Navneleg: Hvad Skulle Sofus Hedde?

Her forleden aften sad jeg og bladrede i min telefon. Pludselig fandt jeg en note, nemlig en liste over navne, som lillebror kunne have fået. Her er listen:

foto-7

Sofus blev født den 19. september 2011, og som det fremgår af listen, havde jeg lige akkurat opdaget at jeg var gravid, da jeg begyndte at tænke i navne. Som det også fremgår havde det da sådan set nok strejfet mig, at han kunne blive en pige, og navnet Sofus var slet ikke inde på min radar. Da vi opdagede at Sofus blev en Lillebror og ikke en Lillesøster, var jeg i et par måneder overbevist om at han skulle hedde Leopold. Folk omkring mig inklusive Johan, syntes det var en hæslig ide, og den forlod mig faktisk først da jeg vågnede en nat og havde drømt at han skulle hedde Sofus. Nu kan han ikke hedde andet.

Og det slår mig, at de navne betyder noget. Ind i mellem hører man forældre kalde på deres børn, og man tænker åh gud nej, dit stakkels barn! Skal du virkeligt kaldes ved så mange på hinanden følgende slemme navne på en gang?! (For eksempel hvis de er lidt for kreative med denne liste).

Selvfølgeligt er det kulturelt bestemt, hvad vi kalder vores børn, og hvad vi synes lyder pænt, men hold nu op, der er mange ting, jeg selv er glad for ikke at have kaldt mine børn… Og når jeg tænker på reaktionerne på navnet Sofus, så kan det være at vi selv er hoppet i med begge ben og har kaldt vores lækre unge noget, der i andres ører lyder mere som en programerklæring for et bestemt slags liv, end som det perfekte navn til en lille glad fis, der elsker sko, mammutter og dinoer, og som ikke er bleg for at klæde sig ud.

18 kommentarer

  1. Det med navne er super interessant – og jeg er helt enig – det er en kulturel ting. Det mærker vi også hos os, hvor vi inden for et par år skal adoptere et barn fra Korea. Jeg har i lang tid tænkt at jeg gerne ville kalde mit barn det samme som min afdøde mormor – men kan et barn med oprindelse fra Korea hedde Gudrun? Det tror jeg egentlig godt… men det er da en reaktion jeg har mødt…

  2. Signe – tillykke med familieforøgelsen. Hvor er det skønt! Jeg ved ingenting om adoption men jeg forestiller mig at man også gennem navnet ønsker sit barn velkomment i et nyt liv – sammen.

  3. Navne er altid noget, som alle andre har en holdning til. Lige meget hvad man vælger 😉
    Mine unger hedder Adam og Noah – deres navne er valgt ud fra kriterierne: skal kunne bruges i udlandet (udtales på engelsk) og være korte (langt efternavn). Bliver dog ofte spurgt om de er valgt, fordi vi er meget religiøse (øh nej)! Havde de været piger, havde de været Line og Naja…

  4. Sådan en liste tror jeg alle har – mig selv inkl.
    Første gang var vi slet ikke noget til noget da jeg lige pludselig fødte, men vi måtte tage en hurtig beslutning på en eftermiddag. Men selvom det gik så hurtigt har vi aldrig været i tvilv om at Hannah er en Hannah.
    Ved nummer to var vi over mange navne men endte med Aja – så kan de begge staves forfra og bagfra. At jeg så stadig ikke er sikker på at det er det rigtige, så kan hun nu her 2 år gammel ikke hedde andet.

  5. Det er sjovt det med navne. Jeg synes dine drenges passer lige præcis til dem – og når man er vild med mamutter skal man da hedde Sofus 🙂
    Da jeg ventede mig Edith, og før vi vidste om vi skulle have en pige eller en dreng var der mange navne oppe at vende. Min mands far døde i en alt for ung alder, og min mand havde altid haft en idé om at fik han selv en søn en dag, skulle han have sin farfars navn. Det er jo forståeligt og fint, men altså…. Jeg ville aldrig kunne amme en dreng der heder Erik. Det er bare for sært.
    Heldigt vi fik en pige ikk…
    (havde vi nu fået en dreng, så havde han jo nok ikke kunnet hedde andet end Erik uanset, og så ville det også være lige præcis som det skulle være)

    KH Maria.

  6. Da jeg var gravid med MIkas troede vi af en eller anden grund at han var en pige. Måske fordi alle sagde han var det – og vi havde allerede pigenavmet parat. Lillesøster skulle hedde Vigga – fuldstændig ligesom Hjalte skulle have heddet det, hvis han havde været en pige 🙂
    En dag sad jeg og talte med Hjalte om at lillesøster jo faktisk og KUNNE vise sig at være en lillebror. Min dengang 4 årige dreng svarede prompte “Altså jeg VIL have en lillesøster – men hvis det skal væreen lillebror skal han hedde Sofus, ellers gider jeg ikke”
    Det blev en lillebror – og grundet mange omstændigheder endte han som en MIkas – det tætteste vi lige kunne komme på mirakel. Vi har godt nok fået mange kommentarer på det navn – min egen far udbrød “ja ja – men hvad skal han så hedde RIGTIGT?”
    Jeg elsker stadig navnet Sofus – og jeg tænker i hvert fald at det vil høste færre kommentarer end et navn som Tung!!??

  7. Da jeg var højgravid med min søn, besluttede vi os for, at han skulle hedde Laurits! Bag efter skulle den vordrende moder motioneres, så vi travede en tur i kvarteret….da vi drejede ned ad en lille stille villa vej fik vi et kæmpe chock! I gadelampens lys stod der med store bogstaver i sneen “Laurits”….min mand skyndte sig at fotografere det! Laurits er en Laurits….og ku da så absolut ikke hedde andet! ;0)

  8. Jeg har en Sofus på 10 uger, og jeg synes det er så dejligt et navn – sødt, blødt og lidt fiffigt… Vi døjede meget med hvad lillebror skulle hedde, jeg synes drengenavne er svære. Storebror Oscar var ikke meget hjælp – han foreslog kun “baby” eller Per…. Op til fødslen var vi nok mest på en Albert, men da han så kom ud og lå på min mave – så kunne min mand da tydeligt se at han var en Sofus, så det blev han 🙂

  9. Da vi ventede den store, var det svært. Men vi vidste nok inderst inde, at vi bedst kunne lide navnet Johanne – men vi blev ved med, at have Johanna og Hannah på listen. Da hun kom ud, og vi så hende, så var Johanne det helt rigtige. Med lillebror var det straks sværere, der var ikke nogen navne, der lige klingede. Vi endte med at have Karl (om det skulle være med K eller C var en lille ægteskabelig krig i sig selv – men min mand vandt) og Laurids på listen. Da han så kom ud og vejede 4218 gram og var flammende rødhåret, så kunne han kun hedde Karl. Så vi har Johanne den fagre og Karl den røde herhjemme. 🙂 Jeg synes, at Sofus er et fint navn – det passer til én, der elsker dinoer.

  10. Dit indlæg får mig til at tænke på et “kanelsnurre-kursus” for børn nede i Meyers bageri på Classensgade for et par måneder siden. De havde en tilmeldingsseddel hængende og det var den ene Astrid-Alma, Linus-Emil og Albert-Felix efter den anden

  11. Dit indlæg får mig til at tænke på et “kanelsnurre-kursus” for børn nede i Meyers bageri på Classensgade for et par måneder siden. De havde en tilmeldingsseddel hængende og det var den ene Astrid-Alma, Linus-Emil og Albert-Felix efter den anden.. Gotta love Østerbro!

  12. @ Karina – det var det samme med min far – han sagde ikke Sofus navn det første lange stykke tid!
    @Maria – jeg kender en sød lille femårig, som faktisk er rødhåret og hedder Erik.
    @Henriette – det er bare den smukkeste historie!
    @Gitte BJ – hvor er det bare dejligt! Tillykke! Små sofusser er topnuttede! Jeg håber I har det godt begge to.
    @Bitten – det er så gode navne begge to!
    @Tanja – det er jo alt for sjovt. Ja, der er virkeligt mange vilde dobbeltnavne i spil her i 2100. Nogle af dem er så fine, og andre får mig ind i mellem til at tænke at det lyder for meget som to der ikke kunne blive enige..

  13. Har en Alma Elisabeth (Elisabeth efter min mor) og en Nora Johanne (Johanne efter min farmor) men vi kalder dem kun ved fornavn. Og navne er jo noget sjovt noget – for er det ikke sådan, at vi bla vælger navne, der siger noget om, hvem vi er som forældre (eller hvem vi tror, vi er, eller gerne vil opfattes som)??
    Og så håber jeg, at min far sidder et sted og smiler, fordi hans barnebarn er opkaldt efter hans mor – han gik vildt op i slægt mm, så det er en kærlig hilsen til ham.
    Sofus er i øvrigt et skønt navn.

  14. Det er nogle smukke navne @birgitte – Elias er opkaldt efter min mor, Elisabeth. Sofus efter min søster og jeg selv har nu akkumuleret fire navne (rigeligt…) og hedder Christine Julia Lahme Forsby. Bruger kun de mellemste to efterhånden men er glad for dem alle. KH J

  15. Og jo.. Vi vælger måske også ud fra hvem vi håber vores børn er / bliver? Og navnet er den første gave tror jeg, ladet med drømme og håb.

  16. Min hund hedder Sofus…
    Min yngste søn hedder Ludvig.. folk bytter rundt og kalder ‘Luuuudviiiig’ og forventer hunden kommer løbende 🙂
    Hvis babyen var kommet før hunden havde jeg også haft en Sofusbaby 🙂
    Mine børns navne er valgt udfra at de skal være søde, nemme at udtale og se fine ud på skrift 🙂
    De hedder Milla, Oliver, Sille og Ludvig. Fine søde navne der passer dem perfekt 🙂

  17. Godt indlæg.

    Vi har lige fået en Simon. Han er et halvt år nu. Jeg spøgte meget med, at han skulle hedde Simon Emil. Når han så lavede skarensstreger, kunne jeg råbe, “Eeeemiiiiil”. Fra fødslen kaldte vi ham Simon. Da præsten så var på besøg inden barnedåben, blev vi enige om, at han alligevel skulle døbes Simon Emil. I daglig tale kalder vi ham stadig bare Simon. Det de hedder fra starten hænger som regel ved og du har ret i dag kan han ikke hedde andet. Jeg skal naturligvis nok, når lejligheden byder sig, kalde ham Eeeemiiiil 🙂

  18. Sofus er også et godt hundenavn – og ja, det var faktisk også noget af det folk sagde; om det kunne bruges til et barn… Ludvig er satme også sødt! Og Emil er sådan et dejligt navn!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *