Gordmorgen derude og glædelig første december. Jeg stod op til en mail i morges, hvor en læser spurgte mig: Kære Julia. Jeg læser din blog. Hvorfor skriver du ikke om, hvad prisen er for alt det du laver?
Og så skrev hun faktisk en hel masse mere, som jeg har svaret på i en mail. Men jo. Hvorfor skriver jeg ikke mere om det? Måske fordi jeg ikke gider brokke mig, og måske fordi jeg holder af alt det jeg laver? Jeg tror det. Men tag nu i dag: Lige nu sidder jeg i en lufthavn og er lige ved at være nødt til at bide mig selv i kinden over to ting: Jeg er SÅ træt. Den her uge var vild og den begyndte i søndags. Jeg har holdt oplæg i noget der minder om 10 timer fordelt på fire dage. Jeg er træt. For det andet missede jeg første december-morgen med ungerne. Den morgen, hvor man tænder lyset og magien begynder at lægge sig som et tæppe over midvinter. Men når jeg lander om lidt og stryger afsted til en møde, så er trætheden glemt. Når jeg ser mine unger i eftermiddag og skal være sammen med dem i en lang weekenden, så får jeg alt det at vide, som jeg mangler, og så rystes universet på plads. Så måske er det derfor jeg prøver at lade være med at dvæle for meget ved prisen. Men den er der.
Auch!… Jeg håber du giver decemberhyggen kamp til stregen, og får lidt ind på kontoen igen, som opvejer prisen, du betaler …❤️
Måske skal man vende det lidt om. For hvis ‘prisen’ ikke var til at betale, ville du ikke gøre det. Og så synes jeg egentlig ikke, der er tale om en ‘pris’. Bare fordi ‘alle andre’ holder 1. december med nissedøre og varm havregrød med kaneldrys og farvet mælk, betyder det jo ikke at alle gør det. Jeg synes ikke, jeg betaler en ‘pris’ for at mine unger i denne uge er hos deres far – og jeg derfor mødte kl. meget tidligt på arbejde og skal være her til efter kl. 18. Lad os holde op med det der ‘betale en pris’, for den eksisterer kun i forhold til en norm, de fleste alligevel ikke kan opfylde.
Nå, men altså -. også god 1. december til dig 🙂 kram B
Dejlig, dejlig 1. december og nyd dit liv med god samvittighed – du gør det godt og er en kanon rollemodel. Jeg tror bestemt ikke dine børn lider nød;-)
Jeg synes faktisk, du fortæller, om den pris du betaler. Jeg synes, du er ærlig. Jeg har fulgt dig igennem flere år. Og synes, du ser hele vejen rundt om tingene. Det er det, det gør dig særlig i mine øjne. Du viser med din blog, hvordan man KAN vælge at gøre. Hvis man altså kan. Jeg kan ikke. Men jeg har respekt for dig, og det du kan. Jeg håber, der med tiden kommer endnu mere respekt for diversiten i kvindeliv og moderskabet. Vi er ikke lavet af samme stof. Der skal være plads til alle. Både jer, der kan løbe stærkt og holde sammen på det hele samtidig. Og os der ikke kan løbe så stærkt uden at miste os selv, og som derfor er nødt til at vælge en anden vej.
Enig, Charlotte!
Jeg synes nu heller ikke at du nogensinde har lagt skjul på at det arbejdsliv du har valgt af og til koster på hjemmefronten. Man kan ikke alt, og ethvert valg indbefatter automatisk en række fravalg, om man så vil det eller ej! For mig at se handler det ikke om kvantiteten af det samvær man har med sin familie, men om kvaliteten af det! Og hvis du kunne mærke på ungerne, dig selv eller Johan at I ikke – både enkeltvis og som familie – trivedes med det, er jeg sikker på at du nok skulle gøre tingene anderledes. Jeg håber du forstår hvad jeg mener 🙂
Vi betaler alle en pris; men vi får også noget igen. Ikke bare faglig tilfredstillelse og det adrenalin-udløsende arbejdskick, men også stolthed. Over at bidrage. At sige tak til vores samfund, for den uddannelse vi har modtaget ved at give noget tilbage. Ved at være forbilleder for vores børn og vise at, velfærd ikke vælter ned fra himlen, men er en post vi alle skal betale til – og at der faktisk godt kan være lighedstegn mellem glæde og pligt. Og ikke mindst: så har vi faktisk også noget at tale om, dele ud af, grine og græde over, når vores børn ikke har brug for os længere – men vores kærester, venner og familie stadig gider samtale, sparre og reflektere med os. od fredag, kære Julia!
Hold op, mand (m/k). Jeg er så tykpandet at jeg ikke fattede det med prisen førend i 2. læsning.
Tænkte at det havde noget at gøre med kroner/øre på dit arbejde, din løn, om nogle skulle betale for spons på bloggen, noget i den retning…Det andet strejede mig ikke. For det er jo bare noget som man gør. Du gør det. Jeg gør det. En masse mennesker gør det. Jeg laver månedsregnskab hver måned, og nogle gange betyder det at jeg ikke spiser med familien, men – hey – det er jo mit valg. Ingen andres, men mit. Og hvis/når jeg ikke gider mere, så gør jeg noget ved det. Og det tror jeg også du gør, hvis det en dag bliver for meget med 1. december. Jeg synes det handler om at være sig bevidst om det er en ens eget valg – og ansvar. Så er prisen egentlig ret nem at arbejde med. Men fedt at der er nogle, som også gider spørge – og det får da lige én til at vende det en ekstra gang oppe i toppen under hårbunden!
Jeg kan lide din blog fordi den er varieret, intelligent og ærlig, og jeg tror vi alle betaler prisen for vores valg, og får alt det igen som de valg også indebærer. Så tak for du skriver som du gør og blander indlægene på en måde som er meget inspirerende at følge med i. Jeg skriver kun kommentarer nu og da, men får meget ud af din blog og det du deler ud af. Glædelig jul og tak for at være en inspiration.