Der er nogle, der siger at tiden læger alle sår. Måske lukker tiden dem, men i min erfaring læger den ikke ligefrem. Det er ved at være mange år siden, min mor døde. Der har været perioder, hvor jeg har tænkt at jeg var kommet mig over det, og så har der været øjeblikke af klarsyn, hvor det er gået op for mig, at det er jeg ikke. Jo, jeg har det fint. Jeg er ikke besværet eller ødelagt af at mangle hende, men jeg mangler hende stadig. Jeg mangler hende helt ind i kernen. Jeg har det stadig som om at det ville være helt naturligt, hvis hun lige om lidt kom ind af døren – duftende af tung parfume og cigaretter som hun gjorde da hun var på toppen. I høje, firkantede hæle og med lange ben i hudfarvede strømper og iført en af sine mange fuchsia eller lilla eller grønne spadseredragter. Alternativt i et lidet flatterende levis-fra-top-til-tå-outfit, hvis det var søndag. Hun havde tunge guldsmykker på, og var ikke bange for at vække opmærksomhed. Jeg savner hende, når andre mødes med deres mødre, når andre kan spørge ”hvordan var det for dig at blive mor”, når andres nytårsforsætter er at bruge mere tid sammen med deres mødre. Jeg savner hende også når ingen taler om deres mødre. I virkeligheden savner jeg hende nok stadig hele tiden. Jeg savner mest af alt at kende hende, som den voksne jeg er blevet.
Hun sagde tit at hun havde opdraget min søster og mig til selvstændighed, og det er hun lykkedes med. Vi klarer os fint. Uden hende. Jeg savner hende om vinteren; når Sofus hopper i vandpytter, når Elias leger en kompliceret leg og pludselig spørger om Mormor måske i virkeligheden døde af fluesvamp? (Og hvor han har den ide fra, har jeg stadig ikke fundet ud af). Jeg savner hende når jeg bager, når jeg oplever noget, og stadig griber efter telefonen for at fortælle hende det. Jeg husker på hende hver dag. Ikke mere som den lille, syge og skrøbelige kvinde liggende på siden i en hospitalsseng og ikke mere kunne holde ud at sidde op, men som den stærke, sprudlende, temperamentsfulde, meningstunge kvinde på toppen af sit game. Hende der satte tempoet og standarden lige højt. Hende der skar hjørner af, og hende der var flintrende ligeglad med andres meninger; men mente at man selv måtte mærke efter. Hende, der ikke gad lave mad, men som mente at vi da selv kunne fikse noget. Hende der sagde at vores hjem ikke var en tankstation, og at alle måtte yde. Jeg savner faktisk også hende, jeg hadede for at sige: Kan du klare mig, kan du klare verden. Hun gjorde intet nemt. Men hun havde ret.
Kære Julia,
sikke et vedkommende indlæg. Vi taler alt for lidt om dem vi savner i vores kultur. Vi skal miste, sørge, men ikke for længe, og så skal vi blive stærke og være vildt seje og komme ud med et “hvad der ikke slår os ihjel, gør os stærkere”. I vores kultur skal man være stærk – men hvorfor egentlig det? Hvad i alverden er det for et tosset ideal? Hvorfor må vi ikke være svage og savne vores mødre, selvom vi er voksne? Jeg tror på vi alle har en lille version af os selv indeni “Lille Julia” fx. Hun savner sin mor! Sikkert så meget nogle gange, at tårerne triller. Det betyder hun havde en mor, elskede hende, og savner hende – savn er symbol på at man har elsket, og sådan må man gerne have det!
Nå, vi er også nogle der savner en mor, som aldrig har været der. For nogle år siden gik jeg i terapi, fordi min mor er ustabil og har borderlinetræk. Det betyder kort fortalt, at hun er manipulerende, paranoid, humørsvingende – det ene øjeblik er man yndlingsdatteren, og det andet øjeblik har hun cuttet kontakten. Hun kan ikke holde på hemmeligheder, hun kan ikke overholde aftaler og er 100% behovsstyret samt grænseoverskridende på mange måder. Da jeg gik i terapi, var det for at finde ud af, hvorfor jeg var så vred. 3 forskellige terapeutiske forløb senere (alle vellykkede og fuldendte), er jeg nu helt klar over, at det ikke er min skyld (hvilket min mor desværre er lykkedes med at overbevise mig om igennem min barndom og ungdomsår), og at jeg har en psykisk sårbar mor. Men jeg savner EN mor. En som er der for mig, når lokummet brænder, en som jeg kan dele små søde ting med og vide at jeg altid bliver mødt. En som kan hjælpe med børn, praktisk osv. Det vil jeg altid gøre, selvom jeg aldrig har haft det. Meget underligt ikke? En barsk realitet, som jeg stadig i en alder af 33 begræder…
Savn er en underlig størrelse og døden… åh, den er så skide absolut. Jeg savner også stadig, ikke en mor, men min datter… og der er dage hvor hun er rykket i baggrunden og der er dage hvor hun hele tiden ligger lige overfladen og er tydelig med sit nærværende fravær, så det nærmest gør ondt.
Jeg synes, at det er vigtigt at tale om de mennesker, der ikke længere er i vores liv hvad enten fraværet skyldes død eller noget andet. Vigtigt fordi de stadig fylder og betyder noget og fortsat er med at forme vores fremtidige liv.
Tanker og kærlighed F.
Jeg tænkte: det er præcis sådan det er! Tiden læger ikke alle sår. Men de kommer til at gøre mindre ondt. To år er ikke lang tid ifht at miste sin mor. Det tager længere tid.
Ligeledes bliver man ikke stærkere af hver krise man kommer igennem. Man bliver måske klogere, men også lidt mere skrøbelig for hver gang livet deler lussinger ud.
❤️ Et smukt indlæg som går lige i hjertet. Vi som er mødre og har mødre får lidt at tænke over. Og du dejlige Julia er en af de sødeste mødre jeg kender som også har lækre ben og hang til frihed 🙂
Møs
Man bliver ikke færdig med at elske – også selvom de mennesker vi elsker, ikke er her mere. Jeg synes tanken om, at din mor lever videre i dit hjerte, i dine minder og gennem de fortællinger om hende du forærer til dine børn – og nu dine læsere – er ret fin. Og den største ære at vise din mor!
Jeg har heldigvis begge mine forældre, og kan kun forestille mig, hvor alene og forladt jeg ville føle mig uden dem. Så meget desto mere bekræftende er det at læse, at der er plads til at rumme så stor en sorg, som den du beskriver, samtidig med at man kan være et power-house med overskud til lederskab, forfatteri, børneliv og kæresteri.
Tak fordi du deler ud af dit liv – og stemningerne i både dur og mol.
@PsykAe – jeg er fuld af beundring for dig, og for alle andre der tør gøre indsigtsfuldt op med den form for opvækst og liv. Det er så sejt gået.
@Frederikke – jeg kan slet ikke begynde at forestille mig den sorg og det savn, du har stået i. Gennem din blog har du altid formået at fortælle modigt og ligefrem om den del af dit liv. Jeg tror slet ikke det kan sammenlignes; der er vist i den grad tale om pærer og bananer, og jeg får helt dårlig samvittighed over overhovedet at tale om det, jeg savner, i lyset af det tab, du har lidt.
@Susanne – ja, det er faktisk 8 år siden; og jeg tror ikke jeg er blevet mere skrøbelig; men jeg er nok blevet blødere…
@Wedel – TAK! Det er et meget stort kompliment
@Sine Tak Sine; og tillykke med dine! Og ja; du har ret – man må give dem plads til at leve videre.
Jeg har efter mange år indset at jeg også savner min mor utrolig meget. Problemet er bare, at hun faktisk aldrig har været der! Det på trods af at hun stadig er her på jorden, og faktisk kun bor 5 min fra mit eget hjem.
Jeg savner en “mor” når min veninde fortæller om den sidste mor/datter cafétur, det gode moderlige råd, den omsorg man stadig (især) har brug for som voksen kvinde på 31 år og ikke mindst, så savner jeg en mor, som kan være mormor for mine to børn.
Kort fortalt, så blev mine forældre skilt for ca. 5 år siden efter et skidt ægteskab fuld af skænderier og manglende kærlighed og forståelse for hinanden. Herefter flyttede min mor fra min far og vi (hendes børn) håbede på at hun ville blomstre op og finde ny glæde og motivation i livet. Det gjorde hun kun kortvarigt, herefter fandt hun sin inspiration i alkohol’en.
Et misbrug som resulterede i total forfald og som i dag har gjort hende dement og generelt så skadet, at jeg ikke længere kan genkende den kvinde, som til tider står overfor mig i skikkelse af min mor. Heldigvis drikker hun ikke længere, men skaden er permanent.
Jeg er vred over at have mistet hende, selvom jeg nok aldrig havde hende. Hun har aldrig været nogen stærk person, som jeg har kunnet spejle mig i eller søge støtte hos gennem livets svære stunder. Til gengæld har jeg opbygget en styrke hos mig selv, som jeg prøver at se som den fordel, et liv uden en “mor” kan give een istedet.
Men jeg er også sårbar og har i dag erkendt, at jeg har et tomrum. Et tomrum som råber højt, når jeg føler mig lille og kan mærke den manglende “trygge favn” som ikke en gang min dejlige kæreste nogensinde kan udfylde.
Så Julia jeg forstår dit savn, men som du selv skriver, så er du samtidig heldig fordi du har så mange gode stunder at huske tilbage på. Din mor var der, hun var ægte, karakterfuld og ikke mindst tilstede.
Og det er dejligt, men gør selvfølgelig samtidig savnet større.
Jeg bruger mit eget afsavn, til at minde mig om, at jeg VIL være en tilstedeværende, stærk, kærlig mor overfor min egen søn og datter.
Åh, et fint fint indlæg Julia… Det rammer mig lige i hjertet, for jeg ved hvordan du har det.
Jeg tog selv den tur igår “hos mig”.. Min mor ville nemlig have haft fødselsdag. Selvom det snart er 17 år siden hun gik bort, mangler jeg og savner jeg hende stadig ufatteligt meget…
Jeg tror aldrig rigtig at jeg kommer over det, men lever med det. Jeg har jo heller ikke så mange andre muligheder. At min far så er ikke-eksisterende krydre lige min situation yderligere.
Det er så ensomt at være alene i det hele og klare skærene..
Jeg har lånt din bog “Sig Farvel – Hvad præster ved om sorg”…. Den skal jeg snart i gang med.
Kram herfra…
PS: Tak for et fint indlæg, og god weekend.
Kæreste Julia. Sorg hverken kan eller skal sammenlignes og du skal ikke blive flov. Du kan ikke forestille dig at miste et barn og jeg har så svært ved at forestille mig at være uden min mor. Det som er fælles for os, tænker jeg, er, at vi begge har overlevet hvert vores tab og vi er kommet om på den anden side, og netop derfor ser tabet af barn/mor uoverskueligt ud nu. For selv om tiden ikke læger, så sker der noget andet… lige så stor en evne kroppen har til at fortrænge smerten efter en fødsel, fx og dermed får vi en mere… lige så stor evne har den til at lade os komme videre og det tab vi har oplevet er blevet til et livsvilkår, hvor vi faktisk ikke kan forestille os, hvordan det ville være, hvis de alligevel var her. Giver det mening?
Hvorom alting er, lad os fortsat dele af savnet og sorgen og kærligheden… Uanset tabet så er følelserne ofte de samme.
Kærlighed F.
Jeg kan 100% sætte mig ind i dine tanker. Jeg mangler også min mor, og mere og mere hver dag nu hvor jeg selv har fået to dejlige unger, og som du selv skriver, at hun skulle have kendt mig som voksen. Og nej tiden læger ikke. For mig er tiden direkte imod mig når det kommer til sorgen. Jeg mistede min mor til brystkræft for 20 år siden. Jeg var kun 8 år gammel og mindet om hende står snart så svagt, at jeg er bange for at hun helt skal forsvinde. Og det er nok det aller værste. Jeg kan hverken huske hendes duft, stemme eller udseende. MIndet bliver kun en smule tydeligere når jeg ser på fotos af hende, som jeg HELDIGVIS har rigtig mange af.
Dog kan jeg se noget af hende i mine børn. Der lever hun stadig en smule, og jeg håber så inderligt at jeg selv får lov til at lære dem at kende som voksne.
Alt det bedste herfra- Marie.
@PsykAE; din beskrivelse ligner til forveksling den jeg selv ville kunne berette om i fht min mor. ALT godt til dig!
Jeg har stadig min mor, dvs at hun stadig lever, men jeg har ingen kontakt med hende. Derfor var det et virkelig stort tab da min høtjelskede mormor døde d. 1. december 2011. Mange forstår ikke mit savn og min sorg, fordi det var min mormor og ikke min mor der døde. Men min mormor var alt det, min mor ikke er, hun evnede at give mig den kærlighed min mor ikke er i stand til at give.
Jeg oplevede at mange mennesker mente at jeg hurtigt burde være færdig med at sørge over min mormors død. På mange måder var det en “let” død; min mormor blev 79 år, havde lidt gigt i fingrene og gik til sidst ikke så godt – hvorfor hun fik en rollator (som hun var for forfængelig til at bruge). Men hun klarede sig selv, incl trapperne til anden sal. Men i midten af oktober 2011 faldt hun på en regnvåd sti fyldt med glatte efterårsblade. Hun brækkede lårbenet og blev opereret. Derefter på plejehjem til genopgtræning, men en ny operation var nødvendig. Selve operationerne gik fint, men jeg tror det var hele det forløb der gjorde det af med hende. Hun havde levet og klaret sig selv i den lejlighed siden min morfar døde i 1984… Og så var det vinter, det gør helt sikkert ikke modstandskraften større.
I alt gik der kun 1½ md fra min mormor faldt til hun døde. Deraf manges opfattelse af den “nemme” død. Jeg synes absolut ikke det var nemt at miste hende, men i dag, her 2 år efter, er jeg dybt taknemmelig over at min mormor fik det liv og den død hun fik. Hun blev ikke 90 og dement, hun fik ikke kræft og var syg i årevis. Men derfor savner jeg hende stadig hver dag, hver eneste dag.
Jeg læser ofte i din bog “Sig farvel”, Julia. Tit fælder jeg en tåre, men det er gode tårer og de må gerne være der. Jeg bruger også http://www.mindet.dk og tænder et lys på særlige mærkedage, til jul osv.
Og for nylig læste jeg nogle bøger om sorg, skrevet af præsten Lise Trap. Hun siger bla, at sorg i dag ikke som tidligere inddeles i forskellige faser, men derimod snarere er noget man bærer med sig hele livet når den først har ramt. Man er med andre ord nødt til at integrere sorgen i det liv og den hverdag man lever i, men uden at den styrer alting hele tiden.
Og så er det så forunderligt ved sorgen, har jeg fundet ud af, at når man giver den plads og accepterer den, så lægger man også meget mere mærke til alle de sjove og gode ting i livet. Forleden, Nytårsdag, kom jeg til at snakke med min moster om hvordan det altid lykkedes os at ringe og ønske mormor godt nytår mens hun sad og så nytårskoncert fra Wien eller skihop fra Garnisch-Partenkirchen (aner ikke om det er stavet korrekt). Så de gode miinder er der heldigvis også. Og som gamle Kingo engang skrev: “Sorrig og glæde de vsandre tilhobe”, så sandt, så sandt! TAK for et vedkommende indlæg Julia 😉
Kære Julia. Tak for dette indlæg. Du sætter ord på en masse tanker og følelser som jeg også bærer rundt på – hver dag. Jeg mistede min mor i 2011 som 24 årig, og jeg savner hende hver eneste. Jeg føler mig en smule amputeret efter hun døde. Nu er jeg gravid og glad og alt det der, men det er svært ikke at kunne dele det hele med hende. Jeg har to brødre og en far, og ingen forstår det savn jeg står tilbage med. Det er som du skriver i din bog om sorg meget ensomt at sørge, men det kan det virkelig også være at savne. Men efter at have læst dit indlæg føler jeg mig faktisk forstået og mødt – det betyder utroligt meget for mig især med alle de tanker jeg har i disse mdr. Plus, er det en varmt og rart at vide at det er okay at jeg savner hende helt latterligt meget – hver dag og hele tiden, fordi hun var helt vildt fantatisk og hun var min mor. Så TAK for dit indlæg. Kærlige hilsner Lærke
Hej Julia. Tak fordi, du deler dine tanker med os. Du sætter ord på så nære og svære ting. Jeg sidder med en klump i halsen, mens jeg læser dine ord. Jeg kan nok ikke helt sætte mig ind i, hvordan det bliver at leve uden min mor en dag. Men du har erfaringen, og den har jeg stor respekt for.
Din mor må være så stolt af dig, hvor hun end er nu. Du er et fantastisk menneske.
Hej julia
Som flere af de andre også skriver, så TAK for et vedkommende og stærkt indlæg. Vi gider både læse om børn, dullegrej, mænd, dagligdag og sorg:-)
Jeg har manglet min far i mit liv siden jeg var 15, han lever stadig men vi har ingen kontakt. Terapi har hjulpet mig til at give slip på skylden/offerrollen og tage styringen med mit eget liv.
Da jeg bliver mor vender sorgen over min fars valg tilbage og jeg kan helt ærligt sige at jeg aldrig har været så misundelig ( ihvertfald ikke med den styrke) som den dag jeg holder for rødt med min lille søn i bilen og ser en anden nybagt mor komme gående med, hvad jeg antager er hendes forældre. Den stolte stolte (det lyste ligefrem ud af ham) bedstefar gik med barnevognen og mor +bedstemor bagved. Lige der blev jeg ramt så hårdt af sorg over at jeg aldrig skulle komme til at opleve det selv, at jeg ikke kan dele de smukke øjeblikke med min far. Heldigvis har jeg verdens bedste mor og svigerforældre så jeg kan ikke klage, men julia jeg forstår så udmærket hvad du mener med savn og sorg
Kære Julia.
Jeg har læst dit indlæg flere gange nu og jeg får lige mange tårer i øjnene hver gang. Jeg savner også min mor. Noget så helt forfærdeligt! Det er 10 mdr siden vi sagde farvel. På mange måder synes jeg det var i går og på lige så mange måder synes jeg det er alt alt for længe siden. Jeg tænker stadig helt automatisk som det allerførste “DET glæder jeg mig til at vise – fortælle – spørge – snakke om – osv med mig mor” Jeg syens det er snyd og jeg er slet ikke færdig med at have hende. Og mine unger er slet ikke færdige med at have deres overskuds kærlighedsfyldte givende dejlige yndlingsmormor. Overhovedet! Jeg kan ligesom dig liste op i hobetal hvornår jeg savner og mangler hende. Puha.
I de 10 dage vi fik sammen fra hun fik besked om at det var slut til hun døde havde vi rigtig mange fine snakke. Jeg havde fødselsdag midt i det hele og min mor sendte sin veninde ud for at købe en lyserød Kaj Boyesen sangfugl til mig. Da hun gav mig den var vi alene på soveværelset og hun sagde til mig. “Med fuglen følger et ønske. Jeg ved du kommer til at føle dig alene min pige og jeg ved hvor uendeligt ked af det du er. Din sværeste opgave bliver nu at øve dig i at bære mig med dig – let som en fjer, en sangfugls fjer. Lige nu er jeg tung og jeg bliver nok tungere. Men øv dig. Lov mig at du vil bære mig med dig altid – som en let og luftig fjer. Så kan du klare det hele” Samtidig sagde hun præcis som dig. Tiden hverken læger eller fjerner nogle sår overhovedet. Men vi kan bære dem med mindre smerte. Min lillebror døde da jeg var 14 og han var 13. Min mor fortalte mig at hun havde ham med sig overalt. Men den tunge tunge rygsæk han startede med at være var nu blevet til en sommerfugl. En lille smuk og let sommerfugl. En sommerfugl som aldrig ville flyve væk.
For mig er det et finere billede. Vil alligevel have sommerfugle eller fine fjer med mig en sår og tunge rygsække. Så jeg øver mig. Hvis man kan øve sig i noget som er så forbandet svært som at lære. Men du bidrager SÅ meget til den proces. Ved at sætte ord på i indlæg som dette. Med din bog. Og med dit syn på livet.
Tusind tanker og et kæmpe TAK fra mig!
Tårerne triller ned af mine kinder, mens jeg har læst dit indlæg og alle kommentarerne hertil. Jeg kan ikke gøre mig begreb om, hvordan det må være at være uden en mor, og bare tanken om at skulle undvære min mor og mit barns mormor gør ondt. Sorg og savn er noget forbandet noget, men som også er skrevet i kommentarerne utrolig vigtig at få talt om og sat ord på. Min morfar døde i foråret, og her i julen var det en kæmpe mavepuster at komme hjem og fejre alle julens traditioner uden ham for bordenden. Den umiddelbare tunge sorg, troede jeg, at jeg var kommet videre med, men som en boomerang ramte den igen. Men hvis vi ikke sørgede over vores tab, elskede vi ikke, og den kærlighed vil jeg heller ikke være foruden. Jeg hørte en gang, og det er så fint, så fint, at sorg, det er bare kærlighed, der har forladt jorden…
Kære Julia. Jeg har det som Marina. Her lørdag aften i sofaen lukker jeg op for din blog og læser et utrolig nærværende og personligt indlæg. Sidst læste jeg om din første arb. dag i det nye år og hvor var du flot! Du er en stor inspiration og jeg har længe ville skrive det til dig. Læser dig nemlig ofte men får aldrig skrevet. Jeg synes det er fantastisk hvordan du formår at skrive om både de store om små ting. Især tak for dit indlæg om børn og sovetider. Det kom på et godt tidspunkt for mig. Jeg har det seneste halve år taget hånd om mig selv ved bl.a at få nyt job. Et jeg virkelig er glad for. Og her er du også inspirerede da du godt, som mor til to mindre børn, tør udtrykke din glæde ved dit job. Endnu en gang tak for en god blog!
Så fint et indlæg!
Jeg savner også min mor. Hun døde af sygdom for 13 år siden. Jeg bliver stadig dybt misundelig, når jeg observere andre mødre/døtre have det godt sammen.
Forestiller mig hvordan jeg kunne have hygget mig med min mor og hvordan hun ville være blevet den bedste mormor for min datter på 3 år. Jeg forestiller mig ofte at hvis hun levede, hvor tætte vi ville være og hvor god en ‘vendinde’ hun ville have blevet med årene. Men hun døde da jeg var 19 år og jeg har aldrig oplevet hende mens jeg selv var “voksen”, hvem ved måske, vi slet ikke ville være så tætte som jeg forestiller mig? Heldigvis har min datter fået en fantastisk mormor (min fars kone), og hun kan ikke erstattes for min datter.
jeg synes, jeres mor er lykkedes 100 procent med sit projekt! for hvor kræver det styrke at vise sine dybe ar frem, som du gør. jeg bliver rørt over dine minder om din mor .. at de er så tydelige og stærke! at savne hende helt ind i sjælen giver desværre så god mening. det lyder til, at der er alt at savne – og meget at beundre!
Smukt og tankevækkende! ♥
Tusind tak for jeres fantastiske kommentarer og jeres egne historier. Jeg tror at det er så vigtigt at vi løfter sløret for sorgen og savnet, og giver den lov til at være en del af vores liv. I virkeligheden tror jeg at vi skyder os selv i fødderne, når vi synes at man er stærk, hvis man kommer hurtigt videre… Tusind tak. Jeg er så taknemmelig for jer, og for at I deler. Kh J
det er da helt fantastisk at læse så mange kloge, varme og åbenhjertelige kommentarer! Både fra kvinder med gode, nærværende familiemedlemmer og dem som har lidt under savnet af en sådan. Dejligt at I tør skrive om sorg og savn, hvilket ellers er noget tabubelagt.
Nemlig, @Susanne. Og jeg tror på det; at det er så vigtigt at vi tager imod skyggesiderne også. Midt i alt det gode, og alt det lys vi helst vil se. KH J
Tak fordi du deler dine tanker og følelser om dette sårbare emne. For ja. Det er et meget sårbart emne. Sjældent taler vi højt og åbent med hinanden om dette emne. Ofte er vi bange for at gøre vores kære kede af det. Jeg har selv mistet, og tager mig i selv at være bange for at gøre mine kære ked af det! Dette på trods af, at jeg ved hvor meget det betyder, at folk vil tale om den man har mistet.
Men jeg tvinger mig selv til at sige, hvad jeg tænker, når mine tanker falder på den afdøde. Men nogle gange oplever jeg (desværre), at de andre tilstedeværende hurtigt får drejet emnet over på noget andet. Måske fordi de ikke ved hvordan de skal forholde sig til emnet eller måske fordi de er bange for selv at blive ked af det? Men hvad er det vi er bange for? Hvorfor må vi ikke fælde en tåre sammen og mindes? Hvorfor skal vi altid være stærke og glade? Bevares, jeg vil ikke dyrke det og græde i flere timer, men jeg vil have lov til at dvæle lidt ved emnet og mindes, og dele mine tanker. Og for alt i verden, ikke føle at det er et tabu at tale åbent og naturligt om vores afdøde.
Jeg har læst din bog flere år efter jeg mistede min far (som betød ALT for mig) og den er virkelig god. Efter mange års sorg og savn, hjalp den mig til at forstå hvorfor jeg havde det som jeg havde det og stadig en gang imellem i korte og længere stunder, føler en stor sorg og et vanvittigt stort savn. Dette er især blevet forstærket efter jeg har fået min søn.
Jeg ville ønske, at din bog havde været tilgængelig lang tid forinden. Også derfor valgte jeg at give den videre til en veninde, der for nylig mistede sin mand. De tanker som bogen satte i gang hos mig, ønskede jeg at hun skulle få tidligt i sin sorg. Og hun har været meget glad for den. Så tak for ‘Sig Farven’ – den er fantastisk, ærlig og kærlig.
Kære Julia!
Kan kun være enig med jer alle! Lad os lukke op for posen og snakke om vores savn! De er en del af os og vores historie, og de mangler!
Jeg har selv mistet min far, og den aller vigtigste sætning fra Sig Farvel, som jeg tit nævner: At vi savner, fordi vi har elsket! Den sætning gjorde det legalt at have savnet med sig! For det er ikke noget, ‘man kommer over’…det er altid med! Man har jo mistet en del af sig selv!
Så tak for din åbenhed, kære Julia:)
“Jeg savner mest af alt at kende hende, som den voksne jeg er blevet”. Den sætning sætter præcis ord på det jeg savner allermest . Min mor døde for snart 9 år siden, da jeg lige var blevet atten, så jeg har aldrig kendt min mor, hvor vi begge har været voksne, hvor relationen er anderledes end når man er barn og teenager. Jeg var en (irriterende – som man nok ofte er) teenagepige på vej ind i voksenlivet, da hun døde, så der er mange sider af min mor jeg ikke kendte, som nok også først bliver betydningsfulde når man selv bliver voksen.
Det varmer at tænke på, at jeg ved at min mor ville have været ved at revne af stolthed over, at jeg snart bliver kandidat og til sommer skal giftes med en dejlig mand.
Tak for et smukt indlæg. Det rørte virkelig noget i mig – på den gode måde og gav mig en mulighed (som man/jeg ofte glemmer i hverdagen) for at huske og mindes min mor på denne regnefulde mandag formiddag.
Tanker og tårer på tasteturet, Pernille
Tak for et vedkommende, rørende og stærkt indlæg. Det er så ulykkeligt når emnet forties – det er ubærligt, at gå rundt med alene. Man føler sig så usynlig når alle ved at man har mistet en man holder af/er ved at gøre det, men ingen stopper op og rækker en hånd ud. Det ville betyde alverden, hvis folk bare var lidt mindre nervøse for at skabe tårer og kunne rumme sorgen og savnet i stedet for. Tårerne er der jo lige meget hvad.
Sådan et indlæg kan få tankerne frem.
Min morfar døde i december og i den forbindelse var vi til begravelse. Mine forældre er skilt, min mor er enebarn og jeg er enebarn, og pludselig sad vi der. Selvfølgelig var der andre i kirken, men lige der, der sad mig og min mor, og vi var bare kun os. Det er en lille bitte familie, og når døden sådan er tæt på, så kan man komme til at tænke på, at hende min mor jo nok heller ikke lever evigt. Forhåbentligt har jeg hende mange år endnu, men jeg tænker også ‘hvordan kan jeg dog nogensinde leve uden hende?’. Et indlæg som dit her får mig til at tro på, at det kan jeg godt, men at jeg altid og hver dag vil mangle hende. Og det er måske meget sundt er erkende, i stedet for at gå og frygte at miste hende…
Lige mine ord. Tiden læger ikke. Men læring tager tid, og med læring opnår man nye indsigter. At skabe nye og ganske anderledes bånd til den afdøde. Jeg mistede min mor og familiens midtpunkt i en alder af 24 år. Men hun stopper jo ikke med at være min mor. Jeg mindes hende både med dyb sorg og med en viden om, hvad hun har betydet for mit liv, affektion over for det faktum, at hun har eksisteret, at hun elskede mig ubetingelsesløst, og at hun besad en imponerende livsvilje trods sygdom. Det er da dejligt. Længe leve min mor.
It has been said, ‘time heals all wounds.’ I do not agree. The wounds remain. In time, the mind, protecting its sanity, covers them with scar tissues and the pain lessens. But it is never gone.
By Rose Kennedy.
Dette citat står skrevet i mine noter på min iPhone. Indimellem kan jeg tage mig selv i at sidde og læse det om og om igen. Minder mig selv om at jeg aldrig vil glemme, altid savne og ikke mindst elske – selvom livet går videre.