Jeg er 37. Og det ses. Jeg er mor til to, jeg arbejder for meget, sover for lidt, spiser også i perioder forkert og kan godt lide et glas rødvin, især sammen med mennesker, jeg har det for sjovt med. Jeg har rynker omkring øjnene og dybe furer i panden, som indimellem er så dybe, at jeg selv bliver forskrækket over dem. Min mave er blød efter at være blevet skåret op flere gange, og over min kønsbehåring er der et sted, jeg ikke mere kan mærke, fordi mine to unger er endt med at komme ud den vej. Min røv begynder at få buler, og jeg har håndtag omkring livet. Min navle har et sørøver-ar efter en operation, og mine arme er løsere, end de ville have været, hvis jeg havde brugt mere tid på at træne dem. Mine bryster er brugt af to sultne drengebørn og derfor blødere, end de var før. Jeg har stadig strækmærker, der ligger som dybe forgreninger på min mave og minder mig om udtørrede vandløb.
Jeg ser det hele. Og det er sådan, jeg ser ud. Jeg ser kvinder, der er smukkere, mere glødende og fine end mig, og hører dem også. Jeg hører dem brokke sig, skælde ud over den nyeste rynke, kæmpe en stille, indædt og vred kamp med alderen. Jeg ser reklamer for nye bryster, nye former for ting, der kan sprøjtes ind i ansigtet, og jeg håber, jeg kan værne mig mod at kaste mig over det. Men jeg ved det ikke. For jeg er bange for, at jeg kan komme til at glemme, hvordan jeg ser ud.
Sådan begynder min seneste klumme i Femina. Jeg har fået virkeligt mange reaktioner på den, og tænker at du derude måske har lyst til at læse den. Den ligger lige her.
Tak, Julia. Som i virkelig tak. Det er et vigtigt indlæg til en tid, hvor mere og mere handler om, hvordan vi ser ud, og ikke, hvad der gemmer sig bagved.
Der burde kun være én reaktion på din klumme: Ja, tak, nemlig, helt enig. Mon ikke de fleste af os kan falde i et hul med utilfredshed og ønsken sig anderledes ind i mellem. Hvis man har været rigtig syg, ved man dog, at kun et godt helbred er vigtigt – ikke så meget kroppen udenom. Hvis man har haft svært ved at få de børn, man ønskede sig, ved man, at bløde post-ammebryster, flad numse og ar neden for det halvslappe maveskind er gode tegn. Og hvis man kender nogle, der ikke blev gamle nok til at opleve deres egne rynker tage form, ved man virkelig, at det – som du også nævner – alt sammen er ægte privilegier.
Super fedt indlæg. Elsker din beskrivelse af din krop efter 2 graviditeter og fødsler! Er sikker på at vi er en del, der har tænkt det samme 😉
Må indrømme, at jeg heller ikke altid er min egen bedste ven, men det er indlæg som dit, der synliggør, at vi glemmer at vi jo bare er super smukke og naturlige.
Tak for fedt indlæg!!!
Tak fordi I læser med!
@Stine – ja, det er måske også noget med at løfte blikket ind i mellem, og ikke rode sig selv i navlen hele tiden…
@Mette B – enig – alternativet er jo heller ikke til at holde ud…
@Luna – det er det, der skræmmer mig mest.
Kærligst
J
Så enig med dig – selvom jeg også glemmer det. Og værst af alt glemmer at de tre vidunderlige piger, min krop har skabt, både ser op til og kigger mig over skulderen når jeg skuler til de smile- og bekymringsrynker som netop deres eksistens har beriget mig med…
Tak for dine tanker og din blog – du er virkelig god til at beskrive hvordan det er at være 37 ☺
Bedste hilsner, en anden 37 – årig
Kære Julia
Sad lige og tænkte på om du havde luret ind af mit vindue
Fantastisk når det meste af teksten forsvinder…. Eller noget….
Den korte version er, at jeg syntes det er en fantastisk livsbekræftende lovprisning af den voksne kvindekrop du har skrevet, og tusind tak for den….
Min krop, er som din, og andre mødres, præget af en til flere graviditeter, men jeg er glad og tilpas med alle de spor, der viser mig, at min krop har givet liv til de to, der betyder mest for mig i hele verden.
Af hjertet tak fordi du i så høj grad, har ordet i din magt, og ikke mindst evnen og modet til, at skrive det ned.
Kh Vibeke
Kender I det, når man er syg og ligger og kaster op og tænk : øv hvor er det synd for mig, men hvor blir jeg tynd! Det er sgu da sygt.
Så fint skrevet om kvinner og kropp.
De fleste kvinner har alltid det med å være slank , i bakhodet. Noen lever et helt liv, med tanke på en slank kropp, dietter, slankekurer, rensing osv…. Istedetfor å nyte livet, med litt av alt.
Neste år er jeg femti, og min kropp har allerede forandret seg. Istedfor å kjøpe den strs jeg har brukt på tøy i mange år, som nå ikke passer lenger, kjøper jeg den strs som passer, og nyter å ha behagelig tøy på.
Kan vi ikke nå bli glad i oss selv, og godta den vi er, enn å ønske at vi var en annen. Vi er jo UNIKE alle mann, og må være stolt av det vi har….med eller uten rynker, hengebryster eller grått hår.
Faktisk blir vi klokere, jo eldre vi blir. Kunne vi bare visst det, da vi var 20 år.
Hurra for kvinnen. Det er hun som gir liv.
Takk Julia, fordi du belyser det.
Det var et rigtigt blog-kram:-) Og lige præcis i dag lagde jeg intenst mærke til min lille Isolde på halvandet, da jeg tog tøjet af hende for at give hende nattøj på. Da bodyen var kommet af stillede hun sig med begge hænder på den runde mave og sagde: Aaaaajjjjjhhhh! Og derefter pegede hun på lårene, som sandt at sige ikke hører til de mindste, og gentog: Aaaajjjjhhhh! Fuldstændig overbevist om, at hun og hendes fine deller er universets midtpunkt. Hvornår mister vi den form for fysisk selvværd? Det at være bevidst om hvor fin, lækker og praktisk den egentlig er, kroppen. Håber min datter altid vil huske fornemmelsen af mor, far, storesøster, storebror samt dennes kæreste, der alle bekræftede hende i hvilket lækkert og smukt mirakel hun er, med hængevom og kinder, som man ville betale for at få lov at kysse:-)
Du har jo så evigt ret i dine observationer:-)
Mænd fra andre lande, især de mere varmblodede lande, tænker faktisk om danske kvinder at vi er smukke, , men kolde!
Hvorfor starter vi ikke en bevægelse, der skal få den indre diva frem i os alle igen. Hende der den sexede, som er glad og stolt af sin krop og som star ved sit udseende – hendes skal vi være.
Jeg prøver hver dag og har det dejligt med at være kvinde og se ud som jeg nu engang gør efter 3 børnefødsler….
Helt fantastisk og meget vigtigt skrevet! Stor respekt herfra Julia! Hvor er det uhyggeligt at det skal publiceres i artikelform før vi kvinder får tænkt os om – at vores kroppe er SÅ store problemer for os i hverdagen. Det er bare ikke i orden! Små skridt i den rigtige retning, jeg smiler i hvert fald lidt mere i dag efter at have læst din artikel 🙂
– Annawarrington.dk
Af hjertet tak! Jeg er 43 og er kun lige kommet dertil hvor jeg begynder at være tilfreds. Det underlige er jo netop hvad vi (ikke) ser hos andre men hos os selv. Jeg tager en reality-tjek med min mand nogle gange, når jeg føler mig meget mindre værd/pæn end andre kvinder vi er sammen med. Han ser nogle HELT andre ting end jeg gør! Jeg tror desuden ikke der er plads til mig i min krop hvis jeg kommer under str 40/42. Tænk på all den kærlighed jeg skal bære rundt på til mine børn og familie – for ikke at snakke om at samle sammen til fremtidige børnebørn 🙂 Selv om jeg træner på at løbe langt vil jeg altså stadig spise chokolade! Kom lige i tanke om nogle kommentarer fra Mads & Monopolet for et par uger siden, de snakkede om de Brasilianske kvinder. Alle størrelser går i G-streng på stranden og der er ingen af dem der er i tvivl om at de er strandens lækreste. Jeg vil gerne have for 100 kroner af dèt!
Julia, dét er et af dine vigtigste indlæg EVER. Slut med den overdrevne selvfokusering, der ligger i at betragte sig selv udefra og indefra hele tiden. Dine nære behøver dig, Kvinde!
Jeg kan kun stille mig op i rækken af hyldester over dette indlæg. I løbet af det sidste halve år har jeg selv tænkt meget på, HVOR meget kropslede fylder hos mig. Så her for en lille måneds tid siden kastede jeg mig ud i et projekt: det næste år må jeg ikke gå på slankekur!
Jeg regnede med, at det ville frigøre en masse mental energi, som jeg kunne bruge på at bygge noget selvværd op, men det har taget røven på mig, hvor svært det faktisk er IKKE at gå på kur. Slet ikke en lille bitte smule hemmelig kur. Så lige nu slås jeg mest med at holde fast i troen på, at det er ok at være slasket, og at udseendet i sidste ende ikke betyder noget for den forskel, jeg er sat til gøre her på jorden. Men det er svært at bevare det store perspektiv hele tiden. Din artikel hjalp mig i dag. Tak!
Fin klumme. Det er sandt og uhyggeligt, for hvordan kan vi forvente, at vores børn får en naturligt og sundt forhold til deres krop, når de vokser op med mødre, der føler sig forkerte, fordi de ikke ligner dem, der er 10-15 yngre. Men det er simpelthen så svært at slippe selvkritikken og hvile i sin krop med alle dens naturlige kurver, folder og buler. Jeg føler, jeg er oppe mod overnaturlige kræfter i dette her slag. Hvordan får man slettet billederne med urealistiske kropsforventninger fra nethinden? For jeg tror, at de intuitive, kvikke små gennemskuer det, hvis man prøver at fake, at man er okay med sin krop.
At læse den artikel er som et ekko af min søde mands evige ord. At det jeg ser i spejlet ikke altid er virkeligheden, men min egen opblæsning af bitte små diversiteter der ikke er syndlige for andre. Tak for den.
Vil lige gøre opmærksom på at en anden af bloglands skønne damer, nemlig Acie, igår også skrev om kroppen og den diversitet vi vist alle godt kunne tænke os mere af i mediebilledet. Men vigtigst af alt tippede hun om 6 smukke kurvede kvinder hun følger på instagram – for lige præcis at få lidt mere diversitet.
Se det her: http://acie.dk/6-ladies-du-burde-foelge-paa-instagram/
Det er på af indlæg som dette, at jeg læser med på din blog.
Den her ærlighed, jeg elsker det. Jeg kan genkende mig selv, jeg kan slappe lidt mere af, og hvor er det befriende.
Tak!
Sjovt du slet ikke nævner mænd i din klumme. Jeg tror det er noget vi kvinder presser hinanden til. Derudover bliver man rigid og mærkelig oveni hovedet når man ikke spiser eller er meget resrtiktiv o. mad og får et behov for at kontrollere andres mad også. Taler af erfaring med anoreksi.