Jeg er mor til to drenge. En dag bliver de voksne, og unge mænd, og i samme takt som at de vokser til, skal jeg undgå at dø af skræk. For hvis jeg skal tro på avisernes forsider i dag, er der to veje man kan gå:
1. Nicklas Bendtner-Vejen hvor man efter sigende sparker til døre, opfører sig som Verdens Navle og i det hele taget ikke lader til at forstå, hvor ufatteligt meget han er givet.
2. Yahya – som står ved sine holdninger og meninger med al den ukuelighed man har når man stadig er teenager, og tør tro på at man er udødelig og kan klare alt. Når han senere i dag står på dén scene i Vollsmose han er blevet forsøgt truet væk fra, så håber jeg at vi alle sammen forstår at han også lige slår et slag for ytringsfriheden for os andre
Jeg er klart mest imponeret af nummer 2. Og jeg tror at holdninger og ord er vejen frem. Jeg tror også at det er vores opgave at give vores unger så meget med, at dem, der prøver at argumentere sig til en anden verdensorden ikke bliver forhindret af dem, der prøver at sparke sig til en anden model. Så i dag, når Yahya lader sig interviewe af Politikens debatredaktør Tarek Omar, håber jeg at det er de kloge drenge der står forrest, dem der kan finde ud af at diskutere.
HØRT!!!!!!
Hørt!
Jeg har kun en dreng og han bliver nok den nye Messi;) Skal jeg vælge mellem de to du nævner, er jeg enig med dig. Nr to bare såååå sej. Den anden er bare pinlig….
http://hvisvindenvender.blogspot.dk/
Enig!
Hørt.
Jeg er både bekymret for hans( Yalla) fysiske og mentale helbred. Hvem mon, som ikke har økonomisk interesse i ham, passer på ham? Han er kun 18 år, tidligere anbragt og udstødt af sine egne. Er jeg den eneste, der har lyst til at give ham et meget stort kram?
Helt enig. Mit moderhjerte bekymrer sig lidt for Yahya. Han er så ung og drevet af retfærdig harme, men mon han kan overskue konsekvenserne er det han gør for sit eget liv? Men det kan vi andre jo heller ikke og man må jo følge sit hjerte…
@Randi – det tror jeg der er mange der har. Men jeg forestiller mig at hans forlag er der for ham. @Susanne; er så enig. Og i det hele taget synes jeg det må være noget af en voldsom situation at stå i. Også selvom man ikke er bange for ret meget…
Altid vigtigt at slå et slag for ytringsfriheden.
Men at have friheden til at ytre sig, er ikke det samme som at have pligten. Det glemmer mange.
Ift. den 18-årige digter, er jeg helt enig i, at hans stemme fortjener at blive hørt. Men jeg forstår faktisk godt den vrede, han skaber. For han tager en hel samfundsgruppe som gidsel i sine egne erfaringer. Forestil dig, at en 18-årig dansker meldte ud, at sådan her er livet for os alle – det ville vi heller ikke finde os i, alle os, der ikke er vokset op med tørre tæsk og omsorgssvigt.
Jeg er sikker på, at den unge digter (jeg kan ikke stave hans navn på hukommelsen ….) fortæller om sine oplevelser på den måde, det har været for ham. Men hvor er det vigtigt at huske på, at det ikke er ensbetydende med, at det er samme vilkår hans jævnaldrende 2.- og 3. g’ere har haft.
Og så håber jeg i øvrigt på et godt arrangement i Odense uden ballade. For at ty til vold i uenighedens navn er aldrig en løsning.
Hej Monica – jeg synes det er så fint, at han udtaler sig på sin generations vegne, og at han tør tale bredt. Vi kommer ingen vegne, hvis ingen må blive stødt, og hvis nogen kunne tage min generation alvorligt nok til at komme med et konstruktivt indspark til hvordan vi kan undgå at synes at man vil have alting på en gang, være alting på en gang og mene alt det rigtige og ikke-stødende samtidig, ville jeg være taknemmelig. Konsensus kvæler udviklingen – jeg tror vi skal diskutere og brydes og skændes og finde ud af nye muligheder sammen. KH J
Jeg er egentligt ikke et særligt konsensus-søgende menneske (er det sådan du ser din/min generation, så vil jeg gerne, at du sætter nogle ord på det ….). Det er slet ikke det, jeg vil i retning af. Jeg mener virkelig, han har en stemme, som skal høres. Og jeg er helt overbevist om, han har en vigtig og væsentlig historie at fortælle. Men jeg forstår samtidig godt, at der er nogen, der føler sig blandet ind i en historie, som de egentligt ikke er en del af. Jeg forstår ikke trangen til at reagere med vold. Aldrig.
Jeg er helt enig med dig i, at når man piller ved noget, der berører andre mennesker, kan man ikke gøre alle tilfredse. Men man skal være bevidst om, at når man gør det, så rører man ved andres følelser, fordi man (digteren) sætter ord på deres liv ud fra sit eget perspektiv. Nu fik jeg nok gentaget mig selv. Men det er virkelig væsentligt for mig at pointere, at dette ikke handler om konsensus fra min side – det er alene en konstatering af, jeg forstår den vrede og irritation digterens fortælling har skabt. Men ikke volden. Aldrig volden!
Jeg er selv mor til to drenge (5 og 2 år) og selvom der er længe til at de for alvor bliver unge mænd så kan jeg sagtens bekymre mig på forhånd. For uh altså hvor er der mange faldgruber og farer derude. Jeg forstår også godt hvis velintegrerede nydanskere føler sig stødt over at blive skrået over én kam med hyklere og fundamentalister, men sådan må det så være. Omvendt synes jeg også at det er ærgerligt hvis Yahya’s udtalelser om at ‘Pia Kjærsgård havde ret, I skulle have lyttet til hende’ kan være med til at skabe mere fremmedhad, det er der nok af i forvejen.
Jeg håber at folk vil respektere andres holdninger, også når de ikke ligner deres egne.
PS. Når jeg ser teenage piger med alt for meget make up og parfume, som går og sladrer sammen og svinger med håret, så bliver jeg også bekymret for fremtiden med teenage drenge 🙂
Kære Karen, jeg er enig i ALT det du skriver – også det med pigerne.
Kære Monica; jeg oplever bare at vi har så travlt med aldrig at skulle forlade en sammenhæng uden at have slået en streg over al uenighed, og jeg tror der er fremdrift i ikke at skulle blive enige altid for at have respekt for hinanden. Dejligt hvis du oplever det anderledes.
KH
J