I næste uge bliver Sofus to. Han er frygtløs. Ikke bange for eventyr, krat eller vildnis. Han er sjov; sprudlende, glad og har glimt i begge øjne. Han er fjollet; kan lide at få os andre til at grine og er ved at træde i karakter, som den dreng,
han er. I næste uge har jeg ingen baby mere – og grin bare; men 2årsdagen er mærkedagen i min bog. Så har jeg et lille barn, men ikke en baby mere. Nok bruger han ble, nok bruger han sut, men han er ved at være stor. Viljen er veludviklet, og han har vist at verden er grundlæggende anderledes for ham, end den var for Elias. Måske er det, det man skal lære, med barn nummer to – at man ikke bare bliver mor, men at man får et barn ind i sit liv, der skal vise én lige netop hvem han eller hun er. Jeg er i hvert fald ved at fatte det; både, hvad jeg skal lære, hvem Sofus er, og hvad jeg stadig mangler at forstå.
(Børnefødder – ikke babyfødder. Beskidte, stadig fede, men bestemt ikke babyfødder.)
Hvem kan stå for nuttede barnefødder! Min datter på 7 bruger str. 35 i sko – det gør min veninde på 35 også! Så der er hverken baby eller barnefødder. Min søn fortalte mig i går, at når han bliver 4, så er han ikke længere bange for den store dreng, der er udstillet på Aros! Når han bliver 4….. om ½ år. Ved mig var skiftet fra baby til barn omkring de 2 – nu er jeg i gang med et nyt skifte her ved 3½. Fra lille dreng til stor dreng. Og det er sgu’ lidt vedmodigt. Men også spændende og fedt og alt muligt andet. Samtidig bliver jeg hver eneste dag mindet om, hvor forskellige mine børn er, og hvor fede personligheder de begge har. Føler mig ret taknemmelig over for de to i mit liv.
Bitten! Det er jo så vildt! Det går så stærkt, selvom man ikke tror det når man står der midt om natten med en skrigebaby.. Og ja – du har ret: Fra lille til stor…
Fødderne, ja! De er en tydelig markør. Da de var helt nye – børnene og fødderne, lignede tæerne en række små ærter. Når man så dem nedefra, som man altid gjorde, når babyerne lå på puslebordet. Jeg skulle altid lige have fødderne helt op i hovedet, én fod på hver kind, kysse på dem og snuse til dem.
Pludselige var det ikke længere så nuttet. Fodsved?! Den første uskyld røg sig en tur.
Nogle gange – knap to år senere, skal jeg stadig lige se, hvordan deres små fodaftryk passer på mine kinder. Fødderne er blevet for lange. Og du har ret, Julia, det er slet ikke babyfødder mere. Der *er* børnefødder, med skidt og nuller og skrammer og så videre. Men det er stadig de smukkeste, mest nuttede, højest elskede små tykke fødder i verden.
Og endnu vildere når ens datter på næsten 10 år gerne vil bruge deodorant, er begyndt at få bryster og bruger samme str som mor i sko! Inden jeg når at blinke med øjnene 2 gange er hun flyttet hjemmefra.
Jeg synes næsten, at det er helt deprimerende nogle gange, når jeg ser på mine tre børn, og det går op for mig hvor store de er blevet, og at jeg aldrig mere skal ligge med en lille baby og amme, nusse og alt det skønne det hører til. Min søn, mit yngste barn, er 5 måneder yngre end Sofus, og jeg har det på præcist på samme måde – babyen er væk og der er nu en lille dreng der vil frem i verden, viser os hvem han er og hvad han vil. Men på den anden side, så glæder jeg mig til at vi kan tale sammen, til han kan fortælle mig hvad han har oplever i dagplejen og hvad han vil have på sin rugbrød. Lige nu begrænser hans ordforråd sig til: flue, hund og hest.
Åh ja, tykke babyfødder