Situationen var denne:
Vi har i flere måneder planlagt en tur til Legoland med Elias bedste ven, Alfred, og dennes forældre. Ungerne har GLÆDET sig og turen har været samtaleemne nummer ét i måneder. Lørdag bliver Sofus syg med noget med maven, og det udvikler sig søndag til at være 40 i feber. Vi tager afsted alligevel, fordi vi har LOVET Elias at tage afsted. Sådan er det at være lillebror… Vi ankommer til Hotel Legoland klokken 13, og de vil så ikke lige lukke os ind på vores værelse med Sofus, som er ret syg på det tidspunkt, fordi de ikke har et overblik over hvilke værelser, der er rene (og hvordan kan man ikke lige vide det? Altså, har man ikke et system?), og damen i skranken siger at vi først har “ret” til vores værelse kl 15. Så hjælper ingen syge børn, og vi må ud i regnen med de store utålmodige, lykkeberusede fem-årsdrenge, og feberlillebror. Regn, tænker du? Ja. Det har seriøst silet ned fra vi ankom søndag.
Men…

Vi prøvede at være i nogle af de “tørre” forlystelser, som dette akvarium, men den plan holdt ikke længe. Nej, ud måtte vi:

Så snart klokken var 15, og vi havde “ret” til vores værelse gik Sofus og jeg i regnen hjem på det. Det var det vildeste værelse. Tema Ridder; og Elias var sendt af sted på en regnbue, da han så det:

Sengen stod for eksempel lige under dragens røv.

Badeværelset. Med våbenskjold passende installeret over toilettet:

Sofus lå bare og så dinofilm i sin feberkoger mens jeg nussede ham.

Og så dag to, som begyndte sådan her:

Og fortsatte sådan her:

Og sådan her.
Men alt i alt: Hotellet og Legoland var fantastisk for børnene. Det er let at være der, og alle hensyn er taget. Næsten. For man bøjer ikke reglerne i Legoland – heller ikke for de syge unger (har du opdaget at jeg er lidt snerpet over det?; synes faktisk ikke det var ok), men turen var (mærkeligt nok) en succes. Det er et eventyr man bliver lukket ind i, og Elias på 5 er helt klar på det. Og mens man ser på regnen kan man jo passende drikke en kaffe.

Ps – vi tog hjem med Sofus mandag over middag, mens Elias var så heldig at få lov til at følges hjem med Alfred og hans forældre om eftermiddagen. Gode venner!
Det må alligevel være ret fantastisk når turen trods 40 i feber og silende regn var så succesfuld. Måske man skulle prøve. Og god bedring med Sofus.
Åhh stakkels Sofus – jeg håber at han er ved at være ovenpå. Ud fra hvad du skriver, ville jeg også være en lille bitte smule muggen over, at det ikke var muligt at tjekke ind. De kunne i det mindste gøre en indsats for at finde ud af, om der var et værelse klar, i stedet for at stille sig med krydsede arme og ryste på hovedet, men fedt at turen alligevel endte godt. 🙂
Ja man kan da undres over at der ikke lige var lidt hjerterum til jer og jeres lille syge Sofus. Fair nok hvis ingen værelser var klar, men alle 100mange værelser bliver vel ikke gjort klar til lige præcist til kl 15.
Vi var i Disnayland i foråret med vores tre børn. Vi kørte derned og ankom kl 10 om formiddagen. De var så søde på hotellet, og vi fik nøglen til vores værelse med det samme (selv om vi også først have ret til det kl 15). Som den søde receptionist sagde “You must be tired after the long drive Madame”. Og det var der jo noget om.
Men godt at I havde en dejlig tur. LEGO land har vi stadig til gode.
Mage til ufleksibilitet og manglende omtanke skal man nok lede længe efter…kan ikke fatte at et hotel der lever af sine gæster afviste jer når Sofus var syg…
Når det så er sagt er det godt at høre at turen trods alt var god. Det var træls med det vejr I havde, men omvendt…havde det været 22-25 grader og flot sol havde Legoland været proppet med mennesker, og så skulle I måske vente LAAANG tid ved hver forlystelse…det slap I jo så for… Ja, jeg prøver bare at finde det positive i enhver situation 😉
Øv hvor surt, når børnene (og en selv) har glædet sig så længe. Jeg håber at turen trods regn og feber blev skøn for de femårige?
Kære Alle, nu har jeg gjort noget jeg normalt aldrig gør, nemlig skrevet en mail og klaget. Jeg lader jer vide, om og i givet fald, hvad de svarer. KH J
Og nu har jeg så fået et meget venligt og beklagende svar tilbage sammen med en lovning på en overnatning næste gang vi vil dertil. Meget, meget venligt og jeg blev helt overrasket.
Wow, det var godt nok vildt. Jeg var også lidt overrasket over den behandling I havde fået, for vi har kun mødt utroligt søde og venlige medarbejdere derovre 🙂