Føler du dig presset?

En undersøgelse lavet af Alt for Damerne i samarbejde med analyseinstituttet Megafon, siger at vi gør. Vi kan ikke overkomme det hele, og da slet ikke alt det, vi gerne vil. Manu Sareen kommenterer undersøgelsen, og siger at vi alle har del i det – også politikerne, at skabe rammerne for at vi kan leve et helt liv. Åbenbart er det svært at nå at have et meningsfyldt arbejdsliv på deltid, være den perfekte mor, have tid til alt det sociale vi gerne vil og også til at passe på os selv. Og JA. Jeg er totalt enig, men skal vi ikke snart begynde at tale om hvor lykken ligger henne? Om den ligger i at kunne ALT, eller i at nå noget? Måske ligger lykken også i at indrømme hvordan det i virkeligheden er hjemme hos os hver især? Tænk hvis vi allesammen sagde det som det var. Blot en tanke.

Læs mere om undersøgelsen her.

34 kommentarer

  1. Hej Julia!

    Må man mon bringe dette citat i et frivilligt blad? Det er lige spot on på det jeg sidder og arbejder med lige nu 🙂

    Mange hilsner Heidi

  2. Hmm… Hmmm. Jeg ved godt, at det siges at have været tendensen længe, at kvinder føler sig pressede og prøver at opnå det perfekte på alle fronter og derfor føler sig utilstrækkelige, og at kvinde er kvinde værst, fordi vi stiller så høje krav til hinanden og… Hmm.. Sådan har jeg det altså slet ikke. Jeg har et godt og udfordrende, akademisk arbejde, som jeg elsker og som jeg bruger megen energi og tid på og er mor til to børn under tre år med alt hvad dertil hører, så på den måde falder jeg lige ind i målgruppen. MEN jeg føler mig faktisk ikke presset til hele tiden at skulle opnå det perfekte, og det skyldes i høj grad andre kvinder. Både mine helt nære veninder men også mine kvindelige kolleger og bekendte, som stort set alle er gode til at være ærlige og ikke mindst humoristiske omkring at man nu igen er kommet afsted med børnenes tandpasta på tøjet, eller er så træt at man ikke kan huske hvad forsvarsministeren hedder, eller er faldet i søvn midt i noget der kunne minde om sex. Så jeg kan føle mig uendelig træt og kan synes at det er virkelig hårdt. Men presset? Hmmm, nej, det synes jeg faktisk ikke.

  3. Lige et PS-pip fra mig (nu uden for arbejdstiden!). Det jeg vist egentlig prøvede at sige var, at tendensen måske er ved at vende? Jeg synes, at der er flere og flere kvinder i min omgangskreds og på det forkætrede Facebook og i det offentlige rum (inkl. dig, Julia, Maise Njor, og bloggere som Maren (der ikke er bange for at indrømme at man kan kede sig rimeligt eftertrykkeligt sammen med sine børn)), der på en humoristisk måde viser, at man godt kan leve et fabelagtigt liv uden at det behøver at være perfekt. Tak til jer for det! Det ligger mig vist meget på sinde det her, for som nogen (min trætte hjerne husker ikke hvem) engang sagde, så findes der et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper andre kvinder – og det må også gælde i forhold til at presse hinanden til urimelige standarder og facade-opretholdelse.

  4. True Pernille 🙂 Og jeg er helt sikkert på at det netop er Julias motto 😉

  5. jeg forstår det heller ikke. Jeg føler intet pres for at være perfekt. Jeg forstår heller ikke denne trang til at få det hele til at passe sammen og gå op. det gør det jo ikke.

