Jeg har sagt og skrevet meget gennem tiden om, hvor udfordrende det har været – og er – for mig at være nogens mor. Der kommer ting farende i mod én, som man ikke aner, hvordan man skal gribe, og der sker ting indeni en, som er svære at forstå. Men mit moderskab er meget andet end udfordringer, sygdom, og aflyste rejser. Lige nu handler det om en vidunderlig storebror, der nok har dril og fis i blikket og ikke er sen til at forhindre Lillebror i en lille ting, men som også er Storebror. Med ansvar, forståelse, tålmodighed og trøst. Elias involverer sin Lillebror og er loyal overfor ham i alt. I det hele taget et Elias ikke mere en lille dreng; han er ved at træde ud af min favn og ud i verden; han er blevet stor og fornuftig. Nysgerrig og lærelysten. Han vil ting, og han kan ting. Han har stadig svært ved dette og hint, men han er sig selv; og kan finde ud af at definere, hvad han vil, og hvad han ikke vil. Han kan sige til – og arbejder med at lære at sige fra.
Det er vidunderligt at være mor til et stort barn, som ham. En man kan regne med. Som kan holde en aftale; som kan stille spørgsmålstegn ved hvad man siger, og som kan kalde bluff. Når vi taler engelsk hen over hovedet til ham, ved han efterhånden næsten hvad vi siger, og når vi kommer med åndssvage regler fordi vi er trætte, er han den første til at påpege at aftalen var en anden i går. Og da rejsen til Afrika blev aflyst var det Elias som først sagde: Mor; vi aflyser ikke. Vi udskyder.
Jeg er stolt.
Hvor dejlig, hjertevarm læsning! Det lyder til, at du har meget god grund til at være stolt. Det er fantastisk at se et barn folde sig ud og blive en personlighed.
Selvfølgelig er du stolt, det forstår jeg så meget . Jeg har en pige på samme alder og jeg kan virkelig genkende mig selv i din beskrivelse. 🙂
Søde Elias, mit hjerte smelter. KH Mette
Kan kende meget af min ældste i Elias. Mit moderskab har udfordret mig meget ved at gøre mine to drenge så meget forskellige. Det at differentiere og stadig opdrage fine personligheder er virkelig en kunst.
Det er bare så vildt som det hele rykker sig. Og man er nødt til at gøre sig umage for at rykke med. KH J
Kære søde Julia!
Og vupti, pludselig sad jeg her med bævrende underlæbe og våde øjne! For hvor er det bare rigtig skrevet. Jeg kan så meget følge dig i det hele og du sætter ord på alt det, som jeg også tænker, men har svært ved at sætte ord på. “Vokse ud af min favn” – ja, det er vildt så stærkt som tiden går og jeg har bare lyst til hele tiden at kramme og kysse min skønne Xander, som – ligesom din Elias – er ved at udvikle sig til en større dreng med en fantastisk personlighed og kvikke bemærkninger og alt det andet, som du så godt beskriver. Jeg sniger mig indimellem når han sover til at tage billeder af hans små buttede hænder med de mange furer i, for det har og er de stadig, men hvor er det vildt, så stærkt tiden går. Og hvor jeg dog suger til og nyder hvert eneste sekund af den sammen med det skønne lille menneske!
Kram fra Louisa
– Og hvor har du dog også bare ret i, at man er nødt til at gøre sig umage for at rykke med!
Igen super godt skrevet og meget meget tankevækkende 😉
Kram L!