Interview: Romantik & Gys: Når nogen bygger en kvindelig krimiforfatterinde: Den hemmelige kvinde

I går udkom Den Hemmelige Kvinde af forfatterparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. Du kender dem måske som krimiforfatteren Kazinski. Som var deres første Alias. Men nu hedder de noget andet – nemlig Anna Ekberg, og jeg må ærligt talt indrømme, at jeg nærmest syntes det var latterligt at hive navn nummer tre op af hatten. Men nu, hvor jeg har tænkt og tænkt og lagt to og to sammen, forstår jeg det hele. For det er faktisk modigt. At lade ens læsere gå ned i den anden ende af biblioteket for at lede efter én under E i stedet for K, og så er det frisættende – for under nyt navn kan man nye ting, og ja, det er faktisk præcis dét deres gysende klare og helt fantastiske krimi handler om. Mød de to forfattere her og læs mere om bogen her:

Hvad handler Den hemmelige kvinde om?

Den hemmelige kvinde handler om Louise, der bor med sin kæreste, forfatteren Joakim, på Christiansø. De lever et nogenlunde sorgløst liv, Louise driver en lille café, hun er glad for sit liv.

Men en dag opsøges Louise af en mand, Edmund, der siger, at Louise slet ikke hedder Louise men Helene. Hun er hans forsvundne hustru, arving til en kæmpe formue, og bosat på Silkeborgegnen, hvorfra hun forsvandt for tre år siden. Sammen har de to mindre børn.

Louise betragter Edmund som en tosse, og vil bare have ham ud af sit liv. I den efterfølgende tumult tilkaldes politiet, der hurtigt begynder at undre sig. Hvorfor skulle Edmund opfinde sådan en løgn? Politiet tager Louise og Joakim med på stationen i Rønne. Hun bliver afhørt og billeder af Edmunds forsvundne hustru findes frem. Og der er noget der ikke stemmer. Louise ligner til forveksling den forsvndne Helene. Til sidst besluttes det, at Louise skal undersøges på Rigshospitalet i København. Her står det snart klart, at Edmund har ret. Louise er ikke Louise. Hun er Helene Söderberg, hun er Edmunds forsvundne hustru, og hun har to børn i Silkeborg. Lægerne opdager, at hun har mærker efter kraftige slag i hovedet. De forklarer hende, at hun lider af en sjælden form for hukommelsestab, hvor man ikke længere ved hvem man selv er.

Helene må tage sin nye identitet på sig. Hun har børn der savner hende. Hun har en mand, der har ledt efter hende. Hun tager afsked med Joakim. Joakim er knust. Det er de begge.

Helene indleder sit nye liv i Jylland. Huset er nærmest et slot, ligger helt ned til de smukke Silkeborg-søer. Hun skal lære sin mand at kende igen. Sine børn. Og sig selv. For hvem er hun egentlig? Spørgsmålene vokser. Helene forsøger, at leve sit nye liv, men fortiden vil ikke lade hende være. Langsomt begynder hun sin egen efterforskning. Hun vil vide, hvem hun er og hvorfor hun forsvandt. Hun vil kende sin fortid, ellers vil hun aldrig kunne forstå sin nutid.

Imens sidder Joakim tilbage og savner hende. Hans liv er i opløsning, pludselig er alt blevet taget fra ham, hans kærlighed, hans liv. Spørgsmålene rejser sig. Hvordan får han sin kæreste tilbage? Hvem er Louise Andersen? Hvordan har Helene fået Louises identitet? Hvor er Louise? Måske ligger hun inde med de afgørende svar. Hvis hun lever?

Hvem er Anna Ekberg?

Anna Ekberg er vores feminine side… Nej, det er urimeligt forsimplet. I virkeligheden er hun meget mere os end Kazinski. Anna Ekberg er det, der optager os allermest: Kærligheden, familien, ralationer mellem mand og kvinde, parforholdet, problemerne. Alt det beskæftiger Anna Ekberg sig med. Og hun gør det på en spændende måde, for hun kan godt lide spænding, hun kan godt lide uhygge. Ligesom i bøgerne om Niels Bentzon, beskæftiger Anna Ekberg sig med de store spørgsmål. Men hvor det i en Bentzon-bog for eksempel kan handle om, hvorvidt der er mere mellem himmel og jord end det vi lige kan se, kan spørgsmålet i en Anna Ekberg-roman lyde: Kan det overhovedet lade sig gøre for en mand og en kvinde, at leve sammen i et lykkeligt ægteskab? Et andet slags spørgsmål. Ikke mindre. På en måde større.

Hvorfor har I brug for hende – jeg er for eksempel hverken færdig med A.J Kazinski eller Niels Bentzon?

Vi er heller ikke færdige med Kazinski og Bentzon. Begge vender tilbage til sommer i romanen, Drømmetyderens død. Men det har været vigtigt for os, at markere at Den hemmlige kvinde er noget andet. Det er en tur over på kvindernes banehalvdel. I øvrigt skal det nævnes, at det slet ikke var vores ide med Anna Ekberg. Vi havde bare skrevet bogen i vores fritid, mens vi skrev Bentzon – og da vores forlagschef, Lene, havde læst den, ringede hun straks og sagde, at hun var vild med den, men at der ikke kunne stå Kazinski på den. Det var alt for meget føle-føle og den store romantik. Det grinede vi lidt af, og blev måske også lidt provokeret. Vi var i Stockholm på det tidspunkt, faktisk var vi ude at løbe da hun ringede, og var havnet på en kirkegård. Så endte vi med at sætte to navne sammen. Anna og Ekberg.

Hvad kan en kvindelig forfatteridentitet rumme, som en mandlig ikke kan, og hvorfor skal hun hedde noget der lyder svensk? Er I i gang med at bygge en svensk krimidronning?

 Verden er fuld af svenske krimidronninger. Dem er der ikke brug for flere af. Og da slet ikke i form af to mænd med skæg. Det var ret tilfældigt, at hun blev svenskklingende. Men selvfølgelig valgte vi et navn, vi syntes lød godt. Et smukt navn. Et romantisk navn. Nej, Anna Ekberg er ikke en svensk krimidronning. Det er to midaldrende danske mænd, der prøver at samle alle de erfaringer de har med kvinder og romantik – og fortælle en spændende historie.

Romanen er latterligt spændende, men også meget mareridtsagtig – hvorfor har vi brug for det gys? 

Vi elsker gys, vi elsker gode, spændende historier. Store følelser. Men gyset var ikke udgangspunktet. Udgangspunktet for Den hemmelige kvinde var familiedramaet. Det store drama der går mange generationer tilbage. Forbillederne var Doktor Zhivago og den gamle tv-serie Colorado-sagaen. Det var sådan en bog, vi ville skrive. Hvor fortidens hemmeligheder og fortrængninger vender tilbage. Helt fra starten vidste vi to ting: At der skulle være et lig i en sø, for det var der i Colorado-sagaen. Søen er sådan et godt billede på fortrængnig. I sindet, i familien, i kærligheden, alt det vi ikke vil vise, alt det vi har glemt, alle hemmelighederne. Og så vidste vi, at bogen skulle handle om identitet. Hvem er jeg? Hvem er du? Hvem er vi? Fordi disse spørgsmål er de måske mest essentielle i et kærlighedsforhold. Den grundlæggende nysgerrighed på den anden. Og på sig selv.

Nu hvor I har bygget en (svensk…) dame, er jeg nødt til at spørge: Hvad kendetegner en kvinde? 

Den hemmelige kvinde har en kvinde som udgangspunkt, fordi kvinder – i fiktionen og i virkeligheden – er mere spændende en mænd. Helt banalt. Med fare for at forsimple nogle ganske komplekse spørgsmål, er det vores overbevisning, at det kvindelige sind ofte er mere komplekst. Humørsvinginger, intuition, længlser. Mænd har – tror vi – en tendens til, at blive lidt kyniske når de når op i årene. De glemmer romantikken. De glemmer drømmene. Der går penge i den. Praktik og karriere. Det er næsten altid kvinder der vil skilles. Det viser alle statistikker. De stiller større krav til lykken. I hvert fald den romantiske lykke. Og det er godt stof i historiefortælling. En af de store mestre – Hitchcock – var besat af kvinder og deres mystiske sider: Vertigo, Rebecca, Marnie. Alle handler de om kvinder, om identitet, om kvindens skjulte sider.