I går blev Manchester ramt af terror. En selvmordsbomber tog livet af sig selv og utallige andre; de fleste børn og og unge. Mennesker, som havde købt billet til en popkoncert, glædet sig, festet og sunget med. Det er ubegribeligt. Fuldkommen. Mine tanker går til børnene, forældrene og alle de, der har stået i det inferno, der skulle have været en fest. Og så er det nu, man skal sige at vi ikke må lade terroren true os, ikke må være bange. Men jeg er bange.
Du har helt ret i, at det føles for nemt at sige, at vi ikke skal være bange.
Omvendt skal vi være klar over, at desperate mennesker udfører desperate handlinger. Nogle mennesker VIL bare IKKE forstå, at vi her i vesten vælger at leve i et åbent og frit samfund. Hvis du har Netflix kan Designated Survivor (med Kiefer Sutherland i hovedrollen – kendt fra 24 timer) anbefales. Her rører de også ved det, at mange bliver hadefulde, særligt over for én gruppe.
Det er der bestemt ingen grund til. Dette handler ikke om religion, men om terror.
Lad ikke de 3600 sekunder som hver time består af påvirkes af kujoners handlinger. De vil alle få deres retmæssige løn, og det er bestemt ikke de 72 jomfruer som de i deres vanvittige tanker tror.
Karmaloven rammer alle, og dem som baserer sig på had, terror og forbrydelser mod andre vil opleve, at “karma is a bitch”…
Kærligheden må og skal være vores udgangspunkt, også når det ikke er det første vi normalt tænker på. Vores menneskelige natur siger hævn, men det er rester fra før vi kom i besiddelse af den hjerne, der fortæller os, at vi er klogere end dyr. Omvendt er vi så også langt mindre kloge fordi nogle kan finde på at gå til angreb på deres medmennesker. Det kunne der skrives tykke bøger om…
God dag herfra til alle – med varme tanker til de efterladte forældre i Manchester, naturligvis. For dem synes det endnu mere håbløst lige nu, er jeg ganske sikker på.
Det er svært ikke at være bange, synes jeg. Bange for familie, der bor i udlandet, bange for at rejse på ferie til det land, man virkelig godt kunne tænke sig at besøge, men ikke tør, bange for at føle, at den instinktive tillid til det ukendte er ved at smuldre og afløses af mistro. Terror og ‘en gal mands værk’ er ved at krybe under huden på os, og det piner mig, at det efterhånden sker så ofte, at jeg har svært ved at skelne de forskellige angreb fra hinanden.
Åh nej! Det vidste jeg ikke. Det er forfærdeligt. Jeg bliver ganske stum. …ved ikke hvad jeg skal tænke mere. De forklaringer jeg havde engang synes ikke at slå til.
Men mange føler sig udenfor i disse tider, godt hjulpet på vej af den politiske retorik.
May your God be with you…
Jeg er også bange. Det er så urimeligt at mennesker, der bare er ude for at hygge sig og have en god aften, skal miste livet på så tragisk vis.
Men jeg prøver at lade være med at være bange i det daglige. Jeg kører stadig med tog og står af på Hovedbanegården, står stadig af og til når jeg er i København på Nørreport og venter på et S-tog. Jeg tager stadig til koncerter osv. Oplagte terrormål. Jeg er der af og til, men jeg er meget mere opmærksom end jeg var for år tilbage. Jeg går feks aldrig mere rundt med musik i ørerne eller er optaget af min telefon hvis jeg er sådanne steder.
Og så tror jeg at Susanne har ret; jo mere politikerne vha. retorikken (og lovgivningen…) stigmatiserer bestemte befolkningsgrupper, jo mere modstand avler det. Og hvis modstanden og presset måske bliver for stort er det god grobund for at reagere voldsomt…
Så Ja, det ER frygteligt at det er sket igen, men når det så er sagt, så er jeg holdt op med at sætte sympatiflag på min facebookprofil. Det gjorde jeg meget før i tiden. Men tendensen er at vi mest sympatiserer med de lande vi kender og/eller rejser til eller som på anden måde er tæt på os. Hvis der sker et terrorangreb i Iran eller Pakistan løfter vi knap et øjebryn. Ej heller når vi hører hvor mange tusinde mennesker der hvert år omkommer i faldefærdige både på vej over Middelhavet fordi de sætter deres lid til menneskesmuglernes løfter om et bedre liv i Europa.