I går aftes landede jeg fra Island. Jeg var der i mindre end 24 timer på grund af et møde, men længe nok til at lære at et toilet hedder en Snyrting og at de islandske kroner veksles, så man får ca 1600 af dem for en dansk 100krone. Et rødt æble med en enkelt blød plet kostede 38 danske kroner i lufthavnen. Men jeg nåede også at kigge ud af vinduet; både på hotellet, men også på vej til og fra lufthavnen, og dér nåede jeg at blive bjergtaget. Det er en komplet vanvittigt landskab. Det ligner en kulisse fra Game of Thrones, og det er tomt. Der er ingen så langt øjet rækker, og alene det er komplet vanvittigt. Jeg nåede også en kort gåtur i mosbløde lavaenge, og at mærke hvor kold og fuldkommen klar luften og vandet er. Vandet i hanerne var så rent, at det næsten smagte sødt, og så blødt at man ikke behøver bodylotion. Jeg vil meget gerne tilbage med mine unger en dag. Sådan noget naturagtigt adventure-noget, så snart de er store nok.



Jeg var på Island for 13-15 år siden og vil simpelthen så gerne tilbage. Til Island og til Færøerne. Begge kæmpe oplevelser. Glemmer aldrig, da vi på Island toastede brød på en vulkansten eller satte ild til papir ved bare at lægge det mellem to sten på jorden. Min mand og jeg overvejer en gang at lave en Tour de Norden med børnene.
Hej Marina – det lyder vidunderligt! Det er sådan nogle oplevelser, jeg tænker ungerne skal have, men altså – jeg var lidt rundtosset over priserne. Det kommer til at koste kassen, tror jeg. Kram J
Island er også højt på min rejse bucket-list, det ser så smukt ud, og jeg er vild med de små heste og de varme kilder!
Jeg mener også at have læst at nogle af scenerne fra GoT, dem der foregår ved “The Wall” faktisk er optaget i netop Island. Det forstår man jo godt.
Island er fantastisk! Jeg studerede i Reykjavik et semester og havde sidste sommer hele familien – mand og tre sønner (3, 10, 13) med. Alle var helt solgt. Tag dine drenge med i svømmehallen, det vil de aldrig glemme.
Vi husbyttede og bilbyttede gennem husbytte.dk, fløj lavpris med Wow og så er det ikke en dyr ferie overhovedet
Jeg var der i november 2009 – dengang de helt selv bestemte hvad deres penge var værd.
Det var det mest eksotiske sted jeg har været. Der var så råt, koldt og is-eventyrligt – helt fantastisk og smukt!
Ferie på Island kan absolut anbefales var der som barn og det var fedt.
Kære Alle – TAK for alle jeres gode kommentarer, tips og tricks til hvordan det er muligt at komme afsted uden at skulle pantsætte alt hvad man ejer og har. Jeg er helt sikker på at vi skal tilbage – måske endda næste sommer. Tusind tak og kram, J
Jeg var på Island for ca. 10 år siden. Jeg har aldrig sovet så godt om natten som der. Og jeg sover normalt slet ikke, når jeg er på ferie. Måske var det stilheden og naturen.
Det var svigerfar, der betalte hele gildet for min mand, to små børn og mig, for vi havde ikke råd til så meget som et rødt æble i lufthavnen dengang.
Jeg drømmer også om at komme tilbage. Måske kunne man finde nogen at bytte hus med i en uge? Det er der nogen, der har gode held med. Alene flybilletterne er jo en formue at skrabe penge sammen til.
Det kan jeg godt forstå at du overvejer, men hvis du alligevel overvejer at rejse den vej, så overvej seriøst at besøge Grønland i stedet. Her er oplevelserne endnu mere unikke og langt færre turister. Prøv tjek http://www.greenland.com og du kan også se billeder på instagram se fx under @btajna