Johan, Elias, Sofus og jeg har været et par dage i mine svigerforældres sommerhus hen over weekenden. Det var tiltrængt. Tid, ro, og nærhed. Og tiltrængt på den måde, hvor man kan mærke en helt tydelig fysisk forskel i sin krop, når tempoet forlader én og det eneste man for alvor er nødt til at tænke over, er hvad næste måltid består af. Jeg er ved at blive bedre til at tage mig den slags tid, og heldigvis for det. For det går stille og roligt op for mig, hvor kostbar den er. At selvom der er meget vi allesammen gerne kan, skal og vil nå, så er lykken i kontrasten. Der mellem tempo og tid, og mellem hverdag og weekend. Som I der læser med herude ved, er jeg legendarisk dårlig til de kolde årstider. Jeg kan virkeligt ikke så godt lide det. Men børnene er fløjtende ligeglade med det – så længe man kan komme ud, og helt ærligt, hvor banalt det end lyder: Det lærer jeg virkeligt af. Så vi spillede stikbold i kulden til fødderne var ved at falde af, og vi gik igennem mudderpøle så dybe at skoene aldrig bliver sig selv igen. Og så drak vi kakao, og mere skete der ikke, og det var fantastisk.
Det lyder som de helt perfekte dage. Jeg trænger også til at komme væk og blive blæst igennem, men desværre er det ikke lige i kortene nu…
Kh. Birgitte
Sommerhusture er perfekte til det der med ro og nærvær! Jeg hilser nu de mørke tider velkomne, men jeg har også alle dage været en vaskeægte drivhusplante! Håber ikke mørket varer for længe for dig! Er i øvrigt lige blevet færdig med ‘ManiFest’, og det var jo…netop en fest! Så tak fordi jeg måtte deltage i den! 🙂