Måske kunne vi lige bruge et par minutter på at tale om rummelighed? Nej, jeg har ikke noget konkret at hænge det op på, og nej jeg hentyder ikke til noget, nogen eller mig selv. Jeg læste bare nogle debatter i avisen i forgårs. Og blev træt af tonen. Selvom jeg synes debat er godt.
Læs kun videre, hvis du orker.
Men jeg er ved at være sådan lidt træt af den der kvindeting med at vi allesammen skal være så ens. Vi rykker sammen i klynger, der mener det samme som os om alting og regner så bare med at det er sådan verden hænger sammen. Selv fik jeg et wakeupcall, da det gik op for mig, at jeg INGEN kender der kunne drømme om at stemme på dansk folkeparti (med vilje skrevet med småt), og derfor slet ikke fattede at der var nogle der stemte på dem. Og selvom jeg er så uenig med df at jeg bliver fornærmet når de siger noget, så er jeg jo vel nødt til at være rummelig når andre faktisk synes at netop det parti har fat i verdens længste ende. Ikke? På samme måde som jeg forventer at andre er rummelige når det går op for dem, hvor mit kryds sidder. Så derfor skal jeg nok give dem de store bogstaver tilbage næste gang, jeg skriver om dem.
Kvinder diskuterer bare ikke – vi er stille i stedet. Måske er det faktisk fint (jeg praktiserer rummelighed, kan du nok mærke), men jeg er i tvivl.
For den der tier samtykker.
Så jeg ville ønske at nogle flere ville slå i bordet og kræve rummelighed i stedet for at rynke på næsen når nogen serverer den ene eller den anden slags babymos. Eller når nogen vælger den ene frem for den anden lidenskab – det være sig retrotapet (ja, det er pænt, og jeg beundrer gerne looket hos andre, jeg skal bare ikke bo med vægge som i mit barndomshjem), designermøbler (ja, de er smukke, og jeg beundrer dem gerne hos andre. Jeg sætter mig også frydefuldt i dem, men jeg vil bare hellere spare op til en ferie under nogle palmer med en drink i hånden) eller Mummikopper (nej, jeg kunne heller ikke selv lade være med at falde for dem, og er stadig alt for glad for dem til at kunne påstå at jeg har virkelig god og gedigen smag. Jeg ønsker mig desuden skammeligt nok flere i julegave) Vi bliver aldrig ens – men det er heldigvis heller ikke meningen. Derfor kan vi vel godt vise omsorg og rummelighed overfor hinanden.
Jeg vil gerne være med til at tale om rummelighed!
Fx den rummelighed der også gør os (kvinder) i stand til at høre hinandens meninger, og vide vi langt fra er enige om alting – men stadig holder af hinanden.
Det skal jo helst ikke være sådan, at vi er så rummelige at vi kun kan holde ud at være i rum med nogen der mener det samme som os selv.
ja jeg spammer lige med indlæg i disse sidste to dage af min barsel – mens guldklumpen tager en lur i sneen (godt iklædt både flyverdragt og sort barnevogn!) – ikke I selve sneen…..
Puha, rummelighed vs. ensartethed. Den er svær. Jeg er FOR rummelighed, og netop derfor har jeg det ufatteligt svært med dansk folkeparti (skrevet med småt!), fordi hele konceptet i deres politik er ANTI-rummelighed. Ingen må være anderledes, ingen må være U-dansk. Som om danskhed er én bestemt ting, der kan tages patent på a’la stegt flæsk med persillesovs eller røde jordbær.
Jeg er klart FOR rummelighed. Jeg har bare ofte svært ved at udstrække rummeligheden til mig selv. Jeg bliver forblænet af andres RENE og ryddelige hjem, men jeg kan ikke administrere det i mit eget hjem, hvor vi som oftest kan sidde og spise ved den ene ende af spisebordet, mens resten flyder med stakke af tøj, der skal lægges på plads, bærbare computere, afleveringer, der skal rettes og så videre. Jeg bliver duperet af andres ny-byggede huse, der er så praktiske og funktionelle, mens jeg bliver arrig over mit eget 1960-er rækkehus med kringle kroge, der bare ikke kan gøres rent eller er særligt funktionelle – selvom jeg elsker mit hus. Jeg ser venners børn iført tøj fra Holly’s, Katvig, EjSikkeLej og alt det der, men jeg er for nærrig til at betale 250 kr. for en body, som min søn vokser ud af om 2 måneder. Alligevel føler jeg mig lidt kikset. Lidt udenfor. Jeg passer nemlig ikke ind i det ensartede her i provins-forstaden, hvor vi bor. Eller i mit eget billede af, hvad der er cool eller “rigtigt”.
For mig er det helt fint, at der er nogen, som bruger retro-tapet eller maler stuen karry-gul eller whatever. De må spise økologisk eller lade være. De må købe tøj i Bilka eller i små designer-butikker. Fint med mig.
Jeg skal bare arbejde med mig selv, så rummeligheden også inkluderer mig og mine. Så mit rodede rækkehus og mine børn i H&M tøj er fuldt ud ligeså gode som det nybyggede arkitekthus og børnene i designer-gear. Det handler vel dybest set om, at man er tilfreds der hvor, man er. At man er glad for sin stegte flæsk, sit kryds ved df og alt det andet…. At jeg så ikke forstår dem, det betyder ikke, at de ikke må være her.
Hurra for rummelighed!
Jeg er uddannet lærer og i den danske folkeskole skal der i den grad ydes rummelighed. Ja det står ligefrem i reglementet. OG det har altid været en dyd for mig at netop udvise denne rummelighed. Men det er svært. Rigtig svært. For en i klasse med op til 28 børn er der altid en stor forskel på både børn og forældre, og det kræver således stort engagement og dygtighed at skabe rummelighed uden at skabe problemer mellem de forskellige parter. Derudover kommer rummeligheden til ens kolleger og ledelse, som jo er så vigtig for et godt teamsamarbejde. Så jo hurra for rummelighed.
Jeg har et godt eksempel på hvordan rummelighed kan påvirke én – hvis I gider læse med.
I min folkeskoleklasse var vi kun 13 elever, og en af dem var dejlige Morten, som havde muskelsvind. Han startede med at kunne gå i børnehaveklassen, men kom så i kørestol, og blev mere og mere syg – men kun fysisk, for mentalt var han bare frisk. Han var en skøn skøn dreng at have i klassen. Og han havde sin egen hjælper med, så på den måde var vi altid 2 voksne til os 13 børn. Morten døde fra os i 9. klasse. Dét var barskt! MEGET! Men Morten har lært mig så meget om rummelighed. For han var anderledes og alligevel fuldstændig ligesom os. Vi elskede ham for den han var – og vi tænker stadig på ham, snakker med hans forældre og er lykkelige for at vi fik rummeligheden ind med lærdommen i skolen. Han var med til at gøre os andre 12 elever til rummelige mennesker – det er jeg så glad for i dag. Det har jeg taget med mig videre i min proffesion som lærer, og jeg håber at mine elever vil se tilbage på en rummelig lærer – selvom det er svært.
Meget rummelige smil fra Mia
Jeg ser et paradoks i dansk folkeparti-rummelighed. For er det netop ikke den manglende evne til at rumme det anderledes, der kendetegner dansk folkeparti? Den manglende rummelighed over for alle dem, der ikke har lyst til at se nøgne damer i en Danmarksfilm eller som tilfældigvis er født i et muslimsk land…
I den bedste af alle verdener rummer rummeligheden selvfølgelig også de ikke-rummelige. (Ligesom en forudsætning for et demokrati er, at vi giver selv ikke-demokrater som nazisterne demokratiske rettigheder.) Men det er dælme svært at efterleve i praksis. Jesus-svært.
I øvrigt lider jeg selv af en særlig humanistisk-akademisk afart af den manglede df-rummelighed: I stedet for at rakke ned på partiets vælgere, tænker jeg, at de er nogle stakkels, uoplyste og formentlig vestjyske pus, der – hvis de fx havde mødt en rigtig indvandrer eller gennemskue Pias dygtige spin – ville sætte deres kryds et ordentligt sted. Og ja, jeg ved at det er mindst ligeså slemt som ordinær mangel på df-rummelighed. Det nytter ikke at tænke om så stor en del af befolkningen, at den er dum og uoplyst. Det skurrer i ørerne og lugter af teknokrati og råddenskab og bedrevidenhed. Og så videre. Suk.
Tak for et godt indlæg. Hænger rummelighed egentlig ikke sammen med modenhed?
Sad lige og vendte den med mig selv. Da jeg var i 20’erne forstod jeg dårligt nok, at andre kunne se anderledes på tingene, end jeg gjorde. Men med alderen er jeg blevet mere og mere rummelig, og nu hvor jeg er i slutninge af 30’erne, er blevet så rummelig, at jeg ligefrem påskønner forskellighed. Hvad skal det ikke ende med ;O)
Kh Rikke
Jeg er et af de mennesker, der er farveblinde – ikke kun i forhold til farve, men også form og størrelse! Et af de få områder jeg ikke kan sige mig fri for en anelse fordomme er faktisk ved den gode Fru Pia og hendes slæng… For jeg blir så trist over deres prædiken om danskhed, for hvad har vi dybest set, der er RIGTIG dansk?
Vores sprog bliver mere og mere infiltreret af engelsk slang, juletræet stammede oprindeligt fra Tyskland og kartoflen fra Peru… Og sådan kan vi fortsætte! Hvad er det lige vi er så bange for, når vi taler om folk med anden etnisk herkomst? At de også bibringer god føde som fra Peru i sin tid? At de giver os et festligt suplement til en højtid som juletræet kom til os? Jeg forstår det ganske simpelt ikke… HVorfor er vi som befolkning så bange for det nye og spændende vi kunne få bidraget til vores kultur ved at være åbne og imødekommende?
Et lille sjovt eksempel på min farve-blindhed var da jeg sammen med min x-mand boede på Sjælland et par år! Jeg havde fået en rigtig skøn veninde, som jeg så en del, og en dag jeg havde sammen med hende spurgte min x-mand af nysgerrighed, hvor hun egentlig kom fra… Rødovre svarede jeg promte, for det var jo heldigvis et let spg – havde jo selv lige været inde for at besøge hende! 🙂 Men manden var ikke tilfreds og tilføjede; Nej sådan oprindeligt? Hvortil jeg, glad for igen at kunne svare, for det havde vi faktisk lige talt om, sagde; hun kommer fra Roskilde… Her er manden begyndt at grine af mig, og udbryder; ETNISK… Hvor stammer hun så fra? Og jeg sad måbende og måtte sige, at det anede jeg da ikke! 😀 Det havde vi ikke lige talt om, så næste gang jeg så hende spurgte jeg hvor hendes aner stammede fra, og hun kunne oplyse mig om, at hun stammede fra Marokko! 😉 Det har vi grint af mange gange siden!
Kh Sanna
Det, der gør mig allermest glad, er, når mennesker forskellige fra mig – fx alle vores mandlige singlevenner – rummer vores familie-barselsliv med børn, bryster og tidlige spisetider. Ligesom vi så ikke ringer til dem kl. 7 lørdag morgen. Med vilje.
Du formulerer det selv så glimrende, at jeg næsten ikke har noget at tilføje.
Man bør jo netop udvise rummelighed især overfor dem, som ikke selv formår at gøre dette – det er nok i virkeligheden allermest disse mennesker, der har brug for det.
Enig med carportognoia – det er netop rummelighedens/tolerancens paradoks, at det er så svært at rumme de ikke-rummelige – uanset om de ikke-rummelige er DF’ere eller andre fanatiske troende (uanset religion), som ikke kan rumme andre menneskers verdensbillede. Det er en vanvittigt spændende diskussion på det rent principielle plan, for kan rummeligheden overhovedet være uden grænser, uden at man giver køb på sine værdier? Alle vi hønsestrikshumanistiske akademikertypers holdning til DF er egentlig et godt eksempel. Vores rummelighed i forhold til andre kulturer, som fx rummer kvindeundertrykkende elementer kunne være et andet. Altså det der med at kunne være rummelig i forhold til personer, man SLET ikke er enig med, samtidig med, at man grundlæggende mener, at man selv har ret og vil kæmpe for det synspunkt. Det er en svær balancegang og stort set umuligt – i hvert fald for mig – at komme med et entydigt svar på, hvor tolerancens grænse går. Men jeg kan sagtens mærke, når min rummelighed bliver udfordret. Det gjorde den fx i lørdags, hvor jeg var til familiefest med nogle repræsentanter for lige præcis det ikke-rummelige synspunkt. En bestemt gren af min kærestes ellers meget rummelige familie, er nemlig selve legemliggørelsen af alle mine fordomme om DF-vælgere: Bosat i Udkantsdanmark, overvægtige, uuddannede, indehavere af dyre forbrugslån, uberejste ovs. Og dermed i mine fordomsfulde øjne lidt enfoldige. Ikke noget godt udgangspunkt for en diskussion af pointsystemet, som da også kørte lidt af sporet og endte med, jeg måtte erkende, at MIN rummelighed altså bare har grænser. Og hvor meget er den så egentlig værd?
Jeg er så enig i meget af det omkring df, der mangler bestemt rummelighed for det ukendte, for det, der kan berige os og gøre os til mere rummelige personer overfor fremmedhed og ukendthed. Men det er som om vi er smålige, vi vil have for os selv, enhver er sin egen lykkes smed. Det kan jeg bare ikke lide. Vores samfund er på mange måder blevet så lidt rummeligt, at det er svært at agere næstekærligt overfor hinanden. Eks. hele vores måde at behandle ældre på, vi tager os ikke af hinanden i familierne, vi har en forventning om at det offentlige tager sig af dem. Det er, i min optik, ikke rummelighed. Der kunne vi lære rigtigt meget af andre kulturer, hvor det er helt naturligt og selvfølgeligt at man tager sig af hinanden. Det er som om vi bliver mere og mere præget i retning af at sociale problemer, det er det offentliges opgave at løse. Det er ikke en fællesskabsopgave, den hjælp, der ydes mennesker imellem, er forankret i at man gør det for en løn. Er det ikke uværdigt at de eneste, der vil tage sig af sociale problemer er folk, der får penge for det? Hvor er næstekærligheden, hvor er der handlinger, der udføres ‘af et godt hjerte’? Jeg ved vi har mange frivillige organisationer, der yder rigtigt meget. Mere af det, jeg tror vi alle vil blive mere rummelige og mere lykkelige, af at hjælpe hinanden uden at få andet og mere end glæden ved at have overskud.
Trine
Enig med Rikke. Man kan se tingene fra flere sider jo ældre man bliver. (Men man bliver også mere stejl med andre ting.. så alder er måske ikke noget at prale om i den sammenhæng)
Jeg synes faktisk det er forholdsvist nemt at rumme DF og deres holdninger – for der tones rent flag! Det er ikke altid sympatisk og man kan krølle tæer over tåbeligheden af og til, men de er ærlige. Jeg har meget sværere ved at rumme den der “nu er jeg ikke racist, men…” som man møder hos alle mulige “pæne” partier.
Ret beset er det jo kun 10-12% af befolkningen der er enige med DF – men i Folketinget er det kun Radikale og Enhedslisten som holder fast i at ville en anden udlændingepolitik. Og det kan gøre mig gal…
Enig med Trine (10)
Så fint et indlæg. Nød at læse det. Enig – kan blive så træt i mælet af at vi ikke kan rumme hinanden på godt og ondt. Kan blive så træt af at opdage mig selv sidde og fordømme nogen som opdrager deres børn på en anden måde end jeg – selvom jeg ved at de gør det bedste de kan. Jeg tier dog ofte ikke stille, kan være rapkæftet og direkte og spørge om hvorfor folk gør som de gør eller vende ting på hovedet. Blusher det så min egen urummelighed eller hvad???? KH Karin
ENDELIG !!! – RUMMELIGHED…
Enig Rikke… Er sikker på at jo mere livserfaring… jo mere rummelighed…
Rummelighed er for mig en lidt mærkelig størrelse (selvom jeg meget snart er 44) … Da jeg var 30 var jeg også 55 kg større end jeg er nu !!! (Jeg ER ret stolt, men det er en helt anden historie)… Dengang var “folk” rummelige… syntes det var “synd” for mig bla bla bla … NU… hvor jeg virkelige gjorde det … SMED de kilo… JA så forsvandt rummeligheden… Jeg skal jo ikke tro jeg er noget!!! (den Jantelov, – altså) … MEN det ved jeg at jeg er ;)…. Jeg ER noget 😉
Så for mig er det er lidt den omvendte verden… eller to forskellige vinkler at anskue rummelighed på … for jeg er selv blevet MEGET mere rummelig over for andre (også overvægtige) efterhånden som jeg er blevet ældre og lettere…
TAK fordi du satte denne debat igang !!!
Seriøst, er jeg den eneste der er bange for mummi og derfor slet ikke kan klare de der kopper?! Selvom jeg er voksen og alt muligt, så har jeg stadig af og til mareridt om Mummi-troldene. Det ville være sjovt, hvis det ikke lige var fordi at jeg slet ikke tør stå op bagefter, af frygt for at Mummi har gemt sig under min seng og tager fat i mine fødder i det øjeblik jeg sætter dem på gulvet. Knap så rationelt, I know.
Mht emnet: Jeg tror rummelighed kommer af taknemmelighed. Når jeg lige husker at jeg faktisk har et ret fedt liv, har jeg langt mere overskud til at håndtere mennesker der er forskellig fra mig. Når jeg er stresset, har jeg større tildens til at blive misundelig og irriteret på “alle de andre”.
Tusind tak for alle jeres kloge kommentarer. Jeg er slet ikke færdig med at tænke over det hele endnu, men ja, det er rigtigt at det handler om selv at være tilfreds, førend man kan føle rummelighed. Men kræver dialog i det hele taget ikke rummelighed? Både overfor at andre gør tingene anderledes og ind i mellem også bedre end én selv. Tænker videre. Mere i morgen.