Hvad er det eneste man i virkeligheden ønsker sig?

Jeg tror det er at dem man elsker har det godt, er sunde, er raske og kan leve deres liv som de ønsker det. Det er desværre ikke os alle forundt. Min mor døde for nu otte år siden, og jeg er ikke færdig med den del af mit liv endnu. Jeg bliver det nok heller aldrig. En ting er, at hun er væk, noget helt andet er, den periode vi var igennem sammen, da hun var syg. Jeg ved ikke hvordan man kommer igennem, hvis det er ens barn der er sygt. Jeg forstår det ikke. Jeg håber ikke jeg bliver nødt til nogensinde at lære den del af et liv at kende.

I forbindelse med Knæk Cancer kampagnen, har jeg modtaget ikke færre end 19 henvendelser fra mennesker, der fører kampagner og samler ind. Jeg synes det er så sejt. Hver og en fortjener klapsalver for at bruge tid og energi på at gøre en forskel. Forleden fik jeg en mail af Susanne, som du er nødt til at læse. Hun kæmper for sin lille datter, og har alligevel overskud til også at kæmpe for andre. Jeg har fået lov til at dele Susannes mail med jer, og jeg synes du skal bruge tid på at overveje en donation, og sende Susanne en mental krammer. Hun får en fra mig.

LINKET ER HER.

Knæk cancer2

Kære Julia

Jeg har fulgt dig gennem bøger og blog og har så god respekt omkring måden, du fremstår gennem din brug af medier. Nu vil jeg spørge dig, om du har lyst til at hjælpe mig – i en ganske alvorlig sags tjeneste.

Som det er svært at komme udenom, er det Knæk Cancer-uge, og i den anledning har jeg oprettet en indsamling for at hjælpe Kræftens Bekæmpelse med at samle så mange penge til det gode formål. Baggrunden er, at min egen datter på nu 2 år har en aggressiv leukæmi, og hun har indtil nu været i behandling i 1 år og 8 måneder (er planlagt til 2½ års behandling).

Jeg har tænkt længe over det, før jeg kom frem til at sende denne mail til dig. Jeg ved jo godt, at mit ærinde ikke handler direkte om det, du skriver om mest, men du tager alligevel fat i nogle alvorlige spørgsmål og vinkler på livet og vækker derigennem os alle en gang i mellem (og tak for det!).

Derudover synes jeg, det er så vigtig en sag, og den berører så mange af os, så hvis min datters historie kan være med til at rette fokus den vej, vil jeg gerne eksponere hendes fortælling ad de kanaler, der virker. Jeg vil derfor spørge dig, om du har lyst til at hjælpe mig med at sprede budskabet om min indsamling gennem din enormt livsbekræftende blog med så mange gode og trofaste læsere? Konkret har jeg brug for, at du måske knytter en lille kommentar og linker til min indsamling.

Det er uden tvivl helt afgørende at bruge netværk til at få gang i den form for indsamlinger, men med størstedelen af vores tid på hospitalet (det første år helt præcist 80% af tiden) er det svært at finde tid til at pleje og skabe netværk. Derfor denne henvendelse til dig – jeg håber, du har lyst til at hjælpe mig med at sprede budskabet (alt tæller og gælder i denne vigtige kamp!)

Hvis du vil bruge min datters historie som vinkel, som jeg blive meget berørt og beæret, og jeg vedhæfter billedet fra hendes indsamlings-profil, som du er meget velkommen til at bruge, hvis du vil.

Fuld af håb (for min datter og for vores indsamling) – mange venlige hilsner

Susanne

SUSANNES INDSAMLING ER HER.

7 kommentarer

  1. Tusind tak, Julia!!

    Endnu en gang har du givet os et kærligt og alvorligt skub, og jeg er meget beæret over, at du vil hjælpe mig med at fortælle min datters historie videre. Det betyder meget at få denne mulighed for at opleve, at vi kan handle og gøre noget aktivt i forhold til vores datters sygdom, og du har netop hjulpet os godt på vej – stort, stort tak herfra!

    Kærlige hilsner fra

    Susanne Geert & familie

  2. Puh hvor er det en sej sej kamp I har gang i. Min yngste søn er samme alder og jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvor hårdt det må være. Jeg har selvfølgelig støttet jeres indsamling, det kan jeg heldigvis se at mange andre også har gjort. Alt det bedste for jer og jeres familie fremover

  3. Jeg kan slet ikke holde ud at læse om, eller se tv programmer i denne ude om cancer. Jeg får det fysisk dårligt bare ved at læse en overskrift med en historie som susannes. Jeg er så bange for at blive ramt at den sygdom og at mine børn skal miste deres mor. Eller endnu være, at de selv skal dø. Jeg skylder mig at donere penge og så slukker jeg for tv, pc og skylder mig at tænke på noget andet.

    Susanne jeg sender dig varme tanker og ønsker alt held og lykke til din lille datter. Har naturligvis støttet din kampagne.

  4. Ingen ord er store nok…, jeg har naturligvis støttet din sag Susanne og håber alt det bedste for dig og din familie og ja alle andre, der kæmper en hård kamp…. Du oplever min værste frygt, at det rammer mine nærmeste eller at jeg skulle rives væk fra dem…. Mange tanker herfra

  5. Tak til dig Julie, for at give os indblik i Susannes og Madickes verden, samt en mulighed for at række en hånd ud til hende, og hendes familie.

    Kære Susanne,
    jeg er rørt til tårer. Ser på billeder af jeres familie, og hvor stærke og seje I er. Madicke ser ud til at have en enorm livsvilje -hun stråler jo trods slanger m.m-, og jeg ønsker inderligt for jer, at det er den livsvilje som sejrer!
    Du skriver, at du har følt dig magtesløs, og at du ikke kunne gøre noget for at hjælpe din datter. Men det gør du allerede hver eneste dag! Det kan jeg se. Du er der for hende, og sammen med din familie giver du hende masser af livsmod og kærlighed hver dag -det kan alverdens millioner ikke hamle op med.
    Modtag derfor en mental krammer fra en fremmed, fyldt med kærlighed og omsorg for jer alle.
    Tak for at dele jeres historie med os! Jeg tror på, at vi har godt af at høre nogle barske sandheder i en god sags tjeneste.

  6. Kære Julia og jer andre!

    Tak for de fine hilsner her igennem Julias livsbekræftende medie. De vidner om både stor empati og mod til at parkere et øjeblik ved ubehagelige tanker. Før min Madicken blev syg, tog jeg ofte mig selv i at flygte fra det meste, der kunne vække frygt hos mig selv – ikke mindst at læse om andre i en situation, som vi nu er i.

    Nu har jeg, hvis ikke lært, så i hvert fald nærmet mig en tilvænning imod, at uanset hvordan det går, så er man i det et skridt ad gangen – og man kommer videre. Til den ene eller den anden side. Men man kommer videre fra det, der i nuet virker uoverkommeligt at komme videre fra. Og det er en god lære. At man kan klare det meste. Faktisk det hele. Jeg har fulgt mange familier på Rigshospitalets børnekræftafdeling, og fælles for dem er, at de finder måder at være i livet på, uanset hvad det byder på.

    Det er måske en kliché det med, at man lærer at sætte mere pris på livet. Ikke at tage det for givet. At livet hver dag bliver en gave. Men der er i hvert fald noget om, at man får et nyt perspektiv på dagligdagen og dens (især gamle) udfordringer. Og det er faktisk meget rart. At hvad der før virkede irriterende og forstyrrende i mit daglige tiltag for at få den hverdag og den tilværelse – med min familie, på mit job og i mit liv på den længere bane – som jeg ønskede mig, så bliver de udfordringer i sagens natur af mindre betydning.

    Spørgsmålet er, hvor stor en del af det perspektiv, man formår at bevare også efter turen gennem et så alvorligt sygdomsforløb som min datters. Kan man – når alt der her forhåbentlig er over, min datter er rask og i børnehave og jeg tilbage på job – kan man så bevare den dimension på tilværelsen, som får mandagsmøder, snottede børn, kollega-knas og jævn hverdags-travlhed til at virke som ubetydelige og bare givende knaster, der styrker mig jævnt gennem dagene? Eller er man i løbet af kort tid mere eller mindre tilbage, hvor det var dens slags udfordringer, der fyldte op og frustrerede? Hvor det ville virke fuldkommen umuligt at være i en situation som vores nuværende, hvis jeg ellers læste om den en sted. Forstår I, hvad jeg mener?

    Jeg ville bare give jer den dimension med. At selvom vi lever under ekstremt pres med det leukæmi-forløb, min datter er igennem, så får vi (klichér eller ej) også et mere nuanceret blik for hverdagen, som jeg af alle kræfter håber, at jeg får held med at holde fast i, når vi engang har en hverdag, der ligner jeres andres. At vi næste gang december f.eks. får en snert irritation over sig med skolers, institutioners og foreningers mange julehygge-arrangementer – evner at kaste tilbageblik på den hverdag, vi har nu mellem behandlinger og bivirkninger. At det tilbageblik vil minde os om perspektivet i vores tilværelse; måske ligefrem vil få os til at sætte pris på forudsigeligheden i f.eks. den overbookede lange december-børnefest.

    Måske I andre kan bruge påmindelsen om tilværelsens bredere perspektiv i jeres hverdag med de udfordringer, I støder på?

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.