    Forstår slet ikke at man (kvinder) ikke må kritisere hinandens valg. Hvorfor da ikke? Hvis man har valgt karriere frem for børn må man jo bare tage de kommentarer der komme med i købet på det og hvis man har valgt husmor-drømmen må man jo bare skide højt på hvad folk mener om det. Man kan da ikke undtage sig for kritik

  6. Hmm (igen). Kritik kan være helt på sin plads, men jeg er mere ovre i den bløde grøft hvor man forsøger at acceptere hinandens valg (så længe de ikke involverer børnemisbrug eller andre ulovligheder). Hvor man snarere end at kritisere hinandens valg, accepterer hinandens valg. Så single kvinder ikke skal have det dårligt, når de skal til familiefest og stå til ansvar for hvorfor de er så bizarre, at de ikke har fundet sig en mand og fået børn fordi “det jo er selve livets mening” (som jeg fik kastet i hovedet til en familiefest, mens jeg var single); og hvor hjemmegående mødre ikke skal stå til ansvar for fordommene om at have svigtet deres feministiske pligt eller ikke at leve op til deres potentiale, eller udearbejdende mødre kritiseres for at svigte deres børn, osv, osv. Manner, alle kan jo faktisk anklages for noget. Ny kvindebevægelse: “Mere accept og opbakning, mindre kritik og nedrakning” (ja, det rimer). Og nu har jeg lige noget bacon, der jo ikke tager sig selv ud af ovnen og et barn der ikke giver sig selv astamedicin og en mand der er midlertidigt døv, mens der er Giro d’Italia – og det er faktisk ikke så tosset.

  7. Et par veninder sagde for nylig til mig, at jeg altid fik det hele til at se så let ud -altså min jongleren med mand, job og to børn. Jeg svarede prompte, at det bestemt ikke er min hensigt, og at jeg fumler i langt højere grad end jeg jonglerer med noget som helst.

  8. Sandra, elsker din kommentar!
    Jeg plejer at citere Buzz Lightyear: ‘jeg flyver ikke – jeg falder med stil!’

  9. Sandra, elsker din kommentar!
    Jeg plejer at citere Buzz Lightyear: ‘jeg flyver ikke – jeg falder med stil!’

  10. Sandra, elsker din kommentar!
    Jeg plejer at citere Buzz Lightyear: ‘jeg flyver ikke – jeg falder med stil!’

  11. Jeg føler mig sgu presset ind mellem, presset når hjemmet sejler og ligner “en væltet campingvogn” og vi serverer fiskepinde for vores to små drenge, der i øvrigt blev hentet som de sidste i børnehaven. Jeg føler mig presset når jeg er i hjem – med børn – der er spotless og med en madplan hængende på køleskabet…
    Min engelske mand (det er hans skyld med de fiskepinde) nævner ofte, at han syntes danskerne skal slappe lidt af med pænheden med hjem og unger og det gælder også hans kone!
    Og “bag min ryg” (jeg har jo ikke ryddet op!) inviterer han spontant venner forbi til en kop te, i vores uperfekte hjem, for netop at bryde pænheden og gå mod den strøm 🙂

  12. Kære Ollie. Jeg forstår det godt! Både fiskepindene (som hos os er YumYum nudler med soya)og den dårlige samvittighed over at andre tilsyneladende er så velorganiserede at deres børn både er velfriserede og bliver hentet tidligt. Men det er her jeg tænker at vi skal blive bedre til at acceptere både andres OG egne valg. For du kunne da også godt have det sådan hele tiden, men hvad ville det være på bekostning af? De kvinder der har pletfri hjem og madplan – de bruger jo deres tid på det og går så glip af noget andet – og det er rigtig fint for dem, men det er ikke det jeg gider. Når mit hjem ligner en børnehave med legetøj ud over det hele og nullermændsbolde, der glider over gulvet som tumbleweed i en western, og der så lige stikker nogen forbi til en kop kaffe, jo, så synes jeg det er irriterende, at der ikke er rent. Men ikke så irriterende at jeg gider gøre noget ved det! Klog mand du har dig der, Ollie:-)

  13. Jeg tror ofte det handler om, at vi kvinder som prioriterer andre ting end hjemmefronten ikke kan følge med dem, der ligger meget energi i at bage speltboller og holde hus og unger pæne og rene… For mit eget vedkommende har jeg for længst indset, at jeg ikke kan have en selvstændig virksomhed, bruge tid sammen med min mand og datter, være sammen med familie og venner OG have et hus der skinner hele tiden, eller servere hjemmebagt økomad uden sorte rander under øjnene… Problemet opstår, når vi ikke helt kan stå ved vores valg. Jeg vil, som udgangspunkt hellere have gæster i et beskidt hjem end ingen gæster i et rent hjem.Alligevel undskylder jeg fra kælder til kvist, når gæsterne kommer, fordi der er ikke er gjort rent og brødet er fra Lidl’s bake-off afdeling frem for lækkert hjemmebag (eller fra Emmerys, som jo signalerer overskud og travlhed, på den gode måde… Men der er langt ind til Ememrys og Lidl ligger lige ved siden af… Og så har de frugtstænger til ti kroner…). Men jeg VIL være bedre til at stå ved mine egne valg, så jeg kan trække på smilebåndet, når forargelsen over mine fravalg står malet i nogle af “de perfekte” kvinders ansigter… Og så øve mig i, ikke at foragte deres fravalg.

  14. Jeg har store børn nu; og JA jeg har følt mig presset, sindssygt presset, måske både af samfundets normer og uskrevne regler hvem ved, men mest af alt er det af mine egne overbevisninger og værdier, som har været i uoverensstemmelse med den virkelighed, jeg levede i. Faktisk har jeg 2 gange været sygemeldt med stress og angstanfald – smådepressiv, fordi jeg knoklede som en hest for at få alle ender til at mødes og have styr på tingene, for det har jeg meget brug for. Alt imens jeg stak fingrene i ørene og smilede påtaget for at ignorere den indre stemme som skreg højere og højere. Nu forstår jeg, at det var mig og kun mig, der kunne lave om på tingene.
    Jeg skulle have valgt en del anderledes den gang; men jeg turde ikke, for jeg troede ikke på mig selv. MEN det gør jeg nu. Efter år med terapi har jeg indset, at for mig – årgang 72 – lå en del i min opdragelse, som skulle gøres op med. For mig handler det om, hvordan JEG vil leve mit liv; og har jeg det godt indeni, er det fuldstændigt og aldeles ligegyldigt, hvad alle andre måtte tænke, mene, synes. Så det er en guld-viden for mig, som jeg forsøger at give videre til mine børn. Desuden tænker jeg, at man nok aldrig helt kan slippe for at føle sig presset som forældre, men at det hele tiden handler om at justere og finde balancen.

  15. Jeg synes det er SÅ fedt for alle dem, der ikke føler sig pressede af noget som helst. Det tyder jo på at man har de rigtige mennesker i sit liv og at man har truffet gode valg for sig selv. Resten af os, der ind i mellem føler os pressede må jo finde ud af hvad det er vi tror / mener / ønsker at lave op til. Jeg har fået meget ud af at stå ved mine valg og ved at jeg ikke kan gøre alle glade hver dag. Og at det sådan set heller ikke er min opgave.

  16. Jeg har lyyyynende travlt, men jeg tar´den med rooooo… er min slagsang, når tingene går for stærkt. Og det gør de ofte, men jeg har en god kæreste! Der, udover at arbejde fuld tid, afleverer, henter, handler og laver aftensmaden hver dag. Så jeg kan komme sent hjem (hvilket jeg er nødt til pga. transport til og fra arbejde i en anden by end den, vi bor i). Men alligevel føler jeg mig presset – af mine følelser og min store, store trang til at være mere sammen med min søn og min kæreste i hverdagen. Jeg har fuldtids karriere-job, men er ked af det (ikke selve jobbet) og ville egentlig hellere være på deltid, hente og bringe, ordne lidt i hjemmet og have tid til at være i det, jeg mener er livet: Min søn, min mand, mit hus, min have, min kat, min familie og alt det “derhjemme”. Men jeg er bange for at blive sat af ræset, hvis jeg tager det valg og får lov til at gå på deltid og sætte arbejdslivet lidt på stand by. Hvor er jeg så om 5 – 10 år jobmæssigt? Det presser mig. Hver eneste dag. At det jeg ønsker allermest nu ikke harmonerer med den fremtid, jeg ser mig selv i.

  17. Til Sara: Been there, done that got the T-shirt… Og jeg fortryder! Fortryder, jeg ikke valgte at være helt til stede, men meget af tiden var presset, stresset, vrissen og bare glædede mig til at børnene blev større, så jeg ikke skulle føle mig presset! Jeg TURDE ikke vælge anderledes den gang. Det kostede på helbredet og psyken. Det har lært mig at lytte til hjertet og vælge nuet, og hjertet taler altid sandheden. Det har fået mig til at ændre min livsbane. Bedre sent end aldrig. Hvis jeg er heldig har jeg min ældste hjemme i 5 år endnu, den yngste lidt længere. Og jeg vil være fuldt til stede for deres skyld, men så sandelig også for min egen. Men jeg taler jo kun ud fra min egen erfaring…

  18. Betina – ja, jeg er jo netop bange for at fortryde det, hvis jeg vælger at blive ved som nu – ikke at jeg er stresset og på vej ned på nogen måde. Bare presset over situationen, som jeg skrev tidligere. Men jeg er også bange for at fortryde det, hvis jeg følger mit hjerte, går ned i tid i en årrække, og så måske ikke kan komme ordentligt tilbage på arbejdsmarkedet igen – for det ved jeg, at jeg gerne vil! Men lige nu og her, er det ikke karrieren, der trækker mest (selvom jeg var én af dem, der kedede mig bravt på barsel). Jeg vil bare rigtig gerne både arbejde og have mere tid hjemme – altså deltid på arbejde, så der lige er bare lidt mere luft i hverdagen. Og det er helt og holdent mit behov og måske et forkælet ønske??? For min søn er glad og tilfreds med, at det er far, der er den primære i hverdagen.

  19. Kære Sara, Kære Betina – min eneste tanke er at vi i vores generation kommer til at arbejde til vi er 70! Jeg er på mere end fuld tid, men med et meget fleksibelt job, og ellers tror jeg ikke jeg ville kunne holde det ud. Så det jeg mener er: Kan man tale med sin arbejdsgiver om at skære noget fra? Så er det vel ikke nødvendigvis dårligt? Måske kan man lave en aftale om at det er et år? Eller halvandet eller noget?

  20. Kære Julia, jo det ville jo i udgangspunktet være et forsøg værd! Må jeg spørge dig om, hvordan du har det inde i maven? Du skriver ofte om savn i hverdagen og om lange arbejdsdage efter lange nætter. Er det en tilstand, du bare accepterer at være i dag ud og dag ind? Og er det så i kraft af fleksibiliteten, at det kan fungere, eller har du besluttet dig for at bide tænderne sammen i nogle år? Det er det, der er mit problem – jeg kan ikke finde ud af, om det er mig, der bare skal tage mig sammen og acceptere, at sådan er det lige nu? Og for mig handler det slet ikke om perfektionisme, et pænt hjem og alt det der. Det handler udelukkende om at få tid sammen med mit barn (og min kæreste) – ikke mere tid til at gøre rent eller bage boller, for på det punkt er jeg temmelig afslappet. Jeg har det fint med nullermænd og sand i sofaen.

