Det er tidlig fredag morgen og jeg sidder i toget til Aarhus, hvor jeg skal på arbejde i dag. Og jeg havde egentligt tænkt mig at skrive om julegaver, og børn der sov, da jeg gik ud af døren klokken hest og om at der er udsalg alle vegne her på bloggen i dag, men så så jeg forsiden af Berlingske Tidende med en artikel, som viser, hvor risikofyldt det stadig er at føde sine børn, og hvor meget tryghed der mangler selv i lille Danmark:
Det er åbenbart sådan at vi i Danmark indtager en topplacering på OECDs liste over bristninger på kvinden under fødslen. Det er næsten tre pr 100 fødsler. Jeg har selv fået begge mine unger ved kejsersnit, men forsøgte at føde den første. Til gengæld har jeg veninder som efter voldsomme fødsler, næsten ikke kunne sidde, ikke kunne komme ordentligt på toilettet, knapt kunne gå og i det hele taget var voldsomt dårligt kørende i forhold til at skulle begynde et nyt moderskab, få amningen til at fungere og finde hoved og hale i sig selv. Det værste – og noget artiklen slet ikke er inde over – er at sundhedssystemet IKKE holder hånden under de kvinder med de største skader. Genoptræning og hjælp, står man selv for, og man betaler også selv for det på private klinikker. Og så er der det store tabu: For hvor mange tør fortælle at de selv flere år efter en fødsel ikke kan holde på afføring eller have sex?
Og hvordan kan det være vi ikke taler lidt mere om, hvor få ressourcer der er på fødegangene? De vilkår jordemødrene skal arbejde under? De vilkår vi skal føde under? Mon ikke mere tid og flere hænder ville kunne gøre en forskel på bristningerne også?
Når jeg hører mine veninders historier, bliver jeg skammeligt glad for mine kejsersnit, selvom jeg stadig føler jeg er gået glip af noget ved ikke at kunne føde mine børn naturligt. Men det værste er, synes jeg, at kvinder står så alene med problemerne.
Nu har jeg fået begge mine børn i England og det er jeg rigtig glad for. De historier mine veninder har fortalt er frygtelige. En af dem har i dag et barn med slap arm, da de bare hev barnet ud…. Det var hendes 4 fødsel så noget måtte lægerne-jordemoderne da have vist.
Jeg kan ikke føde og det fik vi forklaret grundigt – Jeg havde den samme midwife gennem begge mine graviditeter og blev scannet ofte pga sukkersyge. Da jeg blev blev syg (sclerose) i anden graviditet var de alle fantastiske trods det var nyt for dem. Jeg er flov over Danmark ikke kan finde ud af det – vi ligger også på første pladsen når det kommer til skilsmisser…. Nå, men det er noget andet brok til en anden gang.
Tror jeg vil gemme mig bag mit engelske efternavn (jeg har giftet mig til) for en stund til jeg igen kan være super stolt af lille dk:)
De er igang med et forsøg , som måske kan ændre statistikken! Jeg fødte min søn i sommers (på sygehus Vendsyssel), der havde de haft jordmødre inde fra Finland og undervise dem i den teknik, som de bruger derovre (hvor de stort set ikke har de voldsomme bristninger).. Det er noget med varme klude, et særligt håndgreb og så skal mor holde lidt igen, lige inden barnets hoved kommer ud.. De har vist allerede fået gode resultater, det virkede i hvert fald for mig, jeg fik kun to bitte små rifter, som kun skulle syes fordi de sad lige over for hinanden!
Kære Mette; Ja, det er virkeligt trist. Og især når det går ud over både mor og barn; det er da ikke til at bære.
Kære Rikke – det er da tilgengæld virkeligt gode nyheder! Tak – det tjekker jeg lige op på.
Min fødsel af min søn på nu 2 år endte også med en ret voldsom bristning. Blev syet i halvanden time, det gjorde mere ondt end selve fødslen! Heldigvis var både min mor og min kæreste med til fødslen; så lå min søn ved min kæreste imens og min mor var med mig. Det var HÆSLIGT! Både smerterne, den lange syning, tiden efter og det faktum, at det forhindrede mig i at ligge med min søn i dyrebare 1,5 time. Og jeg troede jo faktisk, at det værste var overstået, da først jeg havde haft 5 kvarters pressefase, frygtede at jeg ikke kunne føde og han så ENDELIG kom ud!
Og nu? Det er klart en af de afgørende faktorer ved, at vi nok ikke skal have færre børn. Tør ikke. Så meget for at punke os for faldende børnetal!
Håber du kæmper videre for at sætte fokus på det, Julia! Sig til, hvis jeg kan hjælpe.
Det er en storslem historie @Tanja – det er jeg virkelig ked af på dine og jeres vegne. Og det berøver én meget. Du kan tro jeg siger til. Tak! KH J
Jeg blev klippet, ellers havde jeg nok ikke bristet i følge jordemoder, der også er min veninde, jeg spiste også godt med fiskeolie og smurte mig fornede, noget der burde anbefales.
Klipning kan ikke anbefales, man har som ved kejsersnit ondt længe efter…
Jeg forstår simpelthen ikke, at de danske jordemødre skulle være dårligere til fødeteknikker end de finske eller engelske. Mine jordemødre har også instrueret mig i at bruge klude og holde igen. Det var så jordemødre fra SJællands hjemmefødselsordning. Jeg tror til gengæld rigtig meget, det handler om organiseringen på fødegangen. Manglende resourcer, som betyder, at en jordemoder må se til flere fødende på een gang. Eller vagtskifte når pressefasen begynder – eller ovenikøbet midt i! Det er SÅ dårlig behandling af en fødende kvinde. Tænk hvis det skete midt i en operation?! Nå, hvor er vi nået til?…
Jeg kender en, hvor vagtskiftet kom lige, da hun havde født og derfor begyndte jordemoderen at sy hende uden at hun fik bedøvelse. Åh, har du ikke fået det?
Jeg har født mit første barn på Riget og jeg fik noget afslappende, da jeg havde “klaret” første del af fødslen selv derhjemme. Jeg måtte ikke komme, før der var præcis 5 min. imellem veerne. Jeg håndterede første del af fødslen rigtig skidt. Jeg havde jo ikke prøvet det før! Det afslappende middel betød, at jeg ikke kunne mærke presseveerne. Derfor var det jordemoderen, der instruerede mig i, hvornår jeg skulle presse. Og derfor ville hun gerne have, at jeg lå på ryggen. Den allerallerdårligste fødestilling overhovedet. Jeg bristede, men heldigvis ikke meget.
Og jeg tror, at bristninger skyldes manglende føling med egen krop pga. medicin, forkert fødestilling, for meget sundhedspersonale ind og ud af døren. Manglende respekt for den fødende kvinde i sundhedssystemet.
Mine tre andre børn har jeg født hjemme i fødekar. Med en jordemoder ved min side i overgangen fra udvidelse til pressefase, som guidede mig igennem. De to sidste tog jeg selv imod, dvs. lagde hånden på det blødeste dunede hovede, inden jeg fødte det. Det gav mig en fantastisk føling med fødslens sidste fase og gjorde det nemmere at holde igen / følge kroppen, alt efter hvad der skulle til. (Og jeg tænkte med hovedrysten tilbage på min første fødsel, hvor jordemoderen skubbede min hånd væk med et NEJ, da jeg instinktivt tog den ned.)
Jeg siger ikke, at alle skal føde hjemme uden medicin. Men måden at gribe fødslen an på kunne man med fordel overføre til fødegangene, tror jeg.
Ja, jeg er så en del af statistikken… Slem bristning, kom I fuld narkose lige bagefter, fik ikke de første par timer med søn og mand, ingen toast, saftevand og flag. Jeg fik besked om at jeg nok ikke skal tage risikoen at føde naturligt igen. Vil lige sige at jeg INGEN mén har I dag (jeg sad selv og surfed nettet tyndt da det var sket for mig, for at finde ud af hvad jeg kunne vente mig…), men det var KUN fordi min jordemoder gik uden om procedurene og tilkaldte bagvagten, fordi hun vidste at han var den bedste til at reparere og at forvagten var ung og på det område uerfaren -TAK!
Barn nummer 2 kom til verden med kejsersnit og det var en helt anden rolig oplevelse, men føler mig stadig snydt for en naturlig fødsel og føler mig lidt ramt, når kvinder taler rosenrødt om deres egne evner som fødemaskiner 🙁
Ja, hvorfor taler vi ikke om de arbejdsvilkår og manglende ressourcer på fødegangene? Af samme årsag som vi ikke taler om socialrådgiverne i familie afdelingernes vilkår med alt for mange sager med svært belastede familier i flere generationer, eller sygeplejerskerne der sommetider har lange vagter uden mulighed for spisepause, eller det psykiatriske system, der er ved at drukne i bureaukrati og for få sengepladser, eller lægevagten, der lukker i den form vi kender den lige om lidt . . stopper mig selv, nu. Kan mærke at listen kan blive uendelig. Ville egentlig bare sige, at ja – der er noget galt, når vi er indehaver af sådan en statistik . og det er nok en kombination af flere ting.
Samtidig skal vi også huske, at kvinder i andre lande, går i marken og arbejder og går ud under et træ og sidder på hug og føder sit barn for at gå på arbejde igen. Men det er selvfølgelig ikke lande vi sammenligner os med – så det lader vi lige være med 🙂
Glædelig bag(h)jul til dig og tak fordi du tager aktuelle ting op til debat.
@Maier – ja, du har ret i alt hvad du siger. Der er mange steder, vi mangler at gøre noget. Og ja, andre kvinder lever under for os ubegribelige forhold. Og de klarer den. Men der er så også dem, der ikke gør, og vi skal huske på dødeligheden for kvinder og børn i ulandene. Så nej – vi behøver ikke pjevse her fra til næste jul, men jeg synes vi skal kæmpe for bedre vilkår i vores mest sårbare situationer. Og af en eller anden grund kæmper vi ikke. Vi konstaterer ofte at noget er galt, men så slutter det ligesom også der. Handlekraft er ønsket, og jeg tror at vi må huske at få den med i 2014.
@Ditte – så heldigt for dig at det ikke blev værre!
@Stine – ja, det tror jeg du har ret i. Og så tror jeg også at vi kvinder skal engagere os noget mere. Der sker jo ikke noget før vi for alvor slår i bordet.
@Rikke – din anbefaling er hermed givet videre.
Ja, meget gerne mere opmærksomhed omkring nedskæringerne på landets fødesteder! En debat, der rammer mig og som jeg i flere år har været frustreret over – både ved egne oplevelser, men også veninders beretninger!
Jeg er pt. gravid med mit tredje barn og har født de to første på Skejby i Aarhus. Jeg har hver gang haft mest lyst til en hjemmefødsel, men ikke helt haft modet og savnet vejledning om denne mulighed i systemet, som vel er repræsenteret via egen læge og jordemoder.
Min første fødsel var meget lang og blev ikke lettere af at opleve hele tre vagtskifter med ny jordemoder, studerende, sosu-hjælper og diverse, rigtig mange mennesker, jeg skulle forholde mig til. Ingen havde jeg mødt før, og jeg er sikker på at den ´banegårdsstemning´, der prægede fødestuen havde en væsentlig grund til at fødslen trak i langdrag. Jeg endte med en epiduralblokade pga. udmattelse – Min datter blev så født uden jeg fik bristninger, men jeg var ikke ordentligt med i pressefasen grundet blokaden.
Mit andet barn fødte jeg også på Skejby, ingen bedøvelse og en kortere fødsel, kun grundet min egen bedre forberedelse. Endnu engang havde jeg forud for fødslen haft skiftende jordemødre, ingen kendte ansigter.
Så denne tredje gang, min kommende fødsel. vil jeg gøre det anderledes. Jeg vil ikke igen sætte min nyfødte ud i en autostolen kun tre timer gammel og sige sådan er verden.
Jeg er nu tilmeldt det, der kaldes ´kendt jordemoderordning’, som jeg kun fik anvist som mulighed, da jeg specifikt spurgte til hjemmefødsler ved første jordemoderbesøg. Hverken læge eller jordemoder oplyser om denne ordning, hvor tre faste jordemødrer følger én fast frem mod fødsel og hvor man så er garanteret for at føde med en af dem. Altså føde med en man kender og som ved lidt om én på forhånd.
Jeg er sikker på, at det at kende sin jordmoder på forhånd og omvendt kan komme mange dårlige fødsler i forkøbet, og hvad angår bristninger, så netop det at jordemoderen kun har en fødsel at fokusere 100% på også er meget centralt.
Jeg tager hatten af for de mange dygtige jordemødrer, der holder til at arbejde indenfor det nuværende system, men ville også ønske, at de vil tage bladet fra mundet og hjælpe med at sætte fokus på dette forsømte og utroligt vigtige område, som jo er en grundpræmis for alle mennesker: hvordan vi sætter mennesker i verden med respekt for både mor og barn.
Jeg ved ikke hvad årsagen til de mange danske bristninger er, men ville lige supplere min beretning ovenfor med: jeg spiste fiskeolie gennem hele graviditeten, fik ingen smertebehandling under fødslen og min (søde) Jordemoder var til stede hele vejen igennem, da det var en rolig aften… Så for mit vedkommende var det i hvert fald ikke medvirkende årsager.
Tanja, jeg tror ikke nogle af os tror, at vi har et endegyldigt svar på den statistik og at fiskeolie, ro, respekt osv. er mirakelkure. Det er ikke sådan ment i min kommentar i hvert fald. Selvfølgelig vil der altid være risiko for bristning. Til gengæld tror jeg, at den risiko vil kunne mindskes ved bedre forhold omkring graviditet og fødsel. Jeg tænker, at 5 kvarters presseveer er udmattende og hårdt for den fødende. Jeg har været heldig og kun haft 20-30 min. pressefase hver gang. Kvindekroppe er også forskellige og de babyer, der skal fødes er forskellige.
da jeg fik min den første søn for snart 27 år siden da jeg stadig var ung der spring jeg fra den ene ende til den anden måtte ligges i bedøvelse helt ned for de måtte sy mig … og jeg fik 25 sting på dette lille område … sygeplejerske sagde det har du gjort grundigt … og det var ikke fordi min søn var kæmpe han vejet 3,7 kg … da jeg fik tvillinger sprang jeg ikke de var kun lidt under 3 kg … med min datter gik det også fint … fik min sidste søn med kejsersnit … men ja ikke en god statistik ….
ps … jeg har været heldig kan stadig ha sex og kan holde på både det ene og det andet … man har veninder der har været uheldige efter deres fødsel … 🙁
Jeg bristede også en del. Jeg fødte min datter i to presseveer jeg ikke kunne mærke, fordi jeg havde fået et epidural-blokade. Efter 36 timer med veer, var jeg så udmattet, at jeg nærmest skreg efter den smertelindring jeg ellers kun havde foragt overfor…
For mit eget vedkommende handlede det hele om for lidt oplysning omkring fødsel. Jeg troede det ville være nok at læse lidt om det, og at min krop så ellers ville gå i moderjord-mode når veerne begyndte. Det skete ikke.
Jeg tror derfor, at en del af løsningen vil være fødselsforberedelse. Så alle vi højt uddannede kvinder med fuld kontrol over vores liv kan lære at give slip. Jeg melder mig i hvert fald til fødselsforberedelse inden jeg skal føde det barn, jeg venter nu.
Jeg hørte i radioen i dag, at der pt. kører forsøg på sygehusene i Hillerød, Herlev og Herning, hvor man på fødegangene bruger nye teknikker – lærer et nyt håndværk for at undgå voldsomme bristninger. For som jeg forstod det, handler det i høj grad om håndværk. Man kan jo håbe, at det håndværk er nemt at lære …
Når det er sagt: Det er skrækkeligt for de kvinder, der har oplevet traumatiske fødsler. Men er det ikke stadig et fåtal, der oplever så voldsomme bristninger, at det giver gener bagefter? Jeg spørger af uvidenhed, for jeg aner intet om det. Men jeg har i min venindeflok ikke hørt om disse voldsomme oplevelser.
Selv fik jeg kejsersnit, da jeg fødte for fem år siden. Og det skal man ikke idyllisere, for det er dæleme ikke uden risiko at gennemgå sådan et indgreb – og så tager det lang tid for kroppen at restituere efterfølgende.
Men ja, lad os heppe for mere personale på fødestederne og bedre håndværk.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de kvinder i de fattige lande, der ikke har mulighed for at få hjælp før, under og efter fødslen. Som må leve med fødselsskade resten af livet. For ikke at nævne dem der selv dør under fødslen. Så har vi det alligevel godt herhjemme.
Min jordemoder ‘Helen’ på Hvidovre var fantastisk. Hun var sød, nærværende, stærk og hjæpsom.
Jeg bristede ikke og hun fortalte mig præcis hvornår jeg skulle presse og hvor jeg IKKE skulle.
Da min datter er mit eneste barn, ved jeg jo ikke om jeg bare har været heldig men min pointe er at selvom det snart er 3 år siden, bliver jeg virkelig glad og taknemlig, når jeg tænker på min jordemoder under fødslen. Så ikke alle jordemødre, er dårlige:)
Desuden tror jeg også der er nogen fødende som ikke ved en dyt om presseveer , gisp og teknik og måske kan briste på den måde, f.eks min veninde som er klog og veluddannet, hun ‘gad’ ikke/havde ikke tid/prioritering, til at møde op til fødselsforberedelse og havde heller ikke rigtig læst om åndedræts-teknik. Hun bristede og blev syet.
Selvfølgelig ved jeg at det kan være tilfældigt og masser af kvinder har hørt om åndedræt og gisp og alligevel brister. Men vil bare lige slå et slag for de dygtige jordmødre, som altså findes derude rundt omkring!
Du har da ganske ret i dine tanker. Jeg går ellers ind for naturlighed også ved fødsler.
Min fødsel var dog hård og tog 22 timer, hvor jeg gik i stykker, mistede meget blod osv.
Mit barn lå forkert i maven, men alle ønskede jeg skulle føde naturlig, der blev til sidst talt om at tage min datter med tang eller sugekop – noget jeg ved kan give hjerneskader.
Efter min hårde fødsel på den naturlige måde, røg jeg i hu hej hast på operationsbordet og kunne dermed ikke som andre mødre ligge og nyde mit nyfødte barn.
Jeg var syg med infektion og smerter lang tid efter fødslen og ja det blev dermed en svær start for mig og mit barn.
Så nu hvor lægevidenskaben har udviklet sig og dermed skaffet kejsersnit som løsning, så ser jeg den ordning som god.
Mary-Liz
http://www.mariahoffbeck.blogspot.com
Det er en spændende og nødvendig debat. Jeg fødte blot tilbage i 2012 og venter den næste i 2014. Her i anden omgang er min JM meget oplysende omkring at de har været på kursus i nye teknikker der skal forhindre bristninger, som flere nævner, refererer hun også direkte til de gode statistikker i Finland og Norge. Jeg håber godt nok at jeg lander ved en JM der nåede med på det kursus!
Altså for det første er der kvinder, der omkommer i barselssenge i andre lande; men vi bor i en velfærdsstat som vi selv betaler for. Begyndelsen på en familie og på en lille nyt liv må være det vigtigste vi kan bekymre os om. Nedskæringer på fødegangene og besparelser overalt har store konsekvenser for os alle, vore søstre og vores veninder. For slet ikke at tale om vores børn. Jeg synes vi er nødt til ikke at læne os tilbage og være taknemmelige for, hvad vi har, men kræve at det kan blive endnu bedre. Og dejligt med forsøg og kurser og så videre. Jeg håber at det kan blive permanent; at det ikke er forsøg hele tiden, men at der rent faktisk bliver gjort noget.
Enig, Julia! Men hvordan gør man?
Jeg synes, det er meget svært at blive hørt hos politikere og embedsmænd… Har for en kort tid været offentligt ansat i 2012 og oplevet, hvordan medarbejdere og interesseorganisationer i den grad bliver overhørt, ignoreret, manipuleret, får mundkurv på. Høringssvar “forsvinder” osv.
Jeg ved dog, at Foreningen Forældre og Fødsel kæmper denne sag. http://www.fogf.dk.
Jeg har født 2 børn UDEN bedøvelse af nogen art og første gang bristede jeg, ikke noget alvorligt og fik at vide, at det jo var ganske normalt. Jeg havde en nazi-jordemoder af en anden verden, som gik ind for kæft, trit og retning og hvad hun vidste var det bedste… Faktum var, at det var en pisse hård fødsel – jeg fik bristninger i øjnene også af at presse og fødslen gik monster hurtigt – en virkelig ubehagelig oplevelse på alle punkter! Jeg var på ingen måde forberedt på, hvad der skulle ske og følte ikke at min jordemoder arbejdede med barnet og mig på samme tid, men bare med målet for øje…
Min anden fødsel var ganske anderledes. Jordemoderen var top professionel, hun fik mig til at slappe fuldstændig af og jeg blev sat i gang fordi hun vurderede, at jeg ikke kunne komme længere af mig selv, så da hun først tog vandet gik det slag i slag og hun fortalte, viste og nærmest tegnede, hvad vi skulle igennem fra nu af og det var et samarbejde mellem hende og jeg om at få den lille baby ud og voila INGEN bristninger overhovedet!!! Hun var fabelagtig god til at instruere mig og jeg kunne kontrollere min krop, mine smerter og mine tanker gennem min vejrtrækning og mærke efter hvad der skete… Skal jeg føde børn igen, så SKAL hun være min jordemoder… Begge fødsler er foregået på Aalborg Universitetshospital…
Kære Stine – jeg har ofte før skrevet til en minister for at få en kommentar – kun enkelt gang er det lykkedes, men jeg vil prøve igen.
Kære Agnethe – tusind tak for din kommentar, som jo viser med al tydelighed hvilken forskel der kan være. KH J
Hvor er det godt, at du bringer emnet på banen!
Jeg har ikke selv nogen børn (er 24 år) – og ovenstående historier, og det man læser i aviser og hører i radioer bidrager ikke just til, at jeg overhovedet har lyst til at få børn. Tænk, hvis man brister alvorligt og står alene tilbage med det!
Hej.
Jeg fik en søn for 3 år siden og som bonus en grad 4 bristning. ALT var sprækket – 1 stort hul i stedet for to. Det er en lang beretning med mange ulykkeligheder og reoperation pga. Sjusk.
Vil egentligt bare bekræfte dig, Julia, i at det faktisk er værst bagefter når sikkerhedsnettet er helt væk og man står alene med smerter og bekymringer + nyfødt bebs.
Jeg har tit overvejet at skrive en bog eller folder om det – måske det bliver til noget en dag – for jeg tror desværre vi er mange med kroniske gener og ingen der forstår os rigtigt.
Jeg skal ha kejsersnit om et par mdr – og jeg er forarget over at ryge i bunken med ‘ikke lægefagligt begrundet kejsersnit’ – som var jeg en sippet trunte. Nej Undskyld mig hr. Doktor – men mit i underliv og liv i hele taget, kan ikke bære en bristning mere – med de omfattende konsekvenser der desværre er fulgt med. Ved godt kejsersnit ikke er en leg (er selv spl.), men en bristning i min klasse er nok desværre meget værre.
Julia, tak for at du tager emnet op. Så føles man ikke så alene i verden!
Vh Ditte
Min dejlige datter er i dag 3 ½ år og det dejligste jeg har, og vi holder meget af hinanden og har et tæt forhold. Vores start på som mor og datter er dog ikke noget jeg tænker tilbage på med glæde, for efter en hurtig fødsel, hvor jeg fik et klip, vidste det sig at alt var sprækket – både indre og ydre ringmuskel, så jeg skulle på operationens bordet og syes sammen. Dette kunne så først lade sig gøre efter 4 timers venten i smerter og med blødninger, hvor jeg ikke var i stand til at holde min datter. Heldigvis var det en af de førende gynækologer der var på job den nat, så jeg er blevet syet godt og har ikke de store gener i dag pånær ved sex hvor jeg stadig har en del smerter. I fem dage måtte jeg kun ligge ned eller gå rundt og jeg kunne ikke bøje mig ned efter ting eller løfte mere 3-4kg.
Den tætte mor/barn kontakt gik jeg glip af efter fødslen og det at jeg var kommet til skade under fødslen satte gang i meget og jeg tror desværre det var den der udløste den fødsels-depression som jeg kæmpede med de første 2 år af hendes liv.
Jeg ved at en fødsel kan være dramatiske og alvorlig, men jeg kunne godt have tænkt mig at have været lidt bedre forberedt på, hvad der kan gå ske med en når man føder et barn og alting ikke går lige efter bogen.
Mvh Rikke
Jeg har født mine 3 børn i Norge, og kan kun skrive under på at de er dygtige heroppe!
Det slår mig at der er utrolig meget fokus på hvad man skal/ikke skal spise/drikke/ryge osv. Både af hensyn til baby og ens eget helbred. Ammepolitiet (som vi kalder dem i Norge) står klare med lange pegefingre både før og efter fødsel, vi bliver tudet ørene fulde med information om dette og er hunderæde for ikke at kunne amme.
Men selve fødslen er det ret lidt information om. Det burde være nemmere! Hvor er folderne og informationsmøderne (som jeg var på med de to første). Vi kommer til sundhedsplejersker efter fødsel, men hvad med at komme før også, for vores egen skyld? I Norge har vi Ammehjælpen som er baseret på frivillighed, kan man tænke sig noget lignende for fødselsforberedelse? Der er SÅ mange tips og tricks som kan hindre bristninger og ødelagte underliv. Ingen tvivl om at gode råd og en utrolig kompetent JM hjalp mig hel og fin igennem min første fødsel som var i sædeleje. Det KAN lade sig gøre! Men det handler om oplysning og deling af information, måske ligger informationen derude, men fokus er på at kunne komme i sine jeans lynhurtigt efter fødsel. Der bliver muligvis sagt for lidt om “farene” ved en fødsel, netop for ikke at skræmme, det virker tydeligvis mod sin hensigt.