Man skal huske at være hvor man er. Man skal huske at sige til dem, man holder af, at man gør det. Nogle gange kan det være ganske klogt at minde sig selv om det. Om at nyde alt det gode, så man i højere grad kan stå imod, når det svære melder sig. Jeg blev mindet om det søndag morgen, da telefonen ringede. For det har været en af de der weekender, der svinger fra den ene yderlighed til den anden, og hvor vi først sidder fredag til en reception, badet i lykke på andres vegne, og derefter med gode venner en lørdag aften i lyset fra Melodi Gran Prix glatte kinder og skåler i bobler. Klip til et trist farvel til et elsket menneske i den udvidede familie, febersyg Sofus og ingen nattesøvn. Nu er det mandag. En mandag med sol på, og dagen rundes snart af, sammen med Sofus i sofaen og the i koppen og varme i kroppen. Det hele skal nok gå.
Kondolerer.
Det er jeg ked af at høre. Det er en verden af yderligheder. Sidder selv ved et af børnene sygeleje på anden uge nu! Feberen rasede først 5 dage i den stores krop, og nu i den lilles på andendagen. Vi kan se frem til tørre dage mere med afsindige mængder tegnefilm, sodavandsis og voksenliv på holdt….. Men når man ved, at man skal rejse fra dem lige om lidt og lider af dårlig samvittighed på forhånd. Så holder man bare gerne den feberhede hånd, henter saftevand, tørrer bræk op og sover med den syge på sofaen. Nogle gange er det gode jo også i kriserne. Nærværet.
Kh
Jeg er også ked af at høre om dit tab! Og med syge børn oveni kan det bare være – mere end man kan klare…!
@Bitten: hvor var det fint beskrevet!
Det sætter tingene i perspektiv, men aldrig rigtig helt på den måde man ønsker det.
Jeg er ked af høre om jeres tab. Kram tll dig og dine drenge.