Jeg er kommet for sent til kampen. Kvindernes internationale kampdag, som jeg ellers mener man bør holde fanen højt for – den kampdag, gik jeg glip af. Jeg har mange undskyldninger:
Syge børn på 8. dagen
Arbejde
Søvnmangel
Børn, der skal hentes, mad der skal laves, vasketøj. Alt det, der er så uigennemtrængeligt at jeg slet ikke når til at kæmpe for det, der skal kæmpes for. Der skal stadig (i Danmark) kæmpes for ligeløn, ligestilling, lige barsel, ligeværd, lige muligheder og for mændene. Mændene skal vi også kæmpe for, for hvis vi mener det alvorligt, skal de have de samme muligheder som os. Men alt det nåede jeg ikke til i går. I stedet skyndte jeg mig hjem fra arbejde for at holde om Elias som er syg. Igen. På den anden side er det vel de lange seje træk, der bestemmer om vi når vore mål, og ikke de ting, vi gør på én enkelt dag. Selvom jeg ville ønske jeg havde gjort noget på denne ene dag.
Jeg læste din replik til den selvstændige far, der var imod tvungen barsel – godt svaret! Du gør i hvert fald dit for lige muligheder og lige vilkår.
Ha’ en rigtig god weekend (hvis du har tid til at holde sådan en) og god bedring med børnene…
Havde ellers glædet mig til et indlæg fra dig igår. Men hvem siger at det skal være på en bestemt dato, du kæmper for kvinderne alle de andre dage i året.
Du gør noget hver eneste dag – særligt ved at kæmpe for retten til BÅDE at være en sej (selvstændig) erhvervskvinde OG være en god mor.
Mit måtte til dagen var at når hver dag er en kampdag bliver kampdagen en festdag. I dit tilfælde en hverdag, og sådan er det jo også at være kvinde (og i tilfælde mand).
Mit motto – damn autospell!