Er Verden Blevet Lige? Eller: Hvor Er Alle Kvinderne Henne? Uddrag af Sheryl Sandbergs Byd Ind

I dag og to dage frem er vi på vej hjem. I mellemtiden har jeg en lille perle til dig, nemlig den her:

IMG_5716

I sommer begyndte jeg at skrive om Caitlin Morans bog, Kunsten at være kvinde, her på min blog. Jeg var vild med det: Et sjovt, feministisk og reflekteret memoir, om, hvad det vil sige at være kvinde i dag. Nu har jeg kastet min uforbeholdne (bibliofile) kærlighed på Sheryl Sandbergs Byd Ind. Den forsøger at finde ud af, hvor vi kvinder er i dag, og hvordan vi forholder os til at der stadig ikke er ligestilling i erhvervslivet. Samtidig er den krydret med anekdoter, fortællinger og meget personlige beretninger. Jeg har fået lov til at bringe uddrag af den her på bloggen i dag, i morgen og i overmorgen: Det første kommer her:

Skærmbillede 2014-01-06 kl. 22.03.37

Uddrag fra ”Byd ind. Kvinder, karriere og viljen til lederskab”

af Sheryl Sandberg, Facebook-topchef.

Del 1, s. 11-14

 Indledning

Forandring indefra og ud

Jeg blev gravid med mit første barn i sommeren 2004. På det tidspunkt ledede jeg online sales and operations-grupperne hos Google. Jeg var blevet ansat i firmaet tre et halvt år tidligere, da det endnu var nystartet og ukendt med blot få hundrede ansatte i en nedslidt kontorbygning. I første trimester af min graviditet var Google vokset til et firma med tusindvis af ansatte og var nu flyttet til sin egen kontorcampus.

Jeg havde ingen let graviditet. Den morgenkvalme, der typisk præger det første trimester, var en daglig plage i ni lange måneder. Jeg tog næsten tredive kilo på, og mine fødder hævede hele to skostørrelser, så de lignede et par uformelige klumper, jeg kun kunne se, når jeg fik dem bugseret op på et sofabord. En særligt taktfuld tekniker hos Google bekendtgjorde, at »Project Whale« var opkaldt efter mig. En dag, efter en opslidende morgen tilbragt med hovedet over toiletkummen, måtte jeg haste hjemmefra for at nå et vigtigt kundemøde. Google var i så stærk vækst, at parkeringsanlægget dårligt kunne klare presset, og den eneste plads, jeg kunne finde, var temmelig langt væk. Jeg spænede over parkeringsområdet, hvilket i realiteten vil sige, at jeg bare vraltede lidt hurtigere, end jeg plejede. Det gjorde min kvalme endnu værre, og da jeg ankom til mødet, krydsede jeg fingre for, at det eneste, der ville komme ud af munden på mig, var en salgstale. Samme aften fortalte jeg min mand, Dave, om det bøvl, jeg havde haft, og han sagde, at hos Yahoo, hvor han arbejdede, var der parkeringspladser for vordende mødre helt fremme ved hver bygning.

Den næste dag marcherede – eller rettere vraltede – jeg ind for at tale med Googles stiftere, Larry Page og Sergey Brin, på deres kontor, der faktisk bare var et stort værelse med legetøj og gadgets spredt ud over hele gulvet. Jeg fik øje på Sergey, der sad i yogastilling henne i hjørnet, og gjorde det klart for ham, at det kun kunne gå for langsomt med at etablere parkeringspladser forbeholdt gravide. Han så op, erklærede sig omgående enig og indrømmede, at han faktisk aldrig havde tænkt på det før. Den dag i dag er jeg beskæmmet over, at det ikke faldt mig ind, at gravide kvinder har brug for særlige parkeringspladser, før jeg mærkede behovet på min egen krop. Havde jeg, som en af Googles højest placerede kvinder, ikke et særligt ansvar for at tænke på den slags? Ligesom Sergey havde jeg imidlertid aldrig skænket det en tanke. De andre gravide må have lidt i stilhed, fordi de ikke brød sig om at bede om særbehandling. Eller måske har de manglet selvtillid eller anciennitet til at forlange problemet løst. At der fandtes én gravid kvinde i toppen – også selvom hun lignede en hval – gjorde hele forskellen.

I USA og Europa, ja, faktisk det meste af verden, er kvinder i dag bedre stillet end nogensinde før. Det kan vi takke de kvinder, der kom før os, for, kvinder, der måtte slås for rettigheder, som vi nu tager for givet. I 1974 blev Anita Summers, min mangeårige mentor Larry Summers’ mor, ansat som økonom i the Standard Oil Company. Da hun takkede ja til jobbet, sagde hendes nye chef til hende: »Det er jeg vel nok glad for. Jeg regner med at få samme forstand for færre penge.« Hun følte sig taknemmelig, endda smigret. Det var en stor kompliment at få at vide, at hun var lige så dygtig som en mand. At kræve samme løn var dog utænkeligt for hende. Vi føler os endnu mere taknemmelige, når vi sammenligner os med andre kvinder rundt om i verden. Der er stadig lande, som nægter kvinder grundlæggende rettigheder. På verdensplan er omkring 4,4 millioner kvinder og piger fanget i sexindustrien. I lande som Afghanistan og Sudan går piger kun få år eller slet ikke i skole, kvinder behandles som mandens ejendom, og kvinder, der har været udsat for voldtægt, bliver smidt ud af deres hjem for at have kastet skam over familien. Nogle voldtægtsofre bliver ligefrem sat i fængsel for at have begået en »moralsk forbrydelse«. Vi er århundreder forud for disse lande, hvor kvinder er genstand for så uacceptabel en behandling. Men det, at det kunne stå værre til, bør ikke forhindre os i at forsøge at gøre det bedre. Da suffragetterne marcherede i gaderne, var målet at opnå fuld ligeberettigelse mellem mænd og kvinder. Et århundrede senere forsøger vi stadig ihærdigt at holde os dette mål for øje. Den barske sandhed er, at verden stadig er styret af mænd. Det betyder, at kvinder ikke har lige så meget at skulle have sagt, når de beslutninger, der påvirker os alle mest, bliver truffet. Af verdens 195 selvstændige lande bliver kun 17 ledet af kvinder, heriblandt Danmark, hvor Helle Thorning-Schmidt har været statsminister siden 2011.3 På verdensplan indtager kvinderne kun 20 procent af parlamentspladserne. Ved det amerikanske valg i november 2012 opnåede kvinder flere pladser i Kongressen end nogensinde før og bragte sig dermed op på 18 procent. I Europa-Parlamentet udgør kvinder en tredjedel af parlamentsmedlemmerne, mens de i Danmark udgør 39 procent af Folketingets medlemmer. Ingen af disse tal når op i nærheden af 50 procent. Andelen af kvinder i ledende stillinger i erhvervslivet er endnu lavere. Sølle 4 procent af de CEOs, der er med på Fortune 500-listen, er kvinder. I USA udgør kvinder 14 procent af toplederne og beklæder 17 procent af bestyrelsesposterne, tal, der stort set ikke har ændret sig igennem de seneste ti år. Forskellen er endnu større for farvede kvinder, der kun beklæder 4 procent af erhvervslivets topstillinger, 3 procent af bestyrelsesposterne og 5 procent af pladserne i Kongressen. I Europa udgør kvindelige bestyrelsesmedlemmer 14 procent. I Danmark er 16 procent af de administrerende direktører og bestyrelsesmedlemmer kvinder. Udviklingen foregår ligeledes i sneglefart, hvad angår lønninger. I 1970 fik amerikanske kvinder 59 cents for hver dollar, deres mandlige kolleger tjente. I 2010 havde kvinder demonstreret, kæmpet og arbejdet en vis legemsdel ud af bukserne for at nå op på et lønniveau varende til 77 cents for hver dollar, mænd tjente. Som aktivisten Marlo Thomas tørt bemærkede på Equal Pay Day i 2011: »18 cents på fyrre år. Et dusin æg er steget ti gange mere end det.« I Europa får kvinder i gennemsnit 16 procent mindre i løn end deres mandlige kolleger. I Danmark får fuldtidsarbejdende kvinder i gennemsnit stadig 13 procent mindre end mænd. Jeg har fulgt denne nedslående udvikling fra første parket. Jeg dimitterede fra college i 1991 og afsluttede business school i 1995. I mine første jobs som nyuddannet udgjorde mine kolleger en ligelig blanding af mænd og kvinder. Jeg bemærkede dog, at ledelsen hovedsagelig bestod af ældre mænd, men slog det hen med, at dette forhold blot var et efterslæb fra tidligere tiders diskrimination af kvinder. Det berømte glasloft var jo brudt i næsten alle brancher, og jeg troede virkelig på, at det kun var et spørgsmål om tid, før min generation indtog sin retmæssig plads i ledelsen. Men for hvert år der gik, blev mine kvindelige kolleger færre og færre. Oftere og oftere oplevede jeg at være den eneste kvinde i lokalet.

 Dette indlæg er delvist forberedt inden jeg tog på ferie.

4 Comments
Previous Post
Next Post