Min hverdag: Planlægning, planlægning, planlægning

Der var engang, hvor jeg ikke planlagde noget. Overhovedet. Som i sket ingenting, men så kom arbejdslivet og børnene, og på en eller anden måde tog det hele fart på præcis samme tid, og nøglen til at få livet til at hænge sammen blev så intensiv en planlægning, at jeg tænker at jeg efterhånden ville kunne styre en større samfundsomvæltende operation igennem. At få hverdagen til at spille er ikke en lille bedrift (og her, kan du godt klappe dig selv på skulderen, hvis andre glemmer at gøre det). For hold nu op, hvor er der meget man skal tage højde for. Én ting er ens eget liv, ens eget arbejdsliv, men familiens liv, skole, fritidsinteresser og sociale liv er simpelthen for vildt, når det hele skal gå op i en højere enhed. Nogle gange brænder det hele sammen, og så har vi ikke taget højde for en stil, en musiktime, en fodboldrelateret ting, og hele korthuset vælter. Andre gange kører det. Og nogle gange, strejker jeg – udskyder alt det der skal nås, alt det man skal have styr på og synker sammen i sofaen med mine drenge. Og måske er det i virkeligheden de fineste stunder, som jo kun er mulige fordi man forsøger at have styr på alt det andet. Men er det ikke vildt? Det der skal til? Og er det ikke underligt, at det er sådan en skill, man bare forventes at have? At man ikke lærer det noget sted, men selv må få styr på det?

 

2 kommentarer

  1. Jeg havde ikke forudset det komplekse liv, som et familieliv er i dag, da jeg havde små børn. Jeg jonglerede i mange år med alle boldene i luften. En dag blev det for meget. Elastikken kunne ikke strækkes længere. Kroppen og psyken sagde stop. Jeg blev losset af det tog. En ret brutal oplevelse i sig selv.

    Men hvad jeg ikke havde forudset var, at hvis du som mor og som kvinde ikke magter presset i dag, så er der ikke meget forståelse at hente fra omverdenen side. De travle kvinder ser skævt til dig, når du står der udenfor ræset. Det er som om, det kun er okay at løbe stærk i dag. Magter du ikke det, er du ikke med.

    Det er flot, at nogle formår at finde balancen og passe på sig selv i travlheden. Det er bare ikke alle, der formår det. Men alle tæller med.

  2. Jeg er helt enig med Charlotte, det er som om at enten er du MED eller også er du ikke… Enten kører du med 130 km/t på en motorvej med skyklapper på, eller også havner du i nødsporet, billedligt talt.
    Det er godt at du indimellem trækker stikket og har nærvær med ungerne, Julia, og respekt for dig og alle de familier der skal få alt til at hænge sammen med 1000 bolde i luften.
    Og så tænker jeg lige på hvordan det så må føles hvis man, oveni det, er belastet feks af alvorlig sygdom, handicaps, børn der ikke trives, arbejdsløshed eller dårlig økonomi… Det er ikke til at bære!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.