  21. Kære Sara, Der er ikke meget, du ikke må spørge mig om. Punkt 1: Jeg har ingen chef – jeg er VILDT dårlig til at have chefer. Jeg tror jeg skal leve op til tusind ting, og forventninger, ingen siger til mig at de har, og sidste jeg havde en chef fik jeg decideret stress. Punkt 2: Det er sådan her det er, så længe de valg man træffer ikke får livet til at se anderledes ud. Dermed mener jeg: Ingen brok, hellere ansvar. Så hvis jeg ikke er glad, må jeg selv gøre noget for at ændre det. 3: jeg har IKKE et pænt hjem. Jeg er også ligeglad. Og jeg accepteret at jeg savner min familie i det perioder hvor jeg rejser – men når jeg ikke gør det, så er hele familien samlet fra klokken 16, og vi går ikke ud af døren før tidligst 830, og det er luksus. Så mit arbejdsliv giver mig mulighed for at knokle igennem nogle dage, og være tæt andre. Håber det var svar? (Og hvis du spørger mig, hvad du skal gøre, så vil jeg altid mene at man / alle / jeg selv/ skal følge mavefornemmelsen. ALTID. KRAM

  22. Hvis vi ikke må kritisere hinandens valg – hvorfor så overhovedet snakke/diskutere eller debattere. jeg synes der er sådan en underlig tendens til at man vil have ret til at gøre lige hvad man har lyst til – SAMTIDIG med at man ønsker at folk stryger end med hårene.

    Stå nu ved hvem i er uanset om i har andres anerkendelse eller ej. Og lad være med at bukke under for kritik. Tag kampen op og svar igen og pyt da med om andre er enige i Jeres valg

  23. Og til sara jeg ville ændre det omgående. Tiden med små børn kommer aldrig tilbage. Arbejde kan du altid

  24. Hej Speltmor – jeg mener godt man må kritisere hinandens valg. Det må gerne foregå i en god og ordentlig tone, og så gør jeg mig selv meget umage for ikke at bruge mit eget liv og mine egne valg som spejl for andres. Når kvinder diskuterer bliver det tit til sådan noget halvplat med at fordi JEG gør tingene på EN måde, og fordi det er rigtigt for MIG, så anbefaler man det samme til alle andre. Det er nemlig ikke kritik. Det er missioneren, og det stejler jeg totalt på. Men kritik – som jo ikke nødvendigvis er negativt ladet – er sgu da altid godt.

  25. Mener du man ikke skal missionere for sine egne synspunkter? 🙂 Så er der da ikke meget ved en diskussion 😉

    De er som om premissen for at diskutere – i din optik – er at alle valg er lige gode. Hvis alt er lige godt er der ikke nogen ide i at diskutere – hvorfor argumentere for noget hvis noget andet kan være ligeså godt? Jeg må indrømme at jeg er træt af denne berøringsangst for at be-dømme noget.

  26. nej jeg mener ikke at alle valg er lige gode, men jeg mener faktisk at man ikke skal forsøge at presse sine synspunkter ned over andre. Man kan gøre rede for sine egne og så også have respekt for at de bliver valgt fra. det er ikke det samme som at være berøringsangst for at tage stilling. men at dømme, nej tak, det gider jeg ikke. hverken at blive eller gøre.

  27. ja men er det ikke også det jeg siger – man må have respekt for at folk ikke er enige i ens valg – derfor kan man heller ikke forvente at de bliver anerkendt eller at de er fritaget for kritik eller bedømmelse for man bedømmer vel altid en sag før man tager stilling til den.

    Jeg mener i øvrigt som jeg har skrevet tidligere at de der føler sig pressede til at leve på en anden måde end de gør skal være frimodige omkring deres valg og ikke bekymre sig så meget om hvad andre mener eller tænker. man kommer altså ingen vegne hvis man først skal have alverdens anerkendelse.

  28. Hej Julia. Tak for dine svar. Min dag starter kl. 7 med transport og slutter igen 16.30 eller 17.30, hvor jeg er hjemme igen, det er ikke luksus, synes jeg, men heller ikke usædvanligt, tror jeg. Og mavefornemmelsen, ja, den plejer at have ret! (Så måske skulle jeg begynde at gøre som den siger).

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *