I Hedensted er der en gruppe abortmodstandere der har sat 16.000 kors op for at mindes de aborter, der er åbenbart bliver gennemført i Danmark om året. Modstanderne mener at det er 16.000 børn de mindes.
Jeg mener at det er 16.000 frie valg.
Jeg vil ikke her diskutere hvornår man har ret til en abort, for jeg er i den grad pro kvindens ret til at vælge, men jeg vil gerne minde om at rettigheder forsvinder, hvis vi ikke taler om dem.
Vores ret til et frit liv. Vores ret til at give de børn vi får et godt liv. Vores ret til at være de kvinder, mennesker, individer, vi gerne vil være. Hvis ikke vi husker at tale om de rettigheder, andre har tilkæmpet os, og at tale om at bruge dem, forsvinder de lige så stille. For så er der tilsyneladende ingen grund til at bevare dem. Jeg har aldrig selv fået en abort. Men hvis jeg skulle stå i den situation at have brug for en – uanset hvad mine bevæggrunde så måtte være – vil jeg nødig stå i en amerikansk eller britisk eller for den sags skyld irsk situation, hvor den offentlige fordømmelse bliver så hård at hvad der må være en personlig sorg / udfordring skal blive et offentligt anliggende. Så kvinder – BRØL! Lad os kæmpe imod fordømmelsen og den form for udefrakommende forsøg på at bestemme over vores kroppe, fertilitet og liv.
Jeg synes, at den gruppe skulle skamme sig! At stå der og kalde kvinder mordere (for det er, hvad de gør, selvom de ikke siger det direkte) fordi man af den ene eller anden grund, tager en beslutning, som jeg tror altid er den bedste for kvinden og fostret, er skammeligt og upassende.
Jeg er helt med på, at nogen kvinder er imod abort og aldrig selv ville få en, det accepterer jeg. Men jeg accepterer ikke, at man fordømmer andre for at tage valg, der er rigtige for dem. Vi har en ret til at vælge, og vi ved bedst selv, hvad der er det rette for os.
Jeg er så enig @baysen.
jeg råber højt !!!
jeg har (desværre) fået 2 aborter og jeg har været så uheldig at ha miste 2 andre ufødte børn og jeg er vildt lykke for at jeg bor i danmark hvor ingen peger finger af det frie valg … men jeg er også den lykkelig ejer af 5 raske børn 🙂
jeg er præret af de børn der ikke blev noget og ked af det i mit hjerte … det er ikke noget let valg at vælge en abort ,men jeg tror der er mange tanker bag det valg og grunde …
ingen skal skamme sig over at kunne vælge …
det er ikke mord …
Du er satme så sej Helle! Tak fordi du råber! Og jeg forstår så godt (så godt som man nu kan, når jeg ikke har stået i dine sko), hvor hårdt det må være.
Det er i mine øjne en større uret mod livet, at sætte mennesker i verden, der af den ene eller anden grund ikke er ønskede. Abort er i mit perspektiv ikke at dræbe et barn, men at redde en potentiel ulykkelig skæbne. Jeg tror ikke der findes er sværere valg, end at vælge et barn fra. Kun hyklere har brug for at danse på ufødte fostres grav og trampe på kvinders hårdt tilkæmpede rettigheder.
Kære Julia. Igen et spot on-opråb. Hvis du en dag beslutter at gå ind i politik, har du sikret dig min stemme. Kh Line
Så enig. Selvom mine 2 aborter har været af ønskebørn, som desværre gik til, inden de fik en chance for at vokse sig store i min mave, så måtte jeg alligevel få fremprovokeret aborter begge gange. Jeg har derfor været en del af de 16.000 kors, som nu bliver hamret ned i den jyske muld i en eller anden amerikaniseret perfid manifestation. Alle har ret til det frie valg. I Irland er der hvert år tusindvis af kvinder, der må tage på arrangerede “abort-ture” for at beholde retten til at bestemme over egen krop. Så jeg råber højt. Vi skal beholde retten til valget.
Uh ha, det er et følsomt emne det her. Jeg er ikke imod fri abort, men jeg har virkelig et anstrengt fohold til det. Jeg er enig i, at der er masser af situationer hvor er provokeret abort er den bedste løsning, men ej hvor det nager mig, når velfungerende voksne kvinder får en abort fordi p-piller blev sløset med, eller der er blevet dyrket ubeskyttet sex. Jeg dømmer ingen (jeg prøver ihvertfald at lade være med det) – der er bare noget det stikker mig og siger, at det er forkert at stoppe et liv inden det er begyndt.
Jeg har ligesom du Bitten, prøvet at på en provokeret abort i uge 13, fordi et lille foster var dødt. Jeg syntes at det var hæsligt. Kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at få fjernet et levende foster.
Der er uden tvivl rigtig mange kvinder der har stået i nogle meget svære situationer. Det betvivler jeg ikke et sekund! Men hvad med barnets ret til et frit valg? Man siger at kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop, men ifølge videnskaben er barnet, eller fosteret om man vil, ikke en del af kvindens krop fra det øjeblik det er undfanget: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2082663/abort-er-som-en-kraeftsvulst/?fb_action_ids=10151657117632361&fb_action_types=og.recommends&fb_source=other_multiline&action_object_map=%7B%2210151657117632361%22%3A319639104847570%7D&action_type_map=%7B%2210151657117632361%22%3A%22og.recommends%22%7D&action_ref_map=%5B%5D
Hvis ikke kvinden selv skal bestemme over egen krop – hvem skal så? Skal manden? At nægte kvinden retten til reproduktiv selvbestemmelse, og til at træffe et frit og informeret valg, om prævention, om børn, hvornår og hvor mange er nøglen til kvinders frihed, ligestilling og selvstændighed. Man kan have mange holdninger til abort, min er, at de som iklæder sig morales kappe, skulle skamme sig! Som samfund skal vi sørge for, at der er et frit valg, og at det også er muligt for en ung kvinde under uddannelse eller uden at skabe et godt liv for sit barn, hvis hun vælger at beholde det.
OPRÅB!!!! Hvor er det livsbekræftende at læse kloge og kærlige kvinders overvejelser om nogle ufatteligt svære valg her i kommentarerne. Det her handler nemlig ikke “kun” om kvinders rettigheder, men også om børns ret til et godt liv. Og det er der heldigvis nogen, der tager alvorligt og tager et tungt og stort ansvar på sig. Respekt for jer for at tage et svært valg.
Jeg har ikke selv prøvet at få en abort og mener at der kan være mange grunde til at en abort er det rigtige valg i en given situation.
Dog mener jeg også at vi kvinder i DK som er så oplyste og har så let ved at få prævention må være os ansvaret bevist. Personligt har jeg det dog meget svært med de provokerede sene aborter, det er en situation hvor kvinden måske endda må ‘føde’ det døde foster, pga fosterets størrelse. Nogle fostre ‘fødes’ tilmed i live og har respiraton men ‘lægges til at dø’ dvs man lægger fosteret og lader det være indtil man konstaterer at der ikke længere er liv.
Puh det synes jeg altså er en barsk omgang! Jeg ønsker heller ikke at fordømme nogen, jeg har i min nære familie et meget handikappet barn og kan se hvor stor og uigenkaldelig indflydelse det har på en familie og ikke mindst de raske søskende. Det er bestemt ingen dans på roser!
Jeg støtter det frie valg men jeg støtter også at der retningslinier. Det er et vigtig og meget følelsesladet emne som det er godt at få diskuteret sagligt. Tak fordi du tog det op Julia
Det undre mig at der slet ikke er nogen der viser interesse for barnet rettigheder? Den her debat handler ikke kun om os kvinder, men i (mindst) lige så høj grad de børns rettigheder, som af en eller anden årsag bliver til aborter. Jeg har fuld forståelse for at man kan være i en livssituation hvor man ikke kan tage sig af et barn. Men jeg forstår simpelthen ikke hvordan det giver én ret til at ende et andet menneskes liv. Abort er altså ikke den eneste løsning på det ‘problem’ – mig bekendt er det stadig muligt at bortadoptere sit barn i dagens Danmark. Meget mere ubekvemt for kvinden, ja. Til gengæld krænker man ikke det ufødte barns rettigheder. Jeg fordømmer på ingen måde de kvinder der har fået foretaget abort. Jeg vil bare gerne spørge, hvornår bliver de ufødte børns rettigheder vigtige?
@sara
Jeg er meget enig
Jeg mangler en mellem-position, hvor man ikke tvinges til at identificere sig med dem, der planter kors, eller dem, der råber “hurra” for aborter. Kan man ikke være tilhænger af fri abort mens man samtidig synes, at abort dybest set er frygteligt? Alternativet er bare endnu frygteligere? Jeg er træt at dem, der jubler over abort mens de lukker øjnene for alle etiske problemstillinger, og jeg er træt af dem, der planter kors.
Altså, selvfølgeligt er det forfærdeligt når velfungerende kvinder ikke bruger prævention; men det er slet ikke det diskussionen handler om for mig at se. Jeg mener at abort er en ret, indenfor de etiske rammer, der allerede er sikret os, og jeg mener at vi skal hæve os over måske-erne, men-nerne, og alle de forfærdelige scenarier vi kan forestille os, hvor aborter bliver udført fordi nogen IKKE har taget ansvar, og huske at vi ind i mellem skal bevare overblikket og sikre en ret, inden den forsvinder. For abortretten kan forsvinde; i USA er det netop sket i delstaten Michigan – retten er i realiteten så begrænset at den næsten er væk. (Se mange artikler om det her http://www.huffingtonpost.com/tag/michigan-abortion-law). Så ja, jeg mener at diskussionen om etikken og moralen er SÅ vigtig,men retten, den skal vi huske at forsvare.
Jeg går helt og aldeles ind for fri abort. Det er der flere overvejelser (erfaringer!) bag.
Jeg mener, at det er kvinden, der i den pågældende situation, som må vurdere om hun fx:
1) Står med en ønsket graviditet -d.v.s. ingen voldtægt, og ikke ufrivilligt skulle sige nej til prævention
2) Har det fysiske og psykiske overskud, der skal til for at gennemføre graviditeten
3) Andet!!?
Jeg har fået foretaget 2 aborter i mit liv, og har i dag en dejlig dreng på 3, som jeg elsker overalt i verden.
Min første abort fik jeg foretaget som 25 årig, fordi jeg havde ufrivilligt samleje. Den beslutning om abort, var let at tage. Der var ingen omstændigheder omkring den graviditet, som ville have været gavnlig for mig.
Min anden abort, var straks sværere og udgangspunktet mere kompliceret. Jeg havde boet 3 uger hos min daværende kæreste, da jeg blev gravid. Vi havde haft et langdistance forhold, og kendte på mange måder ikke hinanden. Disse 3 uger havde været ret turbulente. Jeg havde netop gennemlevet et større traumatisk forløb i mit liv, forud for graviditeten. Derfor stolede jeg ikke på min egen fysik og psyke, og jeg følte at det ville være et uansvarligt sats for mig på daværende tidspunkt. Men det skulle vise sig at være noget af en personlig smerte, efterfølgende at bære rundt med. Med denne graviditet, var der nemlig kærlighed til fosteret helt fra starten. Jeg gik ofte med en følelse af sorg og fortrydelse. Fornuften fortalte mig dog samtidig, at det var usikkert hvordan jeg ville have håndteret graviditet, fødsel og mor-rollen på så spinkelt et grundlag, OG samtidig med at jeg balancerede i et turbulent forhold.
Min 3. graviditet var bestemt heller ikke planlagt, og mit forhold var på hæld. Denne gang var jeg til gengæld ikke i tvivl om at jeg ville gennemføre graviditeten, og have barnet. Det skulle ingen modsætte sig. Forholdet brast, men kærligheden til det barn som jeg har hos mig i dag, vokser dag for dag. Erfaringerne fra denne graviditet, og de store følelser, som graviditet/fødsel/mor rollen har afstedkom, har efterfølgende givet mig ro i sindet, og styrket min beslutning omkring den anden graviditet/abort.
Prævention er ikke altid så ligetil et valg, som vi har lært det. Nogle mænd er ikke til kondom -og jeg er f.eks. næsten blevet allergisk overfor hormonelle produkter (min cycklus, menstruation m.v. forvandler sig til reel sygdomstilstand med feber osv). Symptomer som ikke eksisterer, når jeg ikke bruger hormonelle præparater. Altså derfor kommentar vedr. prævention.
Jeg tror ikke at nogen andre end mig selv, ville være i stand til at træffe valget abort/graviditet. Selv dér hvor jeg havde mine tvivl, og hvor jeg følelsesmæssigt fortrød, var det MIG og kun MIG, som jeg kunne give ansvaret for beslutningen. Havde en anden (fx. læge/myndighed) truffet valget, er jeg sikker på at man derved, ved alene at overtage styrepinden i mit liv, ville have sendt mig hovedkuls ud i robåd på åbent hav, hvor alt ville blive kaos. Kvinder bliver ikke mere ansvarlige i deres valg/handlinger, ved at man overtager ansvaret og/eller anklager folk i nogle livssituationer, som man intet kender til.
Derfor slår jeg også på tromme for kvindens ret til selv at bestemme -ofte ER det faktisk barnets tarv, man har i tankerne, når man vælger en abort.
Med henblik på bort adoptering, så mener jeg bestemt ikke at man nødvendigvis tilgodeser barnet/fosteret. Der afstedkommer mange andre etiske og personlige spørgsmål i kølvandet på sådan en beslutning (et helt emne til debat i sig selv)!
Jeg forstår godt argumentet om retten til at leve; men man kan ikke skære verden over én kam, og fordømme samtlige aborter. Vi må stole på, at de valg som er truffet på den bekostning, har været grundigt velovervejede.
@Camilla: tusind tak for dit stærke indlæg! Alt det bedste til dig 🙂
Jeg lå længe i min seng i aftes og grublede over diverse scenarier, hvor det ville være vigtigt at have et valg – der er jo nemlig så mange forskellige livssituationer at være i, at man bare ikke kan generalisere på dette område.
Og i øvrigt mht. prævention – jeg kender MANGE tilfælde, hvor graviditeter er skudt gennem både p-piller, kondomer og spiraler, så man kan godt pludselig stå med en uønsket graviditet, selvom man ellers har taget sig sine forholdsregler.
@Anne – Sofus kom fx gennem p-piller…
@ Camilla – hold op, et stærkt og klogt indlæg. TAK. Og jeg mener at netop dit indlæg bekræfter mig i at vi skal huske at kæmpe for vore rettigheder, og ikke atge noget for givet.
Har lige kørt forbi alle korsene idag – de står lige ud til motorvejen, så man kan næsten ikke undgå at blive konfronteret med dem. For nogle er det bare kors – mange kors, for andre noget meget følsomt – overvejelser for og imod (for nogle endda iflettet tanker om stort/lille handicap). Selv har jeg mistet 2 fostre før det lykkedes mig at sætte børn til verden – men på trods deraf mine tanker går til alle de som oplever at det at få børn ikke altid bare er den naturligste og nemmeste ting i verden. Jeg tror vitterligt ikke at ret mange “bare” vælger abort – der ligger mange tanker og overvejelser bag, måske endda braste ønsker og drømme for det ufødte foster.
At skære alle over en kam og dømme ud fra så snævert (og desværre ofte religiøst) synspunkt er at nedgøre og negligere alle disse emner. Hvor ville det være dejligt hvis naturen var skabt sådan at børn kom til dem der ønskede, at fostre altid var raske og levedygtige, og at vi mennesker ku lade være med at sætte os til doms over andres til- og fravalg af liv…