Den første ting er:
Taknemmelighed. Jeg blev mindet om det forleden morgen, da det var lidt gråt det hele, og der var nok at brokke sig over, og nok at finde fejl ved, inklusive mig selv. Som overspringshandling hapsede jeg et af de fine kort fra Moshi Moshi. Jeg er ikke særlig alternativ, og nok ikke god nok til at være mindfull, tage en slapper, eller til at geare ned. Men jeg er vist nok ret god til taknemmelighed. Jeg tror netop det er det, der sikrer at hverdagen rent faktisk bliver god nok til at være i – at man husker at være taknemmelig. Taknemmelig for at dagens udgave af fars ikke brænder på, taknemmelig for at børnene da også sov mellem de var vågne om natten og taknemmelig for at der er et arbejde, jeg elsker, at stå op til. Taknemmelig for Johan, og for at vi nærmer os de 14 år (!) sammen, og taknemmelig for alt det der lykkes.
Den anden ting er:
Kys. At kysse. Sin mand, sine unger og sin mand igen. Jeg tror på tid til kys – helt bogstaveligt, at man dvæler det sekund ved hinanden, der gør at man kan vise ømhed. Om det er Sofus, der er ved at tabe alle brikkerne i onsdagstræthed eller Elias, der ikke kan finde ro. Et kys gør alverden.
Sikke nogle fine blå farver – det er nok til at gøre mig i godt humør:-)
Ja kys!! Det går jeg ind for 😉 og taknemmelighed! Det gør os mere positive når vi husker den i vores hverdag.
Tak. For reminderen om taknemmelighed. Har idag kørt rundt 55 minutter for at komme udenom oversvømmelses-afspærringer. Og bandet! Men i stedet skulle jeg jo være taknemmelig for, at det ikke var min bil de hejsede op fra åen på Lyngbyvej.