Man er nødt til at stå tidligt op… Og alligevel forstår jeg ingenting.

Denne kop kaffe er irriterende morgenfrisk, og råber af mig at jeg skal komme afsted. Jeg er væltet ud af sengen for 45 minutter siden (og klokken er kun 525 as we speak), for at komme fra Aalborg til København inden mine unger står op, så jeg kan komme hjem og kramme dem. Ungerne skal nemlig på bondegårdsferie i dag, og inden da, har vi stooore planer, og skal både i biografen og pakke en taske til dem. I går var jeg inviteret med i DRs sommerprogram Mit Sommerliv, som i går var i Skagen; for at nå det hele har jeg så sovet (eller ligget ned i fire timer…) i Aalborg. Men det var supersjovt og hyggeligt, og dejligt at være med.

Men ja. Alt er godt. Her. Nu. Og vi er mange der er heldige. Hvis du til gengæld klikker dig ind på DR.dk, er der mange, der ikke er. Der er et kup i gang i Tyrkiet her til morgen. Udenrigsministeriet fraråder at man rejser dertil. Til Tyrkiet. Jeg må indrømme at jeg har svært ved at tænke netop det land, som anden end som del af Europa, og nu er de simpelthen i gang med et statskup. Samtidig må man ikke klikke på de nyhedslinks der cirkulerer som lover billeder af den tragiske katastrofe i Nice, for så sker der noget med ens syn på verden, som muligvis ikke kan repareres.

Der var børn i det angreb. Endnu et terrorangreb, og endnu 10.000 grunde til at være bange, og endnu flere grunde til at gemme sig resten af livet og til at blive indendøre og til at lære sine børn at være bange.

Eller endnu flere grunde til at tænke sig om. Til at kramme dem man elsker, til at huske at holde fri, huske at arbejde med det man helst vil, til at huske at gøre en forskel i verden, til at minde sig selv om at tænke på andres lykke end sin egen, til at dele kærlighed, tid og penge, med dem man elsker. Til at drikke bobler, og danse så længe sommernatten endnu er lys, og til at skubbe sine børn ud i livet, lyset og kærligheden. Til at nive sig selv hårdt i kinden hver eneste gang man er bange og hver eneste gang man ser sig over skulderen, og til at tale højt om det der betyder noget. Det er nu vi skal vise omsorg, forståelse og ømhed overfor hinanden. For det kan man have brug for, når der er grund til at være nødt til at være modig. Også når det er svært.

3 kommentarer

  1. Jeg kan kun sige amen til dine ord, men samtidig må jeg også sige, at det ikke er nok. Og hvad skal der så til for at du og jeg kan beskytte det, vi finder værdifuldt? Hvordan sikrer vi at vores samfund ikke ændres i en retning, vi ikke ønsker? Når jeg snakker med folk i begge lejre, så kan jeg jo høre, at på mange måder er det det samme vi ønsker; at vores land ikke bliver radikaliseret, at vores land er et land, hvor man kan tænke og handle (under ansvar og hensyntagen til andre) frit. Hvor man kan vælge tøj, arbejde (hjemmearbejdende eller udearbejdende) og tro frit. Men vi har to tilgange til det, og vi taler på hver sin måde med hver sine ord, som fjerner os fra hinanden, og jeg synes faktisk at landet splittes lige nu og det bekymrer mig dybt.
    Håber du kom godt hjem og nåede at kramme børnene. Her vil jeg gå i gang med rengøring, så jeg kan kramme mit ældste barn på 30, som i morgen vil holde ferie hos hendes forældre. Det er jeg taknemlig for.

  2. Jeg har formået IKKE at tjekke nyheder siden torsdag og efter at have læst dit indlæg, så tror jeg faktisk at jeg venter et par dage mere… Og overvejer om man rent faktisk godt kan ligge to voksne og to børn i en 160cm seng.. tror nu det bliver trangt – må kramme i morgen!

  3. Kære Anne,
    Jeg tror kramning er det rette.

    Kære Lene,
    Jeg aner det ikke. Men vi har også en forpligtelse til at gøre noget, til at blive et civilsamfund igen, hvor man er aktiv, og reagerer, i stedet for at vi alle sammen (mig selv inklusive) prøver at regne hver vores liv ud, og få hverdage og fridage til at spille. For vi GØR faktisk ikke ret meget. Der er meget snak (mig selv inklusive) og meget skriveri (igen mig selv inklusive), men vi er nødt til at finde en måde at handle på.

    KH
    J

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *