Tirsdag, weekend – og guldsko

Dagen i dag begyndte med at jeg tog en taxa til Taastrup. Det er langt og koster kassen, men Elias var syg, Johan skulle aflevere Sofus og jeg skulle åbne en konference med et foredrag klokken 9 sharp. Det hele skred lidt i svingene, fordi vi skulle koordinere at Elias var hjemme i dag, for i gøglerlivet er der ting man ikke kan melde fra på, selvom ungerne er syge, og én af de ting, er et foredrag. Uanset hvad, så står man der. Men jeg tog guldskoene på, spændte hjelmen og løb ud i taxaen, og nåede at stå lige dér et minut i ni, for at holde foredrag om (hold nu fast), hvorfor kvinder er så stressede. Jeg behøver vel ikke forklare mere, vel?

Noget af det, der kan presse mange af os, tror jeg, er alle de mennesker, man holder af, som man i et helt almindeligt liv ikke får set. Jeg har mange. Heldigvis. Mange flere end jeg kan pakke rundt om et enkelt bord, men jeg har besluttet mig for at jeg fra nu af inviterer løs på kryds og tværs af vennekredse, indtil jeg har krammet og talt med alle dem jeg holder af. Det kan være det tager fem år – for der er en del babysitning der skal koordineres, men jeg VIL simpelthen være social igen.

Med voksne.

For uanset hvor højt jeg elsker mine unger (længere end den bagerste stjerne i det bagerste univers, som jeg plejer at forklare Sofus), så er den uafbrudte samtale noget jeg savner.  Det er lidt som om den del af livet stoppede da jeg fik børn.

Eller måske ikke stoppede… Men blev noget helt andet. Det der med at tale hele natten uden afbrydelser, det er en sjælden kostbarhed, som jeg virkeligt har besluttet mig for at få tilbage i mit liv. I lørdags sad jeg ved sådan et bord, der bare snakker, hvor alle kan lide hinanden, og snakken rullede. Mere af det, tak. Og så undrer man sig over at vi så hurtigt bliver pressede… måske fordi der er faser i ens liv hvor en lang uafbrudt samtale er den reneste form for luksus?