Billedet viser et udsnit af forældre der står på række og lægger an til fællessang. I morges var Johan og jeg nemlig til afslutning på Elias skole. Første skoleår er simpelthen slut, og vi er lige om lidt forældre til en dreng i anden klasse. Jeg kan ikke regne ud, hvor jeg skal begynde for at forstå det. At Johan og jeg er forældre til et barn i 2. Klasse efter sommerferien. Johan og mig? Os, der først for nyligt har lært at det er en god idé at købe ind til to dage ad gangen, os, der stadig glemmer at vaske tøj med den mest optimale frekvens, så der aldrig er nogen i familien der mangler essentielle sager såsom underbukser. Hvordan er vi to kommet derhen? Der til, hvor vi har afsluttet første klasse?
Jeg kan simpelthen ikke gennemskue det, og jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv i det. For Elias kan godt finde ud af det – han vokser og bliver større, og helt ærligt bedre selskab for hver dag der går, han har ingen problemer! Det er mig, der tøver, og har lyst til at hænge i bremsen, og være sikker på jeg fik det hele med. Hver gang jeg stadig får lov til at putte ham, ved jeg der er en nedtælling i gang, og at han lige om lidt bare gå i seng, når det passer ham.
Noget jeg har lært af at Elias er startet i skole, er – ud over at alting går hurtigere og hurtigere – fællessang. Jeg har aldrig sunget så meget som efter Elias er begyndt i skole, vi synger hele tiden. Og Elias synger hele tiden. Også når han ikke tror vi hører efter. Han er glad, for sin skole, for sin klasse og ikke mindst: For sommerferien. Og jeg, jeg er bare glad for at jeg når at holde fast i ham, i det og i at der stadig er en del år tilbage, hvor jeg får lov til at møde op og klappe af ham, og ikke mindst: For at der ikke var nogen der fortalte mig hvor forbandet hurtigt det hele lige pludselig går.
Åh det er sgu også en god alder, den der 1-2-3. klasse. Før den ‘seriøse’ faglighed og tunge nationale tests træder ind… Selv kan jeg undre mig over, at jeg har en dreng, der selv går i seng, ikke vil kysse og kramme (hverken offentligt eller privat) og i det hele taget er så meget på vej til frigørelse, at jeg har lidt svært ved at følge med og ikke blive sentimental… 15 år i morgen bliver han. Jeg forstår det ikke… Kh. Birgitte
Jeg har stadig ikke lært at købe ind til mere end én dag ad gangen, og det til trods for at Ældste Pode skal i 6.klasse efter sommerferien (sjette!!). Til gengæld er de der fællessangsting ved overgangen til et nyt stadie i podernes liv stadig lige hjerteknusende, synes jeg. Bare jeg hører ‘Jeg ved en lærkerede’ er jeg ved at bryde i krampegråd. Men igen: jeg er nok heller ikke særlig voksen (vores handlevaner taget i betragtning). Og det til trods for, at jeg snart fylder 40…
De børn bliver bare så store hurtigt- mindst som man tror at de aldrig når at lære at klare sig – wupti så er det store lemmedaskere, der er ved at vokse deres mor over hovedet. Min ældste datter er godt på vej til de 13 og har næsten i et år menstrueret – det slog mig lige pludselig at min lille datter faktisk selv ( biologisk set) er i stand til at blive mor! Hvad skete der lige der? Samtidig er det også dejligt og en lettelse, at se hvor meget hun udvikler sig på det psykiske og sociale plan. Noget har vi alligevel gjort rigtigt som forældre
Det er essensen af live…. Synes da også lige jeg fulgte ældste sønnen til første skoledag og glemte at huske ham på gynmastiktøjet om tirsdagen og lige få handlet på vejen hjem. Men ups på fredag er det allersidste dag inden den store gymnasietid starter. Er det virkelig vores lille søn???
Mærkeligste af alt, vi ligner da os selv, gør vi ikke???????
Ja, tiden flyver af sted… Jeg kommer sådan til at tænke på Benny Andersens digt om tiden, det med de 12 ure i huset, men at tiden alligevel ikke slår til. Det digt kender du nok, Julia! God midsommer til jer alle fire 🙂
Kender godt kombinationen af stolthed og melankoli……..det har til tider ført til en lillebitte ny
Kære Mette W – OMG. Det tør jeg slet ikke tænke på!
Jeg bliver jo 40 om et år!!!
KH
J
Kære Rie – det gør jeg , og du har fuldkommen ret!
Kære Marlene, vi ligner totalt os selv. Og det går på en eller anden måde for hurtigt det liv. Og samtidig for langsomt, når man venter på at lillefis lærer at tale, gå, stå etc.
Kære Nielsen – dét må være så vildt! Voksen datter!
Kære Skøre Liv -lærkereden slår også mig ihjel,
Kære Birgitte – tillykke med din store søn! Det forstår man jo ikke! 15 år!!!!
Tillykke!
Kærlige hilsener,
J