Om at skamme sig

Da jeg var barn, var skam en handling. Altså, man kunne blive sendt ud af rummet for at skamme sig, hvilket så vidt jeg husker betød noget i retning af at sidde alene og have ondt i maven over noget man havde gjort, ikke gjort og ganske ofte noget man ikke forstod, hvordan man havde gjort forkert. Men skam er også en voksen følelse, og åbenbart huserer den som en følelse af ikke at slå til, eller ikke at have gjort alt det man hele tiden hører man skal, nemlig “udlevet sit potentiale“. Forleden anbefalede en veninde et indlæg via facebook, om at være voksen og om at skamme sig. Én ting er hende, der har problemet i indlægget, men noget andet, er det svar hun får. Hvis du har ti minutter, så læs den her.

3 kommentarer

  1. Jeg brugte måske mere end 10 min. på det link. Til gengæld var jeg lige ved at græde til slut. Der er mange vise ord i det svar. Kh. Birgitte

  2. Jeg er heller ikke så god til engelsk, men jeg fik budskabet ind og er både rørt og ramt.
    Jeg oplevede selv skam i min barndom hvor min mor gjorde mig forkert og sagde at jeg skulle skamme mig – over hvad vidste jeg ikke. Det var normalen, og først som voksen forstod jeg hvor galt det var.
    Mange sidestiller skyld og skam er min erfaring. Men der er forskel: Man kan føle skyld hvis man feks taber en tallerken og den går i stykker, det er konkret og noget man kan forholde sig til. Men skammen er diffus. Den ligger som en udefinerbar masse, kryber ind under huden og formerer sig som ondartede celler i krop og sjæl. Og skammen får magten lige så længe man ikke tør se på den!
    Skammen har ikke længere – takket været terapi – magten over mig. Men den stiller indimellem hovedet frem, jeg lægger mærke til den, men den styrer ikke mere. Det lyder enkelt, men er det ikke!
    TAK for et tankevækkende indlæg, Julia!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *