Kropsidealer, Partering Af Kvinder & Ansvar For At Det Ikke Bliver Ved

foto

Denne artikel er bragt i sommer i det engelske blad Grazia. Kim Kardashian er blevet kaldt fed 37% flere gange i medierne efter hun blev gravid. Man kan sige meget, men det er vel i bund og grund disrespekt overfor kvindekroppen, når sådan noget sker. Samtidig kører dette debatindlæg i både danske og svenske medier, hvor den svenske forfatterinde Kathrine Kielos så rigtigt observerer at der ikke længere findes et kropsideal, men en partering af kvinde, hvor deres kropsdele bliver kommenteret og vurderet hver for sig. Kielos skriver afsluttende i sit indlæg at vi skal lære at være mere kritiske overfor de medier, der parterer kvinder, og i øvrigt mindre kritiske overfor os selv. Og ja, det er jeg så enig i.

Men vi skal simpelthen også huske at få fokus væk fra den krop ind i mellem. Væk fra hår, hud, fedt og negle. Og ja, jeg elsker dullegrej, mode og proukter! Og ja, jeg står selv foran spejlet og synes jeg er for tyk, har fået rynker eller har en dårlig hårdag, som gør at jeg er ved at gå i spåner over hvor latterlig en dag det nu bliver.

Så nej, jeg er ikke bedre selv. Men måske kunne  vi ind i mellem kigge ind ad, se på om vi opfører os ordentligt, om vi er gavmilde, om vi er kreative, om vi passer på vores familie, venner og kollegaer i stedet for at stå og hive os i dellerne. Jeg kan huske min mor tale om sin krop, da jeg var barn. Hun var på konstant slankekur og kroppen var noget hun kæmpede mod. Det har jeg taget så meget til mig; og når jeg ikke passer på er jeg selv ligesådan. Men når jeg i dag ser på et billede af min mor, i fyrrerne, med to børn og drøn på det hele, så var hun så uendelig smuk. Ingen kritik nødvendig. Al den tid hun har stået og hevet sig selv i dellerne kunne vi have brugt sammen på noget sjovere.

Hele den selvkontrol, selvcensur og det konstante fokus på hvordan vores kroppe er forkerte, hvordan vores livsstil skal ændres, og hvordan vi bare må tage os sammen, levner jo ikke meget plads til at kæmpe for noget der er større end os selv. En ting er partering, noget andet er kvindekroppen og noget helt tredje er at vi burde være kloge nok til at gøre noget ved det og give slip. Bare ind i mellem, og i hvert fald når vores børn lytter med. Så de kan gøre det bedre end os.

25 kommentarer

  1. Det er lige præcis derfor jeg er så vild med din blog, Julia – for du siger (ifølge mig) alt det rigtige og her er du igen spot on!
    Og nej, jeg er heller ikke et hak bedre selv og står også også tit og hiver mig i dellerne og siger “fra imorgen osv. osv.”, men alligevel skal der altså væøre plads til, som igår til risengrøden, at nyde en Leffe (øl, som Peter & jeg blev ret vilde med da vi for nylig var i Nice) uden bagefter at losse sig selv i hovedet mens man messer “748.000 kalorier, 748.000 kalorier)og ser dem alle, hver og én sætte sig på sin krop!
    Du har så ret 😉
    KH Louisa

  2. Den er jeg helt sikkert med på, Julia! Vi må ændre lidt fokus. Jeg blev mor for 5 mdr siden og på en måde er jeg faktisk lidt stolt af min nu bløde mave, når jeg tænker på årsagen til, at den er som den er.
    På den anden side falder jeg også selv i og synes, at det giver lidt mere overskud, når håret, makeup’en og tøjet sidder pænt.

  3. Det er så skarpt et indlæg det der Julia. Bøjer mig i støvet for din knivskarpe vinkel 🙂 Det er første gang jeg læser om den beskrivelse om kvindekrop og ideal i dagens samfund. Og hvor er det dog rigtigt. Utroligt skræmmende men fuldstændig rigtigt. Er helt enig i at vi alle sammen kan blive bedre selv, for der er ved god bedre ting at bruge sin energi og overskud på end at stå og nive i sine egne mavedeller… 😉

  4. Jeg kender flere kvinder, hvor det at blive ældre har været medvirkende til en accept at en selv, både kropsligt og personlighedsmæssigt.
    Selv er jeg ikke helt færdig med at hive i de famøse deller, men jeg er godt på vej… og på vej til en accept af andre, som de personer de er 🙂

  5. God pointe, Birgitte B… Det der med (også) at acceptere andre som de er. Hold op hvor ville verden være anderledes, hvis vi alle blev gode til det!

  6. Du skriver det så godt Julia, og du har helt ret. Kvindeidealet er mange steder helt ude af proportioner og har uendeligt lidt med kvindelighed at gøre. Vi må blive bedre til at give slip på idealerne og forestillingerne om, at livet er så meget bedre, hvis bare brysterne var lidt større, dellen om maven væk og appelsinhuden en saga blot. Vi må hylde forskelligheden og naturligheden. Tænk, hvis vi formår at elske den naturlige kvindekrop og give dét videre til vores børn. De kommende generationer vokser op med et helt andet kropstyranni end vi gjorde og det gør mig så bange på deres vegne. Jeg vil fanme have, at mine døtre vokser op uden at tænke kunstige bryster, evige slankekure og botox ind i deres selvbillede.

    Jeg kan i virkeligheden bedre lide min noget blødere krop, end da den var helt slank, flad og med tydelige hofteben. Jeg er betydeligt gladere i min krop nu og en god pushup-bh kan gøre meget for barmen;-) Men måske det er alderen, som har gjort sit til at være lidt blidere overfor mig selv!

  7. @ Louisa – man ER nødt til at nyde det. Jeg vil virkeligt gøre mit bedste for ikke at være dobbelt i mit væsen; og en af de ting, jeg kan gøre er vel at stå ved, hvad jeg gør – og at huske at nydelse ikke er en synd.
    @Josefine! Tillykke med moderskabet! Og ja – maven SKAL være blød. Eller som min mormor sagde: Huden bliver for stor med tiden.
    @Anja . tak – jeg tjekker jeg i aften!
    @Birgitte B – jeg håber jeg bliver sådan en, men kender altså også en kvinde på 60, der stiller krav om at ligne en på 25…
    @Birgitte HJ – ENIG!

  8. HØRT! … Sladderpressen dissekrering af de kendte, semi-kendte og dem der følger i kølvandet er kvalmende og jeg bliver ked når, hvad jeg troede var, nogenlunde respektable magasiner falder i sladder-fælden. Jeg orker ikke at læse det eller se deres grynede billeder. Vi har alle ret til at være og hvad så hvis håret ikke sidder, makeuppen ikke er lagt eller der sidder for mange kilo på sidebenene, hvis vi er der for børn, mand, venner og familie, så er det vel ikke så vigtigt. Bare vi dog kunne lade være med at slå os oveni hovedet hele tiden med kropsidealer, diæter og hvad har vi…

  9. Personligt blev jeg faktisk lettet, da jeg i sin tid fik at vide, at jeg ventede drenge. For så skulle jeg i det mindste ikke videregive al det kropshad, de fleste piger og kvinder svælger i. Og ja, vi hardet desværre alt for ofte, fra vores egne smukke mødre, der også altid ønsker at være tyndere, yngre, anderledes…

    Og medierne hjælper jo desværre heller ikke. Her er vi nemlig alt for sjældent kvinder, og alt for ofte tegninger:

    http://www.upworthy.com/see-why-we-have-an-absolutely-ridiculous-standard-of-beauty-in-just-37-seconds?g=2

  10. Jeg elsker dine kloge betragtninger om kvindekroppen. Godt udtryk med partering af den forøvrigt!
    Kunne ikke være mere enig – vi må og skal slippe de idealer andre ( læs mænd) har sat for, hvordan kvinder skal se ud.
    Tænk hvis vi holdt op med at dømme os selv og andre kvinder så hårdt- måske vi kunne komme til at holde af os selv og vores medsøstre og være lidt mere ligeglad med hvad medierne dikterer….. (-:

  11. Omkring kropsidealer tror jeg faktisk at de af os der har omkring 20 kilo for meget på sidebenene, er bedre tilpas end de der kun vejer 5-10 kilo for meget. Måske tager jeg fejl for man ved ikke hvad der foregår inderst inde, men de jeg kender og mig selv ved godt at det kvindeideal kan vi alligevel ikke leve op til. Så hellere nyde tingene lidt!! Men er ved at kaste op over denne tid hvor kroppen betyder alt!! Hvorfor lærer vi at hade i stedet for at elske!!! Er det en måde som samfundet har skabt til at holde kvinderne nede, i en tid hvor de kan det meste. For bruger de meget energi på dette område, er der ikke tid til at slås for ligeløn osv!!

