Jeg ser ikke Elias før meget sent i morgen, tirsdag, når jeg står over hans seng og lytter til hans vejrtrækning. Og det er svært. Det er faktisk rigtigt svært for mig ikke a blive meget blå over det, og samtidig er det også nødvendigt at være væk fra ham (arbejde, som jeg glæder mig til). Og der er den igen: den forbandede dobbelthed: På den ene side helst at ville være hjemme og på den anden side virkeligt også elske ikke at være det ind i mellem.

Er det ikke bare “glæden” ved at være mor ? At man sommetider må savne, for at kunne præstere ? Og at man må bide sig selv i r****, fordi man gerne vil det hele… Forresten er jeg gået glip af det, eller har du ikke trukket gaveregnen til manden endnu ?
Uh ja og jeg kan i tankerne sende dem ud hvor peberet gror og når de så er i Sverige hos morfar, så er jeg helt tom indeni – altså indtil min mand inviterer mig ud og spise og i biffen og hjem og svinge i gardinerne med derpå følgende søndagsmorgenmand og laaaaaaang tids avislæsning uden andre afbrydelser end kys…. hov jeg glemte helt at savne dem. Hvem?
Tror dobbeltheden er bevis på, at børn er noget af det tætteste, vi kommer på symbiose. Både med afhængigheden og de blå huller som faste følgesvende. KH A – nu med vokaler ;o)
Jeg tænker, det er en dualisme, vi har brug for i alle vores nære relationer for til stadighed at kunne være og give det bedste, vi har.
Jeg kender det, men synes heldigvis, at der er forskel på blå. Der er den der jeg-fryser-og-vil-gerne-krammes-og-græde-lidt-blå, og så er der den noget flottere jeg-savner-mit-yndlingsmenneske-og-skal-bare-kyssekramme-det-alt-for-upassende-og-meget-blå …
Godt godnatkysseri i aften!