Der Er (Muligvis) Gået Nisser I Den

Hvert år tænker jeg at denne december, den skal være fyldt med Jul, som i Det Gamle Stormagasin, hvor julekugler, gran og nisser slås om pladsen, og om muligheden for at gøre det hele ekstra hyggeligt. Den slags jul, hvor tallene på kalenderlyset ikke halter bagefter tallene i kalenderen, og hvor julepynt er noget vi har lavet med ungerne i stor stil.

Hvert år når jeg så også hen til midt i december, og har intet nået. Ungerne er ligeglade med pynt etc indtil juletræet skal hentes, og Johan er også komplet uberørt over den eklatante mangel på kravlenisser.

Vi når lidt ind i mellem: Ungerne, Johan og jeg lavede konfekt i år, og der blev ikke sparet på hverken glimmer eller smagsprøver, og jeg er sikker på jeg ikke kan forskåne jer for billeddokumentation.

Men der er en særlig stemning her inden jul. Den er god. Den er mild, og den er glad. Og ja, så er den travl. To gange om året er det nemlig som om verden falder ud over en kant: Inden jul og inden sommer, og samtidig med at kalenderlyset halser bagefter, løber verden hurtigere og hurtigere. Budgetter skal nås inden nytår, aftaler skal laves, salgsmøder skal holdes, og hele verden skal finde ud af hvad det nye kalenderår skal handle om. Så det går hurtigere og hurtigere inden jul, og så puster hele verden så ud – samtidig – når målet er nået – den sidste hverdag inden jul. Så som jeg sidder her i toget igen i dag, er det svært ikke både at synes at dette er den sjoveste tid på året på arbejde og derhjemme, og samtidig den travleste begge steder. Hvad kalder man det? Synkronicitet? Eller at der virkeligt og for alvor er gået nisser i den?