  12. Anja, jeg kender godt tv programmer fra Uganda. Fantastisk og meget inspirerede program.

    Helt enig i jer alle, om at det er kvalmende at kvindekroppen skal analyseres og bedømmes evig og altid. Jeg ligger 100% under for presset. Jeg er 165 cm høj og vejer omkring 53 kg – og har en syg regel om, at jeg pine død ikke må veje over 54 kilo. Sniger vægten sig derover, så går jeg på kur i en uge eller to, og så er den nede igen. Latterligt egentligt, men sådan er det bare. Men må så indrømme, at jeg har det god når vægten ligge i den lave ende. Har det bare bedre med mig selv.

  13. Jeg tænker med taknemmelighed på min egen mor (og far), der udtrykte stor undren, da jeg begyndte at barbere ben som teenager, for hvorfor i alverden gad jeg bruge tid på det? Det gjorde jeg nu og gør stadigvæk, hvis benene bliver vist frem).
    Samme mor har altid holdt på sin ret til at gå i bikini og toppe, selvom kroppen bar præg af både børnefødsler, alder og glæden ved mad.
    En mor, der heller ikke giver udtryk for dårlig samvittighed eller begynder at tale om slankekur og kalorier, når der kommer kage på bordet, men forstår at nyde det. (Er der noget være end dem, der gentagne gange står og siger, nej vi/jeg burde jo ikke og så alligevel spiser løs? Hvis du spiser det, så nyd det!).
    En mor der ikke talte nedsættende om andre kvinders udseende (heller ikke dem på tv, som det ellers kan være fristende at kommentere).
    Min datter skal sikkert nok på et tidspunkt begræde sit udseende, er det ikke noget alle teenager skal igennem? Men det skal dæleme ikke være fordi, hun har hørt på mit brok over de fem kilo, jeg vejer for meget.

  14. Et interessant indlæg som jeg læser med en smule blandede følelser. Jeg vil forsøge at forklare hvorfor de er “blandede” selvom jeg ved, at jeg risikerer at lægge mig ud med dig og dine mange læsere. Håber det går;-)
    Indledningsvist så er jeg er glad for, at du skriver som du gør og forsøger at nuancere det kropsideal og den fokusering på “den perfekte krop” vi mødes med alle steder. Jeg kan ikke være mere enig i, at det skaber et fokus der er usundt både for os selv og ikke mindst for vores børn! Jeg har på egen krop mærket hvordan min datter er påvirket af at have en mor, der er “godtpolstret” når der kommentarer mv fra andre børn. Når hun begynder at spørge hvad hun vejer og om det er for meget gør det ondt ved tanken om hvordan hun vil reagere når hun bliver teenager, når hun allerede fokuserer på det i en alder af syv!
    Når jeg ikke ubetinget jubler, så er det fordi jeg godt kunne tænke mig at du – som så mange andre gode og populære bloggere – gjorde lidt mere i det daglige for at udbrede det synspunkt, at (kvinde)kroppen er som den er med de forskelligheder der unægtelig følger med noget der er naturskabt – og at det kun medfører dårligt selvværd med alle de negative konsekvenser det har, at fokusere så voldsomt på “den perfekte krop” som medier, samfund og mennesker gør.
    Jeg er en ivrig læser af din blog og af mange andre underholdende og velformulerede kvinder, og jeg kan ikke lade være med at bemærke hvor mange indlæg, der handler om hvordan man ser ud i noget bestemt tøj, hvorfor man nu ikke kan passe den kjole mere, hvor dårlig samvittighed man har over at have spist slik/is/kage/mad! og hvor meget man bliver nødt til at løbe, hvis man bare gad for at kompensere for en eller anden skejen ud i kalorier. Din blog er på ingen måde domineret af den slags indlæg, vil jeg skynde mig at sige, men det er det generelle billede der efterlades når man bevæger sig rundt blandt top50-bloggerne. Da Caitlin Moran var i Danmark og tale for nylig var der nærmest ikke en større blog, kvindemagasin eller dagblad, der ikke var ved at strømme over af begejstring over, at hun turde stille sig op på en scene og vise sit løse maveskind!
    Det er ikke fordi jeg vil have flere løse maveskind i blogverdenen, men det kunne være fedt, hvis det afslappede forhold til kropsidealet også til daglig var synligt.
    Måske ville det blive mere acceptabelt – også for de unge piger – at deres krop var deres egen? Måske, hvis vi bare fokuserede lidt mindre på udseende og lidt mere på værdierne, fællesskabet, kompetencerne, følelserne m.v. ville gradvist kunne skubbe fokuseringen på kroppen i baggrunden og være mere bevidste om vores eget værd som mennesker?

  15. @Line B – det kender jeg SÅ godt. Har dg sjældent stamina til kur. Eller faktisk: Det har jeg aldrig.
    @Maria – jeg tror vi får virkeligt meget af den slags fra vores mødre. Men drenge gør også; og presset på unge mænd er heller ikke småt. De taler vist bare ikke så meget om det. For nyligt var der noget fremme omkring unge mænd, der tog steroider for at få muskler hurtigere. Det er virkeligt forfærdeligt.
    @Godtpolstret – jeg HAR IKKE et afslappet forhold til min krop. Jeg tror jeg har kæmpet mig frem til et mere afslappet forhold end jeg har haft; og i hvert fald arbejder jeg for at have det. Men det ændrer ikke på at jeg faktisk gerne vil være pæn, have lækkert tøj på, pæne negle og en pæn hud. Jeg forbeholder mig retten til at kæmpe for at have et mere afslappet forhold til mig selv, min krop og mit udseende, som tiden går, men også til at gøre mig umage med det. Jeg er ikke helsefanatiker, jeg dyrker ingen sport, jeg bevæger mig sikkert også for lidt, men jeg ved at jeg en dag vil få mulighed for at tage mig tiden til det. Og hvis du en dag er stødt på dårlig samvittighed over en kage her, så har der været grund til den; men jeg gør mig dagligt umage for at være hvor jeg er og nyde det jeg nyder. Om det så er nye sko eller chokolade. Og som du også siger: Så mener jeg at vi pinedød skal fokusere mindst ligeså meget på det indre, som på det ydre, og helst meget mere. Især for vores egen skyld.

  16. Kære Julia:-)
    Jeg skal ikke sige mig fri for den dårlige samvittighed over at spise en kage eller at jeg ønsker at være lækker. Jeg går både op i tøj, hud, makeup og alt det andet ydre – lige som de fleste mennesker gør, tror jeg.
    Jeg synes bare det tager overhånd i det “offentlige billede” (og ja jeg er helt med på at en blog ikke er “det offentlige billede” men alene udtryk for en bloggers tanker) og at jeg meget ofte støder på forudfattede holdninger til hvordan jeg er som menneske fordi jeg ser ud som jeg gør. Det bekymrer mig og gør mig både vred, frustreret og ked af det for jeg er jo ikke den eneste, der bliver mødt på den måde. Jeg kan fint håndtere det uden at det slår skår i selvværdet (særlig meget i hvert fald!), men jeg ville så gerne ændre det.
    Men hver gang jeg “råber” op så kommer jeg i kategorien “tykke kvinder, der vil have ret til at spise kage (og som sikkert også er dovne og uden selvdiciplin)” eller hvad det nu er folk tænker. Jeg har på en eller anden måde mistet retten til at blande mig fordi det altid vil blive opfattet som et forsvar for mig selv og ikke som en saglig stemme i debatten. Det er træls – for jeg har meget at sige, som jeg tror kunne være med til at nuancere detbatten. Det afholder mig nu ikke fra at påpege de steder i hverdagen, hvor jeg synes det vil være sundt at træde et skridt tilbage og overveje det igen inden man giver udtryk for sine holdninger/fordomme/tanker om hvad man ser og hører.
    Men alle jer, der allerede har en stemme kan gøre endnu mere – og det betyder ikke at man mister retten til at være forfængelig, gå op i sit udseende eller ønske at være tynd. Jeg mener bare det er ens egen sag og noget man skal gøre for sig selv eller af grunde man selv definerer – og ikke fordi nogen har defineret et eller andet “kropsideal”.
    Hmm, svært at forklare kan jeg mærke. Men jeg vil igen understrege, at det ikke er rettet mod din blog specifikt – du har bare modet til at tage emnet op og jeg har en stærk tro på, at du ønsker at påvirke det i en retning, der er mere positiv for os og vores børn – derfor kommer kommentaren her:-)

  17. Jeg har ledt efter en bestemt TED-talk med en svensk forsker fra Handelshøjskolen i Stockholm, som jeg for længe siden så via en anden blog. Men jeg kan desværre ikke finde linket igen.

    Men essensen af hendes TED-talk var, at hun havde brugt alt for lang tid af sit voksne liv på slankekure og det havde taget tid og fokus fra hendes akademiske arbejde, hvilket var temmelig uhensigtsmæssigt for en forsker og universitetsansat. Hendes oplæg var formentlig tænkt som en velment advarsel til de unge studerende i salen.

    Men jeg tænker, at det på mange måder alligevel ikke har været et reelt valg for hende det med slankekurene eller ej, for uden dem havde hun højst sandsynligt mødt andre udfordringer undervejs. Min erfaring fra bl.a. forsknings- og administrative stillinger på nogle universiteter har i hvert fald været, at du også i høj grad der bliver målt og vejet i fysisk forstand som kvinde der, hvilket ikke i nær samme omfang gælder dine mandlige kollegaer. De må til gengæld ikke ligne “sportsidioter”, for så bruger de nok for meget tid på tant og fjas…

    Sociologen Rasmus Willig har lige barslet med en polemisk lille bog (Kritikkens U-vending), hvor han karakteriserer “crossfit-trænende, agile generalister” som et udslag af en U-vending fra en samfundskritik til en nærmest samfundsødelæggende selvkritik;-)

    Men opsummeret er oplevelsen af, at vi bliver målt og vejet er på ingen måde forbeholdt de kendte, de semi-kendte eller de mere kulørte “kvindeparterende” medier, som du og Kathrine Kielos forholder jer til.

    Det er samtidig nok den største fare (udover naturligvis tingsliggørelsen) ved, at kvinder bliver “målt, vejet og nu også parteret” i det offentlige rum. Der skal simpelthen arbejdes på mange fronter (og i øvrigt på mange slags arbejdspladser) i et langt højere gear som kvinde for at nå den samme arbejdsmæssige eller faglige gennemslagskraft, også selv om vi er i 2013 (!?).

    Det siger sig selv, at hvis kvinder ikke bliver hørt i samme grad som mænd, mister vi rigtig megen viden og indsigt som samfund – op til 50% i værste fald.

    Derfor jeg så glad, når du, Julia og folk som Kathrine Kielos sætter emnet skarpt op, så vi kan tage det store billede til diskussion i medierne og på samfundsplan.

    Det er langt bedre i stedet for at vende det indad som noget vi især (så også) gør forkert, når vi arbejder målrettet på såvel indpakningen som på det faglige. Eller endnu værre tæske hinanden for, at vi blot gør det, som vi ved erfaringsmæssigt virker, så vi i bedste fald rent faktisk bliver hørt.

    Så kan vi ikke lige fortsætte diskussionen på det store plan i stedet for at skælde ud på bloggere, os selv eller hinanden? Det at holde kritkken samfundsrettet i stedet for som en introvert selvkritik, der bare tæsker os selv, er noget, vi positivt kan lære af Rasmus Willig, når vi har grint færdig af hans pudsige og noget uvidenskabelige kritik af fitnesscentre;-)

    Tak for tålmodigheden for de, der læste hertil:-)

  18. Kære Liselotte, Tusind tak for din lange og indsigtsfulde kommentar.
    Jeg vil straks få fat i den bog; og ja – der er noget vanvittigt uhyggeligt i at kroppen larmer mere end ligestillingsdebatten. Jeg holder fast i min grundtanke om, at hvis ALLE kvinder brugte lige så meget tid hver dag på ligestilling, som man / vi / de gør på at lægge makeup, ville vi nå meget langt. Også selv om man kun bruger mascara.
    Kære Godt Polstret – jeg er meget taknemmelig for din kommentar her. Og skulle du på noget tidspunkt have lyst til at lave en gæsteinlæg om dine overvejelser, oplevelser og tanker, siger du bare til. Min mail er: julia@lahme.dk. Du kan sagtens være anonym, hvis du foretrækker det.

  19. Tak for invitationen Julia. Det kan være jeg tager dig på ordet en dag. Og ellers er du altid velkommen til at se forbi på http://www.godtpolstret.dk 😉
    Jeg er glad for mine kommentarer bliver opfattet i den ånd de er skrevet. Det kan være svært at finde de rigtige ord på skrift når det er et emne, der i den grad er følsomt – og som har så mange facetter. Risikoen for misforståelser er stor kan jeg se:-)

  20. Smuke Julia.
    Kan ikke lade være at blande mig, for det er en vigtig debat du har gamg i her. I mine mange møder med kvinder i deres undertøj når vi er ude at shoppe, ser jeg igen og igen kvinder som vil skjule, dække og helst glemme store dele af sig selv. Har både haft en kvinde; Anne som gerne ville undvære sit hoved, men også Petra som hadede hendes hofter og knæ så meget at hun ikke kunne forklare mig hvad hun KUNNE lide ved sig selv når jeg bad hende lukke øjnenen og tænke over det.
    Vi kvinder har lettere ved at sige 5 dårlige ting om os selv end 1 god. Det må stoppe.
    Når vi derimod skal rose vores veninder, søstre, mødre, døtre osv. er vi pludselige utroligt overbærende. Mere af det overfor os selv.
    Elsk dig selv lige så meget som du elsker din veninde, datter, søster med alle skønheds”fejlene”

    Er du meget bredrøvet eller har du bare en meget smal talje.
    Har du muskuløse ben eller fede lår.
    Er din hals kort eller har du flotte bryster

    Handler om hvor søde vi vil være over for os selv !

    kram Christina Wedel

  21. Det er egentlig utroligt at dette problem bliver ved med at være aktuelt. Eller faktisk er blevet forværret med det voldsomme mediebombardement af forskruede kropsidealer. Så lige denne her på upworthy som viser fint hvorfor vi ikke har nogen jordisk chance for at komme til at ligne skønhedsikonerne, for det gør de ikke engang selv:

    http://www.upworthy.com/5-minutes-of-what-the-media-actually-does-to-women-8?g=2&c=ufb1

    Skønne er de, men jo ikke overjordisk perfekte. Og det skal vi heller ikke være. Men hold op hvor er det svært ikke at måle sig op imod, også selv om man burde vide bedre.

  22. @Christina Wedel – det er SÅ spændende. TAK fordi du minder os om at se positivt på os selv.
    @Tanya: Ja, det holder bare ikke at det bliver ved med at være et issue – den er så fin, den tale – tak for den!

  23. Hej,
    Hvor er det dejligt du tager sådan et helt indgroet og desværre også en daglig uvane op til debat.
    Jeg gad godt at vi kunne lade være med at dømme hinanden, for alt muligt men vægt og udseende fylder meget, jeg synes det er så primitivt og jeg forstår ikke hvad vi får ud af det. Bortset fra at det måske giver den der dømmer en falsk følelse af at være bedre end den anden person. Det er så nemt at konkludere alt muligt om andre, doven osv. uden at kende vedkommende. Og ordet fed er for mig et skældsord, det er altså ikke et ord man bruger om en man respekterer, uanset at det er en diagnose, det gør det ikke mere i orden at sige. Derudover kan der være alle mulige årsager til at vægten er som den er, sygdom, heftigt liv fx. barn med diagnoser osv. Jeg har haft nogle ubehagelige oplevelser, så jeg til tider ikke har lyst til at gå udenfor en dør, specielt uden makeup, men så tager jeg mig sammen, og tænker på de komplimenter jeg har fået og at jeg er mere end min vægt.
    Jeg er så opmærksom på ikke at sige noget negativt om min krop imens min datter på fem hører det, hun er rigeligt optaget af hvordan hun ser ud i forvejen, er f.eks. meget utilfreds med sine lange fine slangekrøller for rigtige prinsesser har jo glat hår…..
    Hvad med bare at respektere hinanden OG os selv, det er så gavnligt for os allesammen ?

    Denne film satte tingene lidt i relief for mig, og det bedste af det var, at jeg fik den af min kæreste <3

    http://youtu.be/aJFK_W7Exc0

    Glædelig jul og nyd de lækre julesager

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *