Billederne her er fra det smukkeste apotek i Marokko. Her kunne man blandt kosmetiske dråber og helbredende urter købe farve til bomuld, silke og uld. Blandt andet den smukkeste indigo. Endnu et bevis på hvor smukt Marokko er.
Jeg har tænkt meget over, hvordan og om jeg skulle skrive det her, så selvom jeg ikke er færdig med at tænke over, eller med at vise jer hvor smukt Marokko var, så var der altså en meget tydelig bagside af en meget smuk medalje.
Vi stod for eksempel ude i ørkenen på en fotoskydning. Det område vi brugte havde vi lejet af en landsby, og landsbyens unger var der fra morgenstunden. Eller unger, og unger – drengene var der. Da jeg senere spurgte til hvorfor jeg på mit korte besøg i Marokko næsten ingen piger så, fik jeg at vide, at det er fordi pigerne sidder hjemme og knytter tæpper. Smukke tæpper, ja vist, men der er gratis skolegang i landet, både for pigerne og drengene. Men det økonomiske incitament og de generelle vilkår for en familie er bare ikke til det.
Jeg tror man lever et hårdt liv, som ganske almindeligt menneske i det land. Der ligger skidt og skrammel overalt i vejkanten på vej ud af byen, og der er ikke noget der oser af overskud, når man er uden for de smukke hoteller, restauranter og riadher.
Og de ER smukke.
Det værste jeg så var da landsbyens unger fik rundhåndede kindheste givet med både lukket og flad hånd, da de var lidt for ivrige for at få den mad, vi ikke på nogen måde kunne spise os igennem på settet til frokost, og inviterede dem til at være med. En mand fra landsbyen delte øretæverne ud, og børnene sagde ikke en lyd. Det var ikke første gang, så det ud til.
Og nej, man skal ikke være dum og blåøjet, når man rejser, men nogle gange åbnes øjnene lidt for hurtigt.
Godt du valgte at skrive det. Jeg synes nemlig det er meget fint og rigtigt at du beskriver begge sider af medaljen.
Wow, nogle smukke farver.
Jeg læste en skræmmende artikel i politikken for et par uger siden, der beskrev lærers afstraffelse af eleverne i den danske folkeskole. For så få som fyrre år siden blev de studerende på landets seminarer undervist i, hvordan de skulle skabe disciplin og autoritet omkring deres person ved hjælp af fysisk afstraffelse. Jeg fik det fysisk dårligt ved at læse om det studie i, hvordan man kan skade eleverne mest muligt med færrest mulige synlige bevis. Og lige så skidt jeg fik det over at læse den, lige så trist bliver jeg over den virkelig, du beskriver i Marokko (men TAK for at du gør det!). I begge tilfælde kan vi vist bare håbe, at tiden arbejder for os, så den opførsel, du så på settet, ikke er comme-il-faut om ti år…
Hvor smukke farver og hvor ærgerligt med med bagsiden af medaljen. En bagside jeg tror de fleste af os godt ved er der. Jeg er glad for du valgte at skrive det.
Jeg har jo som tidligere skrevet, været der før, og rejser der til igen på onsdag. Følg med på min blog hvis i vil se mere. Jeg er SÅ enig med dig Julia. Marocco er FANTASTISK smuk og mystisk og dejlig, men man skal ikke bevæge sig meget omkring, før man ser bagsiden. Drenge og piger lever to meget forskellige liv. Jeg så flere gange små drenge slå løs på deres mor, som intet stillede op, andet end gav dem endnu mere af det hvinende søde slik. På et eller andet tidspunkt dukkede farmand op og gav en syngende lussing og gik igen. Somme tider kom der et par tårer, som regel ikke.
Vi fandt også et skindgarver/farveri, som ikke var specielt for turisternes sarte næser. Mænd gik dagen lang i syrebade i stegende sol, og flåede køer som lå i store bassiner mellem lort og tarme. I andre bassiner rensede man og andre farvede man. Der var en nærmest ulidelig stank. Efter jeg havde været der, har jeg meget svært ved, at beslutte mig til, om jeg hver dag skal gå i farvet skind fra inderst til yderst og støtte alt hvad jeg kan og håbe på, at jo bedre biksen går, jo mere får arbejderen i løn, eller om jeg aldrig mere så meget som skal tænke på skind.
Mit andet yndlings rejse mål er Indien, hvor man hele tiden bombarderes med samme dilemmaer. Kønspolitisk er der meget som skurer slemt i halsen både i Marocco og i Indien.
At rejse er ikke altid for tøsedrenge, hvis man som vi, vover sig ud hvor folk ikke står på nakken af hinanden. Men hvis man vælger kun at slikke sol på det fem stjernede, går man efter min mening glip af en masse viden og sunde øjenåbnere, men til gengæld får man en smuk kulør og en fantastisk afslappende ferie og det er ok med mig.
Wauv et fantastisk farve orgie! 🙂
Indlæg her på siden, giver mig inspiration til at minde os om vigtigheden af d. 8. marts – som er kvindernes “kampdag”. Ikke mange kender datoen her til lands, og der grines lidt ad den i krogene i DK. Dagen oprandt i vores eget skandinaviske ophav, og selvom vi er nået langt med kvindekampen i det danske samfund, skal vi huske på, at der er meget lang vej igen, mange andre steder i verden. Det samme gælder børnenes rettigheder, og adfærd omkring børneopdragelse. Der er intet at tage for givet.
For at uddybe lidt, har jeg på egen krop for første gang erfaret køns forskelsbehandlingen, da jeg flyttede til Syd-Europa – nærmere betegnet Spanien. Efter at have boet der i en rum tid, mærkede jeg pludselig, at jeg var begyndt at forholde mig til, at jeg var af kvinde kønnet. Under min opvækst i Danmark, har jeg aldrig følt at jeg skulle tage stilling til det.
Det er svært at sætte konkrete ord på, eller huske helt konkrete eksempler, for det blev en glidende del af hverdagslivet. Men kvinden er ikke helt ligeværdig i samfundet. Fx. fordi det er hendes læge, og ikke hende selv, der bestemmer om hun må få en abort. Når det implicit forventes at kvinden bliver hjemme når hun får børn – og det offentlige institutionstilbud starter ved de 3 år, med mindre man ligger i den rige overklasse.
Underliggende gælder det, at man som kvinde ikke tages helt så seriøst som manden, at manden (i forholdet) har en indgroet holdning om, at hans ord er lov (underforstået, at det ikke står til diskussion). Når han prøver at flytte sig, for at imødekomme sin skandinaviske kæreste, mister han fodfæste. Som fx. i en jobsamtale, eller en produktpræsentation, hvor det er den mandlige kollega/konkurrent, som tages mest seriøst. Når ekspedienten lige kryds-checker med øjnene hos kæresten, osv-osv. Det ligger lige under overfladen – og det smitter, så det batter. Hvis ikke man er obs på det, gør man det samme i forhold til omgivelserne (skik følge, eller land fly).
Det var også i Syden, at jeg lærte at tage d. 8. marts alvorligt. For der er stadig mange kampe tilbage. Det er os, som må vise vejen – og også åbent erklære bagsiden af vores medalje, som jo desværre i mange tilfælde er børnenes tarv, der bliver presset. Vi bliver indpisket til at tro på, at vores børn sagtens kan komme i institution fra 3-6-9-12 måneders alderen. Endelig er mange psykologer ved at råbe (højt) vagt i gevær, for det er direkte usundt for børnene, at udsætte dem for det pres og afsavn så tidligt. Jeg begræder ikke kvindernes ret til at være på arbejdsmarkedet – men kunne vi måske finde en mere lempelig model? Børnene er vores samfunds fremtid. Bedsteforældrene i vores samfund sygner hen alene i deres hjem, imens deres ægtefælle med fx. Alzeimers er alene på plejehjemmet. Hallo, kunne vi lære noget af Syden der?
Julia du nævner at Marokko på mange måder, ser ud til at være et hårdt samfund at leve i – og refererer bl.a. henkast af affald m.m. Affaldet tror jeg mere er et kulturspørgsmål om ligegyldighed (og evt. mangel på struktur omkring afhentning m.m). Luksus og velfærdsproblematikker er, set med mine øjne, ikke nødvendigvis lig med livskvalitet. Ofte ligger det smukke i det simple. Her kan man mærke sig selv og livet. Det går ofte tabt i forbrugsræset (det er ingen personlig anklage, men blot en antagelse).
Jeg tror at man skal længere ned under huden, for virkelig at forstå. Rejser og sanseindtryk er godt og sundt, for det rykker ved nogle ting i os. Men jeg tror også at vi tit begår den fejl, at vi bedømmer for hurtigt. Tag eksemplet på det dilemma vedr det farvede skind, som Stea nævner – skal man boykotte, eller købe mere, for at rykke ved forholdene? – og overfør det til pigernes tæppe situation.
Det virker absurd og direkte uretfærdigt, når pigerne skal sidde derhjemme og lave tæpper i stedet for at gå i skole. Det er det også, og forhåbentlig ændrer det sig meget hurtigt. Mig bekendt var forholdene nogenlunde de samme i Danmark for 100 år siden. Efterårsferien blev indført af samme årsag, for bønderne havde behov for børnene arbejdskraft, og holdt børnene hjemme fra skolen om efteråret alligevel. Med en regulering i form af indføring af efterårsferien, blev der sat en streg.
Siden vi blev et industrisamfund i 1960erne har meget ændret sig. Meget som vi tager helt for givet. Vi har meget at takke rødstrømperne for. Noget kunne tyde på, at det bl.a. er kvinde kampen, som det Arabiske forår handler om. Lad os håbe det.
Mange frygter velstand i den tredje verden, fordi de ser det som en truende konkurrence til vores leve standard i I-landene. Jeg tror på, at desto flere mennesker som har en god leve standard, desto bedre for os alle. Hvis bare vi ville acceptere nuancerne, og hinandens forskelle. Vi har da ikke fundet den hellige gral i vesten, har vi?? 🙂
Det er dejligt, at du deler de smukke farver og skyggesiden af dem med os. Det giver inspiration til eftertanke (og mine ditto fik du lige sort-på-hvidt) Tak for det.
Kære Dorte, Tusind tak!
Kære Simone – det er det nemlig.
Kære Marina, ja, det er så uhyggeligt. Og jeg ved at vi i Danmark selv har haft rimeligt grumme forhold, og det er egentligt også derfor jeg er så påpasselig med at skrive om den slags oplevelser. Man kommer nemlig hurtigt til at virke ureflekteret eller bedrevidende, og det er på ingen måde min hensigt. På den anden side, er det jo værd at vide, hvor alle de smukke tæpper kommer fra, hvis man skulle forelske sig i sådan et…
Kære Mette – ja, du har helt ret i at de fleste af os nok godt ved at det er sådan.
Kære Stella Dea – jeg er så enig med dig, og jeg tror også det er så vigtigt at man bruger rejser til at få rusket op i sig selv og i sine forestillinger. Og jeg er sikker på at du får en fantastisk tur!
Kære Camilla – du har så ret – og tak for dit dejlige indlæg. Man skal virkeligt passe på med at pege fingre, og tro man har regnet den ud. Og der er konsekvenser ved alle vore køb og alle vore handlinger. Jeg synes det er totalt upverskueligt at finde ud af om man skal købe eller lade være; som også Stella skriver om. Og ja, den 8. marts skal huskes, bruges og fortælles om. Jeg mener heller ikke vi er nået i mål. Men det overskud, vi alligevel har herhjemme på den front ind i mellem, kunne man jo vælge at bruge på at engagere sig mere aktivt i de samfund, der intet har.
KH og TAK
J
Selvom det selvfølgelig ikke er rart at høre om verdens urimeligheder, så er jeg alligevel glad for at du også belyser bagsiden af medaljen og ikke kun det flotte og smukke ved Marokko. Vi har bestemt også oplevet meget ubehageligt på vores rejser rundt omkring i verden. Der er mange gange hvor vi er blevet sat i akavede situationer, fordi vi har stået overfor en problematik blandt lokale – og sågar også selv være indblandet i trusler. På en måde er det befriende at tænke på at man, som turist, kan vælge at trække sig tilbage og at man skal hjem på et tidspunkt – men ligeså befriende det er, ligeså uhyggeligt og sørgeligt er det også, at man faktisk kan smutte fra ubehagelighederne. At man ikke nødvendigvis skal “face” problemerne, at man kan tænke “at det ikke er ens pligt” osv. Ubehagelighederne og det at stå ansigt til ansigt skræmmer mig. Og det skræmmer mig, om muligt, endnu mere at jeg tænker at jeg “bare kan smutte” når det bliver for slemt.