Tidsånd: Der Er Ved At Ske Noget…

melissa-mccarthy-elle

 

Efter at vi kvinder i årevis har sukket efter at modebranchen skulle tilbyde os noget andet end størrelse 34 til 38, er det faktisk nu endelig sket. Det sker ikke kun i butikkerne, men også på magasinernes forside, hvor ELLE for nyligt viste det komiske geni Melissa McCarthy i en smuk frakke, og med det mest vidunderlige sexede hår. Ja, faktisk, synes jeg at hun har fået lov til at være virkelig hot, og et forbillede. Der har så tilgengæld været enorm kritik af at hun ikke viste mere hud, men at hun var pakket ind i en stor frakke.

Den danske modeverden går faktisk foran med det Bestseller-lancerede brand Junarose, som er superlækkert i store størrelser. Jeg var med på en skydning i London, hvor deres smukke model så sådan her ud inden skydningen:

IMG_9295

Det var for mig en stor oplevelse at være med, fordi modellen Georgina Burke  simpelthen var så vidunderlig og forbilledlig i forhold til en kropsdebat og en diskussion om at føle sig og være smuk. Du kan læse uddrag af interview med hende her.

Det at vores størrelse ikke mere er en betingelse for eller en forhindring i at nyde at klæde os lækkert på, understøttes ikke bare af branchen men også af mange dygtige og modige plus size bloggere her i Danmark, som blogger om mode, kropslighed og sensualitet på en virkelig lækker og feminin måde. Så alt i alt, Damer – der sker noget, og det handler heldigvis ikke mere om kun at ligne alle de andre, men meget mere om at være sig selv, dyrke sin stil og det, der gør én særlig. Jeg kan lide det!

(Og her lige et par fotos mere fra sommerens shoot i London)

IMG_9268

IMG_9311IMG_9298

 

7 kommentarer

  1. Hun har udtalt, at hun selv bad om frakken. Faktisk krævede frakken, hvilket er forståeligt, når den er noget lækkert cashmere fra Marina Rinaldi/MaxMara.

    Men helt ærlig er det ikke også lidt tåbeligt at hidse sig op over, at en kvinde har en frakke på på forsiden af et novembernummer af et modemagasin? Ingen havde pippet en eneste lille lyd, hvis det havde været en alm. model i en frakke.

    Det er en slags dobbelt diskrimination – jep, vi elsker dig primært fordi du er tyk, og så skal du “f…” også fremstå tyk! Så kan vi bedre få udlevet vores fantastiske “tolerance” overfor tykke mennesker.

    Jeg synes, at hun skal have lov til at være lige den hun er med frit valg på frakkehylden, for hun er først og fremmest meget dygtig og mega sjov.

  2. Jeg synes hun er smuk! Ikke på grund af sin størrelse. Heller ikke på trods af sin størrelse. Men fordi hun har en fantastisk energi, der gør hende smuk!
    Bortset fra det er jeg nu ikke helt enig med dig i, at størrelse ikke gør en forskel i forhold til at klæde sig lækkert. Eksempelvis er det noget nær umuligt at finde træningstøj i store størrelser. Danske Carite laver en smule og Purelime er gavmild med størrelserne hvorfor det også kan bruges et stykke af vejen. Men prøv du at opdrive et udvalg du kan vælge imellem eller et par cykelbukser, der faktisk er beregnet til kvinder og ikke til mænd (vi er jo lidt forskellige dernede) i størrelse + 44 og du vil komme på hårdt arbejde. Hvorfor er det lige, at lækkert træningstøj ikke er tilgængeligt for kvinder i større størrelser (men nok for mænd)? Er det ikke netop os, der bliver tudet ørene fulde med opfordringer til at motionere?
    Og hvad med undertøj? Der er et rigtig flot udvalg af undertøj med store skålstørrelser, men når det kommer til omkreds eller trusser, så kniber det gevaldigt. Det gælder for resten også shapewear. Heldigvis er der gode danske designere, der har fået øjnene op for behovet for fedt tøj i plus size. Lykke og Weiss bag Carmakoma gør et godt stykke arbejde (desværre ingen butikker i kbh med fuldt udvalg endnu) og Bestseller er også kommet godt med, med Junarose. Men ser man bort fra det så er det fortsat det store udland – især England, Australien og USA, der kan præsenterer et imponerende udvalg. I Danmark må vi i stedet finde os i at Dansk Supermarked tager en højere pris for en T-shirt i størrelse 48 end i str. 44 (men ikke en højere pris for str. 44 i forhold til str. 36?!?) og så glæde os over de fremskridt der trods alt er.

    Til gengæld er jeg enig med dig i, at de gode danske plus size bloggere gør en kæmpe forskel ift at vise at lækkert tøj og dejlig udstråling ikke er afhængig af størrelse.

  3. På asos.com findes deres ‘curve’ linie til plussize, og der er faktisk et rigtigt pænt udvalg af tøj og specielt bukser/jeans i god kvalitet til meeeeeget gode priser (ca 200kr, eller billigere) og de sender fragtfrit

  4. Karen – jeg er skam også en flittig kunde hos Asos (der forøvrigt også har fået Carmakoma på hylderne). Min pointe var mere den, at det fortsat ikke er “normalt” – i Danmark i hvert fald – at sørge for et bredt udvalg af lækkert tøj, inkl. træningstøj og undertøj i alle størrelser. Du skal virkelig gøre et stort reasercharbejde for at finde det. Og der mener jeg i høj grad det er branchen, der er styrende. For der er ingen tvivl om at efterspørgslen er der. Men de fleste butikker vil hellere have et udvalg på hylderne, der klæder de fleste kvinder og designerne synes deres tøj gør sig bedre i en str. 36 end i en størrelse 46. Jeg synes derfor der er langt endnu i Danmark i forhold til få et anstændigt udvalg på hylderne, men hvad jeg finder mere vigtigt er, at jeg tror der er meget langt endnu til at det bliver almindeligt at vise tøj og kvinder i alle størrelser som en selvfølgelighed og ikke som noget kuriøst vi skal klappe i hænderne over!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *