at brygge den på den måde!

  11. Kære Julia efter jeg flyttede til San Francisco drikker jeg ikke andet end (ren, sort) Americano, både varmt eller som iskaffe. Mums, det smager fantastisk! Men hold op hvor er kaffe dyr i DK, så jeg kommer helt sikkert til at skære ned og begynde at lave kaffe selv igen. Kh. Julie

  12. Min veninde er ved at åbne sådan “dryp” kaffebix på Værnedamsvej. Det er tilsynelandende den nye sort, om man så må sige.

  13. Kære Louise, ok, dén er virkeligt fin. Og tak for link til guide også. Og vi må finde en måde at lære dig at drikke kaffe på (rimelig anmasende sætning, men kaffe ER JO FAB!)

    Kære Sara!
    TAK! Jeg er ALT for sjældent i Odense, men tænker faktisk at jeg skal forbi snart. Tak for tip!
    KH
    J

    Kære Marlene – jeg har det på PRÆCIS samme måde – og ja, det var vist også det med filteret som damen i NY forsøgte at forklare mig.
    KH
    J

    Kære Marian – yep – bedre sent end aldrig…
    KH
    J

    Kære Malene – jeg skal bare klikke sådan en kählertragt hjem, tror jeg.
    KH
    J

    Kære Danish in San Fransisco! _ det lyder jo simpelthen som om du kommer hjem igen? Eller er det mig, der misforstår noget?
    KH
    J

    Kære Karen P – Sig lige til, når hun åbner, så svinger jeg forbi!
    KH
    J

    Kære Anne,
    Tak for Aarhustip!
    KH
    J

  14. Kære Julia

    Enghave kaffe serverer, måske, verdens bedste drypkaffe. Der er flere forskellige bønner at vælge i mellem. Stedet er fyldt med charme og hygge. De har en brændeovn i hjørnet, der fylder mig med varme og ro på de kolde dage. Jeg kan ikke anbefale stedet nok. Du skal vide – og alle jer andre der nyder at arbejde på cafeer, at Enghave kaffe ikke er stedet hvor du må sidde med din laptop eller Ipad. 🙂
    Jeg synes det er rigtig fint, men jeg ved at andre føler sig voldsomt provokeret af det.

    For ja, kaffe er fantastisk! Jeg har også taget turen med nul kaffe i en periode. Det skulle jo prøves. 🙂

  15. Er selv lidt en kaffenørd, bl.a. fordi jeg har været rundrejseguide i kaffeplantagerne i Costa Rica. Sidste år havde jeg den udsøgte fornøjelse at spise på Falsled Kro – et af landets ypperste restauranter. Forundret blev jeg, da jeg så at kaffen ikke kom fra en fancy italiensk maskine. Tilgengæld blev kaffen lavet på en tusse gammel maskine, hvor den som du bekriver det langsomt blev filtreret. I dag har jeg netop udgivet et lille indlæg om kaffe på min blog og gennemrodede nogle billeder fra Costa Rica – og lagde her mærke til at de også står manuelt og hælder kaffen i lange stråler gennem filter på de gode autentiske steder. Så – det er nok den HELT rigtige måde at behandle kaffen på, når alt kommer til alt og så ser man Lauras køkken i Matador for sig – det var nok go´kaffe dengang ?
    Se med her, hvis du vil se kaffe indlægget fra idag.
    http://www.serviceogsalg.blogspot.dk

  16. Kære Julia, jep, vi planlægger at vende hjem om halvandet til to år. Selv om jeg får helt ondt i maven ved tanken om at skulle rykke børnene op med roden IGEN, så glæder jeg mig også helt vildt til at genoptage vores dejlige Østerbro liv! Kh. Julie

  17. Jeg læste denne post for noget tid siden og tænkte, at pigen på billedet i kaffebaren godt nok ligner én, jeg har arbejdet med i Peru, Briseida. Hun er fra Peru, men opvokset i USA og jeg kunne huske, hun havde arbejdet som barista. Så jeg skrev lige til hende med linket til posten for at tjekke, om det ikke var hende, og jo det var det! Lidt sjovt at finde hende her på din blog, og en god anledning for lige at sige hej til hende igen efter et par år uden egentlig kontakt 🙂 Og apropos kaffe – skal jeg lige ha morgnens anden kop!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *