Når man bliver mindet om, hvordan det var dengang børnene var helt små…

Hvis du har læst med her i et par år, så ved du at manglende søvn har været et af de helt store issues i mit liv. Det er heller ikke fordi, ungerne sover lige så meget, som jeg kan forstå andre folks børn gør, men de sover da. Sammenhængende, og i rimelige stræk. Det vil sige; de sover, lige indtil de ikke gør det mere. Nogle nætter går stadig totalt i sammenbrud, og når det sker, bliver jeg mindet om dengang, for ikke så længe siden, hvor natten var noget jeg nærmest var bange for. Den der fornemmelse af at lade kroppen falde til ro, falde i søvn, for så at blive vækket en time efter ved at nogen vil op, og ikke er til at overbevise om, at det faktisk er nat; den sidder stadig lagret allerbagerst i hjernen. Det er en erfaring, som er flyttet grundlæggende ind, erfaringen af at pulsen stiger, og af brudt nattesøvn, nat efter nat, uge efter uge, og ja, år efter år. Når jeg så nu – en sjælden gang i mellem – har sådan en nat, hvor lyset bliver slukket og roderiet begynder, hvor den yngste – som i nat – ikke kan finde ro mellem halv to og halv fem, hvor morgenen sniger sig ind, og man ikke ved hvad man er mest bange for: At barnet ikke sover, eller at det vågner så mange gange at det alligevel ikke kan betale sig at lade kroppen synke ned i madrassen, så bliver jeg mindet om, hvordan det (også) var at have små børn. Det var dejligt. Det var godt nok også helt vildt hårdt. Fysisk hårdt. Og jeg giver en klapsalve til de mænd og kvinder, der klarer det, der holder sammen, og holder ud og kan holde sig selv og hinanden ud på tusind kopper kaffe, fire lusekure og halvanden times sammenhængende søvn i årevis. Vi burde sende småbørnsforældre på statsstøttede spaophold.

12 kommentarer

  1. Jeg plejer at tale noget om Ridder af Dannebrog. Alle forældre burde i virkeligheden rende rundt ned hele brystkassen dekoreret af sildesalat.

  2. Helt enig 🙂 jeg husker det også med gru… Et barn der skulle ammes hver 3. time – og nogle gange hver 2. døgnet rundt. Forstår godt at det med afbrudt søvn bliver brugt som tortur-middel ude i verden. I dag er jeg heldig at tween og teen sover længe, men når de en sjældent gang er syge og oppe om natten, så er jeg helt tømmermænds-ramt dagen efter. Det hænger slet ikke sammen for mig mere, det med for lidt søvn. Kh. Birgitte

  3. Åhr, Julia, nu fik jeg lige tårer i øjnene. Vi er lige præcis der, hvor man sidder på nåle, når klokken har passeret 22 og hvor natten faktisk er noget, jeg i perioder er lidt bange for. Vi har to børn med ret stort mellemrum og jeg kan godt huske, hvordan det pludselig er rimelig overstået, men nu hvor vi er i det igen, er det ret svært at tro på. Tak for et vedkommende indlæg, det er altid rart at blive husket på, at 1)det går over og 2) man ikke er alene

  4. Kære Sofie – du er IKKE alene. Og jeg ved præcis hvor vanvittigt hårdt det er. Store kram

    Kære Birgitte – Nej – man bliver jo sindssyg af det! Og jeg er SÅ glad for dine kommentarer her – for at kunne følge med i, hvad der sker lidt længere fremme. tak! Kh J

    Kære Skøre Liv – du har bare SÅ meget ret! KH J

  5. Åh ja – bliver lige bragt tilbage til den gang min nr 3 var helt lille baby og skulle ammes flere gange om natten. Hvis vi var så “heldige” at den sidste gang om natten var kl 4 , så kunne det ikke betale sig at gå i seng igen, før storebror og storesøster på 2 og 7 år skulle op og i skole og vuggestue.
    Forstår ikke hvordan jeg kunne holde til det…

  6. Hos mig er knuden i maven der med det samme, når opvågningerne starter og så kommer angsten snigende. Med en på tre og en på et år, er det der, vi er lige nu. Og ja for dælen hvor er det hårdt – men dejligt at vide at der er lys for enden

  7. Der er en sang hvor han synger “Jeg har ikke sovet i et år”. Jeg plejer at synge tilbage “Jeg har ikke sovet i otte år – så hvad piver du for”!!! Det tager desværre nogle år bagefter at vænne sig til ikke konstant at blive vækket, men jeg tror jeg snart er ved at være der 😉

  8. Sikke en fantastisk virtuel highfive! Jeg takker, bukker og nejer (fordi jeg er der lige nu) og sender to retur fordi du har været der og overlevet:-)

  9. Manglende nattesøvn er klart det værste ved at have små børn! Efter godt og vel fem år med børn, der vågnede – og vækkede mig – flere gange hver nat, er det ren luksus, at de nu bare kommer listende, kravler op i min seng og sover videre Og når de en sjælden gang vælter rundt i min seng begge to, er de store nok til at få at vide, at de enten skal lægge sig til at sove nu, eller gå ind i deres egne senge igen (nej, mine pædagogiske evner rækker ikke langt midt natten!).

  10. Årh, det var lige den virtuelle krammer, som jeg havde/har brug for pt! 😀 Tak! Jeg er pt. gravid i uge 33, har en datter på 2 år, der stadig vågner 5-6 gange hver nat – eller blot er vågen et par timer fra 2-4 – og storebror på 4,5 har just brækket benet og sover derfor VIRKELIG dårligt trods smertestillende.
    Det er de tider, hvor jeg glæder mig til morgenen kommer snigende, så nattens mareridt kan slutte – vel vidende, at man kommer til at vandre rundt som en zombie næste dag med alt for meget kaffe i kroppen (undskyld kommende lillesøster) 🙂 og tømmermandssyn….
    Hvordan får man fingre i det spaophold, Julia? 😀 😀

  11. Åh ja, man ved aldrig hvilken nat man får. Vi har lige været igennem en periode, hvor Edith vågnede hver 1 1/2 time :-/ Et spaophold ville være på sin plads – med massage, yoga, god tid til at spise sin mad (med begge hænder), fordybe sig i en bog, og drikke en ordentlig cocktail 😀

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *