Rammer og hverdag. Og brombærcrumble.

Nu er hverdagen for alvor tilbage, og somI ved, hvis I har læst med her et stykke tid, så er jeg virkelig ret glad for hverdagen. Også selv om der er meget af den. Jeg kan dog mærke at hverdagen bliver anderledes nu – den er ved at ændre form, og der skal meget mere til at få den til at spille end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, for bare et år siden. Jeg troede eksempelvis at overgangen fra børnehave til 0. klasse for Sofus, ville være den store overgang, men det er det sådan set slet ikke.  Den store overgang – viste det sig – var fra sommerferie til første klasse, og for mig og os derhjemme, fra ferie til to skolebørn.

Der skal noget helt andet og meget mere til nu, alene i koordinering. Begge unger har nu fuldt program – også selvom vi (heldigvis) ikke skal køre dem rundt til diverse sportsstævner hver weekend. Sofus går på et fantastisk idrætsfritidshjem (!), og Elias går i klub, som ligger samme sted (første gang vi har dem samlet!), som ligesom Sofus´også er fuld af sport og idræt.

Begge drenge har lektier for nu, og det er på den ene side monsterfedt, fordi vi så kan følge med i, hvad de kan, men også en udfordring i hele koordineringskabalen. Og så er de i fuld gang med at lære noget om selvdisciplin og kunsten at øve sig, og det er jeg personligt ret vild med.

Men der er tryk på, og jeg er sket ikke begyndt at tale om forældreintra endnu, som jeg ind i mellem også er ved at fare vild i, så hverdagen løber, og jeg løber med, og der er noget virkeligt fint i det hele, samtidig med at man godt kan få lyst til at råbe noget højt og stikke af fra alle de rammer, der er nødvendige for at få hverdagen til at spille. Derfor forsøger jeg at gå med ungernes gode, og knapt så gode ideer. Se en film sammen i stedet for at ordne vasketøj. Spise brombærcrumble til morgenmad (med flødeskum) i stedet for havregryn. Lade være med at føle os forpligtet til ret meget andet end det næreste. Og det virker. Lige nu i hvert fald.