I sidste uge mødte jeg en kvinde i Kastrup Lufthavn, som var så sød at sige at hun elskede min blog. At hun har læst med herinde i årevis. Hver dag. Altså lige med undtagelse af de dage, hvor jeg forlader læbestift og glimmer til fordel for fattige børn. “For der er godt nok mange fattige børn på din blog!”. Ja, det er der. Og angst, og sorg og tab. Og frygt for miljøkrisen, fremtiden og nogle af de ting, der sker i verden og efterlader traumatiserede børn ved vores hoveddør.
Min blog bliver ikke lyserød foreløbig, fortalte jeg den søde dame. For vi er nogen der er nødt til at blive enige om, at selvom vi føler os magtesløse, så ser vi det. Vi ser det alt det vi kan bære at se. Ikke alt får lov til at forsvinde i lyserødt silkepapir. Nogle ting er for onde, for grumme til at vi lukker øjnene og vender os bort.
Det sidste døgn har været fuld af tweets og facebookopdateringer fra Aleppo. Her sidder de sidste civile overlevende og venter. Og det samme gør verden. Det er ikke til at bære, at vi ikke kan gøre noget. Hvorfor, vi ikke kan det, har jeg meget svært ved at forstå, men i FNs sikkerhedsråd er der også andre der ikke fatter en daddel. Samantha Power som er en delegeret fra USA spørger HER (SE DET!) om ikke der er noget ved de hensynsløse drab på civile og børn (!), der får Syrien, Rusland og Iran om de skammer sig. Og det er der, vi må spørge os selv om. Hvordan kan vi bære det? Eller kan vi?
For alle der har tid, og heller ikke kan bære mere, er der i dag arrangeret en demonstration ved Christiansborg (Se her). For alle os, der skal hente børn og lave frikadeller og se julekalender og være kærlige familier sammen uden at frygte at vi ikke overlever dagen, så er dagen i dag, en af de dage, hvor man må knibe sig selv i armen. Knibe sig selv i armen over at være født det rigtige sted, at have mulighed for kærlighed, venskab og omsorg. At have mad på bordet. At turde gå over gaden. At kunne være sammen. Og huske at netop julen handler om at tænde et lys og værne om alt det gode vi har, men endnu mere om at være gavmild.
Tak fordi du orker at se.
Alle vi mødre og fædre græder i vores hjerter..
Det er så vigtigt at vi ser; den dag vi lukker øjnene, går det for alvor galt…
Tak fordi du ser de børn, Julia ❤️
Så blev det nok, har læst og set så meget om Aleppo i dag og nu kunne tårerne ikke holdes tilbage mere. Har det helt på samme måde som dig, kan ikke forstå hvorfor vi ikke kan gøre noget.. hvorfor sidder voksne mennesker og råber af hinanden og nedlægger veto mm, istedet for at gøre noget !!? Det er så forfærdeligt og ubærligt hvad der sker i Syrien.
Tak, fordi du ikke forsvinder i det lyserøde. Det gør dig unik.
Det er vigtigt! At råbe op og ikke være lyserød, nuttet eller irrelevant. Tak for dig!
Det er så frygteligt. Og uforståeligt. Og det er så vigtigt, at vi ser det. Jeg har støttet med et bidrag, og sender tanker og karma og kærlighed og tårer mod dem/jer, der går i fakkeltoget.
Jeg er bange for, at vi er blevet for gode til at lukke øjnene, når medierne ikke åbner dem. Jeg tror simpelthen ikke, vi magter andet, fordi vi er magtesløse.
Jeg er også bange for, at vi er for gode til at lukke øjnene, hvis det ikke findes i en gul Breaking-bjælke i bunden af fjernsynet.
Jeg forstår ikke, hvor historien gentager sig. Jeg forstår ikke, at vi ikke er blevet bedre til at gribe ind. Jeg forstår ikke, at vi ikke kan sige fra. Vi har jo set det her før. Vi har før handlet for sent. Hvorfor sker det igen?
Tak for et Vigtigt indlæg, Julia – jeg sidder også her med tårer i øjnene – det er simpelthen for meget nu, alt det der sker i Aleppo.
Har også lige givet et bidrag til hjælpen dernede, men afmagten er der alligevel stadig.
Jeg ønsker dig og dine en dejlig torsdag 